16

Jimmy Hagendorf er uden problemer af nogen art nået til Örkelljunga og parkerer den stjålne mørkeblå Opel Ascona ved ødegården, som ligger på en blind vej. Han sørger omhyggelig for, at bilen holder, så man ikke kan se den oppe fra Ängelholmsvägen, som ligger mindre end et par hundrede meter væk.

Syv værelser er der i huset. Perfekt. Her kan han holde sig skjult, indtil det værste er overstået. Jimmy smiler tilfreds, da han hanker op i de to fyldte bæreposer, som står i bilens bagagerum ved siden af rammerne med øl. Nu skal det gøre godt med lidt til maven og ganen. Han kaster et sulten blik på de grønne Tuborg, som han købte, da han handlede ind i Helsingør. Det går jo ikke, at gøre sig bemærket som dansk turist på indkøb i Systembolaget. Den risiko ønsker han ikke at løbe.

Han ånder lettet op, da han finder hoveddørsnøglen på det vanlige sted, gemt væk under en sten ved indgangspartiet. En stram lugt af indelukkethed slår ham i møde, da han åbner døren. Det er over et halvt år siden, fasteren sidst opholdt sig i huset. Hun er dødsmærket af lungesygdommen KOL, og hendes lungekapacitet er mere end halveret, så sandsynligheden for, at hun pludselig skulle dukke op og overraske ham, er lig nul. Han har det hele for sig selv, og strømerne kender intet til fasterens ødegård i Örkelljunga. Han føler sig i sikkerhed. I hvert fald for en stund.

Inde i huset ligger der et hvidt lag af støv overalt, på borde, møbler og gulve. Det generer ham ikke. Han har i hvert fald ikke i sinde at gøre rent. Nødtørftigt tørrer han køkkenbordet af med håndfladen og får smurt sig et par sandwich og knappet den første Tuborg op. Han skubber en spisestuestol hen og sætter sig ved køkkenbordet.

En lyd får det til at gibbe i ham. Den kommer ude fra haven foran huset. Han lister sig langsomt hen til vinduet og trækker forsigtigt gardinet til siden. Ude i haven ser han en lyshåret pige i seks-syv-års-alderen. Hun sidder på et bildæk og gynger frem og tilbage i et gammelt gyngestativ med rustne kæder. Et kort øjeblik mindes han de varme sommerdage, hvor han som feriegæst selv sad og svingede frem og tilbage i netop det gyngestativ. Det ser ud til, at pigen føler sig hjemmevant i haven, nok fordi den i så lang tid har stået ubenyttet hen. Græsset er over en halv meter højt, og ukrudtet har efterhånden vundet slaget i blomsterbedene, som hans faster ellers brugte så meget tid og energi på at passe og pleje. Pigen sætter fødderne mod jorden og stopper gyngen. Hun kigger med et overrasket udtryk i ansigtet hen mod vinduet, hvor han står og betragter hende. Hurtigt lader han gardinet falde på plads og trækker hovedet tilbage. Satans til nysgerrig tøs, hvad har hun at gøre i hans have. Jimmy kan mærke pulsen banke. Måske har hun opdaget ham, måske er hun på vej hen for at se ind ad vinduet. Han bander og svovler indvendig, da han løber krumbøjet ud af stuen og hen mod trappen, der fører op til førstesalen. Her smutter han ind på det første værelse, han møder på sin vej, og styrer hen til et af de to vinduer, der er i rummet. Pigen sidder stadig på gyngen. Hun har nu fået selskab af en jævnaldrende lyshåret dreng, der har sat sig ved hendes side på den anden gynge i stativet. Det ser ud, som om drengen ivrigt forklarer pigen et eller andet. Pludselig peger han i retning af Jimmys nyerhvervede Opel Ascona. Han indser nu, at hans uanmeldte besøg på fasterens ødegård er blevet opdaget, og tager en hurtig beslutning. Han går ned i køkkenet og tænder med rystende fingre en cigaret. Så går han hen og åbner hoveddøren. Børnene i gyngestativet ser på ham med forbavsede øjne, da han storsmilende går hen mod dem.

”Hygger I jer?” spørger han og tager et hvæs af cigaretten.

Børnene nikker og gengælder hans smil.

”Kommer I tit ind og bruger gyngen?” Jimmy taler langsomt og håber, de forstår hans danske.

De nikker igen.

”Er det dit hus?” spørger drengen.

Jimmy nikker. På en måde føler han, at ødegården tilhører ham, når nu faster Aase ikke er i stand til at bebo den.

”Må vi godt låne gyngerne?” spørger pigen og sender ham sit sødeste smil.

Han gengælder pigens smil, men raser indvendig over de to møgunger, der har afsløret hans tilstedeværelse. Nu gælder det om at holde hovedet klart og passe på ikke at komme til at gøre noget, der vil vække mistanke. Han ser sig omkring. Der er ingen huse at få øje på.

”Hvor bor I henne?” spørger han og hiver mere nikotin indenbords.

Pigen vender sig om og peger.

”På den anden side af Ängelholmsvägen.”

”Ved jeres far og mor, at I er her?” spørger han.

De ser begge på ham med alvorlige blikke og ryster på hovedet.

Jimmy plan om at ville færdes i fuldkommen ubemærkethed er blevet spoleret. Hans nye plan går ud på at holde gode miner til slet spil og blot opføre sig som en dansk turist, der er på ferie i det svenske. Han fokuserer igen på børnene, der sidder og gynger langsomt frem og tilbage i takt med hinanden.

”I må godt låne gyngerne, hvis I gør noget for mig til gengæld,” tilbyder han og tværer cigaretskoddet ned i jorden.

Drengen sætter fødderne mod jorden og standser gyngen midt i et sving.

”Hvad skal vi gøre?” spørger han og ser nysgerrigt op på ham.

Jimmy vender sig og peger på den langhårede græsplæne.

”Hvis I slår græsplænen, må I bruge gyngerne lige så meget, I har lyst til, siger han og går hen mod haveskuret. Der hænger en solid hængelås på slåen. Han vender han sig og går ind i huset for at lede efter nøglen. På væggen ved siden af hoveddøren hænger et mørkegrønt nøglebræt. Hurtigt finder han frem til en nøgle, hvorpå der hænger et slidt papskilt med påskriften ”haveskur.” Han smiler tilfreds og går ud for at låse skuret op.

Da han igen kommer ud i haven, er gyngerne tomme. Bildækkene gynger svagt frem og tilbage, og de rustrøde kæder knirker let. Han vender sig og ser sig omkring. Børnene er ikke til at få øje på.