DA JEG HAVDE været i sommerhuset i to uger, ringede Peter. Om han måtte komme op? Jeg tøvede. Jeg havde ventet dette opkald. Det var fire måneder siden, vi havde mødt hinanden, det var kun et spørgsmål om tid. Og jeg ville gerne se ham. Der var ikke noget, jeg hellere ville. Samtidig var jeg bange. Jeg havde brugt de to første uger af min ferie på at forsøge at få fred i sindet. Der var langt igen, kunne jeg mærke. Kærligheden havde ikke sluppet sit tag i mig endnu, og jeg havde en mærkelig fornemmelse af, at det aldrig ville komme til at ske. Hvad betød det? Betød det, at jeg aldrig ville holde op med at elske Mads, selv om det var forbi? Betød det, at jeg aldrig ville komme til at elske en anden mand?

Jeg var bange for at tage fat på dette nye kapitel, bange for at trække Peter ind i et forhold, som jeg ikke var klar til at gå ind i. Jeg kunne ikke skelne mine følelser fra hinanden. Der herskede ingen tvivl om, at jeg elskede Peter – også – men det var slet ikke på samme måde som jeg elskede Mads. Jeg så ham mere som en kammerat end som et maskulint modstykke til mit eget feminine jeg. Kunne vi nogensinde finde frem til den spænding, der efter min mening burde være mellem en mand og en kvinde?

Jeg havde mange forbehold, men min mund levede som sædvanligt sit eget liv. Således hørte jeg mig selv sige, at han var mere end velkommen, og jeg hørte mig selv give detaljerede instrukser om sommerhusets placering og vejen dertil. Jeg kunne høre den underliggende iver i hans stemme, blandet med noget uro eller noget bekymring. Måske var han bare anspændt. Måske havde han det ligesom mig?

Kør forsigtigt, sagde jeg. Vi ses i aften.

Jeg brugte resten af dagen på at gøre klar til Peters ankomst. Ikke fysisk, men mentalt. Jeg tænkte tilbage på mit liv, de 37 år, det havde varet indtil nu. Ud over en pæn akademisk karriere var der ikke sket meget før for to år siden. Da jeg mødte Mads, var jeg blevet mangedoblet i størrelse, det kunne jeg se nu. Han havde sprængt mit panser, og det var godt, selv om det havde gjort ondt ad helvede til. Omvendt måtte det jo betyde, at jeg indtil da havde levet et halvt liv. Et liv, der udspillede sig oppe i mit hoved ud fra en række indlærte forestillinger om, hvem jeg var. De mænd, jeg havde kendt, var aldrig kommet tæt på for alvor. Jeg havde ikke været i stand til at elske dem, for jeg vidste ikke, hvad kærlighed var. Jeg havde aldrig set den. Min mor omkom i et trafikuheld ugen før min to års fødselsdag, men jeg havde i alle årene nægtet at lave en kobling mellem hendes død og min tilsyneladende flugt fra alt, hvad der havde med kærlighed at gøre. Så hårdnakket var jeg. Det var banalt, syntes jeg. Alt for oplagt til at være sandt.

Nu stod jeg i sommerhuset og kiggede ud ad vinduet mod havet. Dumme Nell, sagde jeg til mig selv. Livet er jo banalt. Alt er banalt. Kærligheden er banal, men den er også basal. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstod, hvad jeg selv tænkte. Jeg kunne ikke finde rundt i mit nye selv, jeg vidste stadig ikke, hvem jeg var. Jeg havde bundet mine forestillinger om kærlighed til mindet om en tabt mor. Mit hjerte var frosset fast i en romantisk drøm om, at hun en dag ville vende tilbage, selv om jeg selvfølgelig var klar over, at det ikke ville kunne ske. Siden da var tiden gået, og afstanden mellem mig og de andre var vokset. Jeg var stadig to år. Indtil jeg kørte ind på en benzinstation uden for Vejle og mødte en mand, der for altid ændrede mit liv. En mand, der trak uret op og fik tiden til at gå igen, hjertet til at slå igen.

