43

Det er fredag, og klokken er lidt over et. Carina Poulsen holder tidlig fyraften fra jobbet som laborant. Hun og hjerteveninden Mette har aftalt at mødes klokken kvart over et på Café Stiletten, som ligger på gågaden i centrum af Hillerød. Da hun træder ind på caféen, er Mette, som sidder og vifter med armene for at tiltrække sig hendes opmærksomhed, det første, hun får øje på. Hun har fundet et godt bord tæt ved vinduet, så de kan følge med i, hvad der rører sig ude på gågaden. Carina hænger sin røde frakke op på stumtjeneren og går hen og giver Mette et knus. Da en tjener kommer hen for at modtage deres bestilling, bestiller de begge en cappuccino.

”Hvor ser du godt ud,” udbryder Carina og slår smilende hænderne sammen. ”Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at du gik rundt og var hamrende nyforelsket.”

Carina har uden at vide det ramt plet. Hendes ord har på et splitsekund fjernet smilet fra Mettes ellers så glade ansigt. Irriterende med en veninde, der kender en så godt, tænker hun og søger overrumplet efter et passende svar.

Carina sidder og betragter Mette indgående.

”Du er forelsket,” hvisker hun. ”Din reaktion har lige afsløret dig.”

Mette ser på hende med et opgivende udtryk i sine blå øjne og ryster på hovedet.

”Jeg ved ikke, hvor du pludselig har fået den skøre idé fra. Hvem skulle denne heldige mandsperson være, om jeg må spørge?”

Tjeneren afbryder den særprægede samtale mellem de to veninder, da han rækker ind over bordet og placerer en bakke imellem dem med to kopper cappuccino.

Carina venter, til han er uden for hørevidde. Så lægger hun hånden fortroligt på Mettes arm.

”Mig kan du ikke narre, Mette. Jeg har kendt dig alt for længe. Du er nyforelsket, det er lige så sikkert som amen i kirken, og det er ikke i Kim. Jeg vil have alt at vide, helt ned til de mindste og saftigste detaljer.”

Mette forsøger lettere forvirret at vinde tid ved at nippe forsigtigt til den varme cappuccino, som efterlader et hvidt skumskæg på hendes overlæbe. Det er kommet bag på hende, at veninden har formået at afsløre hende blot ved at aflæse hendes kropssprog.

Carina rækker hende en serviet og peger på skumskægget.

”Hvad så med Kim? Kender han noget til din nye kærlighed, eller mødes I to turtelduer i al hemmelighed?” spørger hun.

Mette er sendt mentalt til tælling og formår ikke at finde egnede svar på Carinas spørgsmål. Siden den sene nattetime i Dageløkke, hvor kærlighedens lyn uventet slog ned i hende og kollegaen Peter Hammer, har de været sammen flere gange i hans lejlighed i Virum. Kim har på intet tidspunkt fattet mistanke. Han har taget hendes forklaring om overarbejde for gode varer, hver gang hun er taget af sted til et nyt stævnemøde. Hun fyldes med dårlig samvittighed og beslutter sig for at lægge kortene på bordet, når hun kommer hjem; men først vil hun fortælle Carina, hvordan tingene hænger sammen.

På næsten samme tidspunkt i daginstitutionen Mariehønen, som ligger i udkanten af Hillerød, træder en høj mørkhåret mand ind og henvender sig smilende til en ung pige, der hjælper til i vuggestuen. På den blændende charmerende og venlige mands foranledning går hun glad ind på blå stue og henter Silas Poulsen, som hun hjælper i sin blå flyverdragt. Da hun er færdig, løfter hun ham op til manden, der med fremstrakte arme og et stort smil tager imod den lille dreng.

Der er gået over to timer, og tiden er forsvundet som dug for solen, som den altid gør, når de to veninder er sammen. Mette har indviet Carina i det indviklede kærlighedsforhold, som hun har indledt til kollegaen, og fortalt, at hun allerede samme aften vil fortælle det til Kim. Carina har lovet at være der for hende og støtte op omkring hende i den svære tid, der utvivlsomt venter efter bruddet.

