10. KAPITEL
”Vasilij,” hviskede hun med tynd stemme. ”Jeg ved så lidt, forstår du. Jeg er bange.”
Han satte sig op med et suk. ”Er du sulten, min ven?” spurgte han beslutsomt.
”Ikke endnu. Er du?”
”Nej. Lisa, du kommer til at høre meget ondt og grimt om mig. Jeg ville være glad, hvis du tillod mig at fortælle noget af det selv, så du er forberedt.”
De lagde sig i græsset med armene under hovedet og stirrede op i den blå himmel. Vasja begyndte langsomt at fortælle.
Efter en stund følte Lisa sig så utilpas, at hun bad ham holde op. Til trods for, at Vasilij havde forsøgt at skåne hende ved at udelade de værste grusomheder, havde Lisa fantasi nok til at udfylde tomrummene. Det eneste, der kunne siges til hans forsvar, var, at alt var foregået i en alkoholrus.
”Sig mig,” sagde hun tøvende og med afsmag. ”Er du nødt til at drikke? Jeg mener, kan du lade være, hvis du vil?”
”Ja. Jeg drak for at glemme mindet om dig, og det var sikkert også derfor, jeg blev så vild. Jeg tror, det kommer til at gå bedre nu. Uden noget pres på dig.”
”Tak!”
Hun rejse sig og gik ned til vandkanten. Hun var barfodet og havde kun den tynde rubasjka på. Hun trak den friske havluft dybt ind og mærkede vandet risle mellem tæerne.
Det skar i hende som knive at tænke på al den sorg og smerte, Vasilij havde påført uskyldige mennesker, alle de materielle skader, han havde forårsaget, al den unødige grusomhed. Hverken kosakker eller tatarer var engle. De plyndrede og ødelagde og sønderrev værdifulde ting i livet, men det her gjaldt Vasja, hendes længsel, hendes eneste faste punkt i en skræmmende tilværelse.
Så hørte hun hans advarende stemme: ”Gå ikke for langt, så kan de se dig fra klipperne!”
Som en søvngænger vendte hun sig og smed sig slapt ned i græsset.
”Har du fattet, hvor håbløst vores liv er?” sagde hun træt. ”Du er udstødt og hadet overalt. Jeg er så rodløs, som nogen kan være. Hvem bryder sig om mig i svenskerlandsbyen? Jeg hører ikke hjemme dér. Tatarerne jager os, og vi …”
”Vi har hinanden,” sagde Vasja lavt, men Lisa rystede på hovedet.
”Ikke på disse vilkår. Dem går jeg ikke ind på. Verden godkender ikke vores venskab. Ikke engang religionen har vi tilfælles. Jeg tilhører den lutherske kirke, foruden at tatarkvinden i fire år forsøgte at gøre mig til sunnimuslim. Og du? Du er vel katolik? Græsk-ortodoks?”
”Det var jeg,” sagde Vasja bittert. ”Nu er jeg ingenting.”
Lisa lukkede øjnene. Hun havde anet, at hans ærinde i kirken var mislykkedes, men det var hårdt at få det slynget i ansigtet. Pludselig forstod hun, hvor brændende hendes håb havde været.
Da hun ikke sagde noget, fortsatte Vasja: ”Jeg har en lille mulighed for at blive genoptaget i kirken. Men den er mikroskopisk. Hvis en betydningsfuld person siger god for, at jeg angrer og vil forbedre mig, vil de tage min sag op. Men det kan tage år!”
Lisa bøjede hovedet. ”Det føltes så ensomt, Vasilij. Så bittert ensomt og forladt!” Hendes stemme knækkede.
”Lisa, jeg har begået min sidste ugerning, det ved du da?”
”Vidste jeg ikke det, var jeg sprunget i havet for længe siden og havde svømmet, til jeg ikke kunne mere.”
Den skjulte lidelse i hendes stemme tændte både håb og smerte hos Vasilij.
”Vasilij, hvor store muligheder har vi for at slippe levende herfra?” sagde hun tonløst.
Han bekræftede det, hun havde været bekymret for. ”Oprigtigt talt, jeg ved det ikke.”
”I morgen er vi måske døde,” sagde hun tankefuldt.
Han vendte sig heftigt imod hende.
