2. KAPITEL

Vasja rejste sig hidsigt og utålmodigt op på albuen, da Lisa kom.

”Du kommer sent!”

”Nej,” svarede hun forbavset og slog ild på fyrtøjet. ”Jeg er tidligere ude end sædvanligt. Hvordan går det med såret?”

”Meget bedre, Nu varer det ikke længe, før jeg er på benene igen.”

”Åh,” sagde Lisa stille og skammede sig over, at hun ikke kunne føle uforfalsket glæde på hans vegne.

Der var langt fra Afgrundskløften til landsbyen. Udsigten til kun at få ham at se, når kosakkerne hærgede deres lille by, var ikke særligt tillokkende.

Da han havde spist, satte de sig ved siden af hinanden op ad bjergvæggen.

”Tænk, at jeg skulle blive så forladt, at selv et pigebarns selskab tiltaler mig!” sagde han fuld af selvforagt. ”Dagene bliver så lange her, Lisa.”

”Det forstår jeg godt. Har du haft nogen problemer med de vilde dyr?”

”Åh, det glemte jeg at fortælle. Tidligt i morges, mens det endnu var mørkt, kom der en lille flok ulve hertil.”

Lisa gispede.

”Men jeg havde jo det fyrtøj, du havde haft med til mig, så jeg tændte et lille bål. De stod nede ved floden og vogtede på mig, og så skete der noget mærkeligt. Bålet var ved at dø ud, og de kom lidt nærmere. Pludselig dukkede der en ny ulv op, som jog de andre væk. Den blev siddende længe og så på mig. Da solen stod op, og bålet var gået helt ud, rejste den sig og forsvandt ned imod floden.

”Kitas Irja,” sagde Lisa stille.

”Hvad sagde du?”

”Det er en gammel historie.”

”Fortæl!”

”Ja, hvis du virkelig vil høre den. For mange hundrede år siden kom der svenskere til øen Dagø ved Estlands kyst i Østersøen. De bosatte sig der og delte øen med estiske bønder. Så havnede Dagø i hænderne på Den Tyske Orden, og engang i 13- eller 1400-tallet blev der givet ordre til, at de svenske bønder skulle være frie i modsætning til de estiske. Dette frihedsbrev blev vores stolthed og vores fald. Flere gange i løbet af de århundreder, der gik, blev der gjort forsøg på at tage friheden fra os og gøre os til livegne. Der var flere, der prøvede på det: adelsmænd, som forvaltede øen, svenske konger, russere – for Dagø har skiftet ejere mange gange. Men ingen kunne komme uden om, at vi havde fået vores frihedsbrev.

Så for hundrede år siden havde vi det særligt vanskeligt under svenske adelsmænd. Men en af vore mænd trådte frem, Kitas Irja, og han kæmpede i mange år en intens kamp mod undertrykkelsen. Han rejste flere gange til Sverige for at bede kongen om hjælp og holdt modet oppe hos alle på øen. Til sidst blev han dømt fredløs og levede i skovene på Dagø. Han blev vores frihedshelt og en legende. Han kunne skabe sig om til en ulv, som også efter hans død dukker op af og til. Jeg er sikker på, at det var ham, der reddede dig i nat.”

Vasilij kastede hovedet tilbage og lo. ”Jeg kan ikke forstå, hvorfor han skulle redde en kosak, som er en nær ven af dem, som har plyndret jeres landsby. Men fortsæt. Hvordan kom I hertil?”

”Vi blev for besværlige på Dagø, fordi vi ikke ville underkaste os de svenske adelsmænd. Så henvendte vi os til Katarina den store for at bede hende om hjælp mod den svenske guvernør. Vi fik hjælp – men ikke lige netop på den måde, vi havde ventet. Alle blev stuvet om bord på et skib for at blive sendt hertil. Vi skulle opdyrke steppen og sørge for at befolke det øde sted herude.”

”Hun har for vane at flytte hele folkeslag, som om de var skakbrikker,” sagde Vasja tørt. ”Vores folk blev også forflyttet, langt østpå til Don og endnu længere. Men jeres rejse må også have været lang?”

”Uendelig! Vi var på vandring i et år, og hele tiden blev vi skyndet på af Katarinas kosakker. Vi måtte blive i en by i nogle måneder, for ingen havde flere kræfter til at fortsætte. Der døde de fleste. Også min familie.”