Jeg gik udenfor med tårerne løbende ned ad kinderne. Græd, Nell, græd.

Og det gjorde jeg så. Græd, til mit sind var tomt, og mine øjenlåg lignede svampe. Gik rundt i huset og på grunden, grædende, kørte ned mod havnen, men måtte trække ind til siden for at hulke i en buslomme. En del af mig tænkte, at det var patetisk, en anden del af mig var skideligeglad. Jeg savnede min mor. Jeg savnede at være en del af et andet menneske, jeg savnede at være vigtig – eller livsnødvendig – for et andet menneske. Jeg savnede at være barn, jeg savnede at være voksen. Jeg savnede Mads, som han var, da jeg mødte ham på motorvejen, jeg savnede min far med en uventet kraft, der skar uforståeligt gennem hjertet.

Jeg købte jomfruhummere på havnen iført snøvlet stemme og solbriller. Så kørte jeg hjem, grædende, og gik i seng. Jeg lå i fosterstilling med hånden under kinden og sov dybt, da det bankede på døren. Jeg satte mig fortumlet op. Hvor var jeg? Og mere interessant: Hvem var jeg?

Jeg skyndte mig ud for at åbne. Peter så undersøgende på mig. Hvad er der sket? Er du løbet ind i en bisværm? Nej, nej, sagde jeg forlegent og skyndte mig at vende ryggen til. Mine øjne. De måtte ligne to ovnklare boller. Der var mange ting, som skulle koordineres lige nu, så jeg anstrengte mig for at vågne. Øh, køkkenet er her, sagde jeg og pegede på køkkenbordet. Peter stillede to Føtex-poser på bordet og begyndte at pakke ud. Køleskabet er der, sagde jeg og pegede på køleskabet. Peter så underligt på mig. Det er fint, Nell, jeg kan godt overskue et sommerhus med ét rum.

Jeg gik ud på toilettet og pøsede koldt vand i ansigtet, inden jeg løftede blikket og mødte mit spejlbillede. Nå, ja, de var lidt hævede, mine øjenlåg, men det kunne jo skjules med lidt øjenskygge. Jeg begyndte at rode i toilettasken, men holdt op igen. Det er jo bare Peter, tænkte jeg. Han er vant til at se mig, som jeg er. Tanken fik mig til at stå stille et par sekunder. Vant til at se mig, som jeg er. Vant til at se mig, som jeg er.

Det vil sige, jeg er? Jeg så på mig selv i spejlet. Gik ud til Peter og sagde: Synes du, jeg er den samme, som jeg var for 20 år siden?

Jeg kendte dig ikke for 20 år siden, sagde han. Jeg vinkede irriteret med hånden, nej, men du ved, hvad jeg mener!

Han foldede plasticposerne sammen og lagde dem i den nederste skuffe. Så trak han en stol ud og satte sig med ansigtet vendt mod mig. Jeg ved det ikke, sagde han så.

Jeg så forbløffet på ham. Du ved det ikke? Næ. Hvor skulle jeg vide det fra. Han trak på skuldrene. For mig er du Nell. Jeg trak en anden stol ud og satte mig ned med et bump. Jeg kunne mærke, at jeg var alt for udmattet til at tale om den slags. Desuden var jeg sulten. Hvad synes du, sagde jeg og nikkede ind mod soveværelset. Om sommerhuset eller om den der king size tømmerflåde, som vel ret beset er en seng? Haha. Jeg rejste mig op. Jeg er sulten, annoncerede jeg og fiskede posen med jomfruhummere ud af fryseren med den ene hånd, mens jeg tændte ovnen med den anden. Jeg er faktisk kommet for at tale med dig, sagde Peter og blev siddende. Kan vi ikke tale sammen, når vi bliver gamle, sagde jeg. Jeg er for træt til at tale.