”Lisa, jeg har intet at byde dig. Intet – kun fare og usikkerhed, skam og vanære. Den kristne kirke lukker os ude. Jeg vil bare have, at du skal forstå, at du og jeg hører sammen. Du er min, ligesom jeg er din med krop og sjæl. Verden godkender det ikke, men vi er ét. Jeg kan ikke give dig en kirkelig ceremoni, men jeg kan give dig en hedensk.”
Lisa så til med store øjne, da han rettede knivspidsen mod hendes håndled og ridsede hende fnuglet i huden. Så gjorde han det samme med sig selv og lagde sit håndled over hendes, så deres blod blev blandet.
”Sådan!” sagde han kort. ”Det forandrer ingenting. Du behøver ikke at være bange for, at jeg skal forgribe mig på dig. For jeg ved, at du gerne vil have kirkens og verdens velsignelse først. Men jeg ville bare have, at du skulle forstå, at jeg mener det alvorligt.”
Lisa så på det mørkerøde blod, der løb ned mod hendes albue. Hun havde en stor klump i halsen og måtte synke og synke, for at tårerne ikke skulle stige op i hendes øjne. Men Vasja så det, og hans ansigt var fortrukket som i gråd.
”Vil du ikke prøve at sove, Lisa?” sagde han ømt. ”Vi lå længe vågne i nat, og vi får sikkert brug for vores kræfter.
* *
Lisa vågnede med et forskrækket sæt, Det var mørkt, og hun lå stadig i græsset. Et stykke borte skimtede hun Vasjas ubevægelige skygge mod den lyse jord.
Hun lyttede.
Der var det igen. Den raslende lyd, der havde vækket hende. Lydløst snoede hun sig hen til Vasja.
”Vasilij! Vasilij! Der er nogen på øen!”
Hun mærkede, at han vågnede. En hånd lukkede sig varsomt om hendes håndled. En stund lå de ubevægelige og lyttede til nattens lyde; de stille bølgeskvulp mod småstenene, dyr inde på land.
”Dér! Hører du?” hviskede hun ind i hans øre.
Vasja rejste sig langsomt og forsvandt op mod midten af øen. Hans skygge forsvandt i mørket.
Det var unødvendigt for hende at bede ham være forsigtig. Vasja kunne det her, det var hans liv.
Hun blev liggende med hamrende hjerte. En pludselig bevægelse oppe på holmen brød stilheden, vingeslagene fra skræmte fugle lød over hende, og hun pustede ud.
Vasja kom tilbage og lagde sig ind til hende.
”Bare fugle,” sagde han og smilede. ”Men der er stadig folk inde på land, jeg kunne høre heste derinde. Så vi må vente her. Fryser du?”
Det kunne hun ikke nægte.
”Men du er varm.”
”Så må du udholde at have mig ved siden af.”
”Jeg er tryg hos dig,” sagde hun venligt.
Vasilij trykkede hende heftigt ind til sig.
”Jeg har aldrig glemt din godhed, Lisa. Den var mit lys i en kold verden. Nu har jeg mødt den igen. Åh, Lisa, jeg er så lykkelig!”
”Vasilij!” sagde hun forundret. ”Har du virkelig brug for mig?”
”Jeg ofrer gerne mit usle liv, for at du kan leve.”
”Så ved du, at livet ville blive værdiløst for mig. Åh, Vasilij, det er så skønt at være fri, at være hos dig igen uden at være bange for fortiden. Det er, som om de onde og ensomme år aldrig har eksisteret.”
Vasjas hoved hvilede mod hendes skuldre, og hans læber rørte let ved hendes hals.
Han var varm mod hendes krop i den kølige nat. Hun strakte velbehageligt sine lemmer.
”Prøv at sove lidt, Lisa,” sagde han utydeligt.
”Mm,” mumlede hun. ”Jeg må have frosset ret meget før. Dine hænder varmer mig.”
Hun drejede dovent og søvnigt hovedet.
Hun kærtegnede det ar, han havde i siden, langsomt og dvælende.
”Lisa, hold op med det dér!”
”Hvorfor?”
”Jeg kan ikke klare at holde mit løfte.”
”Hvilket løfte?” sagde hun sløvt og ligegyldigt.
”Om ikke at kysse dig.”
”Gør det ikke!” hviskede hun hjælpeløst. ”Gå væk herfra, jeg beder dig!”
Men hun var selv troldbundet. Dirrende følte hun hen over hans ansigt med hænderne, og hendes læber søgte hans tindinger, de magre kinder, den store sene i hans hals. Kun ikke munden.
