41

Jimmy Hagendorf har inden for kort tid undgået at blive fanget af politiet tre gange. Alle tre gange er det lykkedes ham i allersidste øjeblik at trække det længste strå.

Der er gået lidt over et døgn, siden han ved nattetide kravlede ud fra sit skjul i den iskolde og klamme bunker i skoven øst for Lyngby Sø. I ly af mørket sikrede han sig, at der var fri bane, og det tog ham ikke lang tid at finde og stjæle en ældre mørkerød Saab, til hans held med tanken fuld af benzin.

Han bryder ind i et forladt sommerhus i feriebyen Lumsås, der ligger få kilometer fra Nykøbing Sjælland. Sulten har meldt sig og er for alvor begyndt at gnave i hans rumlende mavesæk. Da han åbner køleskabet, viser det sig, at han stadig ikke har opbrugt sin kvote af held. Det ser nemlig ud til, at beboerne for nylig har overnattet i sommerhuset. I køleskabet finder han pålægsrester, mælk og ost og i et af køkkenskabene en uåbnet pakke rugbrød og en dåse med forloren skildpadde. Den får ham til at tænke tilbage på dengang, han boede hos sin mor i Tåstrup. Dengang bestod aftensmaden ofte af dåsemad.

Næsten hjemmevant finder han en kasserolle frem i et skab under køkkenbordet, som han hælder dåsens indhold op i med en spiseske. I takt med at den forlorne skildpadde varmes op, breder duften sig i det lille køkken og får det til at rykke endnu mere i hans tarmsystem. Det er næsten to døgn siden, han sidst har indtaget fast føde.

Det er tidlig morgen. Klokken er kvart i fem, og det er stadig mørkt udenfor, men Margrethe Jensen kan ikke finde hvile. Sorgen i forbindelse med hendes mand Torbens kræftsygdom og død for tre uger siden har udmattet og drænet hende for kræfter. I det sidste halve år er der vendt grundigt op og ned på alting i hendes liv. Hendes familie og nære venner forsøgte i starten at muntre hende op, men til sidst fik hun nok af gamle klichéer. Måske er det rigtigt, at tiden læger alle sår, men under sin mands sygdom nærmede hun sig et psykisk sammenbrud, og det var hun nødt til at forholde sig til for at beskytte sig selv bedst muligt. Hun valgte derfor at bede om orlov fra jobbet som sygeplejerske på Glostrup Hospitals skadestue. På den måde kunne hun bruge al sin koncentration på at gå hjemme i deres treværelsers lejlighed på Nørrebro og passe og pleje Torben. Det holdt hun til i tre måneder, så var hun slidt helt ned til sokkeholderne. Ikke på grund af selve pasningen, men på grund af Torbens personlighed, som ændrede sig markant, i takt med at metastaserne fra kræftsvulsten i mavesækken bredte sig. Intet af det, hun gjorde, var godt nok, og konstant måtte hun lægge ryg til hans urimeligheder. På et tidspunkt fik hun nok. Det skete en aften, da hun sad og madede ham med aspargessuppe. I afmagt over sin håbløse situation gav han tallerkenen et fur, så hun fik den varme suppe ud over sig. Det var ikke første gang, men denne gang var det den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over.

Selv om Torben tiggede og bad hende om at lade være, kontaktede hun allerede næste dag kommunen og satte dem ind i sin håbløse situation. Kommunen sendte efterfølgende en kontaktperson hjem til dem, og tre dage senere fulgtes hun med Torben i en taxa til Sankt Silas-Stiftelsens hospice i Hellerup, hvor han formåede at holde sig i live i tre uger. Da han trak vejret for sidste gang, sad hun ved siden af sengen med hans slappe hvide hånd mellem sine hænder. Tre dage efter blev han bisat, og allerede samme dags eftermiddag valgte hun at flytte op og bo i sommerhuset i Lumsås sammen med schæferhunden Mik. Efter den turbulente kolbøtte, hendes liv havde taget, havde hun brug for at få det hele lidt på afstand, så hun kunne få styr på sit liv og sine tanker.

