5

Den blodige økse bliver fundet, mindre end en time efter at Jimmy smed den fra sig under den vilde flugt fra villaen i Kokkedal. Det er en af politiets hundeførere, der af sin schæfer bliver trukket hen mod risten, hvor Jimmy lod den dumpe ned. Hunden giver ophidset hals og danser rundt om risten for at gøre sin fører opmærksom på, at der ligger noget spændende langt nede i kloakken.

Ved hjælp af et langt skaft med gribekløer fisker kriminaltekniker Svend Åge Jacobsen varsomt øksen op. Han tager forsigtig om enden af det blodige skaft, anbringer den i en plasticpose og er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er mordvåbnet, hunden har fundet. På øksehovedets våde skær sidder en klæbrig masse af blod, grå hår og hjernemasse. Svend Åge Jacobsen har også bemærket et par blodige fingeraftryk midt på skaftet. I aftrykkene kan man ane små hvide fibre. Politihunden, der har gjort det opsigtsvækkende fund, får et anerkendende klap på hovedet og en velfortjent godbid af sin fører.

Falck slutter sig til dem og rækker ud efter plastikposen med øksen.

Han smiler skævt og klør schæferen bag øret.

”Godt arbejde, Jacobsen,”siger han anerkendende.

Kriminalteknikeren lægger hånden på Falcks skulder.

”Det er ikke mig, du skal rose, det er Kuno, som er dagens hund i skysovs. Måske du skulle overveje at kåre ham til månedens medarbejder i Nordsjællands Politi.”

Falck sætter sig ned på hug foran Kuno, der sidder med store spørgende øjne og hovedet på skrå og labber rosende ord og klap i sig fra selveste drabschefen.

Falck rejser sig og går igen tilbage til huset, hvor det brutale hjemmerøveri har fundet sted. Han stiler direkte hen mod Kaj Laursen, som er leder af Kriminalteknisk Afdeling, og rækker ham det formodede mordvåben.

”Vil du sørge for, at den her hurtigst muligt kommer under kærlig behandling?”

Kaj Laursen sukker dybt, da han tager imod plastikposen med det makabre indhold.

”Føj for den lede, hvor er det ulækkert. Jeg sørger for at analysen får første prioritet. Du kan forvente et foreløbigt svar inden klokken tolv.” Udtrykket i hans ansigt er anstrengt, da han fyldt med væmmelse nærstuderer mordvåbenet.

Falck nikker og forsvinder videre ind i huset, hvor det brutale hjemmerøveri har fundet sted.

Vicepolitikommisær Erik van der Velde kommer ham i møde.

”Var det ikke din mening, at vi skulle rundt på besøg hos naboerne?”

Falck fortæller om fundet af den blodige økse og vender sigende blikket mod hoveddøren.

”Du kunne jo også have startet uden mig. Det er vel ikke meningen, jeg skal holde dig i hånden hele tiden. Du må efterhånden være stor nok til at stå på egne ben.”

Velde sender bag Falcks ryg himmelvendte øjne mod loftet.

Han starter sin rundtur med at gå ind til naboerne i nummer femogtyve. En yngre bebrillet mand lukker ham ind i køkkenet og præsenterer sig som Henning Juhl. Han har ikke bemærket noget usædvanligt og opdagede først det drama, der har fundet sted inde hos naboerne, da politiet ankom til stedet med udrykningshorn og blå blink. Familien består ud over ham selv af hustruen Dorthe og sønnen Thomas, som begge har sluttet sig til dem i køkkenet.

Den femårige dreng har en blåstribet pyjamas på. Han stiller sig hen foran Velde og betragter ham med søvnige øjne. Velde kan ikke lade være med at blinke til knægten.

”Er du en rigtig politimand?” spørger drengen betuttet.

”Det kan du tro, jeg er,” svarer Velde og rynker panden, mens han søger efter et egnet bevis på sin påstand. Det ender med, at han trækker sin Heckler & Koch tjenestepistol op af hylsteret og viser den til drengen, som tydeligt imponeret træder et skridt nærmere for bedre at kunne se det farlige våben. Moren sender Velde et fortørnet blik og trækker sønnen væk fra ham.

”Undskyld, det var ikke meningen at skræmme ham. Jeg ville bare…”

Velde prøver at rede sig ud af den dårlige situation.

”Er du rigtig klog? Den kunne jo være gået af.”

Velde ryster på hovedet.

”Nej, det kunne den ikke, den er afsikret, se selv.” Da han rækker pistolen hen mod hende, træder hun forskrækket et skridt yderligere tilbage. Da Velde ser det, skynder han sig at anbringe tjenestepistolen i læderhylsteret, hvor den hører hjemme. Faren har, med et smil om munden, stået og betragtet det lille intermezzo. Velde skæver forsigtigt hen mod Thomas, som forskrækket over sin mors ophidselse har gemt sig bag hendes lyserøde morgenkåbe.

