DET EFTERÅR DØDE min far. Jeg havde ikke haft meget med ham at gøre de seneste år, vi havde aldrig haft noget at snakke om. Alligevel var det trist at tage afsked med ham. Han var trods alt min far. Jeg havde været vant til, at han var der. Det var trist at sidde hos advokaten, trist at sidde hos bedemanden, trist at være alene med det hele. Men jeg var enebarn. Jeg var vant til at klare tingene selv. Et enkelt lyspunkt var der. Jeg var også enearving. Min far havde boet alene det meste af sit liv og efterlod ingen andre arvinger end mig. Jeg satte hans hus til salg, men beholdt sommerhuset oppe ved nordkysten. Det var faktisk det eneste positive, jeg nogensinde havde forbundet med min far. Vores timer dér, tavse, i båden. Arbejdet med nettene, rensningen og tilberedningen af fiskene. De enkle måltider, altid velsmagende. Måske var det det eneste, jeg havde lært af min far. At man godt kan være tavse sammen. At man kan spise sin mad i stilhed. Friskfanget rødspætte med nye kartofler og persillesovs. Kaffe og lugten af tobak. Sidstnævnte sad stadig i træværket, det gjorde mig ikke noget. Det var mit hus nu. Jeg var her i min egen ret.

Stedet var roligt, der var ikke mange huse. Min fars var et af de få, der lå ned til vandet, gemt bag hybenbuske og fyrretræer. Der var lyng, rødgræs og marehalm, der var gyvel og en enkelt sejlivet rhododendron. Jeg brugte vinteren på at tømme både det ene og det andet hus. Da det blev forår, var sommerhuset forandret, ligesom jeg selv var. Der var kommet en ny alvor i mit liv, og den afspejlede sig i indretningen, som var spartansk. Der var ikke skyggen af Provence i køkkenet, kun enkle elementer af træ. Ternede gardiner foran skabene i stedet for låger. En butlervask fra Ikea i stedet for den bulede stålvask. Min fars gamle spisebord med ridser i efter mange års piberens og almindelig slitage. Seks nye brugte stole, købt på loppemarked og malet hvide. Mørke vægge i drivtømmer. Et godt skrivebord med udsigt til den lille klit med marehalm for enden af grunden og havet bagved. Og den største udskrivning: en kæmpestor dobbeltseng i massive planker fra Ilva. Den seng var en canadisk lodge værdig, men nu stod den her, i mit lille sovekammer ved havet. Gæt, hvem jeg ventede på denne forårsdag i maj?

Ja, rigtigt gættet. Jeg ventede selvfølgelig på Mads. Det var halvandet år siden, vi havde mødt hinanden på en tankstation ud for Vejle, og nu skulle han se mit sommerhus for første gang. Vi skulle også sove sammen for første gang. Jeg glædede mig som et lille barn. Havde været inde i den nærliggende by og købt friskfangede jomfruhummere på havnen. Smør og hvidløg. Nye kartofler, persille. Hvidvin. Kul til grillen, som jeg havde renset og klargjort til denne, min første sæson som sommerhusejer. Jeg vidste, han ville komme. Der var sket noget i forbindelse med krisen. I ugerne efter genforeningen havde vores seksualitet antaget en ny karakter. Da jeg havde spist de fem miniskildpadder, og han ringede på min dør igen, sporede jeg også en ny alvor i hans ansigt. Jeg sagde ikke noget, spurgte ikke om noget. Han måtte fortælle om det, når han var klar. Jeg fornemmede instinktivt, at han havde været bange for at miste mig, og min kærlighed til ham voksede.

I stedet for at kaste sig frådende over mig, blev han mere blid. Når han kom, klædte han først mig af, derefter sig selv, og så lagde vi os ind på sengen sammen, nøgne. Så brugte han den første lange tid på at kærtegne mig. Hænder på min mave, mine bryster, mine lår. Vi kunne godt tale imens, men ofte var vi tavse. I starten var jeg forbløffet over den nye retning, hans begær havde taget, jeg troede, han havde mistet lysten. Det havde han ikke. Han lå med stiv pik og kærtegnede mig, til jeg var ved at skrige. Når jeg begyndte at true med at slå ham ihjel, hvis han ikke snart gav mig den mellem benene, sagde han bare: Vend dig om. Så vendte jeg mig om på maven, og så startede han forfra.

