20
Jimmy Hagendorf keder sig bravt på ødegården i Örkelljunga. De penge, han lånte af Brian, er ved at slippe op, og der er næsten intet spiseligt tilbage i køleskabet. Han trækker en krøllet cigaretpakke op af lommen og kan konstatere, at der kun er to hele cigaretter og et skod tilbage. Da han den anden dag var ude at køre i den stjålne Opel, bemærkede han, at nålen på benzinmåleren var i betænkelig nærkontakt med det røde felt. Det må der gøres noget ved, og det skal ske meget snart. Han kan ikke klare sig uden mad, øl, cigaretter og benzin.
De få gange hvor han har været ude og snuse rundt i nabolaget, har han, ikke ret langt fra fasterens ødegård, opdaget et rødt træhus. Det ligger for enden af en grusvej inde på en grund, der er omgivet af høje grantræer, perfekt isoleret fra hovedvejen, så man slipper for forbipasserendes nysgerrige blikke. Han har på et tidspunkt set en gammel gråhåret kvinde tulle rundt på grunden foran huset i selskab med en tykmavet gravhund.
Klokken er kvart i elleve om aftenen, da Jimmy i ly af nattemørket drejer ned ad grusstien, hvor kvinden bor. Han parkerer bilen i læ af buske og træer, så den ikke kan ses ude fra vejen, der heldigvis ikke er særlig trafikeret på så sent et tidspunkt. Forsigtigt sniger han sig hen mod huset. Der er mørkt i alle vinduerne på nær et oppe på førstesalen. Det må være soveværelset, tænker han. Hoveddøren er aflåst, men det tager ham kun få øjeblikke at få den lirket op. Øvelse gør mester, tænker han og åbner forsigtigt døren, som glider op med en svag knirken.
Der er helt stille inde i huset. Ikke en lyd slipper ned til ham, som han står der i entreen og lytter anspændt. Det er, som om der hviler noget spøgelsesagtigt over huset. Noget skæbnesvangert.
Jimmy stiller kobenet, han har medbragt, fra sig op ad væggen i den lille entré. Det gibber i ham, da stilheden med ét brydes af en rasende gøen. Det er den overvægtige gravhund, der kommer tumlende ned ad trappen med kursen sat direkte mod ham. Hurtigt lukker han entredøren og bringer sig i sikkerhed og afventer det rette øjeblik. Da det opstår, flår han døren op og hamrer kobenet ind i siden på den rasende hund, som tilter om på siden og giver sig til at hyle højt i smerte. Jimmy hæver igen kobenet til slag og banker det af al sin kraft ned i hovedet på hunden. Slaget er øjeblikkeligt dræbende, og hundens smertenshyl forstummer lige så brat, som det opstod.
Jimmy vender sig og ser den gamle kvinde stå oppe for enden af trappen. Hun ser på ham med rædslen malet i ansigtet og begynder at skrige. I hurtige, kraftfulde spring når Jimmy op til hende og skubber hende baglæns ind i det, der viser sig at være hendes soveværelse. Han vælter hende brutalt om på sengen, flår sin rygsæk af, lyner den op og finder en rulle gaffatape frem. Med hurtige bevægelser vikler han tape tre-fire gange rundt om hendes mund, håndled og ankler. Inden han forlader soveværelset, løfter han truende kobenet og stirrer hende iskoldt ind i øjnene. Kvinden forstår truslen og nikker skræmt.
Jimmy vender sig om mod væggen og får øje på en gammel kommode. Han trækker skufferne ud en efter en og endevender dem for indhold, men han finder intet af værdi, kun undertøj, strømper og bluser. Der er et værelse mere på første sal, som han endevender med det samme negative resultat. Inden han forlader førstesalen, kaster han et blik på kvinden, som ligger på sengen og kigger forskræmt op på ham. Hendes lange grå hår ligger spredt ud til alle sider på den hvide hovedpude. Han går hen og sikrer sig, at gaffatapen sidder, som den skal.
Da han er halvvejs nede ad trappen, stivner han, da han hører en nøgle blive sat i låsen i hoveddøren. Hurtigt vender han om og løber op ad trappen og tilbage til værelset, hvor kvinden ligger. Han løfter truende pegefingeren mod hende. Da hun møder hans desperate blik, indser hun, at han vil gøre alvor af sine trusler, hvis hun ikke forholder sig fuldstændigt i ro.
Jimmys puls slår tunge slag, og små svedperler pibler frem på hans pande. Han er totalt i vildrede. Hvem kan finde på at besøge kvinden på så sent et tidspunkt? Han åbner soveværelsesdøren lidt på klem og lytter anspændt. Hoveddøren bliver åbnet, og han kan se skyggen af den person, der træder ind i huset. Det er skyggen af en mand. En stor mand. Jimmy trækker en dobbeltbladet kniv op af rygsækken og gør sig klar til at tage imod den uventede besøgende.
Med tilbageholdt åndedræt afventer han, at manden skal komme op på førstesalen. Der er næsten helt stille i huset. Den eneste lyd, der kan høres, stammer fra et ur, der tikker et sted i stueetagen. Med ét afbrydes stilheden af mandens stemme.
”Er du okay Barbro? Hvad er det sket med din hund?” Stemmen er dyb og sitrer af bekymring.