”Har du sovet godt i nat, Thomas?” spørger Velde og sætter sig på hug, så han kommer i øjenhøjde med drengen.

Han ryster på hovedet.

”Nej, jeg har ej,” svarer han trodsigt.

”Hvorfor har du ikke sovet godt?” udfritter Velde

Drengen træder forsigtigt frem fra sit skjul og ser op på moren.

”Må jeg godt fortælle det til politimanden?”

”Fortælle hvad?” spørger hun desorienteret.

Han trækker i ærmet på morgenkåben for at få hende til at bøje sig ned mod ham. Så hvisker han et eller andet i hendes øre.

Mens Thomas hvisker bryder et overrasket udtryk frem på morens ansigt. Hun ser alvorligt på sin søn og nikker.

”Det må du godt fortælle politimanden, Thomas.”

”Hvad er det så, du skal fortælle mig?” spørger Velde med rolig stemme.

Drengen ser med opspilede øjne på manden med den farlige revolver, som sidder på hug foran ham.

”Jeg så dem, da de løb ud af Thomsens hus.”

”Så du, hvor mange de var?”

”Tre, og en af dem smed en økse ned i kloakken.”

”Er du sikker på det?”

”Ja, for det var kloakken, der ligger lige ved siden af lygtepælen.”

Velde ser op på moren, som bekræfter sønnens påstand med et nik.

”Der står en lygtepæl skråt til venstre, når man kommer ud på fortovet. Thomas’ værelse ligger på første sal, så det passer meget godt med, at han har set det, han siger, han har set,” siger hun.

Velde ser igen koncentreret på Thomas.

”Kunne du se, hvordan de så ud?”

Drengen nikker ivrigt. Han er tydeligt glad for at kunne hjælpe politiet.

”Den ene var høj, meget højere end de to andre, og han havde en sort hue med huller til øjnene trukket ned over hovedet.”

”Var det ham, der smed øksen ned i kloakken?” spørger Velde.

”Nej, det var en af de andre. Han var ikke så høj.”

”Kan du huske, hvordan han ellers så ud?”

Drengen nikker energisk og ser på Velde med opspilede blå øjne.

”Han havde også en sort hue med huller til øjnene. Det havde de alle sammen. De så smadderuhyggelige ud.”

Moren lægger armene om sønnen og trækker ham beskyttende ind til sig. Velde tager en dyb indånding, inden han fortsætter:

”Kan du huske mere?”

Thomas ser op på moren.

”Skal jeg så ikke i børnehave i dag?”

”Jo, du skal i børnehave, Thomas; men først skal du hjælpe politimanden, så han kan fange de uhyggelige mænd med huerne.”

Hun vender sig og ser, at Velde har sat sig hen til køkkenbordet for at skrive drengens vigtige oplysninger ind i sin notesbog.

Velde holder inde med skriveriet og ser på Thomas.

”Kan du huske, hvordan deres tøj så ud?”

Drengen ryster på hovedet, ked af ikke at kunne huske, hvordan deres tøj så ud. Pludselig lyser hans ansigt op.

”Der var en af banditterne, der gik på en mærkelig måde.”

”Mener du, at han haltede?” spørger Velde, tydeligt imponeret over alle de detaljer, drengen kan huske fra nattens dramatiske hændelser.

”Han gik næsten ligesom Susanne henne i børnehaven.”

Velde får øjenkontakt med moren, der nikker.

”Susanne arbejder i Thomas’ børnehave, og hun halter på det ene ben.”

Velde retter igen opmærksomheden mod drengen.

”Hvor er du dygtig, Thomas. Det er sørme godt, at du er så god til at huske ting. Hvis du kommer i tanke om mere, skal du fortælle det til din far eller mor. Vil du love mig det?”

Thomas nikker, pavestolt over at blive rost af en rigtig politimand.

”En sidste ting, inden jeg går,” siger Velde. ”Hvorfor sov du ikke? Det er jo mørkt og midt om natten.”

Thomas bøjer genert hovedet og stirrer ned i parketgulvet.

”Jeg skulle op for at tisse, og så hørte jeg dem, da de kom ud inde fra Thomsens hus.”

Velde går hen og klapper Thomas anerkendende på hovedet og nikker venligt til forældrene, som begge har taget opstilling bag ham.

”Jeg kommer sandsynligvis tilbage og taler lidt mere med jeres søn. Jeg håber, det er ok?”

De ser på hinanden og nikker.

”Hvis Thomas kommer i tanke om flere detaljer, skal I omgående ringe til mig.”

Inden Velde går videre til det næste hus på vejen, lægger han sit visitkort på køkkenbordet.