56

Mette og Carina er ankommet til Vejby. Sommeren er for længst forvandlet til et flygtigt minde, og langt de fleste sommerhuse står nu tomme. Efterårets kolde vinde har taget over og rusker i træer og buske. Carina har set sommerhuset, som Jesper Petersen arvede fra sin faster, en enkelt gang, og det er flere år siden. Hun tvivler stærkt på, om det vil være muligt at genkende det, hvis hun står over for det. Der er sket så meget i hendes liv i det forgangne år. Dramatiske hændelser, der har gjort i forvejen svage minder til mørke ugenkendelige skygger. Hvis det mod forventning skulle lykkes hende at lokalisere sommerhuset, og det så viser sig, at Jesper har søgt tilflugt i det sammen med Silas, hvordan vil hun så reagere? Hendes nervesystem er i forvejen flosset og hænger i laser. Hun fortrænger den skræmmende mulighed og stiger ud af bilen, som Mette har parkeret ud for et nedlagt supermarked. Mette ser med det samme den tvivl, som er opstået i Carinas øjne, og går hen og lægger armene om hende.

”Nu tager vi det stille og roligt og går lidt frem og tilbage på stierne. Måske dukker der et eller andet op, som du kan genkende. Hvem ved?”

Carina nikker og begynder med tøvende skridt at gå hen ad vejen. Hun kan svagt erindre en lyserød bygning med stråtækt tag, som ikke lå ret langt fra fasterens sommerhus. En kro eller et gæstgiveri. Jo mere hun tænker over det, jo tydeligere træder huset frem for hendes indre blik. Hun husker nu, at det lå for enden af en blind vej. Jesper parkerede dengang bilen på parkeringspladsen, der lå ved denne lyserøde bygning. Hun husker også, at de fra parkeringspladsen kunne se ud over Kattegat.

Mette har set forvandlingen, der er ved at ske med Carina.

”Er du kommet i tanke om noget fra dengang, I var heroppe?” spørger hun og skutter sig i den kolde vestenvind.

Carina nikker, og et forsigtigt smil begynder at kruse om hendes mund, da hun fortæller Mette om den lyserøde bygning, som hun er kommet i tanke om.

Mettes ansigt lyser op ved udsigten til, at deres tur til Vejby måske alligevel ikke bliver forgæves.

”Du siger, at man kunne se vandet fra parkeringspladsen?”

Carina nikker og føler et sug i mellemgulvet, da hun fornemmer Mettes optimisme.

”Ja, det er jeg helt sikker på. Jeg kan nemlig huske, at vi talte om, hvor tæt på Kattegat, vi var.”

”Kan du huske, sådan cirka, hvor langt Jespers sommerhus lå fra den lyserøde bygning?” spørger Mette og sparker til en grankogle, der ligger og frister midt på grusstien.

”Nej, men jeg kan huske, at vi passerede en campingplads. Vejby Camping tror jeg, den hed,” siger Carina og føler sig helt opløftet over hukommelsens gradvise tilbagekomst.

”Godt, den må vi nemt kunne finde,” siger Mette og peger ind mod et sommerhus, hvor der holder en bronzefarvet Opel Kadet i indkørslen og signalerer, at der er nogen til stede i huset. ”Lad os gå ind og banke på. De ved garanteret, hvor den campingplads ligger.”

Som sagt så gjort, og allerede efter det første slag med den messingbelagte dørhammer åbnes døren af en gammel mand, som ser på dem med nysgerrige øjne, der synes ekstra store på grund af brilleglassenes tykkelse. Bag ham kommer en gammel kvindes rynkede ansigt til syne.

”Undskyld, at vi forstyrrer, men vi har nogle spørgsmål, som I måske kan svare på,” siger Mette og smiler imødekommende.

Lige da manden skal til at smække døren i, holder Mette sit politiskilt op foran hans ansigt. Den gamle mand snupper det ud af hånden på hende med et snuptag og smækker døren i. Mette kommer til at tænke på en lignende episode, som Falck var ude for, da en hjerneforstyrret kvinde huggede hans legitimation fra ham og låste sig inde i naboens lejlighed. Men sådan kommer det ikke til at gå her, for døren åbnes igen, denne gang af kvinden, der smiler venligt, da hun rækker skiltet tilbage til Mette.

