DEN AFTEN FIK Peter lov til at elske med mig på køkkengulvet. Jeg græd det meste af tiden, også da jeg kom. Krisen havde varet i over to år. Jeg ved ikke, hvad der skete, eller hvorfor, men et par uger efter at han havde besøgt mig i sommerhuset, og vi havde taget hinanden i besiddelse igen, fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Det var kun en måned efter, at jeg havde været sammen med Mads sidste gang. Jeg gik i baglås. Ville først ikke fortælle Peter om graviditeten, fordi det ville tvinge mig ud i en ny løgn, hvis barnet ikke var hans. Derfor havde jeg ikke nogen at dele glæden med i de første uger. Det var heller ikke ubetinget glæde, der prægede den første del af graviditeten. Jeg følte, at jeg snød Peter, hvis det var Mads’ barn, og det havde jeg ikke lyst til. Omvendt kunne han ikke bebrejde mig min fortid. Han kendte den i øvrigt godt. Jeg havde jo fortalt ham om Mads, da vi mødte hinanden tilfældigt på cafeen. Ergo måtte han jo have tænkt tanken selv: Så vi stadig hinanden? Han havde aldrig spurgt, og det havde jeg været glad for. De to ting havde ikke haft noget med hinanden at gøre i min verden. Det havde de så nu. Der var kun et par uger mellem Mads og ham.

Dagen før jeg skulle til tremånedersundersøgelse, tog jeg mig sammen og fortalte Peter, at vi skulle være forældre. Jeg forsøgte at dele hans glæde, som var stor. Jeg havde besluttet at holde min tvivl for mig selv. Det var en byrde, jeg måtte bære selv. Hvis jeg fortalte ham sandheden – at barnet muligvis ikke var hans – ville jeg både fratage ham glæden ved at blive far og måske også muligheden for at få en god og naturlig start sammen med det, der under alle omstændigheder ville blive vores første fælles barn.

Den pris jeg betalte var, at min krop lukkede ned. Måske var det også en del af den proces, jeg var på vej ind i som kvinde og kommende mor. Jeg blev mere og mere indadvendt. Brugte enormt mange weekender på at køre rundt til forskellige plantecentre og købe gamle roser, som jeg plantede i haven med stor omhu. Om aftenen læste jeg bøger om gamle roser, og når vi var ude, talte jeg om gamle roser med alle, jeg kom i nærheden af, også dem, der ikke interesserede sig for emnet overhovedet. Resten af tiden rugede jeg, tavs og fjern. Og Peter accepterede, som den rummelige og tålmodige mand, han er.

Nu lå vi der på køkkengulvet, og det virkede på mig, som om alt var forandret igen. Jeg var helt åben nu, både i krop og sind, fyldt med taknemlighed og glæde over at have ham her. Og skræmt ved tanken om, at Mads lige havde holdt udenfor på vejen. Hvad betød det, at Mads og Frederik havde set hinanden? Der var ingen tvivl om, at Mads havde gennemskuet sagen. Det var tydeligt, at hans humør fik et gevaldigt skud opad, da det gik op for ham, at han havde fået en søn. Han ville gerne have talt med mig. Selvfølgelig ville han det. Men det var jeg ikke klar til. Det var to år siden, jeg havde set ham sidst, jeg var et helt andet sted. Jeg kunne ikke drømme om at genoptage forholdet til ham, med alt hvad det ville indebære af bedrag og søvnløse nætter. Jeg ville have klarhed. Ikke desto mindre havde han stadig en stor magt over mig. Det ville han altid have. Og hvis han opførte sig anstændigt og lod mig og min nye familie være i fred, så kunne jeg måske en dag lade ham få lidt tid sammen med Frederik. Men ikke nu. Jeg lagde mig endnu tættere ind til Peter. Prøvede vel i realiteten at kravle ind i ham.

Hvad? mumlede han, halvsovende.

Ikke noget, sagde jeg. Jeg lå og mærkede ham, mærkede hans ribben, hans hjerte, der slog roligt og taktfast, hans flade mave med ålen af hår og den lille hvirvel under navlen. Jeg kærtegnede hans pik. Jeg kunne godt lide den, når den ikke var i beredskab – som nu, hvor den lå som en doven kvælerslange i min hånd, smurt ind i mel. Så kunne man næsten mærke dens væsen. Og komme i kontakt med hjernen på dens ejermand. Jeg kom til at fnise. Her lå vi, beskidte og glade. Det var det, Peter altid havde sagt. Sex er noget svineri.

Man burde vel egentlig stå op og gå i seng, sagde han.

Jeg blev alvorlig igen. Peter, sagde jeg med hovedet hvilende på hans brystkasse.

Ja?

Peter … Jeg løftede mig op, så jeg kunne se hans ansigt. Ja, hvad er der? sagde han og løftede hovedet halvt. De grå øjne. Jeg kiggede længe ind i dem. Hvad er der? sagde han og forsøgte at sætte sig op.

Nej. Jeg klamrede mig til ham igen. Lagde mig halvt ind over ham med armene omkring hans overkrop og det ene ben over hans mellemgulv. Det føltes temmelig akavet, men sådan lå vi længe. Du må ikke forlade mig, sagde jeg endelig.

Forlade dig, sagde han forundret og gav mig et klem med armene.

Ja. Du må ikke gå fra mig. Aldrig.

Gå fra dig? Jamen, jeg går da ikke fra dig, Nell! Vi bor sammen! Jeg elsker dig!

