13
James Hagendorf står der på navneskiltet, som hænger på den svært medtagne hoveddør. Det ser ud, som om den har været sparket ind og derefter sat nødtørftigt sammen indtil flere gange. Trappeopgangen i boligkomplekset, der ligger i udkanten af Helsingør, bærer i høj grad præg af manglende vedligeholdelse. Ligesom i Tåstrup er væggene overmalet med graffiti i alle mulige og umulige afskygninger. Enkelte er udført med et vist kunstnerisk anstrøg, men langt de fleste ser ud til at være produceret efter indtagelse af stimulerende stoffer eller spiritus i ukontrollerede mængder.
Mette Vestergaard slår sin knyttede hånd et par gange mod døren, som til hendes forbavselse knirkende går op. Hun udveksler hurtige blikke med Peter Hammer. Anspændte står de og lytter. Ikke en lyd trænger ud til dem inde fra lejligheden, så Mette skubber forsigtigt døren helt op og træder, med tilbageholdt åndedræt, ind i forstuen. Hammer følger efter.
Der er fire døre. Mette åbner den, der fører ind til stuen. Det ser umiddelbart ikke ud til, at der opholder sig nogen i lejligheden. Møblementet er sparsomt og består af en slidt mørkegrå sofa, to lige så slidte grå lænestole og et sofabord, som er overbroderet med ølflasker, glas og et fyldt askebæger. Hammer åbner døren ind til det, der viser sig at være et værelse. Han træder ind og ser noget, der ligner løgn. Det eneste møbel er en briks med et gammelt beskidt og hullet vattæppe, som engang i tidernes morgen har været lyseblåt. På gulvet hersker et syndigt rod. Slidte pornoblade, uvasket tøj og et par tallerkner med rester af for længst indtørret mad. I hjørnet får han øje på et baseballbat. Han går hen og tager det op i hænderne for at studere det nærmere. For enden af skaftet opdager han små rustrøde pletter, som godt kunne ligne blodstænk.
Mette Vestergård er gået ud på badeværelset. Hun åbner vaskemaskinelugen og trækker to stykker vådt tøj ud på mosaikgulvet. Et par Lee-cowboybukser og en hvid T-shirt. Da hun i det samme hører hoveddøren blive åbnet og skridt, der langsomt nærmer sig, kyler hun hurtigt det våde vasketøj tilbage i vaskemaskinen og åbner døren. Næsten i samme øjeblik dukker Hammer op inde fra værelset.
En ældre rundrygget mand står og ser forundret på dem. Hans ansigt er usoigneret og hærget, rynket og med grå skægstubbe. Håret er sammenfiltret, fedtet og gråt. Han går truende hen mod Hammer.
”Hvad laver I i min lejlighed?”
Mette Vestergaard viser roligt manden sit politiskilt.
”Slap lige af. Døren stod åben,” siger hun med fast stemme.
Manden vender sig om mod hende.
”Det giver jer for fanden i helvede da ikke ret til at trænge ind. Har I en ransagningskendelse?” spørger han og rækker en beskidt næve frem.
Mette lægger skiltet tilbage i lommen.
”Nej, men vi kan hurtigt skaffe en, hvis det bliver nødvendigt. Skal vi ordne det her på stedet, eller foretrækker du et forhørslokale på stationen?”
Det uventede tilbud får manden til at ryste på hovedet, og han vælger at byde dem indenfor i stuen.
”Træd nærmere. Er der noget, jeg kan friste de herskaber med? Kaffe, te eller måske en kold fra kassen?” tilbyder han og bukker på skrømt.
Hverken Mette eller Hammer føler trang til at blive serviceret af den usoignerede og tydeligt berusede mand, som sætter sig midt i sofaen og overlader stolene til de to politifolk.
Mette vrænger ansigt og rynker på næsen, da hun med tommel og pegefinger fjerner en beskidt og hullet sok fra lænestolen, inden hun sætter sig. Hammer bliver demonstrativt stående. Han har ikke den fjerneste lyst til at sætte sig i den anden lænestol, der er oversået med pletter af tvivlsom herkomst.
”Bor du alene i lejligheden?” spørger han og står parat til at notere mandens svar ned i sin notesblok.
James Hagendorf krummer sig sammen i sofaen, da han rammes af et voldsomt hosteanfald, som sender kaskader af partikler og små spytklatter i Mettes retning på den anden side af sofabordet. Hammer går ud i køkkenet og henter et glas vand. Da han vil række det til Hagendorf, skubber denne rasende hans hånd væk.
