DEN KOMMENDE TID blev starten på en lang og smertefuld løsrivelsesproces, som blev forlænget af min indre modstand mod at give slip på Mads. Han betød alt for mig. Jeg vidste, at han elskede mig. Han havde født mig som kvinde, han havde lært mig at elske, han havde fundet ind til mit bløde punkt, mit allerinderste, mit allerhelligste. Men myretuen var ødelagt, og vi vidste det begge to. Boblen var bristet, det var kun et spørgsmål om tid. Min kærlighed til ham og mit ønske om at blive fri for hans magt over mig omdannede mit indre til en krigszone. Jeg begyndte at få angstanfald. Jeg var ved at gå i panik, hver gang han var fem minutter forsinket, samtidig med at jeg nærede et brændende ønske om at få ham ud af mit liv. Jeg var ved at gå i stykker. Der måtte ske noget, men jeg vidste ikke hvad.

En dag da jeg sad på en halvtom cafe i indre by og læste i en avis for at få tiden til at gå inden et møde i institutrådet i en nærliggende gade, hørte jeg en munter stemme sige: Hej, frøken D. Jeg kiggede op, og der stod Peter. Han var den eneste, der kaldte mig frøken D. Det var mange år siden, jeg havde set ham sidst, men jeg havde hørt, at han var blevet gift og havde fået to børn. Oplysninger jeg havde noteret og skubbet fra mig igen. Jeg burde vel glæde mig over, at han var kommet videre i livet. Det gjorde jeg ikke rigtig.

Jeg var så chokeret over at se ham der, at jeg ikke sagde noget. Må jeg sætte mig? spurgte han og satte sig ned uden at vente på svar. Han lignede sig selv, bare 12 år ældre. Han var endnu smukkere, end han havde været som ung. Rynkerne klædte ham, især dem om øjnene. Høgenæsen var den samme, nu blot med furer om fløjene og ned langs mundvigene. Hvad laver du her? sagde jeg, som om han ikke havde ret til at opholde sig i det samme rum som mig uden at være inviteret. Jeg var bare chokeret, fuldstændig uforberedt på at møde ham på min stamcafe. Jeg følte, at han måtte kunne se, hvad jeg havde gået igennem de seneste år, frygtede, at han ville afsløre min sårbarhed og min skam. En bølge af sorg skyllede igennem mig, da jeg indså, hvor langt jeg var fra den sorgløse frøken D, han engang havde kendt og elsket – og jeg kunne se på ham, at han fornemmede det. Han så undersøgende på mig. Kaffe? sagde han. Ja, tak, nikkede jeg og fremtvang et smil. Da han gik op mod baren for at bestille, besluttede jeg mig for at fortælle ham sandheden.

Jeg nåede aldrig frem til rådsmødet. Da vi havde drukket to kopper kaffe, og jeg var halvvejs gennem historien om min ulykkelige kærlighed, gik vi over til fadøl. Da vi havde drukket to store hver, jeg havde grædt mine modige tårer, og han havde sagt nogle velvalgte ord, kom vi til at snakke om vores fantastiske sexliv, det som vi havde haft engang, dengang for 12 år siden. Det hævede stemningen omkring bordet betydeligt. Vi bestilte fnisende en fadøl mere. Skål på god gammel sex, sagde vi, løftede glassene og ignorede de omkringsiddende gæsters anklagende blikke. Det var blevet spisetid, men ingen af os var sultne. Så sad vi lidt i tavshed. Du havde det altid bedst, når du havde noget i munden, sagde han pludselig med lavmælt stemme og så direkte på mig. Jeg så overrasket på ham og derpå ned i bordet. Sikke noget sludder, sagde jeg og fnisede, halvfuld og genert. Men jeg mærkede med det samme, at han havde ret. Jeg havde det rigtig godt med noget i munden. Min mund var den direkte genvej til min kusse og min lyst, meget mere end timelange håndstrygninger af mave og ryg.

Jeg skævede til ham. Tanken om at han havde vidst noget om mig i så mange år, noget der var så intimt og så afgørende for at få adgang til min seksualitet, slog mig ud. Jeg var i forvejen ude i tovene over min gifte elsker. Mads var blevet defensiv efter den anden krise. Han måtte have på fornemmelsen, at han var ved at miste mig, og det gjorde ham hård. Han var holdt op med at sværme. Holdt op med at sige søde ting. Og værst af alt, han var holdt op med at drille mig. Det var noget af det, jeg elskede allermest, for drillerierne gav mig ofte anledning til at gå til modangreb, og det kunne udvikle sig til nogle meget morsomme og frække ordvekslinger, som var det egentlige kendetegn ved vores forhold: Han så lige igennem mig, og jeg så lige igennem ham. Nu var han begyndt at holde tilbage. Overskuddet var væk. Og jeg blev mere og mere rådvild for hver dag, der gik.