De to veninder giver hinanden et knus uden for cafeen, inden de med hastige skridt forsvinder i hver deres retning. Mette skal hurtigst muligt tilbage til sit kontor, og Carina skal hente sønnen Silas i vuggestuen. Mette krydser fingre for, at Falck som sædvanligt har haft så meget om ørene, at han ikke har haft tid til at bemærke hendes flere timer lange fravær.

Netop som hun parkerer bilen ved politistationen i Hillerød, ringer hendes mobiltelefon. Hurtigt finder hun den frem i tasken og ser på displayet, at det er Carina, der vil i kontakt med hende. Da hun får hende i røret, kan hun med det samme høre, at det er helt galt fat med veninden, der skriger ind i øret på hende.

”Jesper har taget ham! Silas er væk! Han har taget ham!”

Mette mærker gåsehuden krible frem på armene, mens hun lytter til venindens vedholdende skrigeri i mobiltelefonen. Forgæves prøver hun flere gange at få et ord indført, samtidig med at hun bakser Mondeoen ud af parkeringsbåsen.

”Jeg er på vej,” afslutter hun samtalen og aktiverer det blå blink og udrykningshornet. Undervejs lykkes det hende at få forbindelse igennem til Falcks mobiltelefon. Hurtigt sætter hun ham ind i den tilspidsede situation.

Ti minutter senere parkerer hun Mondeoen på tværs af fortovet foran Mariehønen og skynder sig ind til Carina, der sidder inde på daginstitutionens kontor. Lederen, en storbarmet bastant kvinde med snorlige pandehår, ser med flakkende øjne på Mette, som præsenterer sig.

”Fortæl mig, hvad er der sket,” siger Mette.

Lederen rækker hende hånden og præsenterer sig som Anita Berentzen. Hun fortæller, at en mand mellem klokken et og halv to kom ind på vuggestuen og præsenterede sig som Silas’ morbror. Han fortalte, at han skulle hente Silas efter aftale med Carina Poulsen, da hun var blevet forhindret på grund af noget overarbejde.

”Hvem i daginstutionen udleverede Silas til denne mand?” spørger Mette og får det dårligt, da hun ser, hvilken forfatning Carina er i. Hun er ligbleg, nærmest som i trance, og sidder og rokker frem og tilbage på kontorstolen.

”Det gjorde Lizette. Skal jeg hente hende?” Anita Benzen afventer ikke Mettes svar og forsvinder med det samme ud ad døren for ganske kort tid efter at vende tilbage i selskab med en skræmt ung pige.

Mette studerer pigen, som ikke ser ud til at være meget mere end sytten-atten år.

”Jeg kan forstå på fru Berentzen, at det var dig, der udleverede Silas til den fremmede mand for lidt over to timer siden. Hvordan så han ud?”

Lizette sætter sig på en stol over for hende og bryder hulkende sammen.

”Ha… han virkede så sød og rar,” fremstammer hun, ”så jeg var he… helt sikker på, at det var Silas’ morbror,” snøfter hun

Mette lægger trøstende hånden på den dybt ulykkelige piges arm.

”Lige nu er der ingen, der bebrejder dig noget som helst, Lizette, men det er meget vigtigt, at du koncentrerer dig om at huske, hvordan manden så ud. Lagde du mærke til, hvilken bil han kørte i?” spørger hun med rolig stemme.

Lizette nikker og snøfter endnu en gang.

”Ja, det var en sølvfarvet Volvo.”

I kølvandet på Lizettes præcise oplysning tændes et lille håb i Mettes øjne.

”Kan du huske nummerpladen eller bare nogle af bogstaverne og tallene?”

Da Lizette fortvivlet ryster på hovedet, forsvinder håbet lige så hurtigt, som det er opstået.

”Prøv at koncentrere dig om mandens udseende, tøjet, hvad farve var hans hår, havde han nogen specielle kendetegn?”

Lizette pudser næse i et stykke køkkenrulle, lederen har rakt hende.

”Han havde en mørkeblå vindjakke på med et rødt logo i den ene side og almindelige grå bukser.”

