11
Falck træder med hurtige skridt op ad trappen i etageejendommen i Høje Tåstrup. Spraydåser har været flittigt i brug i trappeopgangen, hvor graffiti i alle mulige og umulige afskygninger skæmmer samtlige betonvægge, der engang i fordums tid har været hvidmalede. En ram lugt af indelukket tobaksrøg rammer hans sarte lugtesans, som er blevet skærpet efter næsten halvandet år som frelst ikkeryger. En ranglet, hætteklædt teenager med bumser i hele ansigtet og en smøg dinglende mellem læberne smyger sig forbi ham.
Den medtagne grønmalede hoveddør bliver ikke åbnet, da han trykker ringeklokken i bund. Da han knæler ned og løfter brevsprækken, åbnes døren hos naboen på klem. En ældre kvinde med lang gråt hår stirrer med et finurligt udtryk i ansigtet på ham.
”Du kan trykke lige så meget på ringeklokken, du har lyst til. Hun åbner ikke sin dør, medmindre det er nogen, hun kender,” siger kvinden og folder armene demonstrativt foran brystet.
Falck finder sit politiskilt frem fra inderlommen og rækker det frem mod kvinden. Af uransaglige årsager snupper hun det ud af hånden på ham og forsvinder som et lille lyn ind i sin lejlighed. Falck står forbløffet og betragter døren, som hun har smækket i efter sig. Han går hen og tager fat i håndtaget. Døren er ikke låst. Han åbner den og træder hen over en bunke breve og farvestrålende reklamer, der gennem længere tid har hobet sig op i entreen. Det giver et sæt i ham, da kvinden med et skræmt udtryk i øjnene pludselig kommer farende hen mod ham med en kagerulle i sin benede hånd, løftet til slag. Falck kan ikke lade være med at trække på smilebåndet ad den usædvanlige situation, han pludseligt og uforvarende er havnet i. Han rækker hånden frem og går med forsigtige skridt hen mod kvinden, der langsomt bevæger sig væk fra ham.
”Jeg kommer fra politiet, jeg gør dig ikke noget. Nu sætter jeg mig her ved bordet, og så kommer du hen til mig med mit skilt.”
Kvinden slapper pludselig helt af, lægger kagerullen fra sig på køkkenbordet og kaster skiltet hen mod ham, så det lander på gulvet et par meter fra det sted, hvor han sidder. Da han bukker sig ned for at samle det op, forsvinder kvinden ud af stuen med det lange grå hår flagrende til alle sider. Han hører en dør blive åbnet og smækket i igen. Han går hen og tager i en dør, der fører ind til et af værelserne i lejligheden. Den er låst.
I det samme hører han hoveddøren blive åbnet. En ung kvinde med hennafarvet hår træder ind i stuen og ser spørgende på ham. Han løfter skiltet op fra bordet.
”Politikommissær Marcus Falck, Nordsjællands Politi.”
Kvinden sætter to gule indkøbsposer fra Netto på gulvet.
”Margith Pihl. Hvad laver du i min lejlighed?” spørger hun og begynder at tage sin jakke af.
Da Falck forklarer hende, hvad der lige er sket, ryster hun på hovedet og smiler.
”Det kan kun være min skøre nabo, Ulla Bille.”
”Bille? Er hun mor til…?” Falck når ikke at fuldføre spørgsmålet, da Margith Pihl afbryder ham.
”Carl Otto, som sidder i Horserød? Ja, det er hende,” forklarer hun og lader sig dumpe ned på en af køkkenstolene.”
”Kan du få hende til at komme ud fra det værelse? Jeg er nødt til at tale med hende. Det er ret vigtigt,” siger Falck og sætter sig på en af de andre stole.
”Giv mig fem minutter,” siger Margith og nikker hen mod kaffemaskinen, der står på køkkenbordet. ”Du kan lave os en god kop kaffe imens. Bønner og filtre finder du i det midterste skab.”
Så går hun hen og banker forsigtigt på døren ind til værelset, hvor den forvirrede kvinde har søgt tilflugt.
”Det er mig, Margith. Luk nu op, Ulla. Der er ikke noget at være bange for.”
Døren åbnes yderst forsigtigt på klem, og den gråhårede kvindes rynkede ansigt kommer til syne. Da hun får øje på Falck, der har taget opstilling et par meter bag Margith, skal hun til at smække døren i igen, men forhindres af Margith, der placerer foden imellem døren og fodtrinnet. Så åbner hun den og går hen og lægger armene beroligende om den skræmte kvinde.
”Rolig, Ulla, manden vil dig intet ondt. Han kommer fra politiet og vil bare spørge dig om noget,” nærmest hvisker hun ind i øret på hende.
Falck ser på de to kvinder. Da det ser ud til, at Margith formår at berolige Ulla Bille, går han igen ud i køkkenet og hælder vand på kaffemaskinen, som han har fået besked på.
