61

Regnen siler trøstesløst ned, og mørke skyer danner loftet over scenariet foran Ullerød Kirke. Klokkernes malmfulde klang runger i ørerne på de mange mennesker, som står i kø for at komme i læ i våbenhuset. Marcus Falck er i dagens anledning, ligesom mange af de andre fremmødte politifolk, iført sin paradeuniform. Ved hans side står Lonnie Peitersen. Hun har stukket sin arm ind under hans. Hun ranker ryggen og møder med åbenlys trods i blikket de mange nysgerrige øjne, der rettes mod dem. Da de træder ind i den over et hundrede år gamle kirke, får de af den kvindelige kirketjener anvist pladser på stolerækkerne, som er placeret på hver sin side af den dannebrogsbeklædte hvide kiste. De eneste lyde, der høres, er klokkerne, der ringer ind til begravelsen, og gæsternes rumsteren, når de sætter sig til rette på bænkerækkerne. Foran kisten er der anbragt store blomsterdekorationer, og oven på kisten ligger Erik van der Veldes kasket og en fortjenstmedalje, som er givet ham in absentia.

Falck retter blikket mod Veldes enke, Maria, som sidder lige over for ham. Han kan ikke se hendes ansigtsudtryk på grund af det sorte slør, hun bærer. Sønnen Rasmus og datteren Josephine sidder forstenede af sorg på hver sin side af Maria. Da kirkeorglet istemmer de første toner, rækker de begge ud og griber deres mors hænder, som var de redningsplanker. Falck mærker varmen fra Lonnies hånd i sin og har svært ved at holde tårerne tilbage. En kvinde begynder med smuk stemme at synge ”Altid frejdig når du går”. Da hun når til det sidste vers, slipper tårerne deres greb i Falcks øjne.

Kæmp for alt, hvad du har kært;

dø, om så det gælder,

da er livet ej så svært,

døden ikke heller.