47

Maybritt Longo kommer langsomt til sig selv. Hun befinder sig på et koldt betongulv, totalt omgivet af mørke. Hendes hænder og fødder er bundet stramt sammen med en nylonsnor, som har skåret sig dybt ind i huden på hendes håndled og ankler. En dundrende hovedpine og kvalme får maven til at trække sig sammen, og hun føler, at hun skal kaste op. Desperat kæmper hun for at holde sit maveindhold tilbage. Hun ved, at gaffatapen, som manden har viklet stramt omkring hendes mund, vil kvæle hende i hendes eget opkast, hvis det sker. I panisk angst kæmper hun sig op i siddende stilling. I samme øjeblik hun mærker den kolde ubehandlede væg, fornemmer hun, at det er et kælderrum, hun befinder sig i. Hukommelsen vender langsomt tilbage og gør, at hun kan huske minutterne, lige inden hun blev slået bevidstløs. Den grædende babydreng i den hvide tremmeseng. Døren, der blev smækket i af naboen. Hendes flugtforsøg, som brat blev stoppet af et knytnæveslag i ansigtet, da hun var nået næsten ned ad trappen.

En gadelampe sender sparsomme lysstråler ind ad det eneste vindue i kælderrummet. Hun kan svagt ane konturerne af noget firkantet, der står i den anden ende af rummet. Det ligner møbler, som er overdækket med tæpper eller presenning. Hun tager en række dybe indåndinger, holder vejret og tæller langsomt til ti. Det hjælper og fjerner opkastningstrangen. Hun koncentrerer sig kun om vejrtrækningen, som er besværet af gaffatapen, der forhindrer hende i at åbne munden. Nu kommer hendes uddannelse som afspændingsterapeut hende virkelig til gode, og den kan måske være med til at redde hendes liv.

Efter nogle minutter er det lykkedes hende at bringe åndedrættet ind i en fornuftig rytme ved så roligt, som det er muligt i situationen, at trække vejret gennem sin medtagede næse. Det gør, at hun nu kan slappe af og lytte koncentreret efter lyde fra de to etager, der ligger over kælderen. Der er helt stille.

Jesper Petersen alias Birger Schack Hatting renser omhyggeligt trappen og gelænderet for blod. Kontrolleret tørrer han væggen af med stykker af en hvid køkkenrulle, som er gennemvædet med sprit. Den emsige og nysgerrige nabo gik ud som et lys, da han slog hende. Hun rullede ned ad trappen og efterlod sig spor af blod fra sin flækkede næse overalt. Trappetrinene får også en omgang. Han samler de blodige stykker køkkenrulle sammen og kommer dem i en sort affaldspose.

Tilfreds læner han sig tilbage og betragter resultatet af sine anstrengelser. Alt blodet er væk. Men hvad fik hende til at kravle ind ad vinduet? Han bander over sig selv og det faktum, at han overså, at et af vinduerne i stueetagen stod åbent, da han forlod huset. Heldigvis kom han hjem i tide til at forhindre kvinden i at snuse mere rundt. Han går ind i stuen, sætter sig i sofaen og funderer over, hvad han nu skal stille op med kvinden. Hun er uventet kommet på tværs af hans nøje gennemtænkte planlægning. For ham findes der kun to muligheder. Han kan give hende en overdosis morfin, som han gjorde med Erling Hall Christensen, lægge hende i bagagerummet i Audien og skjule liget – han kender et helt perfekt sted, hvor hun med garanti aldrig nogensinde vil blive fundet. Eller han kan tage hende med, når han iværksætter sin flugtplan. Han ved præcis, hvordan han skal få hende til at forholde sig roligt under den lange køretur. Han rejser sig og går ned i kælderen.

