44

Maybritt Longo er på vej ud at gå tur med løvehunden Leo, da hendes nye nabo, Birger Hatting, parkerer og stiger ud af en knaldrød Audi. Hun nikker og går hen til ham og peger på bilen.

”Hvor er den lækker. Er den helt ny?” spørger hun og slipper samtidig Leo løs, så han kan løbe frit rundt og snuse nede ved søen.

Da naboen nikker og smiler, får Maybritt en fornemmelse af, at han trykker på en indre kontakt. Smilet når ikke op til øjnene og virker påtaget og uægte.

”Ja, det er den. Jeg har netop hentet den hos forhandleren.”

”Fik du så en god pris for Volvoen? Den var jo ikke så gammel, vel?” spørger Maybritt og fornemmer igen, at der trods det smilende ansigt ligger et eller andet og lurer under overfladen hos hendes nyindflyttede nabo. Det virker igen, som om han ikke føler sig oplagt til at småsnakke og prøver at dække over det med kunstige smil.

Indvendig bander Jesper Petersen over sin nysgerrige og emsige nabo. Det er det, han har mindst brug for lige nu; men det gælder for ham om at holde gode miner til slet spil, så hun ikke fatter mistanke til, at han gemmer noget inde i det gule hus. Han frembringer en biplyd fra Audien, da han låser dørene med fjernbetjeningen. Så retter han igen blikket mod hende og finder endnu et kunstigt smil frem.

”Volvoen var leaset til mig af det firma, jeg arbejder for, så jeg har ikke fået noget for den,” svarer han og håber, at hun snart vil lade ham være i fred og forsvinde med sin dumme køter.

Maybritt fornemmer klart mandens modvilje og vender sig om og går ned mod søen og Leo, som er travlt optaget af spændende dufte nede ved sivene.

Jesper Petersen venter med at tage sine nyindkøbte varer ud af Audiens bagagerum, til Maybritt er ude af syne. Hun skulle nødig se den store pose med engangsbleer.

Maybritt kalder på Leo, og sammen sætter de kursen mod Dageløkke Skov, hvor han kan færdes frit. Da de skal krydse den befærdede Nordvej, hvor flere af bilisterne suser af sted uden hensyntagen til skiltene, der viser, at man max må køre halvtreds kilometer i timen, klikker hun linen på Leos lædersele. Hun slipper ham først løs igen, da de er nået et pænt stykke ind på den markvej, som tusindvis af skosåler gennem tiden har skabt.

Den underlige og anstrengte samtale med hendes nye nabo, Birger Hatting, har skabt en underlig sitrende uro i hendes krop. En uro, som hun ikke kan finde nogen forklaring på. Det føltes helt sikkert, som om han forsøgte at skjule et eller andet for hende og blot ønskede, at hun skulle forsvinde i en fart.

Da Maybritt og Leo er nået hen på den anden side af kornmarken, fortsætter de traveturen ad de gamle hjulspor. Hun vælger impulsivt at lægge ruten op over den mere end halvfjerds meter høje udsigtsbakke i Dageløkke. Da hun når toppen, går hun hen og læner sig op ad Dageløkke-stenen og nyder det storslåede vue ud over det smukke fredede område. Den firelængede hvidkalkede bondegård til højre og haveforeningen Christians Minde til venstre fuldender det idylliske billede af et dansk landskab. Da hun spejder efter Leo, som ikke er til at få øje på, ser hun en ældre mand, som er på vej op mod hende fra den modsatte side. Hun genkender manden med det samme, da hun ser den sorte klap, han bærer for sit venstre øje. Synet af en hvid schæfer, der er løbet i forvejen, afgør definitivt sagen. Det er hendes nye ven Jens Winther, kaldet den enøjede særling fra Dageløkke, der er på vej op mod hende.

Maybritt smiler imødekommende til ham, da han når op til toppen. Han gengælder straks smilet.

”Hej med dig, Maybritt. Sjovt, at vi lige skulle løbe ind i hinanden her på toppen af udsigtsbakken. Jeg bor i det hvide hus, som ligger ved siden af Svanegården. Jeg lagde mærke til dig nede fra haven, da vi skulle ud at gå tur.” Han peger ned mod det nedlagte husmandssted, som har været hans hjem i de sidste otte år.