Vasilij lagde tøvende armene om hendes skuldre. Det lød på hendes stemme, som om hun trængte til det.

Lisa havde ikke forventet sådan et tegn på venlighed. Hun så ham op i ansigtet med store øjne og lagde prøvende hovedet mod hans skulder, så panden hvilede mod hans hårde kæbeben. Et forsigtigt smil fór over hendes ansigt af glæde over at opdage, hvor trygt det føltes.

Så vendte hun tilbage til historien igen og blev smerteligt alvorlig.

”Det var forfærdeligt, Vasja. Forfærdeligt! Fordi …”

”Hvorfor?”

”Fordi det var de forkerte mennesker, der døde.”

”Forklar, hvad du mener.”

Hun vred hænderne i skødet.

”Hjemme på Dagø havde jeg mange søskende, men jeg lignede ikke nogen af dem. De sagde, at mor … Der havde været en svensk adelsmand på øen, en blond og blåøjet mand.”

”Jeg forstår. Og så?”

”Far kunne ikke tåle synet af mig. Mor blev også hård og uvenlig imod mig, for hun turde ikke vise følelser på grund af far. Så blev han vred og skreg ad både hende og mig. Det var også svært for mig at komme på bølgelængde med mine søskende. De var alle sammen dygtige, arbejdsomme mennesker, og jeg var ingenting. Vi snakkede aldrig om de samme ting.”

Vasjas hånd klemte hende let. Hun så taknemmeligt op på ham og blev forundret over udtrykket i hans ansigt. Det var næsten som hendes fars havde været, da han begravede sine små børn.

Men der var så mørkt under bjergvæggen, så det var vel bare skygge.

”Men jeg fandt en måde at være lykkelig på,” sagde Lisa opstemt. ”Jeg … befandt mig ligesom et sted fjernt fra alt og alle. Jeg svævede over jorden, hvor onde ord og fjendtlighed ikke kunne nå mig.”

”Det er farligt,” sagde Vasja.

”Måske, men det hjalp mig. Jeg hørte ikke, at de snakkede til mig – der lå en slags tåge mellem mig og dem. Så gjorde deres ord mig ikke ondt længere.”

Hun tav. Vasja var stivnet og sad spændt som en stålstreng og lyttede.

Nu kunne Lisa også høre det. Den næsten lydløse plasken af åretag. En båd gled af sted på vandet, og de kunne høre lave, mumlende stemmer.

”Tatarer,” hviskede han åndeløst.

”De må ikke opdage dig!” sagde Lisa forskrækket.

Men Vasilij havde ikke sig selv i tankerne. Med sine mørke hænder forsøgte han at skjule hendes hår, der skinnede som månesølv i mørket. Han pressede hende hårdt ind mod sig og fik fat i en flig af hendes sjal, som han trak ned over hovedet på hende.

”Sid stille!” hviskede han i hendes øre.

Lisas hjerte hamrede. Hun så ingenting, mærkede bare den hede hud mod sit ansigt – hans åndedræt …

Båden gled forbi helt inde ved flodbredden. Hun hørte, at de forsvandt i sydlig retning. ”Gudskelov, de drager bort fra landsbyen!” tænkte hun. ”Så kan jeg trygt gå hjem i nat.”

Vasja tog sjalet væk og pustede ud. ”Nu kan du fortsætte,” sagde han lavt.

Lisa satte sig til rette. Han havde stadig armen om hendes skuldre, og det havde hun ikke spor imod. Det var første gang, et menneske havde ønsket at drage hende ind i fællesskabet.

”Så begyndte dødsmarchen gennem Rusland,” fortsatte hun, lidt mere stille nu.

”’Hvordan skal Lisa klare sig?’ spurgte alle. ’Hun er jo så lille og skravlet. Men det er måske bedst sådan. Hun er jo lidt mærkelig, ikke sådan som os’.”

Lisa bøjede hovedet. ”Mine søskende døde i den by. Til sidst var der kun mine forældre, min yngste bror og mig tilbage. Jeg var glad for den dreng, Vasja, det var jeg virkelig. Han var så god og stærk. Han var for lille til at såre mig med tankeløse ord. Så døde han også. Og mor skreg imod mig, at jeg ikke sørgede over ham, at det ikke spillede nogen rolle, om han døde. ’Hvorfor var det ikke hellere dig, der gik til, din elendige unge?’ sagde hun til mig. Jeg gik ud i byen den aften. Jeg gik og gik i mange timer, men jeg kunne ikke sørge. De havde taget min sorg fra mig.”