”Det må I altså undskylde, men man kan ikke være for forsigtig med alle de hjemmerøverier, der sker for tiden. Jeg hedder Anne Marie, og det er min mand Bent,” siger hun og peger på manden, der er dukket op ved hendes side.

Hun åbner døren på vid gab og byder dem indenfor i det hyggelige sommerhus. Da de alle fire sidder i hver deres kurvestol omkring et rundt bord med glasplade i udestuen, spørger Anne Marie, om de har lyst til en kop kaffe. Mette ser på Carina og takker ja, da hun ser, at veninden nikker.

Inden Jesper Petersen forlod sommerhuset med sønnen Silas, gav han Maybritt en injektion med et bedøvende middel og anbragte hende i et hulrum ude under plankegulvet i redskabsskuret, der står bag ved sommerhuset.

Hulrummet opdagede han ved en ren tilfældighed under et af sine få besøg. Han gik ud i skuret og fjernede kokosmåtten, der lå på gulvet, for at rense den for et tykt lag støv. En firkantet udskæring i trægulvet kom ved den lejlighed til syne, en luge, som han nysgerrigt åbnede, og under lugen kom hulrummet til syne. Han tog en stige ned fra væggen i skuret og kravlede ned i hullet. Det viste sig at måle tre meter i længden, halvanden meter i bredden og to en halv meter i dybden. Fasterens alkoholiserede mand, Åge, havde højst sandsynligt gravet hullet i tidernes morgen som en slags kølerum, hvor han kunne opbevare mad og især drikkevarer, når graderne på de varme sommerdage blev for høje.

Væggene i hulrummet er beklædt med tynde plader af finer, hvorpå der er opsat to rækker med hylder i en halv meters afstand fra det jordklinede gulv.

Inden Jesper Petersen forlod Maybritt, viklede han gaffatape stramt omkring hendes mund, håndled og ankler. Hun befinder sig mindre end en kilometer fra det sted, hvor Mette og Carina lige nu hygger sig med kaffe og småkager. Selv om hun har været ved bevidsthed et stykke tid, har hun endnu ikke vænnet øjnene til det totale mørke, som omslutter hende. Den jordslåede lugt og det kolde gulv af sammenstampet hård jord afslører, at hun opholder sig et sted under jordens overflade. Ingen lyde trænger ind til hende, og hun ved, at manden, hendes mystiske nabo, har overladt hende til sin egen skæbne, som er den sikre død. Tanken om at skulle dø af kulde, tørst og sult, gemt væk i et hul i jorden, får hende til desperat at forsøge at fjerne den snærende gaffatape. Forgæves. Han har vredet hendes arme om på ryggen og bundet tapen så stramt, at den er umulig at vrikke eller slide løs. Udmattet og med smerter i sine håndled opgiver Maybritt sin håbløse kamp og synker sammen på det kolde gulv, forvisset om den barske skæbne, der venter hende. Tanker om datteren Michelle hvirvler igennem hendes hoved. Hendes elskede lille pige, som hun ikke skal se vokse op og udvikle sig fra barn til kvinde. Hendes konfirmation. Hendes første kæreste. Øjeblikket, hvor hun får overrakt studenterhuen. Hendes bryllup. Hendes første graviditet. Børnebørnene, som hun havde set frem til at passe og forkæle ud over alle grænser. Hendes krop gennemrystes af krampegråd, da alle disse realiteter langsomt går op for hende. Nye skræmmende tanker trænger sig på. Hvor i landet befinder hun sig? Hun har været bevidstløs under transporten, og tidsfornemmelsen er for længst sat ud af kraft. Hvor længe har hun været bevidstløs? Hvor længe har hun tilbage? Hendes hjerte dunker, og frygten for det, der snart skal ske, tvinger angstens tårer frem i hendes øjne.

