34

Klokken elleve parkerer Claus sin bil i gruset på den parkeringsplads, hvor Mette og Hammer for omkring et halvt døgn siden indledte deres affære. Haveforeningen i Dageløkke lærte Claus grundigt at kende for omkring halvandet år siden, da han deltog i jagten på den bestialske kvindemorder, der senere viste sig at være Jesper Petersen.

Claus finder hurtigt frem til Svanevej seks, som er et rødmalet træhus med hvidmalede vinduesrammer. Haven ser misligeholdt ud, og det flyder med alt muligt ragelse både foran og bagved huset. Det ser ikke ud til, at der er nogen hjemme. Han åbner havelågen, der går knirkende op på rustne hængsler, og går beslutsomt op mod den sortmalede hoveddør, hvorpå der hænger et skilt med navnet Torben Thersbøl. Claus finder notesblokken frem og skriver navnet ned. Selv om det er højlys dag, er der trukket gardiner for alle vinduerne. Han har derfor ikke mulighed for at kigge ind nogen steder.

Jimmy Hagendorf har været nede i Nivå centeret for at købe nye forsyninger til køleskabet. Han står nu tøvende foran havelågen, som står åben. Han er sikker på, at han huskede at lukke den da han forlod huset.

Da han ser en korpulent yngre mand komme frem bag huset med en notesblok i hånden, begynder han at løbe i retning af parkeringspladsen. Det her lugter langt væk af politi. Han må væk, og det kan kun gå for langsomt. Satans! Nu troede han lige, at han kunne være i fred et stykke tid, mens han stille og roligt fik lagt nye planer. Planer, der skulle holde ham væk fra politiets lange arm. Han smider de to fyldte bærerposer ind på bagsædet af volvoen og kører med høj fart ud fra parkeringspladsen.

Claus har bemærket, at den velklædte unge mand med bæreposerne stod ved havelågen, og set, da han løb væk. Han løber efter ham og når akkurat at se, at han sætter sig ind i en sølvgrå Volvo med svenske nummerplader. Hurtigt tilkalder han assistance over politiradioen. Svenske plader, det kan ikke være et tilfælde: Manden, som flygtede over hals og hoved, da Claus fik øje på ham, er højst sandsynligt Jimmy Hagendorf, som lige nu er efterlyst af Interpol i det meste af Europa.

Claus når lige at se Volvoen dreje til venstre ved T-krydset for enden af Nordvej, og ved, at der kun er få hundrede meters kørsel ad Kongevejen hen til Nivåkrydset. Han ved også, at tilkørslen til motorvejen mod København kommer ganske kort efter, at man er drejet til højre. Claus ser Volvoen slingre voldsomt fra side til side på grund af den halsbrækkende hastighed. Da den når hen til det stærkt trafikerede Nivåkryds, ignorerer føreren det røde trafiklys og svinger med hvinende dæk til højre, med direkte kurs mod tilkørslen til København.

Claus aktiverer det blå blink og udrykningshornet og manøvrerer i høj fart Mondeoen ud og ind mellem de mange biler, der allerede nu er mellem ham og den sølvgrå Volvo. Heldigvis gøres der plads for ham af de andre bilister, som holder ind til siden. Afstanden mindskes, men Volvoen har masser af motorkraft, og føreren tilsidesætter alle gældende trafikregler for at slippe væk.

Jimmy hører sin forfølgers udrykningshorn og skæver op til bakspejlet, hvor han ser en mørkeblå Mondeo med blå blink nærme sig. Da han ser det vejskilt, som fortæller, at afkørslen til Lyngby ligger tusinde meter fremme, ændrer han taktik. Med hvinende dæk drejer han væk fra Helsingørmotorvejen og op ad afkørselsrampen for at sætte kursen mod centrum af Lyngby.