”Deres egen sorg var så stor, at de ikke kunne se din,” sagde Vasja stille. ”Og så døde dine forældre?”

”Ja. Jeg kom til Koppers Jonas, som ikke blev særligt glad for den byrde, det var at have mig i huset.”

”Og nu er tågen mellem jer blevet til en mur.”

”Det er den måske. Men på den måde slipper jeg for at græde – og føle.”

”Så det var derfor, du trængte til mig?”

”Ja. Du er den første ven, jeg har haft.”

”En farlig legekammerat, lille ven,” sagde Vasja og tog armen væk. ”Og nu synes jeg, du skal gå hjem. Du har været her længere, end du plejer.”

”Åh ja, det har jeg vist. Undskyld!”

”Det gør ikke mig noget,” lo han, men Lisa syntes, latteren lød anstrengt. ”Men hvis de opdager, at du er borte …”

Det virkede, som om han stræbte efter at finde på noget andet at tale om. ”Jeg har nok taget lidt fejl af jer svenskere,” sagde han smilende. ”Vi ser jer som indtrængere i vores land. Men jeg forstår nu, at I er ganske uskyldige.”

Hun nikkede. Vasja var pludselig blevet så underlig, syntes hun.

”Lisa, jeg tror, jeg klarer mig fint nu. Du behøver ikke at komme tilbage, hvis du ikke vil.”

”Men det vil jeg, det vil jeg! Du er jo den eneste, jeg har! Kan du ikke lide mig mere?”

”Jo, men du vender op og ned på alting,” sagde han utålmodigt. ”Du er kun et barn, så du forstår ingenting. Men jeg er ikke noget barn, det kan jeg forsikre dig om. Det her er risikabelt.”

”Hvordan det?”

”Du skal ikke være hos mig længere nu, Lisa. Vi er blevet for intime, og zaporog-kosakker er ikke som de flinke mænd i … Årh, glem det!” sagde han gnavent. ”Jeg mener, nu hvor jeg ved, hvordan du har det hjemme – tænk, hvis de opdager det her! Hvad tror du så, de vil sige?”

Lisa kastede sig fortvivlet ind imod ham. ”Vasja, lad mig få lov til at komme! Lad mig få lov!”

Vasja greb fat i hendes hænder og skubbede hende væk. ”Hold op med det dér!” sagde han hidsigt. ”Du ved ikke, hvad du gør. Hold op!”

Hun så forskrækket op i hans ansigt. ”Hvorfor?”

Et dirrende øjeblik så han på hende med brændende øjne, og det dirrede om hans mund. Så omfavnede han hende og klemte hende hårdt ind til sig. Lisa mærkede et par hårde og søgende læber mod sine, hans hænder gled over hendes ryg og pressede hende ind imod ham. Det svimlede for hende, hun ville skrige og rive sig løs, men denne forfærdelige mund holdt hende fast og tryllebandt hende. Den skræmte hende og gjorde hende mat.

Så slap han hende pludselig. ”Derfor,” sagde han vredt og skælvede over hele kroppen. ”Gå nu. Gå!”

Det lod Lisa sig ikke sige to gange. Rædselsslagen fór hun op og styrtede af sted langs flodbredden. Bag sig kunne hun høre hans bitre stemme: ”Fik du noget at tænke på nu, lille pigebarn?”

Hun følte sig besat af en vanvittig skræk og løb, til hun blev mat i kroppen og sank sammen på jorden gispende efter luft.

”Åh nej,” snøftede hun. ”Hvorfor gjorde han det? Han var jo min ven!”

Hun vaklede ned til floden og vaskede sig i ansigtet. Hun gned læberne ihærdigt, som om hun ville vaske et uhyggeligt minde væk, og skyllede munden med masser af vand.

”Føj! Føj hvor modbydeligt!” græd hun. ”Jeg vil aldrig se ham mere!”

Vasilij havde fuldstændigt ret. Hun var kun et barn …

* *

Det var umuligt at få Lisa op af sengen dagen efter.

”Jeg er syg,” svarede hun halvkvalt, som hun lå med ansigtet mod væggen.

”Hun har ikke set helt rask ud de sidste dage,” sagde Jonas. ”Varm og ophedet, som om hun kunne have feber, og øjnene er tørre af mangel på søvn. Måske var turen til Kizi-Kirmen for anstrengende?”

