DET NÆSTE FORSONINGSKNALD var også fantastisk. Efter tre uger gav jeg efter for Mads’ bønner og gav ham lov til at besøge mig igen. Ikke i sommerhuset, men i lejligheden, som efterhånden virkede klaustrofobisk på mig. Vi kunne ikke gå nogen steder, vi kunne kun være der. Der var ingen, som måtte se ham, der var jo mange, som kendte ham. Men jeg var stadig afhængig. Hans oprigtige anger – eller hvad det nu var, han udtrykte – gjorde det umuligt for mig at bryde med ham. Han vidste, at han havde magt over mig, fordi han havde magten over min krop. Han vidste, at jeg var for svag til at modstå ham, hvis han blev ved længe nok. Derfor kunne jeg lige så godt acceptere hans forklaring. Han havde fået uventet besøg af en delegation ingeniører fra Polen. Han kunne ikke få fat på mig. Nell, der er ikke noget som helst i det. Du overreagerer! Du havde ikke din mobiltelefon med, jeg forsøgte at få fat i dig tyve tusind gange!

Det sidste var faktisk sandt. Det kunne jeg se, da jeg kom tilbage til lejligheden dagen efter med dundrende hovedpine. Der lå syv beskeder fra ham og fem ubesvarede opkald, modtaget i perioden fra klokken 17.12 til klokken 23.47. På den sidste talebesked ønskede han mig godnat med brødebetynget og lettere bekymret stemme. Ergo havde jeg ingen sag. Jeg tilgav igen, men jeg kunne mærke, at noget for alvor var ødelagt. Tilliden var væk, boblen var bristet, og som den tryghedshungrende person jeg i virkeligheden er, begyndte jeg straks at kæmpe mod det, jeg vidste, ville komme.