”Nå, så du kommer ligefrem rendende, når du ser mig.” Maybritt fornemmer igen den gode kemi, der er mellem hende og den ældre mand med klappen for øjet.

Jens ryster på hovedet.

”Nej, selvfølgelig render jeg ikke efter dig, men der er noget, jeg gerne vil tale med dig om.”

Da de rammes af de første regndråber, ser de begge op mod den grå skymasse, som signalerer, at der er mere af samme slags på vej.

Jens pifter efter Smilla, der lydig som altid og med et vagtsomt udtryk i de brune øjne dukker frem bag nogle buske. Da regnen tager til i styrke, inviterer han Maybritt på en kop kaffe i husmandsstedet. Hun takker ja, skutter sig og trækker hætten på sin jakke op over sit lyse hår. Side om side småløber de ned ad bakken. Leo og Smilla er sendt af sted som en slags fortrop.

Det tager dem kun ganske få minutter at nå ned til det hyggelige husmandssted og komme i læ for regnbygen. Da Jens har budt Maybritt indenfor i sin stue, går han ud i køkkenet for at sætte kaffemaskinen i gang. Mens duften af friskbrygget kaffe langsomt breder sig, viser han Maybritt rundt i sit hjem. De starter i stuen, hvor hun som det første lægger mærke til et fotografi, som står på et egetræschatol. På fotografiet ser man en smilende solbrændt kvinde stå foran en palme. Hun tager det og ser på Jens.

”Det er min afdøde kone, Vibeke,” siger han lavmælt og tager fotografiet ud af hænderne på hende, hvorefter han stiller det tilbage, hvor det stod.

”Det gør mig ondt at høre,” siger Maybritt. ”Hvad døde hun af?”

Under normale omstændigheder ønsker Jens ikke at tale om sin kones alt for tidlige død, da det rusker op i et sår, der aldrig vil læges. Men den gode kemi mellem ham og Maybritt gør udslaget. Han tager billedet mellem sine hænder med en ømhed, der rammer Maybritt, sætter sig i en beige Stressless-stol og peger på sofaen. Hun flytter et par puder og sætter sig over for ham. De to hunde ligger begge og følger nysgerrigt med i alt, hvad der foregår mellem deres mennesker. Det er, som om de kan fornemme, at der skal ske et eller andet, der adskiller sig fra den daglige trummerum, som de er vant til at færdes i.

Fra køkkenet kan man høre kaffemaskinen snøfte de sidste dråber vand gennem filteret. Det får Jens til at sætte billedet fra sig på sofabordet og gå ud i køkkenet. Maybritt benytter ventetiden til at se sig om i stuen, hvor der hersker en pinlig orden. Ikke det mindste gran støv kan hun få øje på. Møblementet består af en læderhjørnesofa i samme farve som Stressless-stolen. Sofabordet er med kunstfærdigt udformede kakler, der får hende til at tænke på et kæmpepuslespil med otte lysegule og meget store brikker. Hun smiler, da hun kommer til at tænke på, at selv hun ville kunne finde ud af at samle sådan et puslespil. På væggene hænger der ægte malerier af forskellige kunstnere. Der er et, hun synes særligt godt om. Det hænger på væggen over for hende og forstiller en pige i hvid balletdragt, som graciøst rækker ud efter strålerne fra månen, der skinner ind til hende gennem et vindue.

I nærheden af chatollet med fotografiet af hans afdøde kone står et spisebord med seks stole i matchende lyst egetræ. Midt på spisebordet er en keramikskål med bananer, æbler og appelsiner placeret.

Jens kommer ind fra køkkenet og lægger dækkeservietter, krus og tallerkener ud for deres pladser. Han sætter en sort termokande på en rund korkplade, der ligger midt på sofabordet. Alt foregår rutinemæssigt og får Maybritt til at sende en tanke til sin mand, Ulrik, som er jorden største rodehoved. Hver gang han påtager sig at stå for madlavningen, er det hende, der efter spisningen kan få lov til at bruge timer på at gøre rent og rydde op efter ham. Her kunne han virkelig lære noget. Den enøjede særling har i den grad styr på tingene.