”I morgen er vi måske døde,” sagde hun med spæd stemme.
Vasilijs greb om hende blev hårdere. Hun blev skræmt og prøvede at komme fri. I et funklende, bævende øjeblik lå de ubevægelige. Hun så op i hans vidt åbne øjne, og hans ansigt var stivnet i brændende rædsel for at skræmme hende. Hans hænder holdt hårdt om hendes skuldre.
”Nej, Vasja, nej!” åndede hun lydløst.
Men denne gang lod han sig ikke standse. Hans ansigt var så tæt på hendes, at hun kunne mærke varmen fra det. Hele hans krop skælvede. Lisa lukkede øjnene.
Så kom kysset. Hun mærkede en gennemtrængende lidenskab, der helt tog vejret fra hende. Skriget blev kvalt af hans mund, hendes fingre greb om hans hår og holdt ham fast, så han ikke skulle slippe hende. Vasilijs hænder omsluttede hende, trak hende nærmere og beskyttede hende mod den kolde, ugæstfri virkelighed.
Med en voldsom bevægelse slap han hendes mund og søgte videre nedefter mod halsen.
En vældig bølge af følelser blev sluppet løs, en flod, der skyllede hen over hende, skræmte hende og vakte hendes slumrende længsel.
”Vasilij, jeg er bange!” hviskede hun. ”Svenskerlandsbyen – du lovede …”
Hans feberhede hænder gled opad og kærtegnede hendes ansigt. Han kiggede ned i de dunkle, slørede øjne.
”Du skal ikke være bange,.” stammede han ude af stand til at tale tydeligt. ”Jeg kan ikke gøre dig noget ondt. Jeg skal holde mit løfte, vil ikke gøre dig noget ondt. Jeg vil bare kysse sig!”
Lisa pustede ud og lod ham kysse sin kind og sin hals. Hans mund var brændende mod hendes hud.
”Eventyret taler ikke sandt,” mumlede hun omtåget.
”Hvad mener du?”
”Det var lige meget, hvor mange prinser der forsøgte at redde hende. Vasilissa ville ikke reddes fra Kasjtjejs borg.”
”Hvorfor ikke?”
”Fordi hun elskede den onde troldmand. Som egentlig overhovedet slet ikke var ond.”
”Hvordan ved du det?”
”Jeg elsker dig, Vasilij.”
Vasja tav. Han var fuld af en næsten overjordisk andagt.
Han lagde panden mod hendes kind.
”Lisa – min kære, kære, min elskede!”
Vasilissa tog skælvende og ømt imod fuldbyrdelsen af troldmandens kærlighed …
* *
Vasilij sov i hendes arme. Lisa lå ubevægelig og så op i den mørke nattehimmel. På Dagø havde der været andre stjernebilleder. Nogle af dem fandtes også her, men de havde skiftet plads på himmelhvælvingen.
Langt langt borte fra sin barndoms Dagø, med en mand af fremmed race i dyb søvn ved sin skulder lå hun her og lyttede til blide, evige bølgeskvulp.
Ikke et ord havde Vasilij sagt. Var bare sunket hen i dyb hvile.
Var det nu, hun ville blive til vraggods?
Hun rørte ved det sorte, tykke hår.
”Vasilij! Det lysner, og der er stille på klipperne. Vi kan ikke vente til daggry.”
Han strakte sig og satte sig op.
”Klæd dig på, men lad støvlerne være. Dem tager jeg mig af.”
Hun adlød tavst. Hun kastede et genert blik hen på ham, men han var optaget af sit.
”Forfærdeligt at skulle springe i vandet igen,” sagde hun anstrengt ligegyldigt. ”Nu er jeg helt sulten.”
”Du må have tålmodighed,” sagde han anspændt. ”Kom nu! Vi behøver ikke at svømme under vandet, men bevæg dig forsigtigt!”
Tavse gled de ud i vandet, der føltes varmere end luften. Lisa fulgte lige efter ham, og angsten for hans dom værkede i hende. Havde han dog bare set på hende, smilet til hende eller givet hende et lille, umærkeligt tegn på, at hun stadig var noget værd.
Hun orkede ikke engang at græde, følte bare en tomhed inden i sig.
Han svømmede langs klipperne mod øst, til de nåede frem til en strand. Der sneg de sig stille i land. Lisa var så træt, at hun snublede.
