42

Der er nu gået to døgn, siden Jens Winther fulgte efter den mystiske mand ind til Rigshospitalet. Han har ikke fundet ud af, hvad mandens ærinde på det store hospital var, og det har naget ham, lige siden han tabte ham af syne. Men han har en klar fornemmelse af, at det hænger sammen med medicinalfirmaet Phoenix’ administrerende direktør, Erling Hall Christensens, pludselige dødsfald.

I TV 2’s morgennyheder transmitteres der direkte fra Rigshospitalet, hvor drabschef Marcus Falck bliver interwievet. Lægerne har via obduktionen fundet frem til dødsårsagen. Direktørens død skyldtes en overdosis morfin, som den ansvarlige læge ikke kan give en fornuftig forklaring på. Han fortæller, at man efter den omfattende operation har været nødsaget til at give patienten morfin for at dulme smerterne, men understreger på det kraftigeste, at der ikke tilnærmelsesvis er givet så stor en dosis, som efterfølgende blev fundet i Hall Christensens krop. Falck støtter op om lægens udsagn ved at beskrive et stiksår i direktørens højre underarm, formentlig forårsaget af en kanyle fra en injektionssprøjte. Da TV 2-journalisten spørger ind til, hvordan det har kunnet lade sig gøre, når Falck tidligere har tilkendegivet under et pressemøde, at Erling Hall Christensen har været massivt overvåget af bevæbnet politi, både på stuen og ude i gangen foran døren, får han et fjernt udtryk i øjnene. Der går mærkbart lang tid, inden han svarer på det ellers enkle spørgsmål. Journalisten lugter med det samme blod og øjner chancen for et opsigtsvækkende interwiev. Han gentager med høj og alvorlig stemmeføring sit spørgsmål. Man kan tydeligt se på Falck, at han er i store problemer. Han har flere gange stillet det samme spørgsmål til de to betjente, som han havde udstukket strikse ordrer til om ikke at lukke nogen ind på stuen, uden at de først var blevet tjekket i hoved og røv. Begge har stædigt fastholdt, at det kun er læger og sygeplejersker, der har fået tilladelse til at gå ind på stuen, og det vel at mærke, efter at de har vist deres id-kort.

Falck ser på den unge journalist med et træt udtryk i øjnene, drejer om på hælene og vælger at forlade det direkte interwiev uden at svare. Journalisten ser forbløffet efter ham, men samler sig hurtigt sammen og ser med et fast blik ind i kameraet, som har transmitteret den opsigtsvækkende scene ud til morgenduelige, hjemmegående danske tv-seere.

Jens Winther har med en hovedrysten set Marcus Falck forlade interwievet i utide. Han hælder mere af den frisklavede kaffe op i kruset og sidder og stirrer eftertænksomt ud ad vinduet. Hvad var det lige, der skete der? Hvorfor svarede drabschefen ikke på det simple spørgsmål, som journalisten stillede ham? Han drikker forsigtigt af den dampende varme kaffe.

Det giver et sæt i ham, da mobiltelefonen, der ligger foran ham på køkkenbordet, pludselig sætter i gang med melodien ”Born to be wild”. Pulsen ryger adskillige slag i vejret, da han på displayet kan se, at det er hans mor, der ringer. Han er lige nu i syv sind og ved ikke, om han skal tage den eller lade være. Det er lang tid siden, de sidst har været i kontakt, og hver gang det sker, kommer de galt ind på livet af hinanden. Han går i gang med at tælle til ti og indgår en aftale med sig selv. Hvis mobilen stadig ringer, når han er færdig med at tælle, besvarer han opkaldet. Han tæller overdrevent langsomt, og da han når til seks, holder mobilen op med at ringe. Han drikker lidt mere af kaffen, mens tankerne begynder at lege kispus med ham. Hvad ville hun? Mon hun er syg? Er der sket noget, som hun ønskede at indvi ham i? Så rækker han ud efter mobiltelefonen og ringer hende op. Den bliver taget med det samme.

”Hos Winther,” lyder den velkendte stemme.

”Hej, det er mig. Jeg kan se, at du har ringet. Jeg var lige et smut på toilettet og nåede ikke at tage telefonen.”

Der bliver stille i den anden ende. Den eneste lyd, der kan høres, er morens tunge åndedræt.

”Jeg ringer, fordi jeg synes, at det er lang tid siden, jeg har hørt fra dig, Jens. Har du det godt?” spørger hun.

Han mærker et stik af dårlig samvittighed, da han fornemmer tristheden i hendes stemme.

”Jeg har det fint, hvad med dig?”

”Åh, det går ikke så godt.”

Hun holder en effektfuld kunstpause, som virker efter hensigten. Det gør den altid, fordi den tvinger ham til at spørge ind til, hvad det er, der ikke går så godt.