Jens forsvinder igen ud i køkkenet og vender et øjeblik efter tilbage med et fad med fire frisksmurte stykker franskbrød, to med leverpostej og to med ost. Han smiler venligt til hende, da han byder hende af fadet. Så løsner han låget på termokanden og hælder kaffe op i deres krus.

Efter at have tygget af munden, tager han billedet af sin kone mellem hænderne og ser alvorligt på Maybritt.

”Om præcis en uge er det tre år siden, jeg mistede Vibeke. Hun blev kørt ned af en flugtbilist, da hun på sin cykel var på vej hjem fra arbejde. Det skete på Kongevejen. Vidner til ulykken fortalte bagefter, at manden, der førte bilen, pludselig svingede til højre og kørte ind i hende med stor fart. Hun blev ved sammenstødet slynget over tredive meter ind på en mark. Da ambulancen nåede frem, stod hendes liv ikke til at redde.”

Jens’ stemme er grødet, og hans øjne er blevet blanke. Det er første gang i meget lang tid, han omtaler sin elskedes tragiske død for nogen.

Maybritt ser på ham med blanke øjne. Hun har slet ikke været forberedt på, at han ville bringe konens død på bane, og hun kan se, at det er utroligt svært for ham. Hun lægger sin hånd på hans barkede næve. Ord er overflødige i det moment. De to hunde fornemmer det pludselige stemningsskift i den hyggelige stue. Jens’ hvide schæfer, Smilla, kommer forsigtigt hen og sætter sig ved siden af sin herre. Det er Maybritt, der bryder den knugende tavshed.

”Det gør mig ondt at høre. Fangede politiet nogensinde flugtbilisten?” spørger hun og drikker forsigtigt af den varme kaffe.

Jens sidder med sit kaffekrus mellem hænderne. Han ryster på hovedet.

”Nej, på forunderlig vis lykkedes det ham at slippe væk fra ulykkesstedet, og selv om der var flere vidner, er han stadig på fri fod.”

Maybritt ryster uforstående på hovedet.

”Var der slet ikke nogen blandt vidnerne, der var så vakse ved havelågen, at de skrev nummeret på bilen ned? De må da også have set, hvilken bil det var, og hvilken farve den havde. Hvor ved man i øvrigt fra, at det var en mand? Kunne det ikke lige så godt have været en kvinde, der førte bilen?”

Jens tager en bid af ostemadden, inden han svarer:

”Samtlige vidner var enige om, at det var en halvskaldet mand, der sad bag rattet. Hvad det var for en bil, og hvilken farve den havde, herskede der stor uenighed om. En var helt sikker på, at det var en mørkerød Fiat, og en anden mente, at det var en brunlig Alfa Romeo. Det besværliggjorde politiets arbejde, og da der var gået et halvt år, arkiverede de sagen.”

Maybritt løsner låget på termokanden og fylder mere kaffe i deres krus. Så vifter hun med en pakke cigaretter og en lighter og ser spørgende på Jens. Det får ham til at finde et krystalaskebæger frem i et af køkkenskabene. Da han sætter det på bordet foran hende, tager hun det op og drejer det mellem sine slanke fingre.

”Røg din kone?” spørger hun og sætter askebægeret tilbage på bordet.

Jens nikker.

”Ja, hun røg, og det var hendes eneste last. Jeg holdt selv op for tyve år siden, men hun var blevet alt for afhængig af nikotinen,” siger han og spekulerer samtidig som en gal over, hvordan han skal bringe Maybritts mystiske nabo på banen.

Problemet løser sig selv, da Maybritt har fået sat ild til sin smøg. Hun tager et dybt hvæs og puster hensynsfuldt røgen væk.

”Han er sgu en underlig snegl, ham min nye nabo. Jeg rendte ind i ham, da vi var på vej ud for at gå tur,” siger hun og læner sig tilbage i den bløde sofa.

Jens ser overrasket på hende.

”Hvad mener du med underlig snegl?” spørger han og tørrer sig om munden med en serviet.