Jeg måtte ikke røre hans pik. Jeg måtte ikke gøre noget som helst. Kun tage imod. Det virkede, som om han var i gang med at straffe sig selv. Det var virkelig godt. Jeg fandt ud af, at der var et mønster. Når han havde strøget hænderne op og ned ad min ryg i det, der forekom som evigheder, begyndte hans hænder at glide ned over mine balder. Nu kunne jeg ikke lade være med at spænde op, men det var helt unødvendigt, for han blev bare ved med at ælte mine balder. Det var først, når turen kom til mine inderlår, at jeg behøvede at spænde. På det tidspunkt var jeg ved at eksplodere, hvilket jeg også gjorde ham opmærksom på talrige gange i starten af det nye regime.

Til sidst holdt jeg op med at protestere. Jeg indså, at jeg stod ved indgangen til en ny verden af nydelse og ekstase. For når jeg havde ligget der i en time, først på ryggen, så på maven, var jeg fuldstændig ude af mig selv af lyst. Al min bevidsthed var samlet i min kusse. Jeg var min kusse. Der var ikke en eneste tanke tilbage i mit hoved, alt liv var koncentreret i de opsvulmede kronblade, der omgav søanemonens mund. Jeg havde fået strenge ordrer om, at jeg ikke måtte bevæge mig, men når han spredte mine ben for at få plads til sig selv, vidste jeg godt, hvad der ville ske. Så begyndte han at massere min skedeindgang med sin pik. Jeg havde fundet ud af, at mit mest følsomme område var lige inden for skedeindgangen. Derfor vidste jeg også, at jeg ville komme, når han endelig – endelig – efter flere minutters gliden frem og tilbage og rundt om hullet, endelig lagde an til at trænge ind.

Det foregik på den måde, at han placerede sit pikhoved ved indgangen til min kusse på en måde, så jeg kunne mærke et mildt pres. Jeg måtte ikke gøre noget, men det afholdt mig ikke fra at klynke: Kom nu, kom nu. Men han blev bare siddende bag mig, mens han pressede sin pik mod min skedeåbning. Jeg kunne mærke strålerne pulsere frem og tilbage mellem hans glans og mine kønslæber, som svulmede endnu mere op. Samtidig begyndte min kusse, som efterhånden var godt sulten, nærmest at suge hans pik ind. Når det skete, kunne han finde på at trække sig lidt ud, den satan! Det var meget slemt, og det fik han også at vide. Det havde gudskelov en effekt. Når jeg begyndte at kalde ham en satan, var han godt klar over, at han ikke skulle trække tiden mere ud. Så begyndte han at lave bittesmå bevægelser i min skedeindgang, nærmest vuggende. Søanemonen vuggede med og kærtegnede hans pikhoved med sine blade. Så trængte han ind i blomsten, men kun lige ind. Nu var han der, hvor det var allermest godt. Her kom den første orgasme, min skede og mit underliv trak sig rytmisk sammen, mens han holdt sin pik i ro, stadig lige indenfor. Det var tantra, det var ekstase.

Jeg kunne blive hængede der i timevis, og nogle gange lå vi der i timevis. Han kunne tilsyneladende blive ved, når bare det gik langsomt nok. Når bølgerne fra den første udløsning havde lagt sig, bad han mig lægge mig på siden. Så lagde han sig bagved og begyndte at kneppe mig langsomt og taktfast. Når jeg var lige ved at komme igen, holdt han pause. Det var guddommeligt. For hver opstigning mod klimaks blev jeg mere og mere tændt. Til sidst, når jeg skælvede og jamrede og begyndte at tale tungetale, bad han mig om at stille mig op på alle fire. Og så kneppede han igennem, til jeg kom i en forrygende, vild og fuldstændig ukontrollabel orgasme. Jeg ved, at han sigtede efter at komme samtidig med mig, men jeg opfattede aldrig, om det lykkedes. Måske hørte jeg ham svagt i baggrunden, men hans brøl smeltede sammen med mine skrig. Vi var ét.

Jeg var sådan set ikke i tvivl om, at Mads elskede mig. Alligevel følte jeg, at vores forhold var ved at udvikle sig til et vrangbillede på et intimt kærlighedsforhold. Der var noget besidderisk over den måde, han var begyndt at styre vores elskov på. Jeg måtte ikke tage over, jeg måtte ikke røre mig, jeg måtte ikke røre ham, medmindre han lå oven på mig, hvilket han efterhånden sjældent gjorde. Enten sad han mellem mine ben, eller også lå vi på siden med ham bag mig. Når han var tilfreds med sin præstation – det vil sige, når jeg havde fået de orgasmer, han ønskede, jeg skulle have – bad han mig om at stille mig op på alle fire, så han kunne slutte af med at kneppe mig bagfra, noget vi begge to elskede, når vi var allermest liderlige.

