57
Jesper Petersen ser nervøst på Rolex-armbåndsurets blå skive. Der er over otte timer, til han kan forlade Danmark sammen med sin søn for aldrig mere at vende tilbage. Han har betalt en mand i Hundested halvtreds tusinde kroner i kontanter for at sejle ham til Polen. Alle aftaler er på plads. På en adresse i Gdynia holder en bil parat og venter på ham. Fra Gdynia er der cirka fem timers bilkørsel til Vilnius i Litauen, hvor en fireværelsers luksuslejlighed er købt i hans nye navn. Den ligger i den mondæne del af Vilnius, og her vil han kunne leve i ubemærkethed og se sin søn vokse op.
En lyshåret kvinde træder ind i hotellets lobby, hvor han sidder mageligt tilbagelænet i en læderstol og fordriver ventetiden. Klokken er femten. Silas ligger oppe på hotelværelset og sover til middag. Kvinden smiler til ham. Han smiler tilbage og ser kvinden sætte sig godt til rette i en lænestol. Hun slår op i Dagens Nyheder. På forsiden ses et stort farvebillede af ham selv, som han så ud, da han flygtede fra sikringsanstalten. Nu er han ikke til at genkende. Utroligt, hvordan en paryk, et veltrimmet fuldskæg og et par briller kan ændre ens udseende. Da han tager Børsen, som ligger på bordet foran ham, og begynder at blade i det, ligner han til forveksling en ejendomsmægler eller en bankdirektør, velklædt og med en distanceret udstråling.
I samme øjeblik Mette fjerner kokosmåtten, opdager hun lugen i trægulvet. Forbavset retter hun sig op og ser på Carina, som nysgerrigt har taget opstilling i døråbningen for at følge med i Mettes anstrengelser.
”Det ser ud, som der er et rum under skuret. Vidste du det?” spørger Mette.
Carina ryster på hovedet.
”Jeg har som sagt kun været med heroppe den ene gang, og vi var ikke inde i skuret. Prøv at åbne lugen, så vi kan se, hvad der er nedenunder.”
Mette nikker og griber fat med begge hænder i de to små udskæringer i lugen. Da hun ser kvinden, der ligger livløs på bunden af hulrummet, rejser hun sig og ser bestyrtet på Carina.
”Hurtigt, Rina, ræk mig stigen der hænger på væggen,” siger hun og peger.
Mette kravler ned i hulrummet og sætter sig på hug ved siden af kvinden, som er iført cowboybukser og en rosa bluse. Hun begynder febrilsk at søge efter livstegn, men kan hverken føle kvindens puls eller mærke hendes åndedrag, da hun lægger øret tæt mod hendes læber.
”Hurtigt, Carina, kom herned og hjælp mig. Vi må prøve at give hende kunstigt åndedræt og hjertemassage.”
Carina tager nogle dybe vejrtrækninger. Hun lider af klaustrofobi og har ikke spor lyst til at kravle ned i det over to meter dybe og meget trange hulrum. Angsten får hendes puls til at stige, og små svedperler pibler frem overalt på hendes kridhvide ansigt. Mette ser utålmodigt på veninden, der ser ud, som om hun overvejer at vende sig om og forlade skuret.
”Tag dig nu sammen, for helvede, Rina,” skriger Mette. ”Vi kan måske nå at redde den stakkels kvindes liv. Hun kan sikkert fortælle os noget om Silas. Kom nu ned og hjælp mig.”
Carina overvinder sin frygt, kravler ned ad stigen og sætter sig på hug over for Mette, som har fjernet gaffatapen fra kvindens mund, ankler og håndled. Hurtigt trækker hun kvindens bluse op og lægger øret mod hendes nøgne, kolde brystkasse. Mette har i mellemtiden fundet sin mobiltelefon frem og tilkaldt en ambulance og en læge. Hun har også forsøgt at få fat på Falck, men opkaldet gik på hans telefonsvarer. I stedet har hun fået fat på Velde og kortfattet sat ham ind i situationen. Carina løfter hovedet fra kvindens brystkasse og slår opgivende ud med armene.
”Jeg tror desværre, at vi er kommet for sent.”
Mette tager sin jakke af.
”Kom, hjælp mig med at løfte hende, så jeg kan få min jakke ind under hende.”
Sammen får de bakset jakken ind under kvinden, så hun ikke længere ligger på det iskolde jordgulv. Carina tager også sin jakke af og lægger den rundt om kvindens ben.
Mette har slået autopiloten til, og alt, hvad hun foretager sig, sker nu pr. automatik. Hun beder Carina om at give kvinden kunstigt åndedræt og går selv i gang med at give hjertemassage. Det føles som evigheder, inden de i det fjerne kan høre ambulancens udrykningshorn. Gennemblødte af sved kæmper de to veninder side om side for at redde kvindens liv. Selv om der på intet tidspunkt har været livstegn at spore, fortsætter de deres utrættelige kamp. Det giver et sæt i dem begge, da de pludselig hører Bents dybe stemme over deres hoveder.