Mette skriver oplysningerne ned og ser spørgende på den dybt ulykkelige pige.

”Hvor høj vil du tro, han var, sådan cirka?”

Lizette tænker sig grundigt om, inden hun svarer.

”Jeg er selv en meter og tooghalvfjerds, og han var nok tyve centimeter højere end mig. Så jeg vil skyde ham til at være lidt over en meter og halvfems.”

Mette nikker opmuntrende til pigen og skæver bekymret hen på Carina, der har rejst sig og er begyndt at gå rastløst rundt på kontorgulvet. Lederen går hen og lægger armen beskyttende om hendes skuldre og ser på Mette.

”Jeg tror, vi er nødt til at rekvirere en psykolog. Carina har akut brug for professionel hjælp.

Mette nikker og ringer til Camilla Holst. Hun er tilknyttet Nordsjællands Politi som psykolog. Det viser sig heldigvis, at hun er ledig og vil ankomme til daginstutionen inden for et kvarter.

Lige som Mette afslutter samtalen med psykologen, går døren op, og Falck træder ind på kontoret, tæt forfulgt af Velde. Han ser spørgende på Mette. Det får hende til at rejse sig fra stolen og bede dem om at følge med ud på gangen, hvor de uforstyrret kan tale sammen. Hurtigt og i korte træk sætter hun dem ind i den opsigtsvækkende hændelse, der for kort tid siden har fundet sted på institutionen.

En farvestrålende plakat forlader sin krog og krøller sig sammen nede på gulvet, da Velde hamrer sin knytnæve ind i væggen.

”Det er det svin til Jesper Petersen! Det er ham, der har bortført drengen! Hvem fanden skulle det ellers være?” råber han, hvidglødende af raseri.

Inde fra blå stue ser en lille pige forskræmt på dem. Det får en lyshåret kvinde til at se hovedrystende på Velde, inden hun lukker døren med et smæld.

Falck tager fat i Veldes skulder og ser på ham med sit ene bryn hævet.

”Prøv lige at dæmpe dig lidt, og tænk lige på, hvor du befinder dig.”

Daginstitutionens leder stikker hovedet ud fra kontoret og peger over mod en grønmalet dør.

”I er velkomne til at benytte vores frokoststue. Der kan I tale uforstyrret sammen uden at skræmme børn og personale fra vid og sans.”

Falck takker, og trekløveret forsvinder ind bag den grønne dør. De sætter sig på hver sin stol omkring et aflangt bord. Mette kaster et hurtigt blik i sine notater og sætter de to mænd ind i det, hun nåede at få ud af Lizette, lige inden de ankom. Derefter foreslår hun, at de henter Lizette ind. Falck nikker.

Da den unge pige, duknakket og med rødrandede øjne, sætter sig ved siden af Mette og med front mod Falck og Velde, gør synet af de to mænds alvorlige miner hende bange, og hun bryder hulkende sammen på ny.

”Jeg kunne jo ikke vide, at han løj. Han virkede så rar, og han smilede hele tiden, så jeg var helt sikker på, at han virkelig var Silas’ morbror.”

Mette lægger trøstende armen om Lizettes skulder. Det giver et sæt i dem begge, da Falck rømmer sig.

”Lizette, det er vigtigt, at du prøver at huske så meget som muligt om manden, der hentede Silas. På den måde er du med til at hjælpe politiet med hurtigt at få bragt Silas tilbage til sin mor, hvor han hører hjemme.”

Hun nikker, og Falck føler et stik af medlidenhed ved synet af den dybt ulykkelige pige.

”Han var så sød og rar, og så smilede han hele tiden,” gentager hun snøftende.

Velde rejser sig med ét fra bordet.

”Det er ham! Det er fanden gale mig Jesper Petersen, pigebarnet har udleveret drengen til. Det er simpelthen for meget.” Han har mere end svært ved at tøjle sit iltre temperament.

Falck sender ham et irriteret blik og beder ham om at slappe lidt af og tage plads ved bordet igen. Veldes pludselige og voldsomme vredesudbrud har fået pigen til at klappe i som en østers. Hun skjuler ansigtet i hænderne og græder utrøsteligt. Nu er det Mettes tur til at ryste på hovedet ad Veldes mangel på empati.