Nu fik han kæmpet sig fri af mit kvælertag og satte sig op med ryggen mod køkkenskabet. Jeg lagde hovedet på hans mave, mit ansigt var meget tæt på hans pik nu. Men det var nu helt tilfældigt.

Jamen jeg siger det også bare. Du må ikke forlade mig. Ikke i dag, ikke i morgen, ikke om to måneder, eller to år eller tyve år.

Nell? Han tog fat i min hage og forsøgte at dreje mit ansigt, så han kunne få øjenkontakt med mig. Men jeg lå godt på hans mave.

Nell, se på mig, sagde han så. Det er vigtigt!

Jeg vendte hovedet og så op på ham.

Hvor skulle jeg gå hen? sagde han og pegede på sit hoved. Jeg har bolledej i håret og mel i næsen og munden og store dele af min kropsbehåring. Hvor skulle jeg gå hen? Jeg tror, dagtilbuddene her i kommunen har lukket på det her tidspunkt. Det er for sent at komme rendende og bede om stærk nervemedicin og sovemidler. Klokken er næsten et!

Jeg trak en anelse på smilebåndet for at anerkende hans humør. Men jeg kunne mærke energien sive ud af kroppen. Han mente det ikke alvorligt.

Jeg rejste mig op med gråden stikkende i halsen og gik ud på badeværelset. Skuffelsen fossede gennem mig som koldt vand. Det ville aldrig blive rigtigt. Og godt det samme. Det ville aldrig kunne fortsætte med at være så godt alligevel. Der ville ske et eller andet. Han ville møde en anden, en elev på konservatoriet, en sexet maler fra Paris. Desuden var det hele bygget på en løgn. Jeg så på mig selv i spejlet. Under normale omstændigheder ville jeg grine af det syn, der mødte mig. Min krop var smurt ind i rester af bolledej og mel, jeg lignede et mislykket balsameringsprojekt. Nu stod jeg og græd igen.

Peter stod i døren og så på mig. Jeg ved det godt, sagde han så.

Hvad? sagde jeg og så opgivende på ham.

Jeg ved godt, at Frederik måske ikke er min søn. Men for mig er han min søn. Vores søn. Forstår du det?

Hans ord slog mig ud. Jeg nikkede automatisk. Så lige på ham. Han så lige på mig.

Jeg elsker dig, jeg elsker vores liv sammen, fortsatte han med rolig stemme. Du skal ikke være en anden, end den du er, forstår du det? Jeg bebrejder dig ikke noget, jeg synes, du er vidunderlig. Hold nu op med at græde, Nell, der er ikke noget at græde over. Alt er godt. Vi skal nok finde ud af det.

Tror du? sagde jeg og snøftede. Jeg syntes, det hele var håbløst. Sikke et rod. Peter trådte hen til mig. Han så fantastisk ud, selv med håret klistret sammen i en pan-agtig bolledejsopsætning. Furerne omkring næsefløjene var dybere, det samme var rynkerne ved øjnene. Han var et væsen. Et stærkt, flyvende væsen, en kraft, en enhjørning, en Pegasus. Og pludselig gik det op for mig, hvorfor jeg havde forladt ham dengang for mange år siden. Det var meget enkelt. Jeg havde været bange for at miste ham. Bange for at miste igen. Bange for at miste alt, som jeg allerede havde mistet alt. Jeg havde ikke været klar til at løbe den risiko.

Det sagde jeg til ham. Han nikkede langsomt, næsten faderligt. Det kan jeg godt forstå, sagde han. Og lidt efter: Sådan er det jo med kærligheden. Man bliver så bange for at miste. Han lagde armene om mig og gav mig et klem. Men hvad skal vi gøre? Lade være med at elske for at undgå faren? Vi må vel kunne gå ind i kærligheden med vores fornuft og se, at det godt kan lade sig gøre. Vi må vel i det mindste forsøge.

Jeg nikkede. Jeg kunne mærke, at jeg ville kunne leve med det hele nu. Men det var kun, fordi han havde sagt den sætning om Frederik. Det var i virkeligheden den bemærkning, der havde reddet det hele. Hvis han ikke havde sagt det, havde jeg været tvunget til at leve på en løgn resten af mit liv, og det ville æde vores kærlighed op. Nu var der rent mellem os. Helt rent. Det sagde jeg også til ham.

I vores alder er der ikke noget, der er snorlige, svarede han. Vi har allesammen noget, vi skal leve med, og nogle gange gør sandheden ondt. Men vi to skal ikke leve på en løgn. Det behøver vi ikke.

Jeg nikkede igen. Han havde talt ned i mit hår. Det var noget af det bedste, jeg vidste, når han talte ned i mit hår, mens jeg stod med ansigtet hvilende mod hans kraveben. Nu tog han mit ansigt i hænderne og sukkede dybt. Vi så længe på hinanden.

Vil du gifte dig med mig, sagde han så.

Hans grå øjne ind i mine brune øjne. Nu kunne jeg mærke en bølge af varme skylle gennem kroppen, som var stik modsat den bølge af skuffelse, der var passeret gennem præcis de samme celler en halv time tidligere. Det måtte betyde ja. Det måtte være min krop, der ville have det afgørende ord. Jeg mærkede varmen brede sig til mit ansigt og blive til et smil og følte en lykke, der tværede alle forbeholdene ud, et for et. Lige i dette sekund forsvandt angsten.

Ja, sagde jeg så. Det vil jeg meget gerne. Og så begyndte jeg at græde. Igen.

Det var anden gang Peter friede til mig. Denne gang opfattede jeg det heldigvis. Og jeg gav ham det rigtige svar.

Hjertet taler altid sandt.