Hun vifter dynen til side og svinger benene ud over sengekanten. Det får Mik til at forlade sin varme kurv i soveværelset og strække sig. Det er ukristeligt tidligt og stadig mørkt udenfor, men i denne tid kan man ikke regne med de faste rutiner. Margrethes ryg værker og får hende endnu en gang til at ærgre sig over, at de valgte sådan noget billigt bras, da de i sin tid købte madrasserne til sommerhuset. Det er over tyve år siden, og dengang var der ikke råd til Tempur-madrasser. De var i øvrigt heller ikke opfundet. Hun kommer til at mindes, hvordan hver en krone blev vendt og drejet, inden den blev brugt. Når hun igen kommer lidt til hægterne, vil hun som det første opsøge et bolighus og købe en fornuftig seng og en komfortabel madras. Det skal være en elevationsseng. Intet mindre kan gøre det, og hun har råd til det, når Torbens pensionsopsparing inden længe bliver frigivet og overført til hendes bankkonto. Hun rejser sig besværet fra kanten af sengen og stavrer ud på toilettet. Mik følger som altid efter hende og lægger sig afventende et par meter fra toiletdøren, som Margrethe altid har haft for vane at lade stå åben.

En halv time senere begiver de sig ud i den kølige morgenluft på dagens første luftetur. En tidlig en af slagsen, men alt kan bruges, synes den opvakte schæferhunds kropssprog at signalere. Dybt koncentreret løber den rundt og inhalerer de spændende dufte, som er blevet efterladt i nattens løb. Margrethe tager en dyb indånding og lader den friske efterårsluft fylde lungerne. Hun kan fornemme Sejerøbugtens salte havvand i vejrtrækningen. For en stund stuves alle problemerne af vejen, og hun nyder stilheden, som kun afbrydes af vindens konstante susen i de høje grantræer, der omkranser grunden. Det tager hende små fem minutter at gå ned til stranden, hvor bølgerne kontinuerligt ruller skumfyldte ind over det gennemblødte sand. Hun fyldes med vemod, da hun igen kommer til at tænke på Torben, som alt for tidligt blev taget fra hende. Sorgen river og flår i hende og øjnene fyldes med tårer. Hun har brug for at sunde sig og slår sig ned på en bænk, der står tæt på bådebroen. Disse pludselige stemningsskift overmander hende altid, når hun mindst venter det. Som nu, hvor tårerne får frit løb i den gryende morgens kølige blæst.

Det giver et sæt i hende, da hun bringes tilbage til nuet af Mik, som står og støder sin kolde snude mod hendes hånd. Som altid kan hunden mærke, når hun er nede og trænger til trøstende nærvær og omsorg. Hunde har en medfødt sans, vi mennesker ikke har, tænker hun og klør Mik kærligt mellem de rejste ører. Hun rejser sig, forlader bænken og går ned på stranden, hvor det skumfyldte havvand rækker ud efter hendes skosnuder. Hun bukker sig og vrister en flad sten fri fra det våde sand. Med et lille vrid i håndleddet kaster hun stenen hen over vandoverfladen og får den til at slå en række smut. Lige fra barnsben har hun været en sand mester til at finde de bedste sten at slå smut med. Hele otte hop tæller hun, efter at hun har sluppet stenen. Miks uvane med at løbe efter alt, hvad hun kaster, har hun glemt alt om. Han kaster sig frygtløs ud i det iskolde vand i en håbløs jagt på stenen, som for længst har gemt sig et ukendt sted i havbundens sandede overflade. Forgæves forsøger hun at kalde hunden ind til sig, men Mik sanser ikke hendes råb og bevæger sig med små kraftfulde svømmetag målrettet hen mod stedet, hvor han helt bestemt mener, at stenen stoppede sin hoppende dans hen over vandoverfladen og sank til bunds i det grågrønne salte vand. Utålmodigt og småfrysende står Margrethe og betragter hunden, der omsider vælger at droppe sin stædige jagt på stenen. Den foretager en U-vending i vandet og sætter kursen ind mod land. Da den når op på strandbredden, løber den vanen tro hen til hende og ryster vandet af sig. Det slår aldrig fejl, tænker Margrethe og funderer over, om det er en tilfældighed eller med fuldt overlæg. Hun vælger at hælde til sin første antagelse. Dyr har ikke, som mennesker, skumle bagtanker og skjulte agendaer. Men våd, det er hun blevet.