”Hvad mener du?” spørger Jens og nipper til kaffen.

”Jeg faldt i søndags, da jeg var ude i haven, og brækkede min arm to steder. Henrik kørte mig på skadestuen i Gentofte, og der fik vi lov til at vente i hele tolv timer uden vådt eller tørt,” svarer hun med gråd i stemmen.

Der toner et billede frem for Jens’ indre blik af hans altid hjælpsomme svoger, som nænsomt tager hånd om moren under den lange, plagsomme ventetid på hospitalet.

”Er du der?” lyder det utålmodigt fra moren.

Han tager en dyb indånding, inden han svarer.

”Ja, jeg er her. Er der noget, jeg kan gøre for dig?” spørger han og kender allerede svaret.

”Der er ingen af de tre andre, der har mulighed for at handle for mig i denne uge. Så hvis det ikke er til for meget ulejlighed.”

Hun fuldender ikke spørgsmålet. Det er heller ikke nødvendigt, da budskabet er klart. De tre andre, moren refererer til, er Bent, Arne og Helle, som udgør halvdelen af hendes børneflok. Den halvdel, hun stadig har kontakt til.

”Selvfølgelig vil jeg handle for dig. Skal det være i dag?”

”Åh, det er jeg glad for, Jens. Ja, det ville være dejligt, hvis du kunne finde tid til at gøre det i dag. Jeg skal også have hentet min medicin på apoteket.”

Jens tjekker klokkeslættet på mobiltelefonen.

”Okay, jeg skal lige lufte Smilla, inden jeg kører, så vi ses om en times tid.”

Moren ånder tungt i den anden ende af forbindelsen.

”Det lyder godt. Vil du stoppe ved bageren og købe boller med til kaffen?”

Jens svarer bekræftende, afslutter samtalen og tager en dyb indånding. Der er næsten gået et år siden, han sidst havde kontakt til moren som han har et anstrengt forhold til. De få gange han som voksen har tilbragt timer i hendes selskab, har han efterfølgende befundet sig i et vacuum. Et tomrum fyldt op med indestængte følelser, som det efterfølgende har taget ham uger at bearbejde. Nu skal han til det igen, og han ved, at det kommer til at koste dyrt på det psykiske plan. Men den pris bliver han nødt til at betale, for tanken om, at hans seksogfirsårige mor skal tulle alene rundt i rækkehuset i Søborg uden medicin og diverse madvarer, vil komme til at martre ham dag og nat, hvis han ikke gør det. Og så med en brækket arm. Det er som at skulle vælge mellem pest eller kolera.

Jens kører helt op til vendepladsen, der afslutter den blinde vej hvor moren bor. Han standser bilen et øjeblik, mens minderne overmander ham og vælter op til overfladen. På dette sted har han for omkring femogfyrre år siden spillet et ukendt antal fodboldkampe sammen med barndomsvennerne Ole, Sten, Birger, Per, Bjarne, Lasse, Arne, Kim og endnu flere, hvis navne ikke lige finder vej ind på hans indre lystavle. Det slår ham pludselig, hvor lille vendepladsen egentlig er. Hvordan har det kunnet lade sig gøre at spille fodboldkampe med op til fem drenge på hvert hold på så lille et område? Han tager en dyb indånding inden han vender og triller ned og parkerer ud for nummer otte, hans barndomshjem.

Før han går ind og ringer på, vil han lige slå et slag omkring de gule murstensrækkehuse, som strækker sig ud på hver sin side af vejen. Han vil se, om de initialer, han som dreng ridsede ind i en af gavlens mursten med et stort søm, stadig kan ses. En kvinde tripper forbi på høje hæle på det modsatte fortov og sender mistænksomme blikke i hans retning. Jens har for længst fundet ud af, at en mand med sort klap for det ene øje straks vækker associationer til live om pirateri. Så han skynder sig at smile og nikke imødekommende til kvinden. Hendes stramme ansigtsudtryk løsner op i et smil, da hun gengælder hans hilsen og skyndsomt tripper videre.

Da han står nede ved gavlen, konstaterer han, at hans forbogstaver stadig står ridset dybt ind i en mursten. JW 8/7-63. Otteogfyrre år, tænker han, år som er forsvundet op i den blå luft. Hvor blev de af? Hvor blev barndommens latter og de sorgløse dage af? Når han ser tilbage på sit liv, fatter han ikke, hvor hurtigt tiden er fløjet af sted. Melankolsk lader han blikket vandre rundt på gavlen. Her har mange af barndomsvennerne gjort som han, ridset dybe aftryk ind i murstenene. Minderne overvælder ham. Han må sunde sig et par minutter, inden han vender om og går tilbage mod barndomshjemmet, hvor moren venter ham.

