46

Jens Winther kører med gaflen det sidste af frikadellen gennem sovsen på tallerkenen, der står foran ham. Han spekulerer over natten med Maybritt for et par dage siden og undrer sig over, hvorfor han ikke har hørt fra hende siden.

Den dårlige samvittighed begynder at gnave i ham. Mens Vibeke levede, havde han ikke bedraget hende en eneste gang. Latterligt, tænker han, mens han fylder kaffebønner i filteret. Vibeke har været død i tre år, så det kan umuligt tælle som utroskab. Og så var det altså ikke ham, der havde indledt den hede elskov. Han smiler til sit spejlbillede i køkkenvinduet over sin fjollede og helt unødvendige undskyldning. Men den taler sit tydelige sprog: Vibeke betød alt for ham, da hun levede; men nu har hun været død i tre år. Tiden er inde til at komme videre.

Efter aftensmaden er det blevet fast kotume at gå en tur af en halv times varighed. Det ved Smilla alt om, og hun har derfor lagt sig på det mørkegrå tæppe i entreen foran hoveddøren, hvor hun tålmodigt venter på, at Jens skal blive færdig med sine mange gøremål. Der skal tages ud af bordet og skylles tallerkener, bestik og glas af. Hun rejser sig og strækker smidigt sin hvide pelsdækkede krop, mens hun forbereder sig på at stikke hovedet ind i læderselen, som troligt hænger og venter på knagen i entreen. De mørke vagtsomme øjne følger Jens, da han går ud på toilettet, den sidste station inden gåturen. Forventningsfuldt småstepper hun foran ham, da han bøjer sig og klikker linen på læderselen. Mørket er ved at falde på, så Jens vælger at gå ad den sti, der leder hen til Dageløkkevej. Her er der sat lysmaster op med halvtreds meters mellemrum.

Lige som de skal til at gå over på den modsatte side af vejen, speedes en bil voldsomt op. Forskrækket trækker Jens hårdt i linen, så Smilla med nød og næppe undgår at blive påkørt. Han råber efter bilisten, der svarer igen ved at hugge bremserne i på den sorte Ford Mondeo, så dækkene hviner mod asfalten. Motoren speedes igen op, og med rasende fart bakker føreren bilen hen mod Jens og Smilla. Kun skæbnen iblandet Jens’ fabelagtige reaktionsevne bevirker, at de undgår at blive ramt. Ruden i førersiden glider lydløst ned, og en ung mand med tyrkisk udseende stikker hovedet ud.

”Var det mig, du råbte efter, gamle mand?” råber han og sender Jens et udfordrende blik.

Jens retter på kasketten og går hen imod den unge mand. Der sidder yderligere tre personer inde i bilen. De er alle sammen mørklødede yngre mænd med omvendte røde caps på hovederne og tykke guldkæder dinglende om halsen. Han læner sig ind mod føreren.

”Kør ordentligt. Hvis du havde ramt min hund, havde du været i store problemer.” Jens stemmeføring er lav og lader ingen tvivl stå tilbage om, at han mener, hvert et ord han siger.

Han træder et skridt tilbage, da føreren af bilen pludselig åbner døren og stiger ud. Hans tre kammerater stiger ligeledes ud af bilen. De to af dem stiller sig på hver sin side af Jens, mens den tredje placerer sig et par meter bag ham.

Føreren er næsten et hoved højere end Jens og ser veltrænet og muskuløs ud. Han går hen til Jens, stiller sig tæt op ad ham og hvisker:

”Truer du mig, gamle mand? Er det det, du gør? Truer du mig? Svar for helvede!”

Hans tre kammerater træder nærmere. Jens er nu omringet af de ophidsede mænd. Smilla, der ellers har forholdt sig i ro under hele seancen i blind tillid til, at hendes herre har styr på situationen, fornemmer faren og knurrer med en lyd, som hun henter et sted dybt nede i maveregionen. Hendes blottede tandsæt får omgående de tre af mændene til at træde et par skridt tilbage. Kun føreren af bilen bliver stående. Han vil ikke tabe ansigt. Han vil bevise sit mod og sit ubestridelige lederskab over for de andre. Nu vil han statuere et eksempel, der ikke efterlader nogen i tvivl om hans vildskab. Han prikker hårdt sin strakte pegefinger et par gange ind i Jens’ brystkasse. Som en klapperslange, der hugger, ryger Jens’ højre hånd frem, griber fat i den udfordrende pegefinger og vrider den om til punktet, lige før knoglen brækker. Manden sætter sig ned på hug på fortovet og vånder sig i smerter. De tre tavse tilskuere er på få sekunder forvandlet fra overlegne mænd med styr på det hele til det, de i virkeligheden er, tre bange drengerøve. Jens fastholder trykket på mandens pegefinger og møder hans lidende blik, da han sætter sig på hug over for ham.

”Hvis du eller din bande en gang til kører råddent i din skodbil eller på anden måde forulemper mennesker på jeres vej, kommer jeg efter jer. Han læner sig frem, så hans pande berører mandens, og ser ham dybt ind i øjnene.

”Tro mig, jeg mener det, så frist mig ikke yderligere.”

Han slipper mandens pegefinger og giver ham et skub, så han tumler bagover. To af hans kammerater kommer ilende og vil hjælpe ham på højkant, men skubbes arrigt væk. Han rejser sig og går med fremskudt hoved hen mod Jens.

”Det skulle du aldrig have gjort, gamle mand. Tro mig, det vil du komme til at fortryde,” siger han med dæmpet stemme.

Det får Smilla til at give hals og de unge mænd til skyndsomt at søge sikkerhed inde i den ramponerede Ford Mondeo. Føreren stikker armen ud af sideruden og viser Jens en fuckfinger.

”Jeg ved, hvor du bor, enøjede særling. Du bor i et hus med et stråtag, som det er nemt at sætte ild til,” råber han og gasser den udslidte motor voldsomt op, inden han sætter bilen i gang og forsvinder ned ad Dageløkkevej med hvinende dæk.

Jens børster grus af sin jakke og Smillas pels. Udadtil har han virket rolig og fattet, men indvendig pumper adrenalinet rundt i hans krop. Pulsen er tårnhøj og får ham til at læne sig op ad et af de gamle bøgetræer, der står plantet langs den ene side af Dageløkkevej. Efter et par minutter vælger han at fortsætte aftenturen.