Maybritt suger mere røg ind, før hun svarer:

”Han havde fået ny bil, en rød Audi A5, så han må have råd til det. Så vidt jeg ved, koster sådan en svend et pænt stykke over den halve million. Da jeg gik hen og ønskede ham tillykke med den, virkede det, som om jeg kom til ulejlighed.”

”Det var da underligt. Hvorfor virkede det sådan?” spørger Jens og sætter kaffekruset fra sig på sofabordet.

”Det lyder måske lidt underligt, men jeg følte, at han havde et eller andet i bilen, som han ikke ønskede, at jeg skulle se. Men det er nok bare min kvindelige intuition, der har været på afveje.

”Det tror jeg nu ikke, den har, jeg har nemlig selv på fornemmelsen, at han skjuler et eller andet.”

”Har du virkelig? Jamen, så er vi i samme båd. Hvad bygger du dine fornemmelser på?”

Jens fortæller, at han tre dage tidligere har fulgt efter manden ind til Rigshospitalet. Han fortæller hende også om Phoenix’ administrerende direktør, Erling Hall Christensens, pludselige og uventede dødsfald, der indtraf i det samme tidsrum, som den mystiske mand opholdt sig på stedet.

Maybritt løfter termokanden blot for at konstatere, at de på rekordtid er løbet tør for den sorte stimulerende væske. Det får Jens til at rejse sig og gå ud for at hælde en ny dosis bønner i kaffefilteret. Timerne er fløjet af sted i Maybritts behagelige selskab. Hun er fulgt med ham ud i køkkenet og har sat sig til rette på en fletstol ved et hvidt bord.

”Tror du virkelig, at min nabo har haft noget med direktørens død at gøre? Det lyder godt nok lidt langt ude i mine ører,” siger hun og lægger benene over kors.

Jens ved godt, at det ikke lyder særlig sandsynligt, at manden skulle have haft noget at gøre med dødsfaldet. På den anden side fandt han aldrig ud af, hvad mandens ærinde på hospitalet var. Og hvad gemte der sig i sportstasken?

Maybritt banker endnu en cigaret ud af pakken.

Da de igen sidder i lædermøblerne i stuen, tænder Jens for det store fladskærmsfjernsyn, som hænger på væggen. Klokken er fire, og han vil gerne se nyhederne. Det første indslag handler om en farlig indsat ved navn Jesper Petersen, som det er lykkedes at flygte fra sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland for tre dage siden. Flugten er sket under dramatiske omstændigheder. Den indsatte befandt sig i en ambulance på vej til behandling på Frederikssund Sygehus, da to mænd i en sort Audi pludselig kørte ind foran ambulancen og tvang føreren til at bringe den til standsning. Mændene, som begge var maskeret, skød efterfølgende chaufføren og lænkede de to vagter, som bevogtede Jesper Petersen, sammen med håndjern. Siden flugten har han været som sunket i jorden. Derfor har Nordsjællands Politi besluttet at vise seerne et foto af fangen, som han så ud den dag, han flygtede. Et billede toner frem på skærmen og viser ansigtet af en mand med markante ansigtstræk og et intenst udtryk i øjnene. Han har karseklippet hår og ser med et hånligt smil om munden direkte ind i kameraet. Øjnene er gråblå, og blikket, som er iskoldt, lader ingen, der ser det, være i tvivl om, at der her er tale om et specielt menneske. Et farligt menneske. Skærmbilledet skifter igen, og Marcus Falcks ansigt toner frem. Han beder indtrængende seerne om hjælp, men understreger samtidig, hvor farlig Jesper Petersen er. Han har på den mest bestialske vis slået to kvinder ihjel. Læger og psykologer fra sikringsanstalten vurderer, at han vil være i stand til at gå til ekstreme yderligheder for at bevare sin nyfundne frihed, hvis den skulle komme i fare. Falck afslutter sin appel til seerne ved at bede dem om at rette henvendelse til Nordsjællands Politi, hvis de har eller får kendskab til noget, der kan føre til en anholdelse af Jesper Petersen. Telefonnummeret til Nordsjællands Politi dukker frem på skærmen og afslutter indslaget.