Claus kalder igen kollegerne over radioen og sætter dem kortfattet ind i den nye situation, der er opstået. Sveden tapløber ned ad hans ansigt på grund af det adrenalinkick, den nervepirrende biljagt har givet ham. Han har mistet kontakten med Volvoen; den er forsvundet ud af hans synsfelt. Han kører langsomt over for rødt ved det store lyskryds ved hovedgaden i Lyngby for at se, om han igen kan få øje på den. De andre trafikanter er kørt ind til siden, så han uhindret kan foretage en U-vendig for at køre tilbage mod Lyngby Storcenter. Til højre for ham ligger et stort parkeringshus i beton. Til venstre ligger en parkeringsplads. Claus bruger udelukkelsesmetoden. Der holder konstant biler i kø ved indkørslen til parkeringshuset, og det har sikkert afholdt flugtbilisten fra at vælge den løsning. Så er der kun en flugtmulighed tilbage, parkeringspladsen. Måske har han gemt sig derinde blandt alle de parkerede biler. Dem er der mange af, men en sølvfarvet Volvo på svenske plader skulle vel ikke være så svær at finde.

En patruljevogn kører op på siden af Claus’ Mondeo. Sideruden glider lydløst ned, og en karseklippet betjent fra ordenspolitiet stikker hovedet ud. Claus giver de to uniformerede betjente i bilen ordre om at afsøge de bagerste rækker af parkerede biler. Selv vil han i første omgang tage sig af den række, der ligger ud til vejen.

Langsomt og søgende ruller han ned langs rækken af parkerede biler. Lyngby Storcenter er et populært indkøbscenter, så der er kun enkelte ledige parkeringsbåse. Claus koncentrerer sig i første omgang om alle de sølvfarvede biler, han kan få øje på. Denne mandag formiddag ser det ud til, at der er ekstra mange med denne lakering. Murphys lov, tænker han.

Yderligere to patruljevogne ankommer til stedet og får af Claus ordre om at bevogte de steder, hvor der er mulighed for at køre ind på og ud fra parkeringspladsen.

Han banker opstemt håndfladerne ned i rattet. Nu sidder rotten i fælden. Han kommer til at tænke på de fire overlagte mord, som Jimmy Hagendorf højst sandsynligt har begået. Koldt og kynisk. Det får ham til at åbne handskerummet og tage sin tjenestepistol ud. Han trækker den ud af læderhylsteret og afsikrer den. Så lægger han den på passagersædet, så den er inden for rækkevidde og klar til at blive brugt, hvis det skulle blive nødvendigt.

Velde er på vej mod Lyngby Storcenter med fuld udrykning, og han er godt og grundigt irriteret på Mette, der sidder tavs ved hans side. Han fatter ikke, at hun og Hammer har aftalt med Claus Danielsen, at han skulle køre til adressen i Dageløkke. Claus hører til Falcks team, som har jagten på Jesper Petersen som deres førsteprioritet. Nu ser det oven i købet ud til, at Claus er kommet på sporet af Jimmy Hagendorf. Det giver et sæt i Mette, da Velde i arrigskab slår håndfladen hårdt mod rattet. Hun retter sig forskrækket op i sædet og rømmer sig for at klare stemmen.

”Hvorfor slapper du ikke bare lidt af, Velde? Så slemt er det da heller ikke. Jeg troede, at vi arbejdede sammen på tværs af grupperne, og nu tilbød Claus at hjælpe.”

Det er ikke helt i overensstemmelse med sandheden, men hvad gør man ikke for at gyde olie på de oprørte vande?

Velde sender hende et rasende blik.

”Slappe af? Du skal fanden galeme ikke bede mig om at slappe af,” råber han og slår igen håndfladen mod rattet. Mette er denne gang forberedt og vælger at ignorere ham. Veldes temperament er efterhånden blevet et velkendt fænomen i Drabsafdelingen.

Hun holder vejret, da en lastbil pludselig kører ud foran dem midt i et trafikreguleret kryds. Det lykkes i allersidste øjeblik Velde, med hvinende dæk, at få bragt Mondeoen til standsning. Mette konstaterer chokeret, at de kun har været ganske få centimeter fra en fatal kollision med den tonstunge lastbil, som nu holder midt i krydset og spærrer for deres videre fremfærd. Da Velde vil stige ud af bilen, bremses han af Mette, der lægger sin hånd på hans skulder.

”Den tager jeg. Det kræver diplomati, og det tror jeg ikke, du er i humør til at praktisere lige nu.”

