2
Drabschef Marcus Falck modtager opkaldet klokken kvart over to om natten. Det er Erik van der Velde, hans vicepolitikommissær, der er i røret.
”Vi har et hjemmerøveri i Kokkedal, som er gået over gevind. Et ældre ægtepar er blevet myrdet. Det ser ikke godt ud.”
Falck klæder sig hastigt på, mens mobilen klemmes fast mellem hans kind og skulder.
”Det var lige godt satans, det er det tredje på en uge. Gad vide, om gerningsmændene er de samme? Har vi et navn på den person, der har slået alarm?”
”Niks, den er modtaget fra en mobiltelefon med taletidskort, og ham, der slog alarm, præsenterede sig ikke. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at der er tale om en mandsperson.”
Falck noterer hurtigt adressen ned på en lap papir og haster ud til bilen.
Et kvarter senere styrer han tjenestevognen ind på en vej, der hedder Lilleager, i et parcelhuskvarter i Kokkedal. Blå blink fra to patruljevogne, der holder parkeret på tværs af vejen, leder ham hurtigt hen til adressen, hvor hjemmerøveriet er foregået. Han parkerer bilen på det modsatte fortov og får med det samme øje på Velde, som står og taler med en kvindelig tekniker. Området omkring gulstensvillaen er allerede blevet afspærret med rød-hvid minestrimmel.
Falck skutter sig i den kolde natteluft.
”Hvad er der sket?”
Velde rynker panden og tager et hiv af cigaretten, inden han svarer:
”Det er som sagt gået ud over et ældre ægtepar. De har siddet og hygget sig med en god film, da et ukendt antal mænd er trængt ind i huset ved at knuse en rude i kælderen. Da de er kommet op i stueetagen, ser det ud, som om manden er gået til angreb på dem. En af hjemmerøverne har flækket hans hjerneskal med en økse, som han tilsyneladende har taget med sig fra kælderen.”
Falck ryster langsomt på hovedet.
”Ufatteligt, at folk ikke længere kan føle sig sikre i deres egne hjem. Hvad med konen?”
”Hende har de bundet til en stol i køkkenet, hvorefter de har viklet gaffatape så stramt omkring munden på hende, at hun er blevet kvalt.”
Falck siger intet, står bare med et dystert udtryk i de brune øjne og ryster på hovedet. Retsmediciner Lonnie Peitersen, iført hvid heldragt og beskyttelsesmaske, kommer hen og stiller sig mellem de to mænd. Hun ser alvorligt på Falck, da hun trækker den hvide maske ned under hagen.
”Det her er tæt på at være det værste, jeg har været udsat for i min tid som retsmediciner. Ifølge teknikerne kan der have været flere om det, men det er stadig usikkert. Der er sprøjtet hjernemasse og blod ud over vægge og gulv. Stakkels mennesker.”
Falck ser på hende med et sammenbidt udtryk i ansigtet, og vender så blikket mod Velde.
”Se til, at vi får sendt folk rundt til naboerne. Det kan kun gå for langsomt. Måske er der nogle, der har hørt eller set noget.”
Vicepolitikommissær Mette Vestergaard og politiassistent Claus Danielsen er ankommet til adressen og har sluttet sig til dem.
Falck sender misbilligende blikke i retning af Velde, der er i færd med at sætte ild til en ny cigaret. Så retter han koncentrationen mod Mette og Claus.
”Er I blevet briefet om sagen?”
De nikker begge.
”Jeres opgave de næste par timer bliver at banke naboerne op til den side,” siger han og peger på villaerne, der ligger på den modsatte side af vejen.
”Så går Velde og jeg i gang med dem, der bor på denne side, okay?”
De nikker igen, vender sig og er allerede på vej mod et rødstenshus, som ligger skråt over for.
Et kamera og en mikrofon fra TV 2 News bliver stukket op i ansigtet på Falck. Han forsøger arrigt at vifte dem væk, som var det nærgående hvepse, og ser vredt på den ene af journalisterne, en ung kvinde. En af de andre journalister, en ældre rødmosset mand med små portvinsblomster på næsen, stikker en mikrofon op foran Falck og råber ham ind i ansigtet.
”Vi er fra DR Update, og vil gerne have en udtalelse om dobbeltmordet.”
Falck griber hårdt fat om mandens håndled. Så hårdt, at han taber mikrofonen, der lander på fliserne med et metallisk smæld. Han ser ham ind i øjnene.
”Hør godt efter. Hvis du en gang til stikker din skide mikrofon op foran mig uden at have fået lov, bliver du anholdt og lagt i håndjern, forstået?”
Journalisten nikker og samler febrilsk mikrofonen op fra fortovet.
”Vi passer jo bare vores arbejde og ønsker at formidle en spændende nyhed videre til vores seere.”
Velde blander sig.
”Spændende nyhed siger du? For os normale mennesker er det dybt tragisk, at et ældre ægtepar ikke har kunnet føle sig sikre i deres eget hjem og nu er blevet brutalt myrdet af kyniske hjemmerøvere.”
Journalisten er ved at komme sig over den hårdhændede behandling Falck har udsat ham for. Han retter yderst forsigtigt den store lodne mikrofon i retning af Velde.
”Kan jeg få dig til at gentage det, du lige sagde?”
Falck ser på Velde med himmelvendte øjne og retter igen opmærksomheden mod journalisten.
”Hør her, hvis du lover mig, at du trækker dig tilbage og holder dig lidt i baggrunden, skal vi sige den næste times tid, vil jeg give dig yderligere information om sagen. Har vi en aftale?”