”Er du sindssyg mand? Vil du forgive mig? Det er jo postevand! Jeg rører aldrig det skidt.”
Han rejser sig og vakler på usikre ben selv ud i køkkenet. Da han lidt efter kommer tilbage, knuger han en øl i hånden. Han sætter sig igen midt i sofaen og drikker det halve af flaskens indhold i et drag, hvorefter han ræber højlydt.
”Så er jeg klar, de damer. Hvad vil I vide?” siger han og ræber sig endnu en gang, mens han med nikotingule fingre fisker en cigaret ud af en pakke Prince.
Hammer ser på Mette, ryster let på hovedet og vender sig om mod det menneskelignende vrag, der sidder foran ham.
”Er dit navn James Hagendorf?” spørger han.
Manden svarer med et hæst ja, ledsaget af et langtrukkent ræb, der efterlader stuen i en dunst af øl og tobak iblandet dårlig ånde. Hammer rynker på næsen, hvilket får James Hagendorf til at grine højt og larmende. Han blotter et par gule tandstumper og snerrer vredt.
”Hvis I ikke kan tåle lugten i bageriet, kan I skrubbe ad helvede til.”
Mette ser iskoldt på ham.
”Du har en søn, der sidder i Horserød.”
Hagendorf puster provokerende røg ind i ansigtet på hende og nikker.
”Det kan jeg ikke løbe fra. Calle har kvajet sig og betaler nu prisen.”
Hammer nikker hen mod døren ind til det værelse, han var i gang med at gennemsøge, da Hagendorf dukkede op.
”Hvem bor derinde?” spørger han.
Hagendorf tømmer resten af flasken for indhold, ræber sig igen og sætter denne gang ekstra trumf på ved at løfte bagdelen fra sofaen og ugenert slippe en ildelugtende vind. Hammer fortrækker ikke en mine, mens Mette ser ud, som om hun skal kaste op, da stanken fra Hagendorfs tarmluft rammer hendes sarte lugtesans. Han rejser sig fra sofaen og vakler på usikre ben ud efter nye forsyninger.
Hammer gentager spørgsmålet, da Hagendorf igen har sat sig til rette i sofaen, hvor han højlydt skvulper mere øl i sig. De vender sig alle om, da en ung mand i det samme træder ind ad hoveddøren. Han er iklædt en sort træningsdragt med hætte, som delvist skjuler hans ansigt. Da han ser Hammer og Mette, drejer han om på hælene og flygter fra lejligheden. Mette og Hammer ser spørgende på sutten, der sidder og stirrer ud i stuen med et sløret blik, som om intet er hændt.
”Hvem var det?” spørger Mette.”
”Det kunne godt ligne Jimmy,” siger Hagendorf og fniser.
”Hvem er Jimmy?” spørger Hammer.
Hagendorf læner nakken tilbage, lukker øjnene og tømmer resten af flaske nummer to i et drag. Denne gang ræber han endnu højere end før, og ser med sammenknebne øjne på Hammer, der står som en klippe foran ham med hænderne i siden.
”Jimmy er min søn,” svarer Hagendorf og prøver ihærdigt at suge nogle ikkeeksisterende øldråber ud af den tomme flaske.
”Din søn, siger du. Vil det sige, at han er Carl Ottos lillebror?” spørger Mette.
”Halvbror. Han er hans halvbror, og nu gider jeg ikke snakke mere med jer to, jeg skal ud og skide,” Hagendorf rejser sig med stort besvær fra sofaen.
Mette rejser sig også.
”Vi er også færdige for nu. Ved du, hvor vi kan finde Jimmy?” spørger Hammer.
James Hagendorf slipper højlydt en langtrukken vind og ryster irriteret på hovedet.
”Jeg aner ikke, hvad knægten render rundt og laver. Jeg er også flintrende ligeglad, for nu er jeg altså ved at skide i bukserne.”
Hammer får det sidste ord.
”Vi er ikke helt færdige med dig og din søn. Du kan godt regne med et nyt besøg inden længe.”
Da de sidder i bilen på vej mod politistationen i Hillerød, fortæller Mette kollegaen om det våde vasketøj, hun hev ud af vaskemaskinen. Cowboybukserne var af mærket Lee, og der manglede en knap.