”En kaffetår mere?” spørger Anne Marie og holder termokanden hen over Mettes kop.

Mette nikker og ser til, da koppen langsomt fyldes op med velduftende kaffe.

”Hvor lang tid har I haft sommerhuset?” spørger Mette og langer ud efter en vaniljekrans fra fadet, som Anne Marie har placeret midt på det runde bord.

”Femogtredive år til næste sommer,” svarer Bent med stolthed i stemmen og stoppes af Anne Maries hvasse blik, da han i et øjebliks overmod skal til at tænde en cerut inden døre. Aftalen mellem det aldrende ægtepar er klar, al rygning foregår udenfor, uanset vejrlig og årstid.

Mette drikker en tår af kaffen og kan ikke lade være med at more sig over det gamle par, der kommunikerer effektivt uden brug af ord. Det ses tydeligt på begges kropssprog, at de nyder det uventede selskab.

”Femogtredive år, det er godt nok lang tid. Så må I jo kende gud og hvermand i miles omkreds,” siger hun og napper nok en vaniljekrans.

Anne Marie nikker og skæver ud ad udestuens vindue på Bent, der demonstrativt står på terrassen i bare skjorteærmer. Han vinker drillende til Anne Marie og nyder sin cerut med overdrevent velbehag, ene og alene for at irritere hende. Og det virker, konstaterer Mette og kommer igen til at smile, da hun ser den gamle kones fornærmede ansigtsudtryk.

”Vi har da lært nogle stykker at kende gennem årene, men for det meste har vi holdt os for os selv. Det har vi det bedst med, Bent og jeg. Men vi løber jo immervæk ind i nogle af de andre beboere og deres gæster, når vi er ude at gå tur, eller når vi handlede i supermarkedet, dengang det eksisterede.”

”Ved I, hvor Vejby Campingplads ligger?” spørger Mette og dypper vaniljekrans nummer fire i kaffen.”

Anne Maries rynkede ansigt lyser op ved udsigten til at kunne hjælpe ordensmagten.

”Selvfølgelig ved jeg, hvor campingpladsen ligger. Den er vi gået forbi et utal af gange på vej ned til stranden, når vi skulle have en morgendukkert.”

Bent er blevet færdig med cerutten og sætter sig ved siden af Anne Marie, der lægger sin hånd på hans bare arm og ser bestyrtet på ham.

”Du er jo iskold, din store klaptorsk. Hvorfor tog du ikke din jakke på, inden du gik ud? Jeg har ikke tænkt mig at rende og varte dig op i hoved og røv, hvis du nu går hen og bliver syg.”

Bent vælger at ignorere konens svada og fylder med et lille smil om munden sin kop med kaffe.

Anne Marie ser fra Mette til Carina og ryster på hovedet.

”Mænd,” siger hun og sender himmelvendte øjne op mod de højere magter.

Mette er tæt på at snuppe en vaniljekrans mere, men fortryder. Det bemærker Bent, som straks skubber fadet over til hende.

”Du skal endelig ikke holde dig tilbage, snup en mere, der er flere hvor de kommer fra,” smiler han og blinker til hende.

Mette slår skamfuldt blikket ned og snupper en vaniljekrans mere.

Anne Marie vender sig om mod sin mand, der har luret Mette tricket af og sidder og dypper en vaniljekrans i sin kaffe.

”Du skal ud at køre,” siger hun.

Bent ser overrasket på hende med munden fuld af småkage.

”Hvorfor i alverden tror du, at jeg skal ud at køre?” spørger han.

”De unge damer vil gerne køres ned til campingpladsen,” siger Anne Marie.

Jamen, det gør jeg da med glæde. Skal det være lige nu?” spørger Bent og tørrer sig om munden med en mørkeblå serviet.

Carina, som har forholdt sig tavs, lige siden de blev inviteret ind i stuen, kaster et hurtigt blik på sit armbåndsur. Hun vender sig om mod Mette og nikker. Nu er det på høje tid at komme videre i jagten på sommerhuset, som måske kan give dem et fingerpeg om, hvor Jesper Petersen og Silas opholder sig.