Men det stod efterhånden klart, at den dominerende måde han elskede med mig på, var et forsøg på at forhindre mig i at begynde at interessere mig for andre mænd. Han havde tilsyneladende registreret en ændring i min adfærd, der fik ham til at tro, at jeg kunne finde på at søge andre græsgange, hvilket desværre ikke var helt forkert. Ligegyldigt hvor højt han sagde, han elskede mig, og ligegyldigt hvor udholdende han var i sengen, så var livet i boblen blevet sværere for mig at udholde efter krisen. Det fornemmede han, og hans modtræk var at forsøge at øge min afhængighed. Han forstod tilsyneladende ikke, at jeg allerede var dybt afhængig af ham, og at jeg ikke var utilfreds med det, vi havde haft. Tværtimod savnede jeg det, vi havde haft før krisen. Jeg savnede det urinstinkende stålrum i Karlslunde, det ordløse, det magnetiske felt uden for tid og sted.

For Mads handlede det om at generobre. Han tiltvang sig magt over min krop ved at forsøge at øge min seksuelle afhængighed, og det foregik på den måde, at han ikke helmede, før jeg havde fået mindst tre orgasmer, når han kom og besøgte mig. Først da var han var tilfreds. Det var selvfølgelig sødt af ham at tænke på min seksuelle mæthed, men resultatet var, at den naturlighed, der havde præget vores første tid, blev erstattet af en tvangsmæssighed, som var dræbende for den gensidige tiltrækning. Jeg savnede kyssene, inderligheden, øjenkontakten. For ham var det ejerskabet til min krop, der var blevet målet. I virkeligheden var det for sent. Han vidste, at han var ved at miste mig. Og jeg lod ham tro, at jeg stadig var hans. Fordi jeg elskede ham.

Nu stod jeg på terrassen og lyttede efter hans bil. Havet var blikstille. Klokken var syv, han skulle være der lige om lidt, men jeg havde følt et sug i maven, hver gang en bil kørte forbi på grusvejen. Den knasende lyd af bildæk mod grus havde en magisk virkning på mit underliv. Jeg var så spændt på at se ham, fuld af forventning, men også af glæde over at han snart skulle se mit sted. Jeg var lykkelig. Det kunne måske blive en ny start. En aften og en nat sammen ville give os tid til at tale. Tid til bare at være sammen, noget jeg savnede helt ubeskriveligt. Jeg havde besluttet, at jeg ville gøre en indsats for at få vores forhold tilbage på sporet. Jeg ville åbne op. Jeg ville fortælle om min far, om min barndom, om den ensomhed jeg havde følt, indtil jeg mødte ham. Jeg ville fortælle ham om min kærlighed til ham, om Corleone, om de afgørende oplevelser jeg havde haft i livet, som havde gjort mig til den person, jeg var, og om de oplevelser jeg havde haft med ham, som havde gjort mig til kvinde.

Da klokken var kvart over gik jeg helt ud til grusvejen og kiggede ned til højre mod svinget, hvor den store blå Volvo snart ville komme til syne. Han var vel bare blevet fanget i fredagstrafikken på vej ud af byen.

Klokken kvart i otte sad jeg ved køkkenbordet og mærkede min krop spænde. Uroen kværnede i min mave, og det blev sværere og sværere at berolige mig selv. Jeg havde glemt min mobiltelefon hjemme, og jeg forbandede mig selv langt væk over det. Der måtte være sket et eller andet, som gjorde, at der var en naturlig forklaring på, at han ikke var kommet. Hvorfor fanden havde jeg haft så travlt med at komme af sted?? Jeg stivnede. Hvad var det? Det var lyden af en motor! Der kom en bil!

Mit hjerte hamrede af glæde, da jeg løb ned ad indkørslen for at tage imod ham. Huset var lidt svært at finde første gang, fordi jeg ikke havde fået klippet buskene ned omkring skiltet med husnummeret på. Det skulle jeg huske at få gjort noget ved, tænkte jeg. Da jeg var næsten nede ved grusvejen, så jeg en sølvfarvet Toyota køre forbi. Mit hjerte sank. Det var ikke ham. Jeg gik tilbage til huset, nu overbevist om, at der var noget galt. Klokken var lidt i otte, det lignede ham ikke at være så forsinket.

Tre timer senere gik jeg i seng efter at have tømt det meste af en flaske hvidvin. Fem biler var kørt forbi på grusvejen, ingen af dem havde været hans. Jeg var også ligeglad nu. Det var slut. Jeg ville sove. Jeg ville kun sove, aldrig vågne op igen. Det var slut. Jeg ville aldrig tale med ham igen. Aldrig. Det var slut.