”Jamen dog, jamen dog, hvor kommer den kvinde fra, og hvorfor ligger hun nede i det hul?” siger han og tager sig til hovedet med begge hænder.
Mette holder ikke inde med hjertemassagen, da hun ser på ham med et fast udtryk i sine intense blå øjne.
”Gå op og tag imod ambulancefolkene og vis dem vej,” siger hun med høj og klar stemme.
Det er lige før, Bent gør honnør, inden han skynder sig, så hurtigt hans gigtplagede knæ tillader det, om på den anden side af huset for at spejde efter ambulancen, hvis udrykningshorn signalerer, at den er ganske tæt på.
Hjælpen rykker nærmere og nærmere, og inden længe kan de to udmattede kvinder indstille deres heroiske kamp og overlade det hårde arbejde til lægen og ambulancefolkene.
Et kvarter senere ankommer Velde til adressen. Han skynder sig hen mod Mette og Carina, som står foran sommerhuset og taler med en lyshåret kvinde.
”Hvor er den kvinde, som I fandt?” spørger Velde.
Carina peger over mod de to ambulancefolk, som i samme øjeblik dukker frem fra bagsiden af huset, bærende på en båre, hvorpå der ligger en livløs skikkelse indhyllet i glitrende termotæpper.
”Er hun i live?” spørger Velde.
Den lyshårede kvinde rækker hånden frem og præsenterer sig.
”Mikaela Langhoff, læge. Det er lykkedes os at få kvinden stabiliseret så meget, at det nu er forsvarligt at transportere hende til hospitalet i Frederikssund. Hvis hun mod alle odds skulle overleve, hvad jeg stærkt tvivler på, kan hun takke disse to kvinder for sit liv,” siger hun og gør et kast med hovedet hen mod Mette og Carina. ”Hendes krop er stærkt nedkølet efter opholdet i hullet, og da hun også lider under en udtalt væskemangel, er hendes tilstand meget alvorlig. Nu vil hun blive stabiliseret yderligere inde i ambulancen, inden vi kører af sted med hende. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at redde hendes liv.”
Velde nikker og retter igen opmærksomheden mod Mette.
”Fandt I andet i huset, der kan bevise, at Jesper Petersen har opholdt sig i det?” spørger han.
”Vi fandt denne her,” siger Carina og rækker ham Silas’ trøje.
Falck og Claus Danielsen ankommer til stedet et kvarter efter Velde. Claus går med det samme ind i sommerhuset for at lede efter spor. Ti minutter senere kommer han triumferende ud med en sammenfoldet avis i hånden.
”Har du fundet noget interessant i den avis?” spørger Falck.
Claus nikker, og hans ansigt stråler som en sol, da han peger på en lille notits i avisen, som er markeret med en blå cirkel fra en kuglepen.
”Jeg fandt avisen i en af køkkenskufferne. Den er kun et par dage gammel, og den markerede annonce er indsendt af en Dennis Wiberg, som ejer en ombygget fiskekutter. Han lever tilsyneladende af at sejle folk rundt på fisketure og lignende.”
”Interessant,” siger Falck og begynder at indtaste nummeret fra annoncen på sin mobiltelefon.
Da han øjeblikket efter har fået kontakt med skipper Dennis Wiberg, slår han medhør til på mobilen. Samtlige tilstedeværende slår ring om ham og lytter med tilbageholdt åndedræt med på samtalen.
”Du taler med Marcus Falck fra drabsafdelingen hos Nordsjællands Politi. Har du for et par dage siden aftalt at transportere en person til et fremmed land?” spørger han direkte og uden omsvøb.
”Nej, det har jeg ikke,” svarer Dennis Wiberg.
Man kan tydeligt høre på stemmen, at manden er blevet overrumplet af det uventede opkald.
”Jeg skal gøre dig opmærksom på, at du taler under vidneansvar og vil blive stillet til ansvar over for straffeloven, hvis du taler usandt,” siger Falck med knastør stemme.
Der bliver helt stille i den anden ende af forbindelsen. Det er tydeligt for de tilstedeværende, at Dennis Wiberg lige nu står og overvejer sin situation.
”Hallo, er du der?” spørger Falck.
”Ja, undskyld… jeg ville lige tjekke min ordrebog, og jeg kan sige med sikkerhed, at der ikke er indgået nogen aftale om at transportere en mand til udlandet,” svarer Dennis Wiberg og lyder, som om han selv tror på den løgn, han lige har stukket Falck.
”Heller ikke en mand med et barn, en lille dreng på et år?”
”Nej, som jeg lige har sagt, har jeg ikke indgået…”
Den nordsjællandske skipper afbrydes brat af Falck.
”Ok, tak for hjælpen,” siger han, inden han afslutter samtalen.
Claus ser ophidset på ham.
”Det er sgu da tydelig for enhver, at den mand ikke har rent mel i posen. Han løj stærkere, end ti vilde heste kan rende.”
”Du har ret,” siger Falck og vender opmærksomheden mod Velde.
”Vi to kører et smut til Hundested og tager en alvorlig snak med Dennis Wiberg.”