Journalistens øjne, der før var matte, har nu fået en særlig glans. Han nikker ivrigt og finder et visitkort frem, som han rækker til Falck.
”Her, tag det. Du kan fange mig på mobilen døgnet rundt.”
En del af vejens beboere er blevet vækket og hidkaldt af støjen og de blå blink. Andre følger med i dramaet i sikker afstand inde fra deres huse og haver. En lille flok er stimlet sammen på det modsatte fortov foran nummer treogtyve, hvor de koldblodige drab er blevet begået ganske få timer forinden.
Falck får udleveret en hvid heldragt og blåt plastikovertræk til skoene, som han ifører sig, inden han sammen med Velde går ind i huset, hvor ligene af det ældre ægtepar befinder sig.
Selv om Falck er blevet hærdet af en lang række brutale mordsager gennem årene, farer der et gys gennem hans krop, og de små nakkehår rejser sig, da han ser den ældre mand ligge foran sig på maven på gulvet i stuen. Hans kranie er flækket bagfra, og det grå hår er smurt ind i hjernemasse og blod. Stuen er raseret, sofabordet væltet om på siden og bøger flået ud fra hylderne i reolerne, som efterfølgende er væltet. Blodstænk har kreeret makabre røde mønstre på de hvidmalede vægge. Det dræbende slag med øksen har været så voldsomt, at der på store dele af loftet er efterladt blodstænk og grå klatter af hjernemasse.
Falck og Velde kniber øjnene sammen, da en serie blitz pludselig lyser stuen op. En fotograf fra teknisk afdeling tager billeder af liget fra en række forskellige vinkler.
Lonnie Peitersen får hjælp af en tekniker til at vende liget af manden om på ryggen. Hans skjorte er revet i stykker og samtlige knapper flået ud. De ligger spredt rundt omkring på gulvet. Hun ser op på Falck, der holder et hvidt lommetørklæde for næse og mund. Han ser spørgende på hende og peger hen mod døren, der fører ud til køkkenet. Hun nikker.
Ude i køkkenet er to teknikere i fuld gang med at lede efter fingeraftryk. Bordflader og dørkarme er blevet penslet med hvidt pulver. Falck går forsigtigt hen mod den stol, som den ældre kvinde sad på, da gaffatape brutalt og stramt blev viklet om hendes mund og næse. Så stramt og så tæt, at hun ikke kunne trække vejret og blev kvalt i løbet af få minutter. Gaffatapen er nu blevet fjernet, og den ældre kvinde, som ligger på køkkengulvet, ser ud, som om hun sover. Der er, trods den usædvanlig brutale handling hun har været udsat for, alligevel noget fredfyldt over hendes ansigtstræk. Øjnene har Lonnie Peitersen lukket, og armene er anbragt, så de ligger parallelt med kroppen.
Falck ser sig om i køkkenet og får øje på noget, der ligger og skinner på gulvet ud for samlingen mellem to køkkenborde. Han bøjer sig ned og samler det, der viser sig at være en messingknap, op.
Velde, der har set Falck samle noget op fra gulvet, kommer hen og stiller sig ved siden af ham.
”Det der ligner en knap fra et par Lee-cowboybukser. Tror du, det er en af hjemmerøverne, der har tabt den?”
Falck putter omhyggeligt messingknappen ned i en transparent, nummereret plasticpose.
”Man kan aldrig vide. Som du siger kunne det godt ligne en knap, der har siddet i et par cowboybukser.”
Velde nikker.
”Hvis det er tilfældet, kan vi måske være så heldige, at der er en eller anden, der har plantet et brugbart fingeraftryk på den.”
Falck nikker.
”Måske, det finder vi snart ud af.”
Han går ud af køkkenet og fortsætter hen til en dør, der fører ned til kælderen. Han åbner den og går ned ad trappen med Velde lige efter sig.
I et af de tre rum, der er i kælderen, anes et svagt lysskær, som siver ud under den lukkede dør. Det giver et sæt i Falck, da han åbner den. En tydeligt skræmt gråstribet kat smutter lynhurtigt ud mellem benene på ham og fortsætter i et par kraftfulde spring op ad trappen.
Der er intet usædvanligt at se i rummet, så Falck slukker lyset og lukker døren. I det tilstødende og største af rummene i kælderen sidder en ældre tekniker på hug, i færd med at eftersøge fingeraftryk ved det knuste vindue, som hjemmerøverne er trængt ind igennem.
Velde nikker til kollegaen, som hedder Svend Åge Jacobsen.
”Hvordan går det, har du fundet brugbare spor?”
Svend Åge Jacobsen ryster på hovedet og rejser sig op.
”Det virker, som om de har båret handsker; der er massevis af fodspor, men ingen fingeraftryk.”
Velde ser tydelige aftryk på det støvede kældergulv. De stammer formentlig fra kondisko. Den korpulente tekniker bukker sig og samler to plastikposer op fra gulvet, som han rækker til Velde.
”Det her er, hvad jeg har fundet indtil nu. Det er små trævler og fibre fra tøj, som har sat sig fast i vinduesrammen og glasskårene.”
Velde rækker poserne videre til Falck, som holder dem op mod lyset. I den ene ligger en aflang, mørkegrøn tråd, som ligner noget, der godt kunne stamme fra en trøje af en art. Det er svært at sige noget bestemt om indholdet af den anden pose, men det er sandsynligvis små rester af tøj.
Falck rækker poserne retur til teknikeren og nikker anerkendende.
”Flot arbejde, Jacobsen.”
Den ældre retsmediciner ranker ryggen. Det er ikke så tit, der vanker rosende ord fra den kant.