Den opgående sol har jaget de sidste rester af nattemørket på flugt. Margrethe beslutter sig for at gå en runde på grusstierne for at tjekke de omkringliggende sommerhuse. Der er blevet begået indbrud i området flere gange, og sommerhusejerne har derfor aftalt, at hvis nogle af dem opholder sig i deres huse uden for sæsonen, skal de med jævne mellemrum kontrollere, om alt er vel.

Hun starter på Gulspurvevej og standser op ved en havelåge, der fører ind til et sort bjælkehus i nummer seks. I indkørslen holder en gammel rusten Saab. Hun kender udmærket parret, der ejer sommerhuset. De hedder Svend og Lydia og er begge i slutningen af halvfjerdserne. Margrethe ved med sikkerhed, at de ikke ejer en afdanket rødbrun Saab. Svend gør nemlig trafikken usikker i en ramponeret Lada, og den har de haft, lige siden hun og Torben købte sommerhuset. Mik har udnyttet hendes uopmærksomhed til at smutte gennem et hul i hækken og er nu i fuld færd med at gå på opdagelse bag ved sommerhuset. Hun beslutter sig for at gå op og banke på døren. De personer, der opholder sig i huset, kan jo være noget familie, som har fået lov til at låne det i nogle dage. Men hun er en smule betænkelig ved situationen, da hun ikke tidligere har oplevet, at Svend og Lydia har lånt deres sommerhus ud til nogen som helst.

Hun åbner forsigtigt havelågen og går med tøvende skridt op ad havegangen og banker forsigtigt på døren. Den bliver ikke åbnet, så hun går i stedet hen og kigger ind ad køkkenvinduet. Hun ser, at der på køkkenbordet, nær vasken, står en åben dåse og en tallerken, som er indsovset i en brunlig substans. Hun lader blikket gå på opdagelse i det lille køkken og får øje på en gul T-shirt, der er smidt hen over ryggen på en stol. T-shirten er revet i stykker, og midt på den ses tydeligt en rødlig plamage. Efter tyve år som sygeplejerske på en skadestue kender hun sådan en plet, og hun er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er blod.

Efter at have spist indholdet af dåsen med forloren skildpadde og efterfølgende at have drukket to glas mælk er Jimmy Hagendorf dejset omkuld på dobbeltsengen inde i et af værelserne. Trætheden har overmandet ham og fået ham til at glide ind i en dyb søvn. Han ænser således ikke den ældre mørkhårede kvinde, som lige nu bevæger sig nysgerrigt rundt om huset og kigger ind ad alle vinduerne. Hun er nu nået hen til vinduet, der er placeret i det værelse, hvor han ligger. De mørke gardiner er trukket for, så hun har ikke mulighed for at kigge ind og få øje på ham.

Margrethe forlader Svend og Lydias sommerhusgrund og finder sin mobiltelefon frem. Hun tager et par hurtige billeder af den gamle Saab og sørger omhyggeligt for at få nummerpladen med. Så taster hun et nummer ind og ringer til Nordsjællands Politi. Hun fortæller den vagthavende, at nogen er brudt ind i sommerhuset på Gulspurvevej. Denne morgen er politiassistent Steen Mogenstrup den vagthavende på stationen i Hillerød. Han stiller sig først tvivlende over for Margrethes anmeldelse, men da hun fortæller om den gule T-shirt med blodpletten, som hun har set, da hun kiggede ind ad køkkenvinduet, stiller han hende straks videre til Drabsafdelingen. Lone Lacour er den eneste, der er til stede, så det bliver hendes lod at tage telefonen, da den ringer. Hun kommer med det samme til at tænke på Jimmy Hagendorf, da Margrethe Jensen fortæller hende om den blodige gule T-shirt, og beder hende derfor om at forlade stedet hurtigst muligt og om ikke at tage nogen unødvendige chancer. Hvis det virkelig skulle vise sig at være den unge desperado, Jimmy Hagendorf, vil hun være i overhængende livsfare i selvsamme øjeblik, han finder ud af, at hun snuser rundt i nærheden af sommerhuset. Lacour aftaler med Margrethe, at hun skal skynde sig tilbage til sit eget sommerhus og afvente politiets ankomst.