Anne Marie løfter pegefingeren, da hun ser op på Bent, der møjsommeligt har rejst sig fra kurvestolen.

”Og denne gang tager du din jakke på, min fine ven.”

Bent ligner til forveksling en lille dreng, som bliver irettesat af sin mor, da han surmulende giver Anne Marie et kort nik til svar.

Pladsen er trang i hulrummet, og Maybritt har store problemer med at trække vejret. Gaffatapen, der er viklet stramt om hendes mund, besværliggør vejrtrækningen og får hende til panisk at trække vejret stødvist gennem næsen. Efter de hårde slag, som manden har påført hende, er næseborene så godt som tilstoppede af størknet blod. Hun ved, at det kun er et spørgsmål om tid, inden hun kommer til at trække vejret for sidste gang. Ingen vil lede efter hende sådan et sted. Tankerne begynder at kredse om Jens Winther. Kunne det tænkes, at han i dette øjeblik ledte efter hende? Natten hun tilbragte sammen med ham i husmandsstedet, virker i dette øjeblik som en fjern hændelse, og det føles næsten, som om at det der skete aldrig har fundet sted. Der er sket så meget siden da, og nu ligger hun i et koldt hul i jorden og venter på at dø.

Hun har besvær med at hive ilt ind gennem de tilstoppede næsebor og vånder sig i smerter. Fortvivlet samler hun så meget luft sammen i lungerne, som det er hende muligt, og forsøger desperat at skabe fri passage for luften ved hårdt at støde al luften ud igen. Det ser ud til at virke, en størknet klat blod løsner sig nøjagtigt så meget, at hun formår at hive lidt mere luft ned i lungerne, og da hun igen støder luft ud, kan hun mærke, at endnu en klat størknet blod flyver ud af det ene næsebor. Hun slapper af i hele kroppen, da det igen er muligt for hende at fylde lungerne med livgivende luft. Tårer har tegnet mønstre af lyse striber i hendes snavsede ansigt. Hun ved godt, at det kun er en stakket frist, hun har skaffet sig. Langsomt glider hun ind i en urolig søvn, fyldt med mareridtsagtige drømme.

Mette sidder ved siden af Bent i den gamle bronzefarvede Opel Kadet. Hun vender sig om mod Carina, der sidder tavs på bagsædet og ser ud ad vinduet.

”Kan du huske, hvad Jespers faster hed?” spørger Mette.

Carina ryster langsomt på hovedet.

”Det tror jeg ikke, men giv mig lige et øjeblik. Jeg har kun mødt hende nogle få gange. Jeg kan huske, at hun boede i en villa i udkanten af Ballerup. Hun var en sær snegl.”

”Kan du huske, om hun var gift eller havde været gift?”

Carina ser på hende med en panderynken, og ansigtet lyser op, da hukommelsen giver respons på hendes forespørgsel.

”Nu kan jeg huske det. Hun var ikke gift og havde alle dage været alene. Hun var en stramtandet pebermø og sagde ikke ret meget de gange, jeg var med på besøg hos hende. Jeg tror ikke, hun kunne lide mig. Jeg kunne i hvert fald ikke lide hende.”

Mette smiler til Carina, der virker glad over at kunne hive detaljer frem, som har været gemt væk i hjernevindingerne i årevis.

”Så må hendes efternavn have været Petersen,” konkluderer Mette.

”Ja, naturligvis. Hun hed Marie, Marie Helen Petersen,” erindrer Carina.

Bent, der har forholdt sig tavs under de to veninders samtale, rømmer sig.

”Hende ved jeg godt, hvem var. En sur gammel kvinde, som aldrig gengældte min hilsen, når jeg tilfældigt løb ind i hende.”

Mette og Carina retter med opspilede øjne opmærksomheden mod den gamle mand.

”Så ved du måske også, hvor hendes sommerhus ligger?” spørger Mette og holder vejret på grund af den pludseligt opståede spænding.

Bent smiler og stopper bilen. Så peger han ind mod et gammelt misligholdt sommerhus.

