6. KAPITEL

Nye steppemarker. Ved aften kom vårkulden. Lisa tog kappen frem, der lå sammenfoldet bag sadlen. Fedja, der hele tiden havde holdt sig i nærheden af hende, red nu ved siden af hende. Drengen så beundrende på hende.

”Har du det godt?” spurgte han hengivent.

Hun begyndte at føle ubehag ved hans åbenbare tilbedelse.

”Så godt som en utrænet kan have det efter nogle timer til hest.”

”Jeg er så bange for, at der skal ske dig noget,” sagde han stille. ”Jeg ser efter tatarer hele tiden.”

”Vi har udsigt nok her.” Hun smilede og slog ud med hånden over den endeløse steppe. Solen var ved at gå ned og farvede himlen mørkerød.

Hendes stemme var brugbar nu, den skurrede bare lidt ind imellem. Men hun forsøgte at skåne den mest muligt.

Langt borte kunne hun se Vasja komme ridende imod dem. Det var tydeligt, at han havde noget at sige dem.

”Jeg er lidt bange for den mand,” sagde Fedja. ”Han er lidt lumsk.”

”Vasja lumsk?” sagde Lisa måbende. ”Det er da det sidste, han er! En mand, der ikke gør noget forsøg på at skjule en eneste af sine dårlige sider, kan vel ikke kaldes lumsk?”

”Nej, det var måske ikke det rigtige ord. Men et dårligt menneske er han i hvert fald. Hvis du vidste, hvad han …”

”Jeg vil ikke høre et ord!” bed Lisa ham af. ”Det angår ikke mig, hvad Vasja har gjort.”

”Så han betyder intet for dig?” spurgte Fedja forhåbningsfuldt.

Hun tøvede et sekund for længe.

”Nej, hvorfor skulle han det?” sagde hun tomt. ”Jeg kender ham jo dårligt nok.”

Fedja rakte hånden ud, og hun tog den. Hun havde lidt ondt af den svage Fedja. Natasjas foragt og kosakkernes hån vakte en næsten moderlig følelse for ham.

”Lisa, jeg … jeg er stolt over at måtte være din livvagt,” sagde han bevæget. ”Den, du sætter hele din lid til.”

Nå ja … tænkte Lisa, men hun sagde ingenting.

Vasilij holdt hesten an. Han kastede et flygtigt blik på de to, der red hånd i hånd, og hans næsefløje bevægede sig på en meget sigende måde. Så vendte han sig mod Volodja.

”Vi har en stor kosaklejr foran os. Jeg har ordnet det med overnatning der. Natasja, nu har du ansvaret for Lisa.”

”Hvad mener du med det?” spurgte Fedja såret. ”Er jeg ikke god nok mere?”

Vasja så koldt på ham. ”Du har måske tænkt dig at sove sammen med hende?”

Fedja rødmede og trak hånden til sig. Natasja brød ud i en fnisende latter. Nogle mindre pæne ord til Fedja fik Vasilij til at se skarpt på hende.

”Natasja! Det er ikke nødvendigt at blive grov!”

”Du var selv grov, storebror. Er det for Lisas skyld, at du pludselig prøver at gøre mig mere taktfuld?”

”Hold mund!” hvæsede Vasja.

De red videre i tavshed.

Denne aften var ikke den mest velegnede til at gøre indtog i kosakbyen. Et eller andet var tydeligt blevet fejret i sus og dus – eller måske mandede de sig bare op før det store slag. Midt i lejren var der en åben plads, hvor berusede kosakker dansede og skrålede.

Fedja lagde forsigtigt armen om Lisas skuldre og førte hende hurtigt forbi. Hun hørte dem hviske ”zaporoger”, da de gik. Det navn havde stadig en mægtig klang i Ukraine.

”Hej, se!” råbte en kosak. ”Djima er med!”

”Djima!” råbte en anden. ”Spil for os!”

Den unge sanger tøvede, tydeligt smigret. En mængde kosakker havde samlet sig omkring dem.

”Og Vasja! Troldmanden! Her er der vodka nok!”

Vasja drejede surt hovedet. ”Lad mig være!” sagde han skarpt.

Kosakkerne hylede. ”Hørte I det? Vasja siger nej til vodka! Du er vel ikke syg, Vasja?”

En rå latter gjaldede i flokken.

”Og hvor har du gjort af alle dine tilhængere? Tør du ikke drikke uden dem i ryggen?”

Vasjas øjne lynede. ”Vi kom hertil med fredelige hensigter,” sagde han med glødende raseri i stemmen. ”Og jeg lader mig ikke provokere til noget, hverken til at drikke eller slå ihjel!”

Lisa følte sig utilpas. Hun havde aldrig hørt nogen sige noget om, at Vasilij drak – og havde aldrig bemærket, at han gjorde det.