Maybritts krop stivner, og hun holder vejret, da hun hører fodtrin. Han er på vej ned ad kældertrappen. Døren går op, og et lysstofrør begynder at sende skarpe blålige glimt rundt i kælderrummet. Manden, som hun flygtigt har lært at kende som sin nye nabo, går hen og sætter sig på hug ved hendes side. I hånden har han en skarp kniv, som han skærer gaffatapen omkring hendes mund over med. Da han tager fat i tapen og fjerner den fra hendes mund, skriger Maybritt af sine lungers fulde kraft. Manden kvæler skriget ved at lægge sin hånd over hendes mund og holde kniven op foran hendes ansigt. Han signalerer med øjnene, at han vil bruge den, hvis hun ikke forholder sig helt roligt. Maybritt nikker desperat.

Han ser på hende med et uudgrundeligt udtryk i øjnene.

”Du er kommet på tværs af mine planer, og jeg kan kun se to udveje. Enten slår jeg dig ihjel og gemmer dit lig et sted, hvor jeg er hundrede procent sikker på, at ingen nogensinde vil finde det,” siger han og presser kniven mod hendes strube.

Det løber Maybritt koldt ned ad ryggen, da hun ser det vanvittige glimt i mandens øjne. Med tilbageholdt åndedræt venter hun på at høre hans alternative forslag. Frygten har lammet hendes nervesystem og sender små spjæt gennem hendes krop. Da manden ser det, udskiftes vanviddet i øjnene med lyst, ren og skær lyst. Han lægger hånden på hendes ene lår, bøjer sig frem og kysser hende på munden. Først blidt, så voldsomt og grådigt. Hun gisper efter vejret og kan intet gøre for at stoppe ham. Han tager hendes sko af og skærer nylonsnoren omkring hendes ankler over med kniven. Maybritts krop stivner, da det går op for hende, hvad den gale mand har i sinde. Han lyner lynlåsen i hendes cowboybukser ned og begynder at trække dem af hende sammen med hendes trusser. Hun kan intet gøre for at forhindre det, ligger bare passivt og bagbundet som et offerlam og stirrer op mod loftet. Mandens hurtige vejrtrækning fortæller på sit eget sprog om hans ubændige liderlighed. Han vil have den forsvarsløse kvinde, der ligger foran ham på det kolde kældergulv med blottet underliv, og han vil have hende nu. Maybritt er gået i chok og er holdt op med at registrere, hvad der sker med hende. Netop som manden lyner sine bukser ned og tager sit stive lem frem, brydes stilheden af barnegråd. Grænseløst irriteret opgiver han sit forehavende. Han hiver hendes trusser og cowboybukser op på plads og snører nylonsnoren stramt om hendes ankler. Han holder truende sin pegefinger hen foran hendes mund.

”Du slipper for at få tape om munden denne gang, men det sker på betingelse af, at du forholder dig helt roligt. Ikke noget med at skrige og råbe. Bryder du denne enkle regel, vil jeg være nede hos dig hurtigere, end du kan tælle til ti.”

Han anbringer igen knivens skær mod hendes hals og demonstrerer, hvad der vil ske, hvis hun ikke makker ret.

Maybritt nikker og ved, at hendes dage vil være talte, hvis hun begynder at råbe om hjælp. Hun ser forskræmt efter ham, da han forlader kælderrummet og låser døren efter sig. Drengen har med sin gråd udsat hendes pinsler, men hun ved, at der kun er tale om en stakket frist.

Jens Winther er gået ad stisystemet i Dageløkke til Nordvej og er fortsat hen til Maybritts grå villa, som han nu står og betragter i aftenmørket. Huset henligger i mørke, men hendes Peugeot holder parkeret i carporten. Jens klør sig i nakken og undrer sig. Klokken er kun lidt over otte, så hun er vel ikke gået i seng. De fleste danskere sidder netop nu og følger med i duellen mellem Socialdemokratiet og Venstres statsministerkandidater, der krydser klinger for sidste gang inden valget, der finder sted om tre dage.