”På med støvlerne, og gå til, så du ikke fryser!”
”Hvor skal vi hen?”
”Skal du ikke til den øverstkommanderende i Kherson?”
”Jo,” sagde Lisa spagt.
”Vi er ikke langt fra byen nu. Kom nu, skynd dig.”
Han rakte hånden ud, og hun tog den automatisk og fulgte ham tavs og trist.
Måske burde jeg være taknemmelig over, at han ikke bare går sin vej? tænkte hun. Men han kan ikke behandle mig værre, end han gør nu.
De nåede den by, hvor de havde overnattet på herberget. De var ikke kommet en meter nærmere Kherson på et helt døgn.
Det var helt lyst nu. Fra en port duftede der herligt af nybagt brød.
”Vent her,” sagde Vasja, forsvandt ind i huset og kom tilbage med et brød, som han delte i to. De fortsatte gennem gaderne, mens de spiste af brødet.
”Har du det bedre nu?” spurgte han.
”Ja tak, meget bedre. Er vi på vej til stalden?”
”Ja.”
”Tror du, Dmitrij …”
”Det er det, jeg skal undersøge.”
Deres heste var der. Dmitrijs med. Lisa trak vejret dybt af lettelse. Selv lå Djima og sov i høet.
Vasilij greb hende i armen og trak hende med ud i skuret.
”Hvad er der?” spurgte hun ængsteligt.
Han holdt hende op mod væggen i en armslængdes afstand.
”Der er bare noget, jeg vil spørge dig om,” sagde han, og de mørke øjne så aggressivt, men på en måde også værgeløst på hende. ”Lisa, nu ved du alt om mig, du ved, hvordan jeg er. Hvis det lykkes mig at få fat i nogen, som kan sige god for mig – og det håber jeg ved Gud, at jeg gør – vil du så stadig gifte dig med mig?”
”Stadig? Du har aldrig spurgt! Aldrig ordentligt.”
”Men jeg troede, det var en oplagt sag. Ellers ville det, der skete imellem os, jo have været skændigt. Jeg gjorde jo et klodset forsøg med den hedenske blodblanding, men …”
Lisa brast i gråd. Så lå hun i hans arme igen; disse vidunderlige, stærke og varsomme arme.
”Hvorfor sagde du ikke det i går? Så havde jeg ikke behøvet at være så bange for at miste dig igen.”
”Men kære ven,” sagde han rørt. ”Er du så usikker på mig? Hvor mange advarsler har du egentlig fået imod mig? Du burde vide, at andre ikke angår os. Os to, Lisa! Jeg er naturligvis en ubehøvlet klodsmajor, der ikke ved, hvor følsomt et kvindehjerte er over for nuancer, men jeg nåede simpelthen ikke at sige noget i nat. Det hele skete så hurtigt. Men synes du virkelig, at det var forkert?”
”Ikke dengang. Jeg nåede heller ikke at tænke så langt. Det var noget, vi ikke havde kontrol over. Men hvorfor sagde du ingenting bagefter? Eller i dag? Du var så kold og hård – som om du ønskede mig bort. Jeg var så bange og fortvivlet, Vasilij!”
Han kyssede hendes halvtørre hår.
”Jeg var rædselsslagen i dag, Lisa. Jeg vidste jo ikke, hvor tatarerne befandt sig, og jeg måtte have dig igennem! Det var det eneste, jeg tænkte på. Ja, og så var jeg sulten,” lo han. ”Og så bliver jeg gnaven og tom i hovedet. Tilgiv mig. Jeg elsker dig, Lisa.”
Lisa var helt ør af lykke.
”Vi må have arrangeret et bryllup, Lisa,” sagde han ivrigt. ”Vi skal have fat i Natasja og Volodja og dem alle sammen, og så skal du få at se, hvordan zaporogerne fejrer bryllup! Det varer i flere dage med sang og dans og vin i massevis og … Nej, Lisa, jeg drikker mig ikke fuld, det lover jeg!”
En tanke slog pludselig ned i Lisa.
”Vasja! Jeg ved, hvem der kan sige god for dig. Hvor har jeg været dum! Jeg må alligevel til svenskerlandsbyen først for at få min kirkes velsignelse. Vi kan spørge vores præst. Han siger god for dig!”
Hun blev forfærdet over at se, hvordan Vasilijs ansigt skiftede farve. ”Jeg kan godt følge dig til landsbyen,” sagde han blegt. ”Men jeg går ikke derind.”