Velde læner sig tilbage i bilsædet, resignerer og slår ud med armene. Mette stiger ud af bilen og går hen til den kvindelige chauffør, som venter ved siden af førerhuset. Mette nikker venligt til hende og beder hende med rolig stemme om at fjerne lastbilen, så de kan komme videre.

Da hun igen sætter sig ind ved siden af Velde, sidder han og trommer fingerspidserne utålmodigt mod rattet.

”Lad os komme videre,” siger Mette. ”Godt, der ikke skete mere.”

Velde brummer et næppe hørligt svar, da han sender Mondeoen af sted med spindende forhjul. Der hersker ingen tvivl om, at han er eddikesur på hende.

Det er Claus, der først opdager den sølvgrå Volvo med de svenske nummerplader. Den holder parkeret i anden række mellem en sort Golf og en hvid Toyota. Med tjenestepistolen i hånden og høj puls nærmer han sig yderst forsigtigt bilen. Den er tom. På bagsæddet ligger de to grønne bæreposer fra Superbest og signalerer, at det er den bil, han så i Dageløkke. Han informerer kollegerne over bilradioen. Manden, som han er sikker på er den efterlyste Jimmy Hagendorf, må med nioghalvfems komma ni procents sikkerhed befinde sig i umiddelbar nærhed. Han panorerer blikket ned langs den lange række af biler, først til den ene side, så til den anden. Så går han ind mellem to biler, knæler ned på hug og kaster et langt søgende blik ind under dem for at sikre sig, at Jimmy Hagendorf ikke har skjult sig under en af dem. Der er intet at se, så han rejser sig, børster gruset af bukserne og løber foroverbøjet hen til den række, der holder tættest på vejen og ud- og indkørslerne.

Elektriker Steen Gammelgaard forlod sin firmabil i mindre end en halv time for at indtage sin frokost på Cafe Siesta i Lyngby Storcenter. Nu sidder han med en kniv presset mod sin strube bag i sin firmabil, en hvid VW Transporter med blåt firmalogo. Han er taget som gidsel af en ung kronraget mand, der med et vildt og jaget udryk i øjnene har beordret og truet ham til absolut tavshed. Steen Gammelgaard er ikke et sekund i tvivl om, at den unge mand mener hvert et ord. Han kan mærke mandens hurtige åndedrag i nakken og den skarpe knivs æg mod sin hals og har lyst til at skrige sin angst ud. Men han er paralyseret af skræk og forbliver tavs, mens en film med konen Britt og deres lyshårede tvillinger på tre, Janus og Sandie i hovedrollerne, kører i hans hjernevindinger. Sekunderne føles som evigheder. Aldrig nogensinde har han været så bange, bange for at dø og bange for aldrig mere at skulle se sine kære.

Velde og Mette er omsider nået frem til storcenteret, og Claus sætter dem kort ind i den aktuelle situation. Velde overtager derefter kommandoen. Samtlige parkerede biler skal systematisk kontrolleres, og ingen må forlade stedet uden et tjek. De tre ind- og udkørsler er nu blokeret af patruljevogne. Antallet af betjente, der er ankommet til parkeringspladsen, er nu oppe på otte. De får ordre til parvis at starte fra hver sin ende af de to bagerste rækker med parkerede biler.

Velde danner par med Mette, og Claus får assistance af en erfaren gråskægget betjent ved navn Aage Buxbom. De aftaler at starte i hver sin ende af den lange række af biler, der holder tættest ud mod vejen. I det samme ser de en ældre mand komme gående med en bærepose i hver hånd. Han stiler mod en rød stationcar, åbner bagageklappen og sætter poserne ind i bagagerummet. En uniformeret betjent løber omgående hen og taler med ham. Da Velde ser, at manden hidser sig op, tilsyneladende fordi han ikke kan få lov til at køre ud fra parkeringspladsen, går han med målrettede skridt hen mod dem. Den ældre mand måler Velde oppefra og ned med et vredt blik.

”Er det dig, der har kommandoen her på stedet?” spørger han.

Velde bekræfter dette og viser ham sit skilt.

”Vi har sikre formodninger om, at en eftersøgt og ekstremt farlig person gemmer sig i en af bilerne her på stedet.”