Da han går hen og skubber lågen op, kan han høre Leo gø et sted inde bag den solide hoveddør. Han går op ad den korte flisegang og ringer på. Det får Leo til at gø endnu højere. Jens går over på den modsatte side af vejen og læner sig op ad en lysmast, der står skråt over for det gule hus med det røde tag, hvor der er lys i to af vinduerne i stuetagen. Han taster Maybritts nummer ind på sin mobiltelefon. Opkaldet bliver ikke besvaret. Smilla er løbet ned til sivene, der omkranser søen. Det giver et sæt i ham, da hoveddøren i det gule hus bliver åbnet. Jens kan se, at det er manden fra balkonen. Han bærer en sort affaldspose i sin ene hånd. Hurtigt træder Jens væk fra lysmastens afslørende lysskær og gemmer sig bag nogle buske, hvorfra han kan holde øje med, hvad der sker. Han ser manden gå med målbevidste skridt hen til affaldsbeholderen, som står tæt ved havelågen. Han åbner låget og lader den sorte plastikpose dumpe ned i beholderen. Manden ser sig omkring, inden han vender sig om og går tilbage mod husets hoveddør, som han har ladet stå åben. Da han igen er forsvundet ind i huset, træder Jens frem fra sit skjul bag buskene. Heldigvis har Smilla været så travlt optaget af spændende dufte, at hun ikke har afsløret ham ved sin tilstedeværelse. Inden han åbner havelågen ind til det gule hus, sikrer han sig omhyggeligt, at ingen ser ham. Han går hen til affaldsbeholderen og tager den sorte affaldspose op. Da han igen er ude af haven, vælger han at gå hjem ad den sti, der snor sig rundt om søen. Lydløst, næsten som om hun vidste, at tiden nu er inde til at komme videre i teksten, er Smilla dukket op ved hans side. Hun snuser nysgerrigt til affaldsposen, han bærer i hånden. Selv om den er lukket med en stram dobbeltknude, kan han fornemme en skarp lugt af sprit, som siver ud af den. Han beslutter at vente med at åbne den, til han er kommet hjem.

Det giver et sæt i Maybritt, da stilheden i det mørke kælderrum pludselig bliver brudt af hendes mobiltelefon, der ringer. Den ligger stadig i hendes lomme, og det dæmper heldigvis ringetonen, så manden i huset ikke kan høre den. Desperat vrider hun sig fra side til side i et forsøg på at få telefonen til at glide ud af lommen. Det lykkes, og hun når lige at se på det oplyste display, at det er Jens, der ringer, før opkaldet afbrydes. Lyset i displayet slukkes, og det får kælderrummet til at fremstå endnu mørkere og endnu koldere end før. For at forhindre manden i at opdage mobilen næste gang, han kommer ned i kælderen, møver hun sig hen ad betongulvet og lægger sig oven på den. Tanken om, at Jens måske har stået ganske få meter fra hvor hun ligger, bagbundet og låst inde i et kælderrum, har tændt en gnist af håb i hende om snart at kunne slippe ud af sit levende mareridt. Måske har Jens fattet mistanke. Hun har hørt Leo gø for nogle minutter siden, og det gør han kun, hvis en eller anden bevæger sig ind i deres have. Hun kommer til at tænke på Ulrik, der om mindre end tolv timer lander i Københavns Lufthavn. Hun plejer altid at hente ham. Det er en fast aftale, de har indgået, så han vil helt sikkert undre sig, når hun ikke som vanligt dukker op. Fortvivlet forsøger hun endnu en gang at vride hænderne fri af nylonsnoren, men manden har bundet den så stramt, at den blot gnaver sig endnu længere ind i huden. Udmattet lægger hun sig i fosterstilling på betongulvet og tænker på datteren, Michelle, som opholder sig hos sin biologiske far i Hellerup og først kommer hjem om en uge. Maybritt døser hen og ser i drømme Jens komme hende til undsætning.

