DET VAR SVÆRT den første lange tid efter Peters frieri. Jeg var sårbar, jeg var oprigtigt bange for at miste ham. Det var irrationelt, men meget virkeligt, og det var en form for angst, som det tog mig lang tid at lære at håndtere. Der var ting, jeg skulle bearbejde, ting, jeg skulle lægge afstand til og senere acceptere. Robert, Mads, de vilde ting, jeg havde gjort med fremmede mænd. Det var altsammen en del af mig. Eller i hvert fald en del af den kvinde, jeg havde været. Nu var jeg blevet mor, og spillereglerne var ændret igen. Jeg havde svært ved at vænne mig til at være mor og elskerinde på samme tid. Men det blev bedre. Peter kunne godt mærke, at der var brug for ekstra meget afledning i denne periode, og han sørgede for, at jeg altid havde munden fuld, når vi elskede. Det virkede. I august var jeg gravid igen. Denne gang var det helt sikkert hans. Det følgende forår fødte jeg en datter, som er snydt ud af næsen på sin far. Hun hedder Julie. Vi blev gift om sommeren og tog børnene med på bryllupsrejse. Vi har det godt nu. Og jeg hørte aldrig fra Mads igen.