Han smiler, da han ser den velkendte gamle havelåge, der, som den altid har gjort, modstræbende går op på sine knirkende hængsler. Langsomt, nærmest tøvende, går han op ad flisegangen med kurs mod hoveddøren. Haven er, som den altid har været, utrolig velplejet. Græsset er slået, og hækken er klippet snorlige. Fornemmelsen af ubehag i mellemgulvet vokser og får ham et kort øjeblik til at overveje at vende om, sætte sig ind i bilen og køre væk i en rasende fart. Men han fortsætter alligevel sin gang hen mod hoveddøren, som han er gået ind og ud ad et hav af gange under sin opvækst. Den går op, da han mangler et par meter. Det slår ham med det samme, hvor gammel og slidt hun er kommet til at se ud. Hans sind fyldes til bristepunktet med ømhed, da han lægger armene omkring hende. Hun giver ham et kys på kinden og træder til side, så han kan komme ind ad døren.

”Hvor lang tid skal du gå med armen i gips?” spørger han, da han hænger sin jakke op på en knage i den lille entre.

”Otte uger har lægen sagt. Heldigvis er der kun lagt gips op til albuen, så jeg kan godt bruge den en smule. Forresten, har du hørt, at Bent har fået job som chefingeniør hos Radiometer?” siger hun med slet skjult stolthed i stemmen.

Bent er Jens’ atten år yngre bror, efternøleren, som kom til på efterbevilling, efter at moren var fyldt fyrre. Gulddrengen, som opfyldte hendes og farens drømme og ambitioner, og som faren tog under sine vinger og skaffede en eftertragtet læreplads på den virksomhed, hvor han selv var ansat som værkfører. Senere i livet gjorde Bent dem ovenud lykkelige og stolte, da han sprang ud som civilingeniør.

”Nej, det har jeg ikke hørt,” svarer Jens lettere irriteret, vel vidende, at hun nu vil kaste sig ud i en længere lovprisning af yndlingssønnen. Sådan har det været, hver gang han har taget sig sammen til at genoptage forbindelsen, og sådan er det selvfølgelig også nu. I den næste time vil hun ikke tale om andet end Bent og alle hans fortræffeligheder. Jens gør, som han plejer. Han vender det døve øre til, så godt det kan lade sig gøre, og giver sig til at tælle de mange fotografier, der hænger rundt omkring på væggene i hans barndomshjem. Der er seks af Bent, fire af Arne og tre af Helle. Andre steder har moren stillet billeder af deres respektive ægtefæller og børn op. Igen undres han over den åbenlyse mangel på billeder af ham selv og hans børn og børnebørn. Der er ellers nok at tage af: fire børn, to drenge og to piger, samt syv børnebørn, som de så gavmildt har forsynet ham med.

”Hører du overhovedet efter?” spørger moren og sender ham et bebrejdende blik.

”Selvfølgelig,” lyver Jens og skæver hen til uret, der hænger på sin vante plads over fjernsynet og sender lydhøre tik ud i stuen, ”men jeg må hellere se at få overstået indkøbene. Har du skrevet en seddel?”

Moren ryster på hovedet og begynder med rystende hånd at skrive forskellige varer ned på et stykke papir. Da hun langt om længe bliver færdig og rækker ham sedlen, ser han, at han ud over apoteket skal handle i hele tre forskellige forretninger, Aldi, Rema 1000 og Netto. Han skal lige til at protestere, men tager sig i det. Moren har altid passet godt på pengene og støvet de gode tilbud frem i de farvestrålende reklamer, som med jævne mellemrum dumper ned i postkassen. Hendes sparsommelighed kommer yderligere til udtryk, da han skal til at gå. Hun rækker ham to slidte stofbæreposer, så han ikke skal falde for fristelsen til at købe dyre plastikposer i supermarkederne. Tre kroner er også penge, og hvad der er sparet er tjent. Som hun altid har indprentet ham.

Jens sidder på apoteket i Søborg og venter på, at det skal blive hans tur, da en mand kommer hen og sætter sig ved siden af ham. Mandens ugenerte stirren får ham til at vende sig om og stirre igen.

”Undskyld, kender vi hinanden?” spørger han.

Mandens fedladne ansigt lyser op i et smil.

”Kan du virkelig ikke kende mig, Jens?” spørger manden og ser på ham med et drillende udtryk bag de tykke brilleglas.

”Sten?” Navnet ryger ud af munden på Jens i selvsamme øjeblik, det går op for ham, at det er hans gamle barndoms- og skolekammerat, hvis initialer på husgavlen han for mindre end et par timer siden har stået og faldet i staver over.

De to mænd rejser sig på samme tid og ryster hinandens hænder. Gensynsglæden er overvældende. Der er gået mere end fyrre år, siden de sidst har haft kontakt med hinanden. I det samme skifter nummeret oppe på den digitale lystavle fra otte til ni. Det er blevet Jens’ tur. Han når lige at aftale et møde ude på parkeringspladsen med Sten, inden han går hen til den ekspedient, der er blevet ledig.