Da Jens er nået ned til Kongevejen, ændrer han mening. Nysgerrigheden er for stor og driver ham til at åbne den sorte affaldspose. I samme øjeblik posen går op, rammes hans lugtesans for alvor af den umiskendelige stank af sprit. Han står under en lysmast og betragter med rynket pande indholdet, som han har hældt ud på fliserne på fortovet. Det meste af posens indhold består af hvide sammenkrøllede stykker køkkenrulle. Flere af dem er gennemvædet med en rød substans, som han føler sig rimelig sikker på er blod. Spekulativt begynder han at samle indholdet op fra fliserne og lægge det tilbage i affaldsposen. Smilla er som sædvanlig gået lidt i forvejen for at snuse til de spændende spor, som hendes artsfæller har efterladt.

Jens tager en hurtig beslutning. Han vil gå tilbage til det gule hus. Han føler instinktivt, at Maybritt er i fare. Ikke alene på grund af posens alarmerende indhold, men lige så meget på grund af hendes mørklagte og forladte hus, hvor Leo var ladt alene hjemme. Hvis Maybritt havde været ude i et ærinde, havde bilen ikke holdt i carporten, og hvis hun havde været ude at gå en aftentur, havde løvehunden Leo utvivlsomt været med. Der er noget, der er ikke stemmer, og det får advarselsklokkerne i hans indre alarmsystem til at ringe. Han finder sin mobiltelefon frem fra inderlommen. Da han skal til at taste nummeret til sin barndomskammerat Sten, ser han et velkendt syn ud af øjenkrogen. En bedaget sort Ford Mondeo. Da den er mindre end halvtreds meter fra ham, sættes farten mærkbart op. Føreren af bilen forcerer med høj hastighed fortovskanten og sætter kursen direkte mod Jens. I allersidste sekund lykkes det Jens at undgå at blive ramt. Hans hurtige reflekser redder ham, da han kaster sig ind mod en ligusterhæk, som han ryger igennem. Bilen fortsætter med høj fart videre ad Kongevejen med kurs mod Helsingør.

Fortumlet rejser Jens sig fra den våde græsplæne og går ud af haven. Han spejder forgæves efter Smilla. Hun er ikke umiddelbart til at få øje på. Han mærker de små hår i nakken stritte, da hun ikke reagerer på det høje pift, han udstøder. Han prøver endnu en gang, denne gang højere og mere indtrængende, men der er stadig ingen reaktion. Han leder og kalder, mens han går videre i samme retning, som bilen kørte. Efter cirka tyve meter kan han skimte noget hvidt under en ligusterhæk. Hans pulsslag fordobles, og adrenalin pumpes med raketfart rundt i hans krop. Da han når derhen, sætter han sig på hug ved siden af Smilla. Hun er dybt bevidstløs, og den hvide pels er gennemvædet af klæbrigt blod. Han kan tydeligt se, at hun er blevet ramt af bilen på venstre side. Hendes lårben er brækket eller knust. Lammet af chok lægger han forsigtigt hånden på hendes brystkasse og ånder lettet op, da han mærker svage slag fra hjertet.

Jens fumler forgæves efter sin mobiltelefon. Den er væk. Han beslutter sig for at ringe på døren til det nærmeste hus, men så vender hukommelsen tilbage. Han husker nu, at han stod med telefonen i hånden og var ved at taste nummeret til Sten, da han blev overrumplet af bilen, der forsøgte at køre ham ned. Han går tilbage for at se, om han kan finde telefonen, men den er ikke umiddelbart til at få øje på i den mørklagte have. Da han ser noget glimte under en busk, lægger han sig ned på alle fire og forsøger at få fat i det. I det sammen bliver døren ind til huset åbnet, og en ældre gråhåret kvinde kommer til syne i døråbningen. Hun ser forskræmt på det særprægede syn, der udspiller sig foran hende, en ældre mand, som kravler rundt i hendes have ved aftenstide, og skal lige til at smække døren i, da manden rejser sig og vinker afværgende med den ene hånd.

”Rolig frue, jeg kan forklare, hvad der foregår. Min hund er kommet frygteligt til skade. Jeg røg gennem hækken og ind i deres have, da en bil forsøgte at køre mig ned. Nu har jeg tabt min mobiltelefon og kan ikke tilkalde hjælp,” forklarer Jens og børster græs og jord af sine hænder og bukser.