”Jamen, det gør jeg da. Det ligger lige der.”

Mette og Carina ser måbende på hinanden og træder ud på grusstien, lettede og glade over at have fundet det hus, de var kørt op for at lede efter i blinde, men også med en sitrende uro i kroppen.

Bents buskede øjenbryn ryger helt op i nærheden af den stærkt vigende hårgrænse, da Mette stikker hånden ned i sin lædertaske og trækker sin Heckler & Koch op.

”Tør man spørge, hvad det er, I leder efter i kragens gamle sommerhus?” spørger han med spag stemme.

”Kragen?” spørger Mette og afsikrer pistolen med et metallisk klik.

”Ja, det kaldte vi hende dengang, fordi hun altid gik krumbøjet rundt iført en halvlang sort frakke og lignede, nå ja, en krage.”

Mette smiler stort til Bent.

”Så forstår jeg bedre. Helt ærligt, så ved jeg ikke, hvad vi leder efter. Har du hørt om flugtfangen Jesper Petersen?”

Bent nikker og hiver en ordentlig omgang røg ind fra cerutten, han netop har tændt.

”Var det ikke ham kvindemorderen, der flygtede fra sikringsanstalten for nogle uger siden? Jeg mener, at jeg så noget om det i Nyhederne på TV 2.”

Mette spænder våbenbæltet omkring livet og anbringer tjenestepistolen i læderhylsteret.

”Præcis, og hende, du kalder kragen, var hans faster. Jesper Petersen var eneste arving, da hun døde, men vi ved ikke, om han stadig ejer sommerhuset, eller om han har solgt det.”

Da de to kvinder bevæger sig ind på sommerhusgrunden, følger Bent efter med stok og på usikre ben. Mette vender sig om mod ham og peger hen mod bilen.

”Det er nok bedst, hvis du sætter dig ind i bilen og venter, mens Carina og jeg ser nærmer på huset. Du kan holde udkig og advare os, hvis der kommer nogen forbi på vejen. Gør der det, så giv os lige et par dyt i hornet.”

Bent fryder sig over adrenalinen, som lige nu suser rundt i hver en celle af hans gamle nedslidte krop. I alt for lang tid har han været tullet ind i trivielle daglige rutiner sammen med Anne Marie. Og så sker det her. To smukke kvinder har udset sig ham til at holde vagt, mens de gennemsøger et suspekt sommerhus, hvor en farlig morder måske har søgt tilflugt. Han ranker ryggen, så meget han kan, og sætter sig ind på førersædet.

”I kan være helt rolige, piger, jeg skal nok passe på jer. Jeg har engang været nattevagt i en stor tømmerhandel,” råber han efter dem og sender en stribe røg fra cerutten ud af den åbne bildør.

Mette tager i dørhåndtaget og konstaterer, at hoveddøren er låst. Da Carina ser det, bøjer hun sig og vender en udtjent blomsterkrukke på hovedet. Da hun stiller sig op på den, kan hun lige akkurat få hånden ned i tagrenden. Skuffet over ikke at finde det, hun søger, skubber hun krukken et par meter længere til venstre. Denne gang er der gevinst. Under gamle visne blade finder hun det, hun søger. Triumferende holder hun en nøglering i vejret. I ringen sidder to nøgler, den ene af messing og den anden af jern.

Da hun ser Mettes spørgende ansigtsudtryk, skynder hun sig at forklare:

”Da jeg så blomsterkrukken, kom jeg pludselig i tanke om, hvor nøglerne lå, dengang vi var heroppe og kigge på huset. Den gang brugte vi også krukken til at stå på.”

”Det var dæleme godt husket, Rina. Ræk mig nøglerne, så åbner jeg døren,” siger Mette og trækker pistolen op af hylsteret.

Nøglen glider forbavsende let rundt i låsen. Det misligholdte sommerhus virker ikke, som om det har været ubeboet længe.