”Men hvordan skal vi så … Vasilij! Du har vel ikke … Hvad har du gjort?”
Han kunne ikke møde hendes blik.
”Jeg satte ild til præstegården.”
* *
Dmitrij blev overlykkelig, da han fik øje på dem.
”Hvor har I egentlig været? Da jeg forstod, at tatarerne havde taget jer til fange, red jeg hen til kosakforlægningen her i byen, og vi drog ud til kysten og fandt tatarerne, men ikke jer.
Lisa og Vasja vekslede blikke.
”Det var derfor, vi ikke mødte nogen i dag,” sagde Vasja. ”I fandt dem, sagde du?”
”Vi slog dem ned til sidste mand.”
”Hvor og hvornår skete det?”
”I går aftes. De havde en stor lejr lige på den anden side af nogle klipper, hvis I ved, hvor det er.”
Der blev stille.
”Vi sprang vist i sidste øjeblik,” sagde Lisa blegt.
”Vi må have sovet tungt,” sagde Vasja. ”Men hvis du er vågen nu, Djima, så drager vi til Kherson. Nu vil jeg ikke have Lisa gående løs længere.”
Iført kosakkapperne, der havde ligget i sadeltaskerne, red de det korte stykke til Kherson. Det våde tøj lå og tørrede på hesteryggen.
En adjudant meldte dem.
”Der har vi pigen!” sagde en myndig stemme inde fra et kabinet. ”Så hun er altså virkelig stadig i live? Vi ved, at tatarerne har samlet et kæmpemandskab for at få fat i hende, så det er nok vigtige ting, hun har at meddele. Kald min stab sammen, og send de tre kosakker ind!”
Vasilij skar den meget sigende, lattermild grimasse til Lisa.
”De tre kosakker! Træd ind, Kirillova!”
”Er det det, jeg kommer til at hedde?” hviskede Lisa åndeløst.
”Hvis du ikke har noget imod det.”
Øverstkommanderende for den kejserlige armé i Ukraine så bestyrtet på Lisa.
”Bevar mig vel! Er det denne spæde blomst, der har klaret sig gennem tatarernes horder?”
”Jeg har fået god hjælp,” sagde Lisa genert.
De øvrige høje herrer så vurderende på hende.
”Trods ridebukser og rubasjka – du er ikke nogen kosak?” sagde øverstkommanderende. ”Langt mindre en zaporog. Men jeg forstår, hvad du mener med god hjælp. Denne mand kender vi. Han er ikke ligefrem kendt for at bede bønner for sine fjender.”
”Må vi så se dine dokumenter!” sagde øverstkommanderende til Lisa og vinkede alle de lavere funktionærer ud, så der kun var topfolkene tilbage.
”Så må jeg bede om papir og pen,” sagde Lisa.
”Hvorfor det?”
”Jeg måtte ødelægge dokumenterne. Men jeg har en god hukommelse.”
”Men de var jo skrevet på tatarisk!”
”Jeg taler flydende tatarisk. Men det er vel bedst, jeg skriver det hele på russisk?”
”Sig mig,” sagde manden langsomt. ”Du har en fremmed accent. Hvilket folk stammer du egentlig fra?”
”Jeg er svensk.”
”Fra den dér landsby på steppen?”
”Ja.”
”Jeg går ud fra, at du også kan tale og skrive svensk?” sagde han tonløst.
”Ja da.”
Mændene så på hinanden.
”Tre sprog. Det er vist ikke nogen almindelig pige, det her!”
Lisa mødte Vasilijs stolte blik. Det var en ubeskrivelig følelse for Koppers Lisa endelig at få at vide, at hun ikke havde levet forgæves.
Minutter og timer gik.
Officererne rettede ryggen og satte sig ned. Tsarinaens mest betroede mand så op fra Lisas kortskitser. Uden et ord lod han blikket vandre fra hende til hendes to kammerater og tilbage til hende igen.
”Jeg antager, at I forstår, hvilken tjeneste I har gjort Hendes Majestæt, vor lillemor Katarina?” sagde han. ”Hvis disse dokumenter var nået frem til khanen, ville vores stilling have været meget usikker. I vil alle blive godt belønnet af vor kære mor. Desuden … vi kunne have brug for dig, Koppers Lisa. Som tolk.”