”Så så,” sagde en myndig kosak. ”Vær vores gæster i aften. Lad os alle sammen høre Djima!”

De så tøvende på hinanden. Det var tydeligt, at Djima gerne ville synge, og også at Natasja ville blive på lejrpladsen. Vasilij havde hele tiden prøvet at skjule Lisa bag sig og trukket hætten på hendes kappe op over hovedet på hende. Fedja og Volodja trak på skuldrene.

”Jamen så syng da, Djima,” sagde Vasja kort.

Mørket var faldet på nu. Kosakkerne stod i en stor rundkreds om den åbne plads. Bag den stod der telte i alle mulige farver og faconer. I den ene ende af lejrpladsen brændte et bål. Djima gik ind i kredsen og stemte sin domra. Kosakkerne blev tavse, selv de mest fordrukne af dem.

Djima begyndte stille og blidt, men øgede efterhånden rytmen, til hans smalle fingre fløj så hurtigt over strengene, at øjet ikke kunne nå at følge dem. Den blide stemme blev båret ud i vårnatten og greb tilhørerne med sin stærke indlevelse.

Nogle af kosakkerne kunne ikke dy sig, men hoppede ind på pladsen i en hvirvlende dans. De øvrige spillemænd sluttede sig til Djima, flere kastede sig ud i dansen, og til sidst var pladsen en jublende, hylende heksekedel.

Den ene efter den anden af kosakkerne fremførte små, korte solodanse. Ind imellem dansede alle på en gang, og Lisa opdagede, at hun ligesom alle andre klappede takten med hænderne. Hun lo og følte sig fri og lykkelig. Med strålende øjne så hun på Vasja, som stod lænet mod en kærre. Han stod og betragtede hende med et fjernt, vemodigt udtryk. Da han mødte hendes oprømte blik, smilede han – et mærkeligt smil blottet for glæde.

Dansen sluttede lige så hurtigt, som den var begyndt. De bad Djima om mere sang, men han trådte ud af kredsen og hen til Lisa. Han rakte hånden frem mod hende.

”Kan du synge?” spurgte han.

”Ja … nej, bare sådan almindeligt,” sagde hun overrumplet. ”Men ikke i dag. Det er jo kun nogle timer siden, jeg fik stemmen tilbage.”

”Syng noget for os.”

”Her? Er du gal? Jeg er jo så hæs! Det tør jeg ikke.”

”Jo, det tør du godt!”

Både Fedja og Volodja skubbede hende frem. Hun søgte hjælp hos Vasja, men han stod bare ubevægelig med udtryksløst ansigt. Eller var der et ganske lille ironisk smil at spore?

Og så befandt hun sig pludselig midt i flokken. Hun var helt omtåget af skræk, for hun havde aldrig sunget for publikum før.

Nu ventede de på, at hun skulle begynde! Hun mærkede, at Djima tog kappen af hende. Et heftigt sus gik igennem mængden. Nogle berusede kosakker vaklede ind på pladsen og rakte hænderne frem imod hende.

Straks trak Djima sin dolk og huggede den ned i jorden foran hendes fødder. Volodja og Fedja gjorde det samme. Det kunne ikke misforstås.

Alligevel var der en ganske højtstående kosak, der ikke ville forstå. Han spurgte frækt, hvor meget Lisa kostede.

Vasilij trådte et par skridt frem og kastede sin dolk mod Lisa, så den blev stående på spidsen foran hendes fødder. Nu stod hun i en ring af knive, og ingen gjorde tilnærmelser.

Gud nåde mig, hvad skal jeg synge? tænkte hun. Tatarkvinden havde lært hende nogle sange, men de passede ikke her. Og russiske viser kunne hun for få af, desuden kunne hun ikke konkurrere med de eksperter, som var her.

Men hun havde lagt mærke til, at de kunne lide Djimas vemodige sange. Skulle hun vove at tage en enkel folkevise? ”Som stjärnan uppå himmelen …” Den havde i hvert fald den fordel, at den var kort.

Lidt skælvende begyndte hun at synge. Lisa vidste det ikke, men hun havde en ren, lys stemme, som uden problemer nåede op på de højeste toner. Hun var et betagende syn, som hun stod; spæd og lys og forsvarsløs blandt de vilde kosakker.

Da hun havde sunget færdig, dristede hun sig til at tage den en gang til, men denne gang på russisk.

Og kosakkerne var ikke ufølsomme. Da hun var færdig, nejede hun dybt og takkede genert for bifaldet. Så samlede hun knivene sammen og løb væk fra midten af pladsen.

”Vasilij, din dolk,” sagde hun forpustet og rakte ham den.

”Hvordan ved du, at det netop er den, der er min?” spurgte han. Han havde så store problemer med at få ordene frem, at hun måtte kigge op på ham.