Der er helt stille inde i huset. Forsigtigt skubber Mette døren op ind til stuen, hvor der står nogle gamle udtjente møbler. Et tykt lag støv dækker alle synlige flader, og det ses tydeligt, at det er år og dag siden, nogen har opholdt sig i rummet. Mette går ud af stuen og fortsætter ud i køkkenet. Her ser det til gengæld ud til, at en eller anden har benyttet komfuret for nylig. Der er intet støvlag på kogepladerne eller den gryde, som står på den ene af dem. Hun åbner køleskabet og får øje på en åben mælkekarton. Hun ryster kartonen, der er halvfyldt, og snuser til mælken. Den virker stadig frisk, og det bekræfter datomærkningen da også. Mælken er nemlig kun en enkelt dag for gammel. Der er ikke andet i køleskabet.

Carina er gået ind på det ene af sommerhusets to værelser og er brudt sammen i gråd. Da Mette hører det, skynder hun sig ind til hende.

”Hvad sker der, og hvad er det, du holder i hånden?” spørger hun, da hun ser Carina stå og knuge noget lyseblåt stof mellem hænderne.

”Det er Silas’ trøje,” siger hun grådkvalt og holder den frem mod Mette.

Mette tager den lille trøje ud af hendes rystende hånd og ser skeptisk på den.

”Helt ærligt, Rina. Hvordan kan du være sikker på, at det er Silas’ trøje?”

”Det kan jeg, fordi jeg har syet hans navn ind i den,” hulker Carina og sætter sig tungt på den briks, der står i værelset.

Da Mette ser Silas’ navn i halsudskæringen, springer hendes hjerte et par slag over, og hun kan mærke kuldegysningerne brede sig som en steppebrand over det meste af kroppen. Der kan kun være én forklaring på tilstedeværelsen af Silas’ trøje: Jesper Petersen har opholdt sig i sommerhuset, og ifølge datomærkningen på mælken er det ikke ret længe siden.

Hun beslutter sig for at ringe til Falck og sætte ham ind i situationen, men ombestemmer sig i sidste øjeblik og lægger mobiltelefonen tilbage i jakkelommen. Falck må vente lidt endnu, først vil hun gå hele sommerhuset igennem fra a til z for at se, om Jesper Petersen har efterladt sig flere spor. Carina har apatisk lagt sig i fosterstilling på briksen. Det får Mette til at sætte sig på kanten og med hænderne tvinge veninden til at se hende ind i øjnene.

”Du kan da ikke bare lægge dig til at vræle, nu hvor vi har fundet beviser på, at Jesper for kort tid siden har opholdt sig her i huset med Silas. Det er sgu da nu, du skal være med til at handle. Nu, hvor der måske er en chance for at finde din søn.”

Opsangen fra Mette har en øjeblikkelig virkning på Carina, som i et ryk sætter sig op på briksen.

”Du har helt ret, Mette, undskyld, undskyld, undskyld. Det gjorde bare så ondt indeni, da jeg så Silas’ lille trøje. Hvad vil du have, vi skal gøre? Har du ringet til dine kolleger og bedt om assistance?” Carina tørrer tårerne væk og ser afventende på Mette.

”Ikke endnu. Jeg vil lige sikre mig, at han ikke har efterladt sig flere spor. Ved du, hvor den anden nøgle hører til?”

Carina kniber øjnene sammen i forsøget på at huske.

”Jeg mener, at der lå et redskabsskur bag ved huset. Måske hører nøglen til der.”

”Okay, jeg går lige om og tjekker, vil du med?”

Carina nikker, og Mette føler sig opløftet over, at venindens sammenbrud heldigvis kun var af kortvarig karakter denne gang.

Da de går ud ad hoveddøren, ser de Bent vinke til dem fra sin plads bag rattet i bilen. De gengælder hans hilsen og skynder sig om til bagsiden af huset, hvor der ganske rigtigt står et redskabsskur. Ligesom sommerhuset er det i en dårlig forfatning og trænger hårdt til en gang træbeskyttelse.