Vasilij gjorde mine til at ville protestere.
”Også for Dem, Kirillov.” sagde øverstkommanderende. ”Ikke som tolk, men som grænseofficer i Hendes Majestæts kosak-armé. Men det kræver, at De lægger bånd på Deres ustyrlige temperament.”
Vasilij takkede kort for udnævnelsen og bad om en privat samtale med øverstkommanderende i anledning af, at han ville gifte sig.
Officeren så tankefuldt fra ham til Lisa.
”Det er bevilget. Jeg misunder Dem Kirillov. Jeg kan sørge for et sted, De kan bo her i Kherson, for hvis Deres hustru skal gøre tjeneste som tolk, vil jeg gerne have hende i nærheden af mit kvarter. Tillykke, og endnu en gang tak, alle tre! Ja, mine herrer; hvis De nu vil trække dem tilbage, vil jeg have min private samtale med Kirillov.”
Djima og Lisa ventede ude på trappen. Han så forskende på hende.
”Borgporten har vist lukket sig bag dig, ser jeg.”
Hun rødmede. ”Ja. Men Djima … der er så vidunderligt smukt inden for portene! Han er sådan et fint menneske.”
”Det ved jeg. Han har haft det forfærdeligt vanskeligt med sig selv. Vær god imod ham, Lisa!”
”Det behøver du ikke bede mig om. Men hvordan kunne du vide …”
Da lo Djima hjerteligt.
”I kan jo ikke få øjnene fra hinanden. Der er en fortrolighed og åbenhed imellem jer, som man kun finder hos dem, der har været helt tæt sammen. Jeg er glad for jeres skyld.”
Vasilij kom ud på trappen. Han så ganske fortumlet ud, som om lyset og solen og verden var nye for ham.
”Hvordan gik det, Vasja?” spurgte hun spændt.
Stum og forvirret rakte han et dokument hen til hende. Hun læste det.
”En anbefaling til popen i Kherson!” sagde hun vantro. ”Men Vasilij, det betyder jo … Her står: Umiddelbart, med øjeblikkelig virkning. For Koppers Lisas skyld. Vasilij!”
Hun kastede sig i hans arme og blev klemt så hårdt, at hun tabte vejret.
Djima vendte sig diskret.
* *
Lisa holdt hesten an og så hen mod Gammelsvenskby. Hendes stemme var lidt uklar.
”Er du sikker på, det er den rigtige by?”
”Den er måske vokset lidt,” svarede Vasja.
De var alene nu; Djima var blevet tilbage i Kherson.
Lisa sad stille i sadlen og bare kiggede. Hun lod blikket glide hen over de små agre, der kæmpede en håbløs kamp mod steppejorden.
”Se, der er to mænd! Vasja – det er onkel Jonas! Og Mats! Rotas Mats, min gamle lærer.”
”Mats! Jonas!” Lisa vinkede og drev hesten frem.
De to mænd så op.
”Rotas Mats og onkel Jonas, kan I ikke genkende mig?”
Jonas bare stirrede.
”I Guds navn!” gispede Mats. ”Det er Koppers Lisa – og i kosakklæder! Nej, nu tror jeg ikke mine egne øjne. Kære barn, hvor kommer du fra?”
”Jeg har været fange hos tatarerne i fire år,” lo hun lykkeligt og sprang af hesten. ”Og nu er jeg blevet tolk for Katarinas armé, og jeg skal giftes. I må hilse på min mand, vi gifter os om et par dage.”
Hun opdagede pludselig, at Vasilij var standset et stykke fra dem.
”Vasilij, kom her!”
”Hvad?” råbte Koppers Jonas forfærdet. ”Du har da vel ikke tænkt dig at gifte dig med ham? Zaporogernes vildeste mand! Det kan du ikke!”
”Han er ikke sådan, som I tror. Jeg kender til alle hans brutale gerninger. Det var et midlertidigt fænomen, som en sygdom. Når jeg kan tilgive ham, kan I også. Gør mig den tjeneste at hilse på ham!”
Vasja var steget af hesten, og de to mænd hilste tøvende og yderst reserveret på ham.
Lisa fandt stemningen ret trykkende.
”Vi ville så gerne have haft kirkens velsignelse til at indgå dette ægteskab,” sagde hun med et anstrengt smil. ”Men nu har jeg hørt om ulykken med præstegården …”
Rotas Mats så opgivende på dem.