”Pjat,” svarede hans kone. ”Lisa bukker ikke under for så lidt. Men lad det dovne pigebarn ligge. Hun er ikke til nogen hjælp alligevel.”

Hun blev dog lidt usikker, da Lisa blev ved med at sove time efter time dagen igennem. Der var noget galt med pigen. Jo, hun havde set slap og træt ud på det sidste. Måske mistede de også hende nu? Ja ja, hun var i så fald ikke den første i byen.

På den tid, hvor Lisa plejede at snige sig ud, lå hun stadig i sengen. Der var stille i huset, og hun var vågen, men hun gjorde ingen mine til at ville stå op.

Han må være sulten nu … og tørstig. Ingen kommer med mad til ham. Men jeg kan ikke. Kan ikke! Hvem tager sig af hans sår nu? Og tænk, hvis de vilde dyr …

Han må passe sig selv, den ækle karl! tænkte hun såret. Skammen over det, der var sket, gjorde ondt i hende.

Lisa var ikke helt uvidende, når det gjaldt livets realiteter. Hun vidste, at hun kunne være blevet behandlet meget værre. Egentlig burde hun vel være taknemmelig mod Vasilij, der havde skånet hende, men hun var kun vred og fortvivlet. Det, han havde gjort, var et bundløst svig mod hende og deres venskab.

Hun var blevet fuldstændigt overrumplet. Hendes sværmeriske ideer om inderligt venskab som det vigtigste i voksen kærlighed var brutalt blevet revet itu.

Jeg bliver aldrig voksen, tænkte hun. Kys er bare modbydelige, ikke milde og bløde, som jeg havde troet. De brænder mod huden og er hårde og gør ondt. Hænder holder en fast og bliver så selvstændigt levende, de stryger hen over en, og så er kysset pludselig ikke hårdt længere, det er varmt og levende, også det. Det er ækelt, og man kommer et menneske alt for nær på den måde. Jeg vil ikke tænke på det!

Lisa mærkede den varme døsighed i kroppen igen. Rasende hamrede hun knytnæven i hovedpuden. Jeg vil ikke blive voksen. Jeg vil ikke!

* *

Rotas Mats, den unge lærer i byen, så på pigen ved siden af sig. Hun var kommet med mad til arbejdsfolkene. De to sad på en opstablet dynge kalksten. Alle havde taget en pause i husbygningen.

”Du var vist syg i går, Lisa? Hvad var der i vejen med dig?”

”Jeg ved det ikke. Jeg var vel bare lidt for træt,” svarede hun undvigende.

Han holdt en lille pause, ”Jeg har længe villet snakke med dig. Du har problemer med at finde dig til rette her?”

Der blev stille.

”Hvad er zaporog-kosakkerne egentlig for en slags folk?” spurgte Lisa ud i luften.

”Tja,” svarede læreren lidt overrasket. ”Det er lige så svært at svare på, som hvis nogen havde spurgt, hvad svenskere er. Men oprindeligt var kosakker en masse forskellige folkeslag, der strejfede om på stepperne. De var dygtige ryttere og meget krigeriske. De blev samlet til et fælles folkeslag i 1300-tallet. De mest specielle af dem var zaporog-kosakkerne, et folk, der levede omkring Dnjepr nede for vandfaldene – zaporogi. De havde nok en del tatarblod i årerne, for de stjal hinandens kvinder, som det passede dem.”

Lisa tænkte på Vasilijs smalle, skæve øjne og nikkede.

”Et ejendommeligt folkeslag,” sagde Mats fraværende. ”Vi kan kalde dem vildmænd og barbarer, men det kan ikke nægtes, at de har haft store førere gennem historien. Russere, polakker og svenskere har ofte haft brug for deres hjælp i krigen mod tatarerne.”

”Mats,” sagde Lisa tøvende. ”Hvis man havde en ven, der var helt afhængig af én … og han svigter én så grusomt, at man aldrig vil se ham mere … er det så ens pligt at hjælpe ham?”

Rotas Mats så undrende på hende.

”Du hopper fra det ene til det andet. Hvad har du lært i religionstimerne? Og i kirken? Et menneske, der trænger til din hjælp, må du aldrig svigte. Uanset hvad vedkommende har gjort imod dig!”

”Men hvis jeg synes, han er afskyelig?”

”Det spiller ingen rolle. Hvem er det, du mener?”

”Ikke nogen særlig. Jeg kom bare til at tænke på det.”