Da Mette drejer den sorte jernnøgle rundt i cylinderlåsen, glider den ligesom låsen i hoveddøren let og ubesværet rundt. Det bekræfter yderligere Mettes mistanke om, at en eller anden har opholdt sig i sommerhuset for nylig, og at denne ene eller anden også har været ude i redskabsskuret i et eller andet ærinde.

Maybritt kommer langsomt til sig selv i det trange hulrum under redskabsskuret. Hun forstår, at det er den fjerne lyd af stemmer, som har vækket hende. Hun kan ikke tyde ordene, der bliver sagt, men fornemmer, at det er to mennesker, som fører en samtale lige over hovedet på hende.

Hendes blod fryser til is, da hun pludselig føler sig overbevist om, at det er manden, som er kommet tilbage for at slå hende ihjel. Panikken breder sig i hendes mellemgulv og får samtlige advarselslamper i hendes system til at blinke. Nu er tiden kommet. Det er nu, hun skal dø. Hun ved det, kan mærke det i hver eneste fiber i kroppen. Sekunderne forvandles til minutter, uden at der sker noget. Lugen over hendes hoved bliver ikke som frygtet åbnet af manden.

Hun slapper lidt af, da det går op for hende, at det ikke er ham, der er kommet tilbage for at gøre arbejdet færdigt. Men hvem er det så? Små striber af lys trænger ned til hende gennem bittesmå revner i loftet over hende. Hun koncentrerer sig til det yderste om at lytte til den svage lyd fra stemmerne. Det eneste, hun kan høre, er en sagte ensformig mumlen, og hun kan ikke forstå, hvad der bliver talt om. Desperat forsøger hun at give lyd fra sig. Tanken om, at der står nogle mennesker på lugen lige oven over hende, er ved at drive hende til vanvid. De skal blot finde indgangen til hullet hun ligger i, så kan de så let som ingenting befri hende fra hendes vågne mareridt. Hun forsøger igen at udstøde en lyd, og denne gang lykkes det bedre for hende. Men lyden er ikke høj nok til at få stemmerne over hende til at forstumme. Opmuntret forsøger hun at samle så meget luft i lungerne, at hun kan udstøde en endnu højere lyd gennem næse og svælg. Selv om der kun er få graders varme i hulrummet, er hun gennemblødt af koldsved, som drypper fra hendes pande. Frygten for, at det var manden, der var kommet tilbage, og hendes anstrengelser for at gøre sig bemærket har næsten tappet hende for de sidste kræfter. Alligevel formår hun at udstøde en høj uartikuleret lyd, inden hun synker sammen på jordgulvet og mister bevidstheden.

Mette standser midt i en sætning og ser forundret på Carina.

”Hørte du noget?” spørger hun og trækker pistolen op af læderhylsteret.

Carina nikker.

”Jeg tror, lyden kom nedefra. Det lød, som om den kom fra et dyr, måske en ræv eller en grævling. De gemmer sig jo i huler under jorden.”

Alle Mettes sanser er vakt, og hun kaster et hurtigt blik ned mod den beskidte kokosmåtte, de står på.

”Ved du, om der er noget under redskabsskuret?” spørger hun.

”Aner det ikke, men prøv at fjerne måtten,” svarer Carina.

I det samme kan de høre en bil dytte. De skynder sig ud til Bent, der langsommeligt er på vej hen mod dem med stokken i den ene hånd og en halvrøget cerut i den anden. Da han ser dem dukke frem bag huset, slår han undskyldende ud med armene.

”Falsk alarm, piger. Jeg sad vist og småsov, og så kom jeg ved et uheld til at dytte. Ingen grund til panik, jeg har styr på situationen.”

Mette kan ikke lade være med at smile ad den gamle mand, der står foran hende med rank ryg og et glimt i øjet.

”Det er helt i orden, Bent. Vi er stort set færdige med at tjekke huset. Vi mangler lige at kontrollere noget i redskabsrummet, så kommer vi.”

”Ship ohøj,” siger Bent og gør honnør. ”Jeg skal nok forsøge at holde fingrene fra dythornet imens.”

Mette og Carina smiler begge ad Bent, da de går tilbage til redskabsskuret.