”Åh, kære lille Lisa, det går ikke! Opgiv den tanke først som sidst. Pastor Europæus vil aldrig tilgive denne mand.”
”Vasilij Stepanovitj, jeg synes ikke, De skal trække en ung og uerfaren pige som Lisa ind i Deres elendighed,” sagde Rotas Mats på russisk. ”Lad hende blive her hos os, her er hun blandt sine egne, så glem hende! Det skulle være let nok for Dem. Og du, Lisa, hvordan kunne du begynde at være sammen med denne røver? Du synes måske, han er spændende, men den glans er kortvarig. Sådan en følelse er ikke noget at bygge et samliv på.”
Lisa blev mild i øjnene.
”Onkel Jonas, kan du huske, dengang vi gik til Kizi-Kirmen og fandt en mishandlet zaporog-kosak i en tatarlejr.”
”Ja, jeg husker din uforståelige interesse for ham.”
”Det er den mand.”
”Hvad?”
”Jeg gik tilbage samme nat og mange nætter derefter. Og Rotas Mats, jeg spurgte dig om, hvad man skulle gøre med en svigefuld ven, der trængte til hjælp. Han havde ikke ligefrem været svigefuld, men lidt for nærgående. Du sagde, jeg skulle hjælpe, uanset …”
”Du gode Gud!” mumlede Mats.
”Så jeg gik til ham, men blev taget til fange af tatarer. Jeg undslap for et par uger siden – efter at have tænkt på Vasilij i fire år – og mødte ham igen. Vi hører sammen. Uigenkaldeligt!”
Hun havde talt russisk for Vasilijs skyld, og nu sagde han: ”Lisa er den eneste kvinde, jeg nogen sinde har elsket. Jeg elskede hende allerede for fire år siden. Jeg bebrejdede mig selv hendes død. Jeg troede jo, hun var død. Jeg kunne ikke holde ud at leve med tanken om. At jeg havde drevet hende i døden, derfor har jeg opført mig, som jeg har gjort, hver gang jeg har drukket. Jeg hører til dem, der ikke bør drikke alkohol, men jeg var nødt til det for at flygte fra min skyldfølelse og mit savn. Det er ikke nogen undskyldning, kun en forklaring. Men alt det er forbi nu. For hende kan jeg gøre alt, forsage alt. Hun er mit liv.”
”Og du, Lisa?” spurgte Mats, stadig på russisk. ”Vil du ikke blive hos os?”
”Ikke hvis det skiller mig fra Vasja.”
Mats så eftertænksomt på hende.
”Dine børn bliver helt og holdent zaporoger.”
”Det er jeg stolt over,” sagde Lisa med gnistrende øjne, og et glimt af varme tændtes i Vasilijs.
”Du er stærk, Lisa,” sagde Jonas. ”Det har du altid været. Vil du ikke følge med os til byen nu og hilse på alle dem, du kender? Du kan blive hos os en tid.”
”Nej, onkel Jonas,” sagde hun til sidst. ”Vasilij er ikke velkommen der, og jeg vil ikke gå alene.”
De to mænd tog en stille afsked med Lisa og hendes zaporog-kosak. De fulgte de unge mennesker med blikket, da de gik hen til hestene. De så, hvor varsomt, næsten højtideligt, han løftede hende op på hesten. Han blev stående med armene om hende og hovedet lænet mod hendes ben. Langsomt kærtegnede hun det mørke hoved.
”Han er ked af det for hendes skyld,” sagde Mats eftertænksomt. ”Måske har Lisa alligevel ret. Måske findes der noget godt i den mand.”
”Hm,” sagde Jonas. ”I så fald er hun den rette til at lokke det frem. Men jeg synes, det ser ud, som om han har forhekset hende med trolddom.”
”Sådan kan man måske se på det. Men så hedder den trolddom kærlighed. Og den har ramt dem begge lige hårdt …”
”Lisa har aldrig været en af os,” sagde Jonas langsomt. ”Måske har hun gjort det rigtige.”
”Jeg forstår, hvad du mener,” sagde Mats smilende. ”Lisa trængte nok til uendeligt meget kærlighed. Det kan ikke nægtes, at hendes liv har været kærlighedsløst. Nu har hun fundet det, hun altid har savnet og længtes efter.”
De vendte om og gik tilbage til den isolerede landsby på steppen – tilbage til den uvisse kamp for at overleve …