”Det er meget muligt,” siger manden, ”men han gemmer sig ikke i min bil. Så der skulle vel ikke være noget i vejen for, at jeg kunne få lov til at køre hjem med mine varer. Der er dybrosne ting imellem, så det haster lidt, og jeg har et stykke vej at køre.”

Velde kaster et hurtigt blik ind i kabinen på den røde Audi.

”Ok, du kører bare,” siger han til manden og nikker til betjenten, der på afstand har fulgt med i deres samtale.

Den patruljevogn, der blokerer den midterste udkørsel, bakker for at gøre plads, så manden kan slippe ud. I selvsamme øjeblik han kører ud, kan de høre en bilmotor blive gasset kraftigt op, og de ser en hvid kassevogn med blåt firmalogo bakke ud fra en parkeringsbås. Den forlader med stor fart parkeringspladsen ad den samme vej som den ældre mand i den røde Audi. Betjenten, der har kørt patruljevognen til side, optager straks forfølgelsen. Kort efter lyder der et højt metallisk brag, da patruljevognen under en hasaderet overhaling kolliderer med en blå varevogn. Ingen af de involverede kommer til skade, men de to biler holder på tværs af vejen og spærrer for den øvrige trafik. Alt er på grund af et øjebliks uopmærksomhed blevet forvandlet til totalt kaos. Den hvide Transporter er væk, forsvundet i den forvirring og tumult, der er opstået i kølvandet på sammenstødet. Velde slår hurtigt alarm over politiradioen. Alle veje inden for en radius af tredive kilometer skal afspærres hurtigst muligt. Jimmy Hagendorf skal fanges, inden han får flere menneskers blod på samvittigheden. Fanden hytter sine, tænker Velde, da han tager plads bag rattet i Mondeoen, hvor Mette allerede sidder og venter utålmodigt.

Det er Mette, der først får øje på flugtbilen. Den hvide VW Transporter står efterladt i græsrabatten på Bagsværdvej tæt på Lyngby Sø. Velde kører hen og parkerer klos op ad den. De stiger begge ud af bilen og nærmer sig langsomt med deres tjentestepistoler trukket. De ved, hvad de er oppe imod, så der er ingen grund til at tage unødvendige chancer. De kan se, at der er afsat blodige fingeraftryk på Transporterens hvide bagklap. Da Mette tjekker førerhuset, ser hun, at nøglerne stadig sidder i tændingen. Velde prøver forgæves at åbne bagklappen. Mette trækker i et par engangshandsker, inden hun trækker nøglen ud af tændingen og rækker den til Velde. Begge frygter for det syn, der venter dem inde i kassevognen, når Velde åbner bagklappen. Mette står med tilbageholdt åndedræt og betragter Velde, mens han forsigtigt stikker nøglen i låsen og drejer den rundt.

Det første, der fanger deres blik, er en yngre mand i blåt arbejdstøj. Han ligger på ryggen. Der er blod overalt. Velde er hurtigt inde hos manden, der er ved bevidsthed og ligger og presser hånden krampagtigt mod et gabende blodigt sår på halsen. Da Velde får øjenkontakt med den hårdt sårede mand, kan han se, at han er tæt på at miste bevidstheden.

Mette har hentet nødhjælpstasken i Mondeoen og træder ind til Velde og den hårdt sårede mand. Hun åbner tasken og rækker Velde et kompresbind. Velde fjerner forsigtigt mandens blodige hånd og presser kompresbindet hårdt mod såret. Mette har i mellemtiden fået tilkaldt en ambulance og assistance til at eftersøge den flygtende mand, som med al tydelighed har vist, at han ikke skyr noget middel i sin kamp for at undgå at blive fanget.

Der går kun ganske få minutter, inden ambulancen ankommer til stedet. Med i den er en ung kvindelig læge, som med det samme går i gang med at tilse Steen Gammelgaard. Hun nikker anerkendende til Velde, da hun ser, at kompresbindet effektivt har standset blødningen. Hurtigt stabiliserer hun sin patient, så de to falckreddere kan anbringe ham på båren og køre ham ind bag i ambulancen. Den kvindelige læge, der har præsenteret sig som Lisbeth Lykke, trykker Velde og Mette i hånden til afsked og tager plads ved siden af sin hårdt sårede patient.

”Kommer han til at overleve?” spørger Mette.

