DET ER RIGTIGT, hvad de siger. Forsoningssex er godt. Jeg havde aldrig prøvet det før, så jeg vidste ikke, hvad det var, før jeg mødte Mads. Jeg var aldrig gået tilbage til nogen. Kun gået. Derfor krævede det en del overvindelse at lukke ham ind i lejligheden igen. Først nægtede jeg at svare på hans henvendelser. Efter tre dages mailstorm gav jeg mig og sendte ham en rasende besked. Han skulle ikke tiltvinge sig adgang til mit liv og stikke sin pik helt ind i mit blødeste punkt og derefter tillade sig noget så banalt som en afbrænding efterfulgt af to dages tavshed. Det kunne han godt forstå. Du er dum! Ja, det er jeg. Undskyld. Det gør du kraftedme aldrig mere!! Nej, det lover jeg, undskyld. Må jeg godt komme på besøg? Nej! Heller ikke hvis jeg tager chokolade med –skildpadder fra Toms?

Mere skulle der ikke til. Så kom jeg til at grine. Han fik lov til at komme. Og timerne op til var pinefulde. Hvorfor havde jeg været så vred? Hvorfor havde jeg beskyldt ham for alt muligt? Han kunne jo ikke gøre for, at hans kone var blevet syg. Han var jo ikke verdens herre. Han kunne jo heller ikke gøre for, at hans datter havde tabt sin mobiltelefon. Den slags sker jo. Hvad var der gået af mig? Var det mit gamle jeg, der stak hovedet frem igen? Var det stolthed? Hævngerrighed? Magt? Hvad var det, der gjorde mig så uforsonlig? Jeg elskede ham jo!

Da han kom, ville jeg ikke gå i seng med ham. Ikke på vilkår. Men han skulle have lov til at forsvare sig, og det skulle foregå ansigt til ansigt, det sagde sig selv. Alt for mange ting kan gå tabt i telefonen eller på mailen. Nu stod han der, i mit køkken, og jeg stod lænet op ad bordet med korslagte arme og stirrede vredt på ham. Han stod ligesom han plejede, med let spredte ben, og kiggede på mig. Sekunderne gik. Der skete et eller andet i min krop, som jeg ikke kunne afkode. Jeg følte en vrede, som var anderledes end den vrede, jeg normalt følte. En voldsom vrede, men en vrede, som søgte en udvej. En vrede, som ville gøres god igen. Men jeg kunne ikke sige noget. Det var ikke mig, der skulle sige noget, det var ham. Det sjove var, at han heller ikke sagde noget. Han stod bare der og så på mig med de der blå øjne og det der blik, som ikke veg fra mit.

Er du snart færdig? sagde han så. Han så ud på præcis samme måde, som han havde gjort, da min bil gik i stå for anden gang. Som om han skjulte et smil i mundvigen. Jeg stirrede trodsigt på ham, men kunne mærke mit forsvar smelte hurtigere end en istap i Sahara. Jeg kom til at se ned på hans gylp. Bulen var lige så stor som den plejede. Han havde altså nosser til at triumfere, selv om han egentlig stod til verdens største skideballe!

Den smelter, sagde han og rakte hånden frem. Der lå en miniskildpadde fra Toms i hans håndflade. Jeg vil ikke ha’ den, sagde jeg. Han trådte et skridt frem. Du skal have den, sagde han og så alvorligt på mig. Den er til dig. Jamen, jeg vil ikke ha’ den, gentog jeg. Jeg måtte virkelig kæmpe for ikke at komme til at grine. Han begyndte at tage papiret af skildpadden. Jamen, Nell, det er jo bare en lille skildpadde. Den gør ikke noget. Den smager godt. Jeg sagde ikke noget. Han trådte helt hen til mig og placerede skildpadden ud for mine læber. Stak hånden op under min kjole, og jeg så et hurtigt smil trække hen over hans ansigt, da han nåede frem til den våde sprække. Jeg var tosset på ham, men jeg kunne ikke tænke mere. Jeg så kun hans øjne nu. De smukke læber. Næsefløjene som dirrede. Hans varme ånde, da han tog skildpadden i munden og holdt den fast mellem sine tænder, mens han åbnede sine bukser med effektive bevægelser. Han hev min kjole op og stak pikken op i mig, mens han pressede skildpadden ind i munden på mig og knuste den mellem tænderne, så cremen drev rundt mellem vores sammenflettede tunger. Han gav mig fire stød, så sank jeg.

Vi talte sammen længe, da vi lå i sengen bagefter. Ikke om det der var sket, men om alt muligt andet. Jeg var tilbage i boblen igen, jeg var den flittige myre. Det var han også. Vi havde begge to fået en forskrækkelse over det, der var sket, og arbejdede nu ihærdigt på at genoprette den gode stemning. Vi var lutter gode viljer. Det var vidunderligt. Det var fredfyldt. Behageligt. Og smukt. Det var første gang, jeg tilgav en mand. Første gang, jeg virkelig havde lyst til at få vreden og alt det dumme til at gå væk. Jeg kunne mærke tilgivelsen som en dæmning, der brød sammen, så kærlighedens flod kunne genfinde sit naturlige leje og glide ubesværet videre. Jeg forstod, at kærligheden havde forrang. Jeg mærkede, at den hjalp mig til at overvinde mig selv og min indre modstand, og jeg mærkede, at det var godt for mig. Jeg havde båret på alt for meget selv i mit liv.

Nu mærkede jeg, hvordan kærligheden løftede en byrde fra mine skuldre og satte mig fri. Jeg så på Mads, som lå der ved siden af mig som en dreng, der havde været slem, men som nu var taknemlig af lettelse over, at mor ikke var sur mere. Jeg smilede. Jeg ville bare have ham, ham og hans pik, her i min seng, hele mit liv. Ikke for enhver pris, men jeg ville gerne tilgive en dum fejl eller et lille uheld i kærlighedens navn. Og jeg kunne mærke – om ikke hans anger, for han var ikke den angrende type, men så i hvert fald hans ønske om at komme tilbage til fortroligheden. Han var mere kærlig, end han plejede at være, talte med en anden stemme, som var mere afslappet, men også mere inderlig. Det virkede, som om hans indre forsvar også knagede i fugerne. For han havde jo dårlig samvittighed. Han havde dårlig samvittighed over at elske en kvinde, han ikke kunne få.

Han kæmpede sin egen kamp, mens jeg kæmpede min. Da han var gået, lå der fem miniskildpadder på køkkenbordet. En for hver dag, der ville gå, før jeg så ham igen.