JEG FORTSATTE MIT oprør. Tog imod Mads klokken seks en torsdag aften som sædvanlig, lod, som om alt var godt, hvilket det rent faktisk også var, men ikke af de grunde, som han troede. Han fik besked på at knalde mig hurtigt og effektivt, fordi jeg skulle videre til et møde, noget han slet ikke var vant til. Det føltes skønt at kommandere med ham og endnu mere skønt at sige farvel til ham igen en time efter. Jeg havde en anden aftale klokken otte, med en mand jeg havde mødt på nettet, og jeg følte en pervers glæde ved at køre gennem byen med resterne af Mads’ sæd i trusserne, vel vidende at om mindre end en halv time ville hans arvemateriale få kamp til stregen af en ny indsprøjtning fra en 31-årig musiker på Østerbro. Han var klar, når jeg kom, det vidste jeg. Den første aften havde vi talt sammen i en times tid, inden vi smed tøjet. Det gjorde vi ikke mere. Tidligere i dag havde jeg modtaget en besked på min telefon. “Når du kommer i aften, åbner jeg bare døren og ligger nøgen og klar i sengen med lukkede øjne. Så håber jeg, at du kommer og smider alt dit tøj hurtigt og får lyst til at gnide dig af i mit ansigt, så jeg får dine safter i hele hovedet, og lægger dig ovenpå i en 69’er, når du har gnubbet lidt i mit ansigt. J Det ville være så dejligt. J Vi ses, sødesen.”

Nu sad jeg i bilen og tænkte: Jeg vil gnide alt af i hovedet på dig, lille skat. Safter, sæd, pis, hvis du vil have det, alt. Jeg var inde i en destruktiv fase, og jeg nød det. Jeg var i gang med at bryde noget ned, men det var ikke handyret på Østerbro, det var mit fallerede kærlighedsforhold til en gift mand. Min elsker var single som jeg, men han var helt med på, at der ikke skulle lægges noget som helst andet end sex ind i forventningsafstemningen. Vi kneppede uhæmmet igennem, sagde hvad vi ønskede og gjorde det for hinanden. Ikke for at please, ikke for at holde på hinanden, men for at blive fri. For at komme, slet og ret. Han sprøjtede i min kusse, på mine bryster, i mit ansigt og i min mund, og jeg kvitterede ved at sprøjte tilbage i kaskader af væskefyldte, dybe orgasmer. Vi talte aldrig om noget personligt i pauserne, vi havde det bare sjovt.

Det siger sig selv, at forhold af den art har begrænset levetid, men det tjente et formål. Jeg fik skilt tingene ad. Følelser for sig, sex for sig. Mig for sig, ham for sig. Vi forstod instinktivt, hvad det handlede om, og da vi havde kneppet som hunde i brunst i et par måneder, sagde jeg farvel og mange tak til Østerbro. Vi lod begge to, som om det var trist, men var hver især klar til at gå videre til noget nyt.

Jeg følte efterhånden, at jeg var ved at være klar til det endelige brud med Mads. Tog indtil flere tilløb, men fandt ud af, at mit sind stadig spillede spil mod mig. Hver gang jeg traf beslutningen og trykkede på ’Ny besked’, gik jeg i skriveblokade. De første mange gange nåede jeg aldrig længere end ’Kæreste Mads’, så begyndte tårerne at flyde. Sådan stod det på i et par måneder, og jeg begyndte efterhånden at føle mig som en skizofren på udgangstilladelse. Havde jeg tidligere følt mig tvivlrådig og ulykkelig, opfattede jeg nu mig selv som rendyrket forrædder med separationsangst. Jeg var en ussel bedrager, der brugte kærlighedens magt i en helt forkert tjeneste. Det lærte jeg også. At kærligheden kan misbruges og forvrænge alt det, der tidligere var smukt og rent. At kærligheden kan bruges som våben, hvis man vil. At den visner, hvis man ikke lytter til dens stemme. Hvis du elsker, er truslen om at forlade desuden det stærkeste våben, og jeg brugte det skånselsløst mod ham. Det var tydeligt for mig, at Mads led, men jeg gjorde ikke noget for at berolige ham. Jeg var inde i dødsspiralen, og det gik hurtigere og hurtigere mod bunden. Kommunikationen mellem os var reduceret til klicheer om politik og vind og vejr, hvilket i sig selv var alarmerende, når man tænker på, hvor hengivne vi havde været.

Vi talte ikke længere om noget af det, der betød noget, vi opretholdt bare formerne. Jeg ville ikke fortælle ham sandheden om den enorme smerte, jeg følte hver eneste vågne time. Jeg fortalte ham ikke om det sug af angst, der strømmede gennem mig, når han gik ud ad døren, om det savn, der ramte mig, når jeg stod under bruseren og tænkte på alle de gange, han havde stået bag mig med stiv pik og en ordentlig klat sæbe i hænderne. Måske kunne det have reddet os, hvis jeg havde fortalt ham om længslen og troen og håbet, men jeg var ikke interesseret i at redde os mere, tværtimod. Jeg bebrejdede ham alt. Det var ham, der havde sparket til myretuen, ham, der var blevet besidderisk, ham, der havde ødelagt alt det smukke. Ikke mig.