Ti minutter senere går køkkendøren igen op, og de kommer begge ud og sætter sig ved spisebordet. Falck har hældt kaffen på termokanden og fundet tre porcelænskrus frem i det ene af køkkenskabene. Han sender et spørgende blik mod Margith, som nikker.
Da han får øjenkontakt med Ulla Bille, registrerer han et udefinerbart udtryk i hendes turkisblå øjne, der får det til at løbe ham koldt ned ad ryggen.
”Er du mor til Carl Otto Bille, som sidder i Horserød?” spørger han.
Ulla Bille svarer ikke, sidder bare og spidder ham med et glimt af vanvid i blikket.
Falck føler et ubehag vokse langsomt frem i sig ved synet af den magre kvinde med det lange grå hår og det intense, gennemborende blik. Det er, som om en skæbnesvanger aura udstråler fra hendes spinkle og benede krop.
Margith lægger hånden på hendes arm.
”Ulla, du bliver nødt til at hjælpe politimanden. Han vil dig ikke noget ondt,” siger hun med lav stemme.
Ulla Bille drejer sig langsomt om mod hende.
”Okay, hvad vil strømeren vide?” spørger hun med hæs stemme.
Det er tydeligt, at Ulla Bille ikke vil i direkte dialog med ham. Falck forstår, at spørgsmålene skal gå igennem Margith.
”Har I hørt om dobbeltdrabet i Kokkedal?” spørger han.
De nikker begge. ”I den villa, det skete, fandt jeg en bukseknap fra et par cowboybukser,” fortsætter han.
Begge kvinder ser uforstående på ham.
”På knappen har vi fundet et fingeraftryk, som stammer fra Carl Otto.”
Det giver et sæt i ham, da den gamle kvinde med ét bryder ud i en høj skinger latter. Margith ryster på hovedet, lige som han skal til at sige noget. Latteren standser lige så brat, som den startede. Hun ser lige igennem ham med sit intense blå blik.
”Calle sidder indespærret. Hvordan i alverden skulle han kunne begå en forbrydelse?” spørger hun med en triumferende klang i stemmen.
Falck studser over den forvandling, der er sket med kvinden. Hun er på et splitsekund gået fra psykisk ustabil til knivskarp og med logikken på plads. Lettere forvirret får han øjenkontakt med Margith, som forgæves forsøger at skjule et smil.
Konfus over kvindens besynderlige adfærd, rækker han ud efter sit kaffekrus, som han får væltet, så den varme sorte væske løber hen ad bordpladen med direkte kurs mod Ulla Bille, som forskrækket rejser sig fra stolen og træder et par skridt tilbage.
Margith henter en køkkenrulle og begynder at tørre kaffen op. Hun får øjenkontakt med Falck og signalerer til ham, at han skal forlade rummet. Han fanger signalet og forsvinder ud på toilettet.
Da han ikke længere kan høre Ulla Billes skingre stemme, åbner han forsigtigt døren og ser Margith sidde alene ved bordet. Hun smiler til ham.
”Du kan roligt komme ud nu. Der er ingen fare. Hun er gået ind til sig selv.”
Falck sætter sig igen over for Margith, som skænker frisklavet kaffe op i hans krus. Hun ser på ham.
”Tag endelig ikke fejl af Ulla. Hun har sine lyse øjeblikke, og når det sker, er hun knivskarp.”
Falck hælder tre teskefulde sukker i sin kaffe og rører tankefuldt rundt i koppen.
”Hvad fejler hun egentlig, Ulla Bille?” spørger han.
”Hun har ikke haft det let. James, Calles far, drikker som et hul i jorden. Han forandrer sig til et rent monster, når sprutten trænger ind. Dengang de var sammen, gennembankede han tit og ofte både hende og Calle,” siger Margith og skodder en cigaret i køkkenvasken.
Falck er langt om længe blevet færdig med at røre rundt i kruset og lægger teskeen fra sig på bordet.
”Da Calle var sytten, gennemtævede han sin far med et baseballbat. Det var et rent under, at han overlevede. Siden den dag har han holdt sig fra Ulla,” forklarer Margith.
”Hvad hedder faren mere end James?” vil Falck vide.
”Hagendorf, James Hagendorf,” svarer Margith.
Jeg mener, at jeg er stødt på det navn før,” siger Falck og drikker en tår af kaffen.
Margith nikker.
”Han var en kendt fodboldspiller for år tilbage. Han nåede at spille et par kampe på landsholdet. Nu er han gået i hundene og det er vel kun et spørgsmål om tid, hvornår han drikker sig ihjel.”
”Ved du, hvor han bor?” spørger Falck.
”Nej, men det ved Ulla. Skal jeg gå ind og spørge?” Margith har i sin iver efter at hjælpe Falck, allerede rejst sig fra stolesædet.
Falck ryster hurtigt på hovedet. Lige nu har han ikke lyst til en ny omgang nærkontakt med den gråhårede kvinde med den underlige adfærd. Sandt at sige føler han sig langtfra tryg ved Ulla Bille.