Jimmy fornemmer instinktivt på lyden af stemmen, at den kommer fra en ældre mand. Han knuger skaftet på kniven så hårdt, at knoerne farves hvide. Nu kan han høre, at manden begynder at bevæge sig forsigtigt op ad den knirkende trappe. Jimmy er som forvandlet. Som et rovdyr, der er trængt op i en krog, og parat til at dræbe den uventede gæst, hvis det bliver nødvendigt.
Pludselig udstøder kvinden på sengen et højt skrig. Jimmy vender sig lynhurtigt omkring og ser, at gaffatapen om kvindens mund har løsnet sig. Hurtige skridt ned ad trappen fortæller Jimmy, at manden ved kvindens advarselsskrig har anet uråd og nu flygter fra noget, han ikke ved, hvad er. Jimmy flår døren op og styrter efter manden, som har efterladt hoveddøren på vid gab.
Det er buldrende mørkt uden for huset. Jimmy finder hurtigt frem til kontakten der hører til den lampe, der hænger på ydersiden af muren ved siden af hoveddøren. Med kniven parat til hug bevæger han sig forsigtigt rundt om det røde træhus. Alt er stille. Han stopper op og lytter intenst efter trin i gruset, der ligger hele vejen rundt om huset. Manden kan ikke være nået ret langt væk på så kort tid.
Da Jimmy når om til bagsiden af huset, får han øje på et redskabsskur. Døren står lidt på klem. Lydløst bevæger han sig hen og river døren op og kaster et hurtigt blik ind i skuret. Der er intet at se. Inde i skuret finder han en kontakt, som han trykker ned. En nøgen pære i loftet oplyser rummet. Pludselig brager døren i bag ham, og han kan høre, at den bliver låst. Som et dyr er han gået i en fælde, snarrådigt sat op af den ukendte mand.
Rådvild ser han sig omkring i skuret. For enden står en støvet reol fyldt op med haveredskaber og gamle bøtter med rød maling. Bag reolen får han øje på et vindue. Jimmy tager fat i reolen og rykker til af alle kræfter for at få adgang til den eneste flugtmulighed, der er. Reolen vælter med et øredøvende brag, og lågene på malerbøtterne ryger af, da de rammer cementgulvet. Jimmy mærker stænk af den røde maling i ansigtet og på armene. Han forsøger forgæves at åbne vinduet, men det giver sig ikke. Først da han tager en mukkert, der hænger på væggen blandt noget andet værktøj, lykkes det ham efter et par forsøg at få vinduet banket op. Glasskår rasler ned fra vinduesrammen, og et af dem snitter ham på kinden. Varmt klistret blod begynder at sile ned langs hans hals og gennemvæde hans T-shirt.
Fortumlet og ør kravler han ud af det ituslåede vindue og småløber om til forsiden af huset. Forvirret ser han sig omkring. Der er helt stille. Han løber med hurtige skridt i retning af grantræerne, hvor han parkerede bilen. Da han når derhen, opdager han, at bilnøglerne ikke længere ligger i bukselommen. Han må have tabt dem. Pulsen stiger på ny, og Jimmy er tæt på at gå i panik. Han kommer i tanke om rygsækken, der stadig ligger oppe på den gamle kvindes soveværelse, og han ved, at han har afsat fingeraftryk flere steder, både i huset og under sit ufrivillige ophold i redskabsskuret.
Pludselig fanges hans opmærksomhed af lyskeglen fra en lygte, og han kan svagt ane konturerne af en mand, der langsomt bevæger sig hen mod ham inde mellem grantræerne. Manden kommer nærmere og nærmere. Jimmy trækker den dobbeltbladede kniv op fra bæltet og kryber i skjul bag Opel Asconaen. Manden ser bilen og træder tøvende et par skridt nærmere. Jimmy venter med tilbageholdt åndedræt på det helt rigtige øjeblik. Da det kommer, hugger han kniven hårdt ind i brystet på manden, der segner om uden en lyd og er død, inden han rammer jorden. Knivstikket er gået rent ind i hjertet. Jimmy trækker kniven ud og renser den for blod ved at tørre den af i sine bukser. Han kaster et sidste blik på den døde mand, inden han haster tilbage til det røde træhus.
Hoveddøren står på vid gab. Han skræver hen over gravhunden og forcerer i hurtige spring trappen. Den gamle kvinde ligger stadig på sengen. Hun ligger helt stille. For en sikkerheds skyld lægger han øret tæt mod hendes mund. Hun trækker ikke længere vejret. Jimmy vil være helt sikker, så han trækker den blodige kniv op af bæltet og skærer halsen over på hende i et hurtigt snit.
Et udrykningshorn i det fjerne afbryder med ét stilheden. En politibil er på vej. Den ældre mand har nået at alarmere politiet, inden han koldblodigt blev myrdet. Jimmy hanker op i rygsækken og løber ned ad trappen og hen til bilen. Han ånder lettet op, da han ser nøglen sidde i tændingslåsen. Med rystende fingre får han startet bilen og kører med slukkede lygter væk fra gerningsstedet. Da han når op til vejen, forstærkes lyden fra udrykningshornet. Politibilen er ved at være tæt på, og han kan nu svagt ane de blå blink et pænt stykke nede ad vejen. Han vælger at køre i den modsatte retning og sætter bilen i gang med hjulspind.