Da reklameblokken sætter i gang, slukker Jens for tv’et. Han har en fornemmelse af, at han har set den efterlyste mand før. Der var et eller andet ved mandens ansigt, som virkede bekendt, men han kan ikke sætte fingeren på, hvad det er.

Maybritt tænder endnu en cigaret og drikker resten af kaffen i sit krus. Klokken nærmer sig halv fem. Det giver et sæt i dem begge, da en mobiltelefon begynder at ringe et sted under sofabordet. Maybritt smiler og fisker en iPhone op af sin brune lædertaske. På displayet kan hun se, at det er hendes mand, Ulrik, som ringer.

”Hej skat, kunne du ikke undvære mig længere?” spørger hun og sender Jens et undskyldende blik.

Jens rejser sig, tager deres tomme kaffekrus og smutter ud i køkkenet, så Maybritt kan tale uforstyrret med sin mand.

Han benytter lejligheden til et hurtigt toiletbesøg, og da han vender tilbage til stuen, har Maybritt afsluttet samtalen. Jens fornemmer, at der er sket en ændring med hendes humør.

”Er der sket noget?” spørger han.

Hun nikker og ser på ham med et trist udtryk i ansigtet.

”Det var Ulrik. Han ringede for at fortælle, at han ikke kommer hjem fra Kina i morgen aften som aftalt. Der er opstået nogle problemer med en vigtig leverance som er blevet forsinket. Det kræver hans tilstedeværelse.”

Jens ser ud ad vinduet. Det er for længst holdt op med at regne, og det er blevet tid til en ny luftetur inden aftensmaden. Det er, som om Smilla læser hans tanker. Hun rejser sig fra sin plads ved siden af Stressless-stolen og strækker sig. Det smitter åbenbart, for løvehunden Leo følger trop og gør nøjagtigt det samme.

De vælger at slå et slag omkring de to marker, der hører til Svanegården. Jens vil vise Maybritt cirklen af buske, hvor bopladsen fra den yngre stenalder ligger. Hun fortæller ham, at datteren Michelle for tiden bor hos sin biologiske far i Ballerup. Da Jens hører dette, inviterer han hende til at blive til aftensmad. Hun ser på ham med et drilsk smil om munden

”Er du ude på at forføre en stakkels kvinde, som sidder ene og alene tilbage, forladt af mand og datter?”

Selv om Maybritt er en yderst attraktiv kvinde, har Jens ikke været i nærheden af at tænke den slags tanker. Siden hustruen, Vibekes, død for tre år siden har han ikke været sammen med en kvinde. Sorgen har lagt en effektiv dæmper på den slags lyster. Han gengælder Maybritts smil og ryster på hovedet.

”Jeg tænkte, at vi måske kunne finde ud af at spise aftensmad sammen, når du nu alligevel skal sidde derhjemme og kukkelure alene.”

Maybritt kalder på Leo, som har fulgt et duftspor og bevæget sig langt ud på marken. Hunden kommer straks løbende og sætter sig afventende foran hende. Den følger nøje hendes bevægelser, da hun bukker sig og samler en gren op fra jorden. Da hun kaster den, er Leo med det samme ude af starthullerne og når at gribe grenen i luften, inden den rammer jorden.

Jens’ invitation til at blive og spise til aften frister hende, og hun er næsten sikker på, at Ulrik ikke ville have noget imod det, hvis han vidste det. Jens er hyggelig at være sammen med, men hun kan ikke forestille sig at have en kærlighedsaffære med ham. Selv om han holder sig godt, er han mindst tredive år ældre.

”Er du god til at lave mad?” spørger hun og kaster endnu en gang grenen ud på marken. Leo virker utrættelig og ser ud til at kunne løbe efter den lige så mange gange, hun orker at kaste den. Jens’ hvide schæfertæve, Smilla, har ikke tid til sådan noget pjat, hun snuser dybt koncentreret rundt inde midt i cirklen.

”Det må komme an på en prøve,” svarer Jens og tænker som en rasende på, hvad han skal diske op med. Der er ikke tid til at hente noget op fra fryseren, og i køleskabet er der kun en smule pålægsrester. Så får han en lysende idé. Han kender Jacob Jensen, som ejer Svanegården. Måske kan han hjælpe.

