21

Mette og Carina er af en ansat på sikringsanstalten blevet sluset igennem tre solidt udseende døre og sidder nu i et besøgslokale på hver sin stol ved et bord og venter på Jesper Petersen.

De sikkerhedsmæssige foranstaltninger er i top på Danmarks mest flugtsikre psykiatriske hospital. Her sidder de tredive farligste mennesker i Danmark indespærret på ubestemt tid. Atmosfæren virker klinisk og kold. Der findes ingen malerier eller anden udsmykning på væggene, og ingen planter eller blomster synes nogen steder.

Carina har taget Silas op fra liften og sidder og vugger ham roligt frem og tilbage i sine arme. Mette har en voldsom trang til en cigaret for at dulme nerverne, men rygning er strengt forbudt på sikringsanstaltens område. Hendes nervesystem river og flår i hende, og hun føler, at hun skal kaste op. Den kvindelige assistent, der har ledsaget dem, har opdaget, at Mette er ved at få et ildebefindende. Hun går hen og stiller sig ved siden af hende og spørger med dæmpet stemme, om hun har brug for hjælp. Mette ser op på hende og nikker. Assistenten går ud af besøgslokalet og vender tilbage kort tid efter med en papbakke.

Netop som Mette skal til at give efter for trangen til at kaste op, går døren over for dem op, og Jesper Petersen bliver ført ind i lokalet. Han sætter sig på en stol, så han sidder lige over for dem på den anden side af bordet. I samme øjeblik Mette får øjenkontakt med ham, trækker hendes mave sig sammen, og hun kaster op i papbakken. Assistenten lægger armen støttende om hendes skuldre og hjælper hende ud af lokalet.

Da hun en halv time senere vender tilbage, ser hun Jesper Petersen sidde og smile til Silas, som han har anbragt på skødet. Han ser op, da hun træder ind i lokalet. Da deres blikke mødes, føles det, som om tiden står stille, og Mette føres i tankerne tilbage til den kælder, hvor hun lå nøgen på en seng, fastlåst med håndjern på håndled og ankler. Som et dyr, der er blevet fanget i lyskeglen fra en bil en mørk nat, låses hendes blik fast i Jesper Petersens stålgrå øjne. Det giver et voldsomt ryk i hendes krop, da Carina beskyttende vil lægge armen om hendes skuldre. Først i det øjeblik bringes hun tilbage til virkeligheden.

Jesper Petersen bryder den larmende stilhed:

”Hvor er det pænt af dig at støtte op om min kone,” siger han og smiler koldt og kynisk til hende.

”Din ekskone, dit svin,” snerrer Carina og rækker ud efter Silas.

Jesper Petersen kaster et hurtigt blik på det runde ur, der hænger på væggen, og sender Carina et arrogant blik.

”Der er stadig over en time tilbage af besøgstiden,” siger han og smiler til sin søn, som gengælder smilet og pludrer glad op mod hans ansigt.

Mette betragter det absurde scenarie, der udspiller sig få meter fra det sted, hvor hun sidder: En psykopatisk, iskold kvindemorder med en lille dreng i hænderne, de hænder, der kynisk har frataget to kvinder livet. Silas fortsætter glad sin pludren, uvidende om det drama, der foregår omkring ham. Sekunderne snegler sig af sted, og hvert minut føles som en evighed.

Langt om længe er besøgstiden ovre. Idet Jesper Petersen rækker Silas tilbage til Carina, forsøger han igen at få øjenkontakt med Mette, men forgæves. Hun har allerede rejst sig og er på vej hen mod døren. Det sidste, hun når at høre, inden hun forlader lokalet for aldrig igen at sætte sine ben i det, er Jesper Petersens velkendte stemme:

”Kommer du også med næste gang, Mette?” råber han ledsaget af en rungende latter.

Mette mærker igen, at hendes mave trækker sig sammen. Hun svarer ham ikke, kan ikke svare ham, dertil er hun for oprørt. Hendes puls hamrer og skaber en susen i hendes ører. Hendes vejrtrækning er hurtig, og der opstår en metallisk smag af blod i hendes svælg.

Carina når op på siden af hende med Silas på armen.

”Er du okay,” spørger hun stakåndet og bliver forskrækket, da hun ser hvor bleg og forpint Mette ser ud.

Mette ryster på hovedet. Hun er aldeles ikke okay.

De stopper op, da de når hen til en aflåst jerndør. Den kvindelige assistent, som slusede dem ind, ledsager dem også på vejen ud af sikringsanstalten. Hun taster en ottecifret kode ind på et tastatur, som hænger på væggen. Døren glider lydløst til side, og de fortsætter ned ad en lang gang mod yderligere to udgangssluser, begge med hermetisk aflåste døre.

Da de omsider kommer ud i det fri, stiler Mette som det første hen bag nogle buske, hvor hun tømmer resterne af sit maveindhold ud over jorden. Carina sender et nervøst blik i hendes retning og sætter sig afventende på en bænk med Silas på skødet.

Da Mette er færdig, sætter hun sig på bænken ved siden af Carina og roder rundt i sin taske efter en kleenex. Hun tørrer sig om munden og ser Carina ind i øjnene.

”Det er første og sidste gang, du får mig med til et møde med den psykopat.”

Carina nikker tavst.

”Jeg kan godt se, at jeg ikke skulle have bedt dig om at følge med efter alt det, han har udsat dig for. Det var egoistisk og dumt gjort af mig. Men jeg tror ikke, at jeg kunne have gennemført det uden din hjælp. Jeg håber, at du kan tilgive mig,” siger hun med rystende stemme og stirrer ned i jorden med øjne, der ingenting registrerer.

Mette kan ikke lade være med at have ondt af veninden. Hun kan godt forstå, hvor svært det må være for hende at troppe op på sikringsanstalten og overlade sit barn til eksmanden. Hun rykker lidt tættere og lægger hånden på hendes arm.

”Er der ikke en anden, du kan få til at tage med Rina? En, der ikke er så følelsesmæssigt involveret som mig. En, der vil påtage sig at gå alene ind i besøgslokalet med Silas, så du slipper. Jeg har ikke noget imod at tage med og støtte dig, men du får mig aldrig nogensinde til igen at opholde mig i samme rum som Jesper.”

Carina besvarer ikke spørgsmålet. Hendes tanker kører i ring. Hun kender ingen i sin omgangskreds, der kan støtte hende, når hun om to uger igen skal møde op på sikringsanstalten med Silas.

Mette sidder og funderer over, om der er en i hendes venindekreds, som hun kan foreslå. Et smil bryder frem og hun giver Carinas arm et lille klem.

”Jeg tror, jeg har fundet præcis den rette person.”

Carina retter sig op og ser afventende på hende.

”Er du sikker på, at hun vil påtage sig at sidde i samme rum som Jesper i to timer?” spørger hun vantro.

Mette ser underfundigt på hende.

”Hvem siger, at det er en hun?”