Men han vendte ansigtet væk fra hende, og Lisa var for forvirret til at kunne svare på hans spørgsmål. For øvrigt kunne hun jo ikke betro ham, at hun kendte hver eneste detalje både ved ham selv og hans tøj og våben.

”Jeg håber ikke, du syntes, min sang var alt for dårlig?” sagde hun genert. ”Det lød forfærdeligt …”

”Lisa, for Guds skyld!” afbrød han heftigt. ”Jeg gør mit bedste for, at du skal slippe for at have mig i nærheden. Så gør mig den tjeneste at holde dig væk fra mig! Gå hen til de andre, og giv dem deres dolke.”

Hun gik bedrøvet fra ham.

Musikken og dansen fortsatte, men zaporogerne ville hvile. Pigerne blev vist hen til deres telt og jog dem ud, der var der.

”Jeg holder vagt udenfor,” sagde Fedja. ”Hele natten.”

”Nej, det gør du ikke,” sagde Vasilij. ”Hvordan skal du så orke at beskytte hende i morgen? Stå her de første timer, så afløser vi dig efter tur.”

Lisa krøb straks ned i steppegræsset, som var samlet til en seng. Den vide kappe havde hun rundt om sig. Men Natasja ville ikke lægge sig.

”Hvad er der, Natasja?” spurgte Lisa søvnigt.

Pigen vred sig. ”Der var så sjovt derude. Tror du, det gør noget, at jeg stikker derud bare et lille øjeblik? Fedja holder jo vagt udenfor.”

Lisa trak på det: ”Det gør ikke mig noget. Men hvad tror du, Volodja siger? Det er jo ham, der er lederen.”

”Det er jo ham, jeg skal prøve at træffe!” sagde Natasja ivrigt. ”Jeg vil forklare ham, at der ikke er nogen fare.”

”Nå ja, så løb da. Jeg sladrer ikke.”

Som en pil forsvandt Natasja ud. Lisa kunne høre hendes og Fedjas mumlende stemmer et øjeblik, så blev der stille.

Pludselig gav det et sæt i Lisa, og hun blev lysvågen. Hun hørte et kort skrig og et bump uden for teltet. Så blev der helt stille.

Lisa rejste sig op på albuen.

”Fedja?”

Ingen svarede. Hun lagde sig ned igen, undrende og lidt urolig. Der var mørkt overalt, kun genskinnet af lejrbålet langt borte flammede op nu og da. Dansen og drikkeriet fortsatte derhenne.

Nogen kom ind i teltet.

”Natasja?”

Hun fik ikke noget svar.

”Fedja, er det dig?” hviskede Lisa ængsteligt. ”Du må blive uden for teltet!”

Det var ikke Fedja. Det var to mænd, der lugtede af sved og gammel brændevin. Lisa satte sig forskrækket op, men blev presset ned igen.

”Tys, pigebarn, vi vil dig ikke noget ondt,” sagde den ene lavt.

Lisa forsøgte at skrige, men stemmen ville ikke lystre hende.

”Hvor er Fedja?” sagde hun desperat.

”Det skal du ikke bekymre dig om, lille ven. Nu skal du bare tage det roligt.”

”Hvad har I gjort ved Fedja?” jamrede hun. ”Slip mig!”

”Du skal ikke være bange,” sagde den ene silkeblødt. ”Vi har bare fået ordre til at give dig noget at drikke. Så ordner de andre resten.”

”Hvad mener I?”

”Spørg ikke så meget. Vi bliver godt betalt, og derfor spørger vi ikke så meget. Se her, vær nu fornuftig!”

En brændevinsflaske blev sat mod hendes mund. Lisa kæmpede imod og prøvede at sno sig fri. Så tvang de hende om på ryggen og holdt hendes hoved så fast, at hun ikke kunne slippe løs.

”Spild nu ikke vodkaen, pigebarn,” sagde den ene bebrejdende. ”Så, drik nu!”

De tvang hendes mund op og hældte vodkaen i hende. Lisa hostede og spyttede, men hun kunne ikke forhindre, at en del af den blev sunket. Da de syntes, hun havde fået nok, tog de flasken væk og bandt hendes hænder og fødder. Så forsvandt de.

Der blev hun liggende, fortvivlet og fastbundet, mens vodkaen langsomt bredte sig i hendes krop.

Der var vist nogen i teltet. Nogen, der hviskede hendes navn.

”Lisa, kan du høre mig?”

Der var noget bekendt ved stemmen, men alligevel var den ukendt. Han måtte have et stykke tøj for munden. Eller måske var det en pige?

Personen befandt sig nu lige ved hende.

”Hvad stod der i dokumenterne, Lisa? Fortæl det til mig!”

”Hvilke dokumenter?” sagde hun sløvt og utydeligt.

”Dem, du stjal fra tatarerne.”

Hun fnisede. ”Ja, jeg stjal dem. Og tatarerne blev så sure på mig. De løb efter mig hele natten.”

”Hvad stod der i dokumenterne?”

”Men jeg sad oppe i en trætop og sang … nej, det gjorde jeg slet ikke, det var jo nattergalen. Jeg er da ikke nogen nattergal!”

Han ruskede utålmodigt i hende. ”Hvad stod der i de dokumenter? Skynd dig, det haster! Hvor og hvornår skulle vi angribe?”

”Vent, til jeg har fortalt færdigt,” sagde hun fornærmet. ”Og så begravede jeg nattergalen, men den var for lang, så der var ikke plads i graven. Hvorfor gjorde jeg egentlig det? Den sang jo så smukt.”

Hun lo fjollet. Manden bandede opgivende. Lisas snak blev mere og mere meningsløs.

Da hørtes en forbitret stemme udenfor. Manden fór op og krøb under teltdugen på bagsiden.

Lisa hørte stemmen i sin drøm.

”Jeg troede, jeg i det mindste kunne stole på min egen søster! Her finder jeg dig rendende rundt i lejren, når du skulle have holdt vagt! Fedja! Hvor er Fedja? Hvor i himlens navn er han? Du leder efter ham, jeg må kigge ind til Lisa. Og hvis hun også er væk, tilgiver jeg dig aldrig!”

Nu var der nogen i teltet igen. Men Lisa var ikke bange. Hun lo lykkeligt.

”Vasja!” mumlede hun utydeligt. ”Jeg har det så herligt. Kom her!”

Vasja faldt på knæ ved siden af hende. En lille stund lyttede han målløst til hendes snøvlende fortælling om de flinke mænd, der havde tvunget disse herlige drømme i hende.

”Hvem har gjort det her?” brølede han.

”Kender dem ikke.” Lisa smilede saligt. ”Vasja, jeg flyder, jeg svæver! Jeg spyttede en masse ud, men det var dumt af mig, for nu har jeg det så fint.”

”Hvilken djævel har gjort det her?” gentog Vasja fortvivlet. ”Og hvorfor?”

Med utålmodige bevægelser løste han rebene om hendes hænder og fødder og slyngede dem rasende mod teltvæggen.

”Han ville have rede på, hvad der stod i dok … dok …”

”Dokumenterne? Hvem?”

Vasilij greb hende om skuldrene og rystede hende.

”Hvem? Og hvor meget fortalte du?”

Lisa lo bare. ”Du spørger så meget. Jeg fortalte om nattergalen. Som sang, ved du nok. Skulle jeg ikke have gjort det? Måske burde han ikke have fået noget at vide om den, Vasja? Bagefter flygtede han, fordi du kom brølende som et vilddyr. Det lød så komisk, Vasja.”

”Åh, herregud,” hviskede han. ”Hvad er det egentlig, der er sket? Lisa, prøv nu at snakke fornuftigt. Det her er vigtigt! Hvem var han?”

”Jeg ved det ikke, Vasja. Jeg gi’r pokker i ham.”

Hun lagde armene om hans nakke og prøvede at trække ham ned til sig.

”Du, jeg var dum dengang.”

”Hvad er det nu, du snakker om?”

”Jeg har tænkt så meget på det i disse år. Først syntes jeg, det var ækelt, og jeg hadede dig i flere år. Hvorfor gjorde du det egentlig, Vasja, hvorfor ødelagde du det hele?” Hun begyndte at klynke som en hundehvalp.

”Tror du ikke, jeg har tænkt på det samme?” sagde han træt.

”Men jeg er voksen nu, Vasja! Gør det en gang til, så skal jeg nok tænke anderledes. Den sidste tid har jeg tænkt helt anderledes på dit kys. Det er det eneste, jeg nogen sinde har fået, du er det eneste menneske, der nogen sinde har betydet noget for mig. Men dengang var jeg kun et barn. Gør det igen, jeg tror, jeg kommer til at føle noget helt andet nu.”

”Lisa! Det mener du ikke, det ved jeg. Du ved ikke, hvad du siger. Du er fuld.”

”Din stemme er så mærkelig, Vasja. Hvorfor skælver den sådan? Må jeg ikke mærke dig helt ind til mig? Jeg vil mærke din kind mod min, din hud mod min. Jeg har længtes efter det, Vasilij.”

Han sad bøjet over hende. Et øjeblik så det ud, som om han havde tænkt sig at tage hende i sine arme, men så rejste han sig brat op på knæene.

”Jeg er ikke noget for dig,” sagde han kort. ”Åh – hvis jeg bare fik fat i den, der har gjort det her, ville jeg dræbe ham! Gjorde han dig noget, Lisa? Du går åbenbart med til hvad som helst i den tilstand, du er i. Rørte han dig?”

”Hvad? Nej, det fik han