Han påstod, at han elskede mig, men gjorde intet for at glæde mig, ud over at tvinge mig til at komme i serier. Bagefter fiskede han efter karakterer. Havde det været godt eller ekstraordinært godt? Hans selvtillid vaklede. Når han kunne mærke den følelsesmæssige afstand vokse, straffede han mig ved at lade en tilsyneladende tilfældig bemærkning falde om en eller anden rejse eller en eller anden episode med konen i et desperat forsøg på at gøre mig jaloux, den omvendte psykologis paradoksale måde at undgå det uundgåelige på.

Selvfølgelig havde hans nye adfærd den stik modsatte effekt. Jeg vidste godt, at han havde sin egen kamp at kæmpe, men hvorfor kunne han ikke være sød? Det var ikke mig, der var fulgt efter ham tværs over landet, det var ham, der var fulgt efter mig. Hvorfor prøvede han at skubbe skylden for vores ulykke over på mig? Hvorfor blev han ved med at holde lange foredrag om, at han hele tiden havde sagt, at han ville blive hos familien, når jeg aldrig havde bedt ham om at forlade den? Hvornår var myretuen faldet fra hinanden? Og hvorfor skulle det være min skyld?

Jeg var udmattet af den krig, der foregik i mit indre. Udmattet af hele tiden at være i forsvarsposition, enten over for Mads eller over for mig selv. Jeg havde aldrig fred. Jeg fik aldrig medhold. Alt hvad jeg sagde, blev brugt imod mig, enten af ham eller af mig selv. Sådan følte jeg det, selv om Mads sikkert ville sige, at det var mig, der havde ændret mig. Jeg var ligeglad. Jeg sad fast i mørket. Jeg ville ud i lyset. Tilbage til kærligheden, forståelsen, freden, varmen. Her sad jeg nu sammen med min søde gamle kæreste, der fortalte mig noget, som var så basalt, der var så intimt og rigtigt, og som han aldrig havde brugt imod mig!

Jeg sad lidt og tog tilløb. Jeg ville ikke blotte mig for meget over for Peter, men var helt blød af taknemlighed over at sidde over for et venligt menneske. Samtidig følte jeg en ubeskrivelig, næsten uvirkelig lettelse. Det var første gang i halvandet år, at jeg havde talt frit med et andet menneske om noget, der virkelig berørte mig. Jeg kunne ikke tale med mine veninder om Mads, de var allesammen rasende på ham, og jeg orkede ikke deres vrede. Jeg var for længst holdt op med at fortælle Mads sandheden om mine følelser. Peter var den første, jeg havde betroet mig til uden omsvøb. Og nu disse bemærkninger om min seksualitet. De vækkede noget i mig, en stor ømhed, men samtidig også en stor undren over at han havde holdt sin viden for sig selv. Hvad dækkede det over? Mens jeg anstrengte mig for at se upåvirket ud, spurgte jeg, hvorfor han ikke havde delt sin opdagelse med mig. Det gjorde jeg jo også, sagde han med påtaget oprør i stemmen. Jeg sørgede jo altid for, at du havde noget i munden! Jeg kom til at fnise igen og bad ham dæmpe sig. Jamen, hvorfor sagde du det ikke til mig? fremturede jeg. Han tænkte sig lidt om. Nogle gange er det vel nok at opfylde den andens behov, sagde han så. Der er ingen grund til at sige, at man gør det … eller hvorfor man gør det. Så bliver det jo en byttehandel. Jeg gør det for dig, så skal du gøre noget for mig. Jeg gjorde det for dig, fordi jeg elskede dig. Jeg opdagede, at det var sådan, du fungerede. Jeg kunne jo mærke det, når vi kyssede hinanden … hvordan dit underliv trak sig sammen. Altså, når jeg var oppe i dig …

Vi så begge ned i bordet. Jeg kunne mærke, at det var på tide at komme videre.

Men du bevægede dig lidt for meget, hørte jeg så mig selv sige. Han så forbavset på mig. Jeg smilede tilbage. Så rejste jeg mig og gik op til baren for at betale. Da jeg kom tilbage, sad han og betragtede mig med et spørgende udtryk. Bevægede mig for meget, hvad mener du? Det forklarer jeg en anden gang, sagde jeg, kyssede ham på kinden og gik. Han var stadig dejlig. Alt for gift med en anden, alt for dejlig. Men han var stadig Peter, og han var stadig min ven. For første gang i lang tid følte jeg en lethed i kroppen. Et lille håb om, at der var en vej ud af den gidselaffære, jeg befandt mig midt i. Jeg besluttede mig for at gøre noget.