”Det er alt for tidligt at sige med sikkerhed; men I har højst sandsynligt reddet hans liv. Var I kommet bare nogle få minutter senere, havde det store blodtab været fatalt,” siger hun.

Velde nikker og smiler til lægen, men hans øjne afslører, at han indvendig er ved at koge over af raseri. Han vil være den, der finder Jimmy Hagendorf, som nu har gjort endnu en ugerning. Det skal kun være de to. Ingen belastende vidner. Et fængselsophold på statens regning vil være alt for billigt sluppet for et menneskedyr som ham.

Der er gået et kvarter siden fundet af den hvide Transporter og den livsfarligt sårede elektriker, Steen Gammelgaard. Området omkring findestedet, tæt ved Lyngby Sø, vrimler nu med mennesker, der nysgerrigt følger med i politiets arbejde fra den modsatte side af vejen. To stationcars fra politiets hundepatrulje, tre patruljevogne og en mandskabsvogn står linet op tæt på findestedet. Marcus Falck, Claus Danielsen og Peter Hammer er ankommet, og det samme er pressen. Lyden af de snurrende rotorblade på TV 2 News’ helikopter, der hænger lavt i luften og filmer sceneriet set fra fugleperspektiv, kan høres overalt. Selv om Falck er øverstkommanderende i Drabsafdelingen, har han overladt ansvaret for eftersøgningen af gerningsmanden, som efter alle solemærker at dømme er Jimmy Hagendorf, til Velde. Det ser ud til, at den efterlyste mand er flygtet ind i Hareskoven, som ligger i umiddelbar nærhed af Lyngby Sø.

Dette bekræftes et par minutter senere af en mandlig kondiløber, der forpustet og rødkindet ledes gennem afspærringen og hen til Velde af en uniformeret kvindelig betjent. Han fortæller, at han for kort tid siden under sin løbetur blev passeret af en kronraget ung mand i vild flugt. Manden havde blod på hænderne og tøjet. Kondiløberen udpeger det sted, hvor han så manden løbe med kurs mod et mindre skovområde, som ligger til højre for søen.

Velde kalder politifolkene sammen. De danner en kreds rundt om ham og modtager deres ordrer. Falck står nogle meter derfra og betragter scenariet, der udspiller sig i det idylliske og naturskønne område. Fem minutter senere opløses kredsen. Alle kender nu deres specifikke opgaver og ved nøjagtigt, hvad de skal gøre. De to hundeførere sendes af sted som de første. De har mere end svært ved at berolige deres schæferhunde, som begge er ivrige efter at komme på arbejde. Den ene er sort, den anden lysebrun og sort. Da de nærmer sig skoven, løsnes de fra deres liner og forsvinder ind mellem de høje slanke bøgetræer. Velde, Mette og Hammer følger efter i selskab med fire uniformerede betjente, alle med skarpladte pistoler, som de ikke vil tøve et sekund med at benytte, hvis Jimmy Hagendorf skulle finde på at gøre modstand. De ved, at han må befinde sig inden for en radius af få kilometer.

Falck er sammen med Claus og Lacour kørt hele vejen rundt om skovområdet for på den måde at afskære Jimmy Hagendorfs flugtrute. I deres kølvand ligger mandskabsvognen med seks svært bevæbnede politifolk, heriblandt to skarpskytter. Snart vil Jimmy Hagendorf være indespærret i et forholdsvis lille skovområde, og hans dage som en fri mand vil være talte.

Jimmys hjerte hamrer i hans bryst. Han er klatret op i et stort egetræ, som står så tæt ved søbredden, at flere af de store snoede rødder forsvinder ned i søens grumsede vand. Herfra kan han se hen til det sted, hvor han parkerede Transporteren. Da han ser, at manden, han skar halsen over på, bliver båret ind i en gul ambulance og kørt væk med fuld udrykning, indser han, at han ikke skar dybt nok. Han hopper ned fra træet. I det fjerne kan han høre hundeglam. Nu gælder det om at gøre sig usynlig og se til, at hundene ikke får færden af ham. Heldigvis kender han området som sin egen bukselomme fra tiden som elev på kostskolen i Bagsværd. Han ved præcis, hvad han skal gøre.