Selv om jeg undlod at tale om den afstand, der var kommet mellem os, og selv om jeg var en mester i at lade som ingenting, så var der et meget afgørende punkt, hvor jeg ikke kunne lyve, og det var om min seksuelle tilfredsstillelse. Jeg havde aldrig faket en eneste orgasme med Mads, og derfor kunne han mærke, hvor det bar henad i kraft af det simple faktum, at det blev sværere og sværere at nå mig frem til klimaks. Min krop var begyndt at stritte imod igen. Den var ved at melde sig ud, og jeg måtte tvinge mig selv til at samarbejde med Mads for at få det overstået. Hvis jeg forsøgte at fake, så han bebrejdende på mig. Men hans mani med at tilfredsstille mig var blevet en tvangstanke, og jeg arbejdede imod. Jeg havde lyst til den mand, han var før, ikke den sølle tyran, han var ved at udvikle sig til.

Jeg ville tilbage til det rene. Uddrivelsen så ud til at være den eneste vej. Og det var måske den største indsigt, jeg fik under mit to år lange kærlighedsforhold til Mads. Kærligheden var ikke noget, jeg selv kunne vælge til eller fra. Det var ikke mig, der bestemte, om jeg ville elske eller ej. Jeg kunne ikke svigte det overordnede princip og den fuldmagt, som jeg havde afgivet til Mads, da jeg besluttede mig for at elske ham, for det var en fuldmagt, jeg havde afgivet til kærligheden, ikke til ham. Derfor kunne jeg ikke gøre det forbi. Kærligheden måtte selv gøre det forbi.

Tiden gør som bekendt også sit. Det blev sommer, og Mads skulle til Frankrig med sin familie. Jeg tog op i sommerhuset for at arbejde. Jeg glædede mig faktisk til at være alene og til at kaste mig over noget fagligt. Det var alt for længe siden, jeg havde ladet mig opsluge af litteraturen og de inspirerende og nogle gange revolutionerende bevægelser, som andres ord kunne skabe i mit indre. Jeg havde ikke læst en eneste titel i de to år, jeg havde været i boblen. Ikke en, og det gav mig ikke alene dårlig samvittighed, det gik også ud over min åndelige trivsel. Jeg sultede mentalt. Det sidste jeg gjorde, inden jeg låste døren til mit kontor og forlod instituttet for sommeren, var derfor at rage til mig på alle kollegernes hylder. Alt det bedste af det nye tog jeg med, og nu lå der en stak ny nordisk litteratur på skrivebordet og ventede. Jeg kiggede ud ad vinduet og noterede, at fyrretræerne nede for enden af plænen trængte til at blive beskåret. De var begyndt at æde sig ind på udsigten mod havet. Måske skulle jeg bare gøre kort proces og fælde dem? Hybenroserne blomstrede smukt, som sædvanlig. Rhododendronen så jammerlig ud. Den skulle der også tages stilling til. I det hele taget var der mange ting, som skulle gøres, og jeg kunne mærke, at jeg havde energien til at gøre det. Jeg var klar til at tage fat på et nyt kapitel. Da jeg havde taget afsked med Mads i entreen tre dage tidligere, var det med en klar fornemmelse af, at det var sidste gang, jeg så ham.

Jeg ved ikke, om han havde det på samme måde. Jeg var begyndt at tvivle på min dømmekraft, i hvert fald i forhold til ham og hans følelsesmæssige stemningsleje. Tidligere, da vi var tæt på hinanden, havde jeg haft en klar og sikker følelse af, at jeg kunne mærke ham, selv på afstand. Det tog mig lang tid at fatte dybden i denne mærkelige erkendelse, og i starten afviste jeg mine fornemmelser som overtro og projektioner. Men vores samtaler havde ofte afsløret, at jeg havde haft ret i mine anelser, han havde faktisk tænkt på mig den dag mellem fire og frem, fordi han havde siddet i bilen på vej over Fyn, eller han havde faktisk savnet mig den aften, hvor han havde siddet til en middag og havde ønsket, at han kunne dele oplevelsen med mig bagefter i stedet for sin kone, som ikke interesserede sig for selskabslivets teater.

Efterhånden begyndte jeg at forstå, at det, som jeg troede var mine følelser og grundstemninger, i virkeligheden var refleksioner af Mads’ følelser og grundstemninger. Jeg forstod, at der ud over kroppens signaler, som jeg jo havde lært at tolke af en nordmand på Oslo-båden, også fandtes hjertets signaler, som havde øjnene og stemmen som afsendere, og at det var dem, jeg så lærenemt havde modtaget og gjort til mine egne. Det hedder empati, med et fint ord.

Da jeg kyssede Mads farvel i døren og sagde god tur, skat, mente jeg det faktisk. Han ville mig ikke noget ondt, det vidste jeg, men der var ikke mere mellem os, hverken had eller kærlighed. Kun gode ønsker og en vis resignation. Jeg kunne ikke mærke ham mere, fordi kærligheden endelig, efter et halvt års dødskamp eller mere, var klar til at give slip.