På hjemvejen slår de et smut omkring Svanegården. Jacob Jensen er ikke hjemme, men det er hans kone, Erna, til gengæld. De følger efter den trinde bondekone ud i gårdens store landkøkken, hvor hun beder dem tage plads og vente et øjeblik. Selv forsvinder hun ind i kølerummet, der er placeret lige ved siden af køkkenet. Der går kun et øjeblik, så vender hun tilbage med et lækkert stykke rødt kød på et stykke pergamentpapir. Da Jens ser det lækre stykke tyndstegsfilet, ser han smilende på Erna.

”Er det fra en af jeres egne?” spørger han, da hun går i gang med at pakke det møre kød ind i et stykke brunt papir.

”Selvfølgelig er det fra en af vores egne, Jens. Det er det berømte Svanegårdskød fra vores specialopdrættede jerseykøer. Skal du have lidt kartofler og grønt med til stegen?” spørger hun.

Jens ser på Maybritt, da han nikker.

Da de står ude på gårdspladsen, begynder det igen at småregne. Maybritt trækker hætten op over hovedet, og de to hunde ryster deres pelse og blinker med øjnene, da de rammes af regndråberne.

Hjemme igen i den hyggelige stue i landmandsstedet, byder Jens Maybritt på et glas rødvin, mens han selv går i gang i køkkenet med at tilberede aftensmaden. Klokken er tyve minutter over seks, og de har begge oparbejdet en god appetit efter den lange travetur i den friske luft.

Da Maybritt tænder for anlægget, strømmer der velkendte toner leveret af The Beatles ud i stuen. Selvfølgelig er Jens til The Beatles, tænker hun og smiler, for det er hun sjovt nok også.

”Er der noget, jeg skal hjælpe med?” råber hun i retning af køkkenet.

Det får Jens til at stikke hovedet ind i stuen.

”Ja, du må meget gerne dække bord, hvis du gider.”

Maybritt nynner glad i sindet med på ”Yesterday” og sætter glasset med rødvin fra sig på sofabordet.

”Selvfølgelig gider jeg dække bord. Du skal bare vise mig, hvor du gemmer dine tallerkener og dit bestik.”

Hun følger med ham ud i køkkenet, hvor han peger på to skabslåger.

”Tallerkener til højre og glas til venstre. Knive og gafler finder du i bestikskuffen her.” Han trækker en skuffe ud.

Maybritt indsnuser med velbehag den aroma, som har fordelt sig i det hyggelige køkken. Da hun kaster et blik ind i ovnen, hvor oksetyndstegen steger på de sidste minutter, begynder hendes tænder at løbe i vand.

Da de sidder over for hinanden ved det veldækkede bord, er atmosfæren radikalt forandret. Jens har dæmpet belysningen i stuen og tændt to lange stearinlys. Han skænker tempereret rødvin, først i Maybritts og så i sit eget glas. Ingen af dem siger noget. Begge sidder og suger den gode stemning til sig. Jens rækker hende fadet, der er fyldt med tynde skiver velstegt rødt oksekød, garneret med blancherede grøntsager, hen til hende.

Aldrig før i sit femogtrediveårige liv har hun smagt så lækkert kød. Det smelter nærmest på tungen og bliver fulgt godt til dørs af den svampesauce, som Jens har formået at fremtrylle. Øjeblikket er uforglemmeligt, og hun føler et lille stik af dårlig samvittighed, da det går op for hende, at hun på intet tidspunkt har oplevet noget lignende med Ulrik. Hendes indre univers er i balance. Alt er perfekt.

Da Jens begynder at bære ud af bordet, rejser hun sig for at hjælpe. Han ryster på hovedet og peger på krystalaskebægeret, han betænksomt har placeret ved siden af hendes tallerken. Da han igen vender tilbage fra køkkenet, fuldender han den lækre middag med to portioner flødeis omkranset af små frugtstykker. Der er fintrevet mørk chokolade på toppen af isen.

”Jeg håber, at der er plads til lidt dessert,” siger han, da han placerer den ene tallerken foran Maybritt, der får travlt med at skodde cigaretten i askebægeret.