Mats lagde sin hånd på hendes.

”Lisa … det, jeg ville tale med dig om … Du var min bedste elev i skolen. Du er usædvanligt kvik i hovedet, og du er den eneste her, der har lært det russiske alfabet, og som har studeret sproget, efter du holdt op i skolen. Hvorfor er du så tvær og fjendtlig, du som er så begavet? Kan du ikke prøve på at kunne lide os, Lisa?”

Hun vendte to forbavsede øjne imod ham. ”Men det er jo lige omvendt! Det er jo jer, som ikke kan lide mig!”

”Du synes, alle er imod dig, men det er aldrig faldet dig ind, at du kan have en del af skylden selv? Har du nogen sinde gjort noget for at samarbejde med os?”

Lisa trak sig ind i sin skal igen.

”Jonas og hans kone er rare mennesker,” fortsatte han. ”Men du sætter af og til deres tålmodighed på en hård prøve. Du giver indtryk af, at du føler dig bedre end os, Lisa. Du ser ned på alle i byen. Og ingen kan lide at blive foragtet.”

”Men sådan er det ikke,” råbte hun, usædvanligt meddelsom. ”Jeg er bare så bange.”

”For hvad?” sagde han mildt.

”For at folk skal blive vrede på mig.”

”Så synes jeg, du opfører dig bagvendt,” sagde Mats. ”Hvorfor prøver du ikke at gøre dem tilpas i stedet for?”

Hun bøjede hovedet. ”Det har jeg forsøgt. Det gik ikke.”

”Gør et forsøg til, Lisa.”

Hendes stemme var lav og opgivende: ”Når de fleste ønsker, at man ikke fandtes, er det bedre at opføre sig derefter, så bemærker de måske ikke, at man er til …”

Læreren rynkede panden. Han betragtede hendes bøjede hoved en stund, så sagde han nøgternt: ”Nu snakker vi ikke mere om det. På mødet i går talte vi om, hvad vi skulle kalde landsbyen. Hvad synes du om Gammelsvenskby?”

”Det lyder da fint,” sagde hun høfligt.

* *

Det var en kamplysten Lisa, indstillet på at forsvare sig, der den aften begav sig ned til flodbredden for at se til sin svigefulde ven.

Nu var det to dage siden, det forfærdelige var sket, og hun havde taget sin lærer på ordet. Vasilij skulle få hendes hjælp, men han skulle ikke få lov til at komme hende nær. Hun havde en kniv med sig, så stakkels ham, hvis han forsøgte sig!

Der var ingen.

Den lille lavning var tom, og Vasilij var væk.

Pludselig følte Lisa en sviende skuffelse.

”Vasja!” skreg hun. Flodbredden var øde og forladt. Dnjepr flød stille, som en hån mod hendes ensomhed. Rundt om hende var der hårde, stumme stenvægge. Vasja, så fuld af liv og kamplyst – han var borte.

Hun kunne hade ham, så længe hun vidste, at han var derude, og hun kunne lade være med at gå ud til ham, hvis hun ville. Men nu var han væk, og hun fik ham måske aldrig at se mere. Hun havde ikke længere valget mellem at lade ham fryse og sulte som en hævn eller vise barmhjertighed med ham og gå ud til ham. Hun havde ingenting.

Ingen …

”Vasja! Vas-ja!”

Hun løb fortvivlet frem og tilbage og rev sig på tornekrattene ved flodbredden, men hun fandt ingen spor efter ham.

Han var ikke i stand til at gå endnu. Han måtte være kravlet. Men hun kunne ikke tænke sig Vasja krybe på alle fire. Sådan gjorde han ikke. Ulve? Nej, det ville hun ikke engang tænke på.

Lisa fortsatte sydpå langs bredden væk fra landsbyen. Den eneste tanke, hun havde i hovedet, var, at hun skulle finde Vasja.

Pludselig var hun omringet af klipper, og hun klatrede op for at få udsyn. Stadig råbte hun hans navn.

Med ét fór hun sammen og standsede. Nogen bevægede sig i nærheden af hende.

”Vasja?” sagde hun stille.

Fire skikkelser trådte frem fra skyggerne og omringede hende. Fire tavse, truende skikkelser.

Lisa så konturerne af spidse, bredskyggede pelshuer. Vide bukser stoppet ned i bløde støvler med spidse snuder, kaftaner med vide ærmer.

Tatarer.