54

Falck satser på, at Jesper Petersen er flygtet i Sten Ehlers’ blå Toyota Avensis, da han forlod det gule hus på Ahornvej fem i Nivå. Bilen er forsvundet fra området og er nu efterlyst i samtlige medier. Politiets patruljevogne eftersøger den intensivt overalt i landet. I Sønderjylland, ved grænseovergangen til Tyskland, holder to betjente et vågent øje med de biler, der kører fra Danmark til Tyskland. Deres lynhurtige motorcykler står parkeret i hver sin side af vejen, klar til aktion. Det samme gør sig gældende ved Øresundsbroen, Storebæltsbroen og ved samtlige større havne, hvorfra der foretages færgeoverfart til udlandet. I lufthavnene i de største byer er personalet blevet informeret om sagens alvor, og de har fået udleveret et fotografi af Jesper Petersen, så de kan slå alarm til politiet, hvis de opdager noget mistænkeligt.

Den røde Audi, har man fundet ud af, er leaset af en mand ved navn Birger Schack Hatting. Den er nu blevet transporteret til politistationen i Hillerød, for en nærmere undersøgelse af kriminalteknikerne.

En let banken på døren får Falck til at løfte blikket fra den rapport, han netop er gået i gang med at læse. Det er hans næstkommanderende, vicepolitikommissær Erik van der Velde. Han stikker hovedet ind og ser spørgende på ham. Falck vinker ham ind på kontoret og lægger rapporten fra sig på bordet.

”Tror du stadig, at han opholder sig i landet?” spørger Velde og vrister et hvidt plastikkrus løs fra stakken, der står på skrivebordet.

Falck vipper kontorstolens ryglæn tilbage og folder hænderne bag nakken.

”Helt seriøst, så tror jeg ikke på, at han har forladt landet endnu, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han inden længe agter at gøre et forsøg. Vi har mere end almindeligt travlt med at finde ud af, hvor han lige nu opholder sig, så vi kan anholde ham, inden det kommer til at koste flere menneskeliv.”

Velde tager termokanden, der står ved siden af stakken med krus, og skænker halvgammel kaffe op.

”Tror du stadig, at han kører rundt i Stens gamle Avensis?” spørger han og vrænger ansigt, da den lunkne kaffe rammer hans smagsløg.

Falck ryster på hovedet.

”Mange ting kan man sige om Jesper Petersen, men dum, det er han ikke. Manden har en intelligenskvotient på 142. Bare synd, at han har valgt at bruge den på denne måde. Manden kunne have drevet det vidt med sin intelligens.”

Velde kan kun give ham ret og skyller resten af kaffen ned, selv om den smager afskyeligt.

”Jeg kan forstå, at du har bevilget Mette orlov. Er det smart at svække afdelingen på et tidspunkt, hvor vi har hårdt brug alle mand på dæk?”

Falck trækker på skuldrene.

”Mette har brug for nogle fridage, så hun kan støtte hundrede procent op om sin veninde Carina.”

”Jesper Petersens ekskone,” supplerer Velde.

”Netop. Jeg fandt, at det var en god idé, at Mette tog sig lidt af hende. Hun har garanteret brug for hendes støtte lige nu. Forestil dig, hvis du var i samme situation. Det må sgu slide hårdt på lakken ikke at vide, hvor ens søn er, eller hvad der kan være sket med ham.”

Velde har omsider gennemskuet Falck. Godt nok er han et empatisk menneske, der evner at sætte sig ind i andre menneskers psykiske trængsler, men i denne situation stikker der langt mere under hans velvilje. Falck er ikke ligefrem kendt for at strø om sig med orlovsbevillinger, når afdelingen, som nu, står på gloende pæle og er ved at kollapse på grund af travlhed. Velde blinker til ham med sit ene øje og ignorerer bossens akut opståede panderynker.

”Det kan vi to ikke blive uenige om, og måske kan vi gå hen og være så heldige, at Mette får fat i nogle brugbare oplysninger. Veninden har trods alt kendt Jesper Petersen i en årrække.”

Falcks panderynker forsvinder som dug for solen, og han kan ikke lade være med at smile ad Veldes kommentar.

”Du sårer mig, Velde. Du tiltænker mig altid de værst tænkelige motiver. Kunne det slet ikke tænkes, at jeg bare ville være en omsorgsfuld og betænksom chef?”

Da Velde slår en høj latter op, er han tæt på at få kaffen i den gale hals

”Det der må du aldrig gøre, når jeg er ved at drikke kaffe,” siger han og tørrer sig om munden med hånden.

Falck ser uforstående på ham og ryster tøvende på hovedet.

”Aldrig gøre hvad? Jeg forstår ikke helt, hvad du mener?”

”Du må aldrig fyre vittigheder af, samtidig med at jeg drikker kaffe.”

Et stort smil breder sig på Falcks ansigt, da han rækker ud efter en mørkegrøn sagsmappe i sin indbakke. Han skubber den hen til Velde, som ligner et stort spørgsmålstegn.

Falck forklarer:

”Det er en opdateret status på Jimmy Hagendorf. Han nægter alt og har givet sine to medkumpaner, Kasper Råhauge og Brian Steen Hansen, skylden for de to ældre menneskers død ved hjemmerøveriet i Kokkedal. For at det ikke skal være løgn, er advokaten, man har beskikket ham, en god gammel kending.”

Velde løsner låget på termokanden og ser alvorligt på Falck.

”Det er forhåbentligt ikke Michael Zarré?”

Falck nikker.

”Selvfølgelig, hvem ellers ville frivilligt påtage sig at føre så betændt en sag? Zarré har øjnet og grebet chancen for igen at komme på forsiden af landets aviser. Det værste ved det hele er, at man nu kan frygte, at han finder huller i bevisførelsen og på den måde får juryen til at tvivle. Det er han ret god til.”

”Hvornår skal sagen for retten?” spørger Velde.

”Om to uger,” svarer Falck.

Da telefonen på Falcks skrivebord ringer, rejser Velde sig og forlader kontoret med sagsmappen i hånden.