”Nu slapper du eddermame af, så vi kan få noget fornuftigt ud af Lizette.” Hun stryger hende trøstende over håret. Falck trækker Velde med ud fra kontoret, og da han et par minutter senere vender tilbage, er Velde skiftet ud med psykologen Camilla Holst. Mette rykker over ved siden af Falck, så Camilla kan tage plads ved siden af Lizette.

Det tager den rutinerede psykolog ti minutter at tale den sønderknuste pige tilbage til virkeligheden, så hun igen er i stand til at tænke tilbage på de vigtige minutter, hvor hun overdrog lille Silas i den ukendte mands varetægt. Hun fortæller alt, hvad hun kan komme i tanker om, og da hun sammen med Camilla Holst forlader spisestuen, træder Velde igen ind og sætter sig ved bordet. Ud fra Lizettes oplysninger stykker de tre politifolk et signalement sammen, som Mette efterfølgende læser højt for de to andre:

”Slank mand omkring de fyrre år. Cirka en meter og halvfems. Mørkhåret med markante kindben. Utroligt charmerende og næsten konstant smilende. Han var iført mørkeblå vindjakke med rødt firmalogo i venstre side, en lyseblå skjorte, et mørkt slips, et par grå lærredsbukser og sorte hyttesko. Han kørte i en sølvfarvet Volvo.

Falck ser op fra notesblokken og retter fokus mod Velde, der sidder og trommer fingerspidserne utålmodigt mod den hvide bordplade.

”Hvor langt kan man nå på to timer og tre kvarter?” spørger han og skubber til Veldes hånd for at stoppe det irriterende trommeri.

Velde forsøger at regne afstanden ud i hovedet.

”Hvis vi går ud fra, at svinet ikke ønsker at vække unødvendig opsigt og derfor overholder hastighedsgrænserne, vil han lige nu befinde sig et eller andet sted i en radius af tre hundrede kilometer herfra.” Velde ryster sit armbåndsur fri af skjorteærmet.

”På den anden side er klokken kvart i fire, og så plejer bilerne som bekendt at holde kofanger ved kofanger på de danske motorveje, når folk skal skynde sig hjem fra arbejde. Så måske kan vi være så heldige, at han ikke er nået så langt, som man ellers kunne frygte.”

Mette bryder ind:

”Hvem siger, at manden er kørt lang pokker i vold med Silas? Han kan vel lige så godt have valgt at køre et sted hen, hvor han kan færdes uforstyrret. Og så lige for en god ordens skyld,” Mette holder en kunstpause og ser Velde intenst ind i øjnene, inden hun fortsætter: ”Vi kan altså ikke være hundrede procent sikre på, at det rent faktisk er Jesper Petersen, der har kidnappet sin søn.”

Velde ser opgivende op mod loftet og slår ud med armene.

”Hvem skulle ellers kidnappe Silas? Der er sgu da ikke andre muligheder. Hvis du ikke kan se det, har du et problem.”

Mette nikker.

”Du har nok ret i, at Jesper Petersen på en eller anden kringlet måde er involveret i kidnapningen, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er ham selv, der har hentet Silas. Det kunne jo for eksempel tænkes, at han har fået en anden til at udføre det beskidte arbejde, så han på den måde ikke løber nogen risiko for at blive set. Vi ved jo begge, hvad den mand er i stand til, og dum kan man ikke kalde ham.”

Det er Velde ikke uenig med hende i. Dum er han ikke; men en ting ved han: Jesper er en afstumpet voldspsykopat, der ikke ejer skyggen af empati.

Falck har været et smut ude på gangen og via mobiltelefonen givet ordre til, at Øresundsforbindelsen, Storebæltsbroen og grænsen til Tyskland skal bevogtes massivt og kontrolleres. Samtlige sølvfarvede biler af mærket Volvo skal tjekkes, inden de får lov til at køre videre. Alle ressourcer skal sættes ind på at finde den mand, der har bortført Silas fra vuggestuen.