Inden Lacour sætter kursen mod feriebyen Lumsås i Nordsjælland, ringer hun Falck op og sætter ham ind i situationen. Han giver hende ordre om at forholde sig afventende. Hun skal ikke foretage sig noget, før han ankommer til stedet. Hun skal kun koncentrere sig om at holde sommerhuset under observation, og det skal ske fra en sikker afstand.

Tre kvarter senere ankommer Lone Lacour. Margrethe har spottet hende fra vinduet, hvor hun utålmodigt har siddet og holdt udkig. Da hun går ud i entreen og tager jakken ned fra knagerækken, ser Mik op på hende med forventningsfulde øjne. Hun skubber ham væk og smutter ud ad døren. Lone Lacour præsenterer sig og hilser smilende på Margrethe, da hun sætter sig ind ved siden af hende i bilen. Fem minutter senere parkerer Lacour tjenestevognen på en sidevej til Gulspurvevej. Margrethe viser vej hen til den sorte bjælkehytte og ånder lettet op, da hun ser, at den gamle Saab stadig holder i indkørslen.

Efter telefonsamtalen med Lacour har Falck anmodet om assistance og understreget, at det skal være uden blå blik og udrykningshorn. Han ankommer til adressen ti minutter efter Lacour og parkerer som hende et stykke fra den adresse, hvor Jimmy Hagendorf muligvis gemmer sig. Han får øje på Lacour, som står halvt i skjul bag nogle høje birketræer. Ved hendes side står en mørkhåret kvinde. Lacour vinker til ham, da hun får øje på ham. I det samme ankommer den første patruljevogn. Falck skynder sig hen til de to uniformerede betjente, som sidder i bilen. Personen, der opholder sig i hytten, må for alt i verden ikke ane uråd. Efter at have kørt patruljevognen væk slutter betjentene sig til Falck og Lacour. Han beder dem om at gå om til bagsiden af sommerhuset og afskære den flugtmulighed. Han selv og Lacour bevæger sig langsomt op mod hoveddøren, begge med en afsikret tjenestepistol i hånden.

Jimmy rører uroligt på sig, da han i søvnens dybe favntag drømmer sig tilbage til barndommens levende mareridt. Han er i drømmen ni år og ligger i sin seng, da dørhåndtaget langsomt trykkes ned, og døren går op. Hans far træder ind på værelset, og så ved Jimmy, hvad der venter. Han har været udsat for det utallige gange før. Stanken fra farens uvaskede krop, de stride skægstubbe og øldunsten føles virkelige og skræmmende nærværende. Det får Jimmy til i søvnen at vrænge ansigtet af væmmelse. Faren er som sædvanlig stærkt beruset. Han flår dynen væk, og Jimmy mærker hans varme hånd glide op langs indersiden af sit lår. Faren er kun iført underbukser, som han lige om lidt vil tage af.

Netop som mareridtet er ved at nå sit rædselsvækkende klimaks, vågner Jimmy. Gennemblødt af sved og forvirret sætter han sig op i sengen. Foran ham står en karseklippet mand og sigter på ham med en pistol, og i døråbningen står en mørkhåret kvinde. Hun har også en pistol rettet mod ham. Han skjuler ansigtet mellem hænderne og ved, at hans held omsider er sluppet op. Falck vrider hans arme om på ryggen og lægger ham i håndjern, inden han overlader ham i de to uniformerede betjentes varetægt. Han har forinden sikret sig, at det virkelig er den eftersøgte Jimmy Hagendorf, de har fanget efter lang tids intensiv jagt.