Samtalen mellem de to glider ubesværet, og de kommer ikke i underskud for emner, der skal diskuteres. Først klokken kvart over ni forlader de spisebordet og sætter sig i hver sin ende af hjørnesofaen. Mette trækker benene op under sig og smiler, da han skænker rødvin op, selv om der stadig er mere tilbage i hendes glas. Hun sukker og fyldes med velvære efter den dejlige middag og den gode snak, de har haft.

Jens løfter sit glas og klinker det forsigtigt mod hendes.

”Nu må du ikke misforstå mit tilbud, men du er mere end velkommen til at overnatte i gæsterummet, hvis du altså har lyst.”

Forslaget kommer lidt bag på Maybritt. Hun sidder lidt og funderer over det.

Jens mistolker hendes tavshed.

”Jeg kan godt forstå, hvis du hellere vil sove i din egen seng, og jeg skal nok følge dig hjem.”

”Nej, du misforstår mig, jeg vil godt overnatte i dit gæsterum. Det har været smadderhyggeligt, og så kan vi jo nå en flaske rødvin mere, hvis du altså har flere tilbage?” siger Maybritt og suger resten af de velsmagende røde dråber ud af sit glas.

Jens smiler, da han rejser sig for at gå ned i kælderen efter en ny flaske. Denne gang vælger han en Bordeaux Gran Privata Reserva fra 2003, en flaske, han har gemt til en speciel lejlighed som denne. Normalt drikker han ikke rødvin til hverdag, så de to flasker, han og Maybritt indtil nu har delt, har haft deres virkning. Da han vender tilbage til stuen, er Maybritt forsvundet fra sin plads i sofaen. The Beatles er løbet tør for sange, og der er helt stille i det lille husmandssted. Ud af det ene vindue ser han konturerne af en skikkelse, og da han går helt hen til vinduet, kan han se, at det er Maybritt. Han åbner flasken med de dyre dråber og fylder deres glas med den specielle rødvin. Bagefter går han hen og lægger en ny cd i afspilleren. Denne gang fyldes stuen med dæmpet klassisk musik.

Ti minutter senere går hoveddøren op, og Maybritt vender tilbage til sin plads i sofaen. Smilla og Leo har benyttet lejligheden til at smutte med hende, da hun gik ud for at få en mundfuld frisk luft. Nu vimser de nysgerrigt rundt om Jens, som om det er flere timer siden, de sidst har hilst på ham.

Klokken nærmer sig midnat, og de er begge ved at være møre efter et ukendt antal glas rødvin og mange timers hyggelig samtale. Der er stort set ikke det emne, der ikke er blevet endevendt. De har begge fornemmet den gode kemi, der er opstået mellem dem, og som har gjort, at tiden umærkeligt er forsvundet op i den blå luft. Maybritt strækker sig i sofaen og gaber næsten kæberne af led. Jens smiler til hende, da han rejser sig og begynder at rydde af sofabordet. Næsten tre flasker god årgangsvin har de delt. Han føler sig mere end halvberuset og ser frem til en god nats søvn.

”Jeg har redt op til dig i gæsteværelset, og du ved jo efterhånden, hvor toilettet ligger,” siger han, inden han lunter ud i køkkenet med deres glas og de tomme rødvinsflasker.

Maybritt går ud for at ryge en sidste gang, godnatsmøgen, som hun kalder den. Dagen har formet sig helt uventet og vil være en af dem, de husker. Hun har valgt at ryge de sidste cigaretter udenfor, så luften i stuen kan blive lidt renere inden de kryber til køjs.

Nattehimlen er stjerneklar, og da Maybritt ser op, møder hendes blik Karlsvognen, der skinner klart over Dageløkke og det hvide husmandssted fra sin plads på himmelhvælvet. Hun tager et sidste hiv af cigaretten og vender sig om for at gå ind.

Iført en hvid morgenkåbe står Jens i døråbningen og betragter hende med et smil. Hun gengælder smilet, samtidig med at hun spekulerer på, hvor længe han mon har stået der og betragtet hende uden at give sig til kende. Han skjuler diskret et gab med hånden.