Kvinden tænder udendørslampen, der hænger ved siden af hoveddøren, og går langsomt hen mod ham. Da hun ser den sorte klap over hans venstre øje, slapper hun synligt af og klapper hænderne sammen.

”Jamen, det er jo den enøjede særling fra Dageløkke,” siger hun og går helt hen til ham og lægger imødekommende hånden på hans arm.

”Jeg hedder Yrsa, og du er mere end velkommen til at låne min telefon. Du kan bruge den, der står ude i køkkenet. Vis mig, hvor din hund ligger, så kan jeg tage mig af den, mens du ringer efter hjælp.”

De går ud af haven og hen til den hårdt sårede hund, som stadig ligger slap og livløs ved siden af hækken. Yrsa går hen og knæler ned ved siden af Smilla og stryger sine hænder gennem den hvide pels. Med blanke øjne ser hun op på Jens.

”Hvor er det synd for den pragtfulde hund. Hvordan kunne det dog ske?” spørger hun med grådkvalt stemme, mens hun bliver ved med at stryge fingrene kærligt gennem pelsen.

Der opstår et barskt udtryk i Jens’ ansigt, da han kommer til at tænke på bilisten, der med fuldt overlæg bragte ham og hans elskede hund i livsfare. Han ved udmærket, hvem synderen er, og det skal komme til at koste ham dyrt.

”Hvad hedder din hund?” spørger Yrsa.

”Smilla”, siger Jens og skynder sig hen til Yrsas hus for at tilkalde hjælp.

Der går femten lange minutter, inden hjælpen ankommer. Jens har skiftevis siddet på hug og strøget Smilla gennem den blodige hvide pels og utålmodigt travet rundt og spejdet efter den hjælp, redningstjenesten har stillet ham i udsigt. Da den gule dyreambulance omsider ruller op over fortovskanten og parkerer få meter fra dem, skynder han sig hen og forklarer de to reddere, hvad der er sket. Den ældste, en halvskaldet mand med fuldskæg, hanker op i en sort lædertaske og går hen for at tilse Smilla. Efter at have kontrolleret omfanget af de alvorlige skader, hunden har pådraget sig, ser han alvorligt på Jens.

”Jeg tror, at du kommer til at indstille dig på, at vi bliver nødt til at aflive din hund,” siger han og vinker sin yngre kvindelige kollega hen til sig.

Der undslipper Yrsa en halvkvalt lyd, og tårerne slipper deres tag i hendes øjne. Jens føler vreden vokse i sig. En vrede, der er rettet mod den hensynsløse bilist, som har lemlæstet og måske slået Smilla ihjel. Han føler ingen trang til at græde, kun en altoverskyggende følelse af had. Det er, som om et lille dyr er begyndt at æde ham langsomt op indefra. Han retter blikket mod manden, der har afsagt dødsdommen.

”Er du helt sikker på, at der ikke er et eller andet, I kan gøre for at redde hende?” spørger han og tager en dyb indånding for at få det lille dyr til at indstille gnaveriet.

Manden, som knæler ved siden af Smilla, får medlidenhed med Jens, da det går op for ham, hvilken forfatning han er i. Han åbner lædertasken og finder nogle instrumenter og en injektionssprøjte frem.

”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre, men jeg kan ikke love dig noget. Det ser ud til, at din hund har pådraget sig nogle ret alvorlige indre kvæstelser. For mig at se er det en gåde, at hun stadig er i live.”

Han beder Yrsa om at træde tilbage og gøre plads for ham og hans kollega. Hun tørrer tårerne væk og går hen og stiller sig ved siden af Jens. Sammen står de tavse i lysmastens skær og betragter de to menneskers anstrengelser for at få Smilla stabiliseret så meget, at det er forsvarligt at transportere hende til det nærmeste dyrehospital, som ligger i Charlottenlund. En køretur på cirka tyve skæbnesvangre minutter.