Da han træder ud fra apoteket, ser han, at Sten har sat sig på en bænk uden for en bodega. Han vinker ivrigt Jens hen til sig.

”Jeg går som en selvfølge ud fra, at du har tid til at drikke en øl sammen med din gamle barndomskammerat.”

Jens trækker sin mobiltelefon op af lommen og tjekker tiden. Han nikker.

”Okay, men så skal det være en hurtig en af slagsen. Jeg er ude for at købe ind for min mor.”

Sten slår en høj latter op og klasker ham på skulderen.

”Ude for at købe ind for min mor,” efteraber han. ”Det lyder sgu fuldstændig som dengang midt i tresserne.”

De går ind på bodegaen og sætter sig ved et lille rundt bord med en rød og hvidternet dug. Der sidder fem andre gæster rundt omkring i det halvmørke lokale. På alle bordene står der en kobberlysestage med et mørklilla stearinlys. En kvinde med opsat afbleget hår, sort nederdel og hvid skjortebluse kommer hen og tænder stearinlyset. Så ser hun på dem med et, til lejligheden påtaget, smil og spørger, hvad de skal have. Begge bestiller et glas fadøl.

”Hvad går du så rundt og laver?” indleder Jens samtalen, efter at de har klinket deres glas mod hinanden.

Sten ser på ham med et underfundigt udtryk i øjnene.

”Du kan jo se, om du kan gætte, hvad din kammesjuk fra de glade tressere går rundt og får tiden til at gå med,” siger han og smiler skælmsk, inden han fører glasset med det skumfyldte fadøl op mod læberne.

Jens føler ikke den store lyst til at lege gættelege, men går alligevel med på spøgen og peger på Stens ikke uanseelige mave.

”Bager?” gætter han, samtidig med at et smil breder sig fra det ene øre til det andet.

Sten ryster på hovedet og spiller fornærmet. Det er, som om tiden har stået stille. Der er gået over fire årtier, siden de to mænd sidst var sammen, men kemien mellem dem er stadig intakt.

”Slagter?” spørger Jens og griner.

Jens løfter sit glas og klinker det smilende mod Stens. Det er længe siden, at han har moret sig så godt.

”Okay, her kommer så mit sidste gæt, og så gider jeg ikke længere det pjatteri.”

Sten nikker.

”Politibetjent.”

Det giver et sæt i Jens, da Sten knalder sit glas ned i bordet, så fadøl og skum sprøjter til alle sider.

”Det var lige godt satans! Hvad får dig til at tro, at jeg arbejder inden for politietaten?” spørger han.

Jens undrer sig også over sit pletskud, men intet i hans ansigtsudtryk røber den kendsgerning. Rent pokerfjæs. Sten hiver et politiskilt frem og placerer det på bordet foran Jens, der tager det op og nærstuderer det.

”Jeg har jubilæum den 1. december. Femogtyve år er det blevet til.”

Jens nikker.

”Imponerende, og jeg kan se, at du er politikommissær ved Nordsjællands Politi. Så kender du måske drabschefen, der optrådte på slap line i nyhederne her til morgen?”

Sten tager skiltet ud af hænderne på Jens og putter det tilbage i inderlommen.

”Selvfølgelig kender jeg Marcus Falck. Vi har ved flere lejligheder arbejdet tæt sammen. Han er en hård hund og en allerhelvedes dygtig politimand.”

Jens nikker, og lige som han skal til at tage en slurk af fadøllet, brydes stilheden i bodegaen af melodien ”Borne to be wild”. Han sætter hurtigt glasset fra sig på bordet og fumler mobiltelefonen op af jakkelommen. På displayet kan han se, at det er moren, der ringer. Hun kan ikke forstå, hvor han bliver af. Han stikker en nødløgn og fortæller, at bilen er punkteret, og at han næsten er færdig med at skifte hjul. Der bliver stille i den anden ende af forbindelsen, og han fornemmer, at hun ved, at han lyver for hende. Det får en rest af den dårlige samvittighed, som blev opbygget i barndommen, til igen at vokse frem i ham.

Da han er færdig med samtalen, kan han se, at der er sat to nye fadøl på bordet. Det får ham til at ryste afværgende på hovedet.

”Ikke mere øl til mig, jeg er i bil.”

Sten skyller sjatten i sit glas ned og ser smilende på ham.

”Det er helt okay. Så er der mere til mig. Jeg er nemlig ikke i bil, den har konen okkuperet.”

De aftaler, at mødes på bodegaen igen, når Jens er færdig med at handle og har afleveret varerne til moren. Jens har besluttet at indvie barndomsvennen i sin mistanke til manden, der bor i det gule hus med det røde tag.