”Jeg ville lige ønske dig godnat og tak for en dejlig aften. Jeg håber, du får dig en god nattesøvn i mit gæsteværelse. Vi ses i morgen tidlig.”

”I lige måde og tak for god mad og vin,” siger Maybritt med en stemme, så dæmpet, at han skal anstrenge sig for at tyde ordene.

Jens går op på første sal, hvor hans soveværelse ligger, og Maybritt går ud på toilettet for at tisse af og børste tænder med den røde engangstandbørste, han har givet hende. Hun føler lige nu, at hun befinder sig i en slags vakuum. Dagen har langtfra udformet sig som planlagt.

Da hun åbner døren ind til gæsteværelset, rammes hun af duften fra en buket blandede blomster, der står i en lyseblå keramikvase i vindueskarmen. Værelset er rart at opholde sig i. Møblementet består af et bord med lyse kakler, to mørkeblå lænestole og en seng. Da hun synker ned på madrassen og trækker dynen op til hagen, overvælder trætheden hende, og hun går ud som et lys.

Jens ligger søvnløs i sin seng. Tankerne hvirvler rundt. Det ene øjeblik tænker han på Maybritts mystiske nabo og det næste på Maybritts behagelige selskab. Da han langt om længe giver sig hen til søvnen, ser han i drømme Maybritt stå nøgen foran sig. Hun tager forsigtigt hans hånd og lægger den på sit ene bryst, som han kærteger, og han mærker brystvorten vokse mellem sine fingre. Hun træder et skridt nærmere og glider ind i hans favn. I drømmen er han også nøgen. Han nyder varmen fra hendes velskabte krop og duften af hendes silkebløde og glatte hud.

Følelser, der har været gemt væk alt for længe, vækkes igen til live og fylder ham med et flammende begær. Sammen lader de sig synke ned på sengen, hvor deres læber mødes i et langt og grådigt kys. Deres tunger leger tagfat, mens de ophidset kærtegner hinanden. Da hun lader fingrene glide langsomt ned ad hans mave med retning mod hans erigerede lem, vågner han brat og sætter sig op i sengen. Forvirret og stadig ophidset over sin erotiske drøm rejser han sig og tager sin badekåbe på for at gå ned på toilettet. For meget rødvin og kaffe har gjort ham tissetrængende.

På samme tid vågner Maybritt og tænder lampen, som hænger på væggen lige over hendes hoved. Hun ser sig forvirret rundt i de uvante omgivelser og tjekker uret på sin mobiltelefon, som hun har lagt på bordet. Klokken er kvart i tre, og hun føler sig tummelumsk i hovedet på grund af for meget rødvin. Hendes blære skriger på at blive tømt, så hun skynder sig ud på toilettet, som heldigvis ligger lige over for gæsteværelset. Da hun nærmer sig toilettet, ser hun, at der siver lys ud under døren. Hun vender sig om for at gå tilbage og vente på, at Jens bliver færdig.

Jens står og vasker hænder. Han trækker ud i toilettet, slukker lyset og åbner døren. Midt i stuen ser han Maybritt, som vender sig om. Hun er kun iført trusser og holder skærmende hænderne op foran brysterne, da hun ser ham. Jens skynder sig blufærdigt at vende blikket i en anden retning og peger på toiletdøren.

”Det må du meget undskylde, det var ikke min mening…” Han kan ikke finde noget fornuftigt at sige. Den ophidsende drøm har kilet sig fast i hans system, og synet af den afklædte kvinde med de velformede kurver gør det ikke lettere for ham.

”Det er bare helt i orden. Jeg vågnede og skulle sådan tisse. Det er nok på grund af al den rødvin, du har hældt på mig,” siger hun og smiler genert, inden hun smutter forbi ham og ud på toilettet.

Tilbage i soveværelset på første sal sætter Jens sig på sengekanten. Den seksuelle opstemthed har bragt ham i en underlig tilstand og vil ikke lade ham i ro. Han lægger sig på ryggen og stirrer op i loftet. Blodet dunker i hans underliv, og da han hører lette fodtrin på trappen, holder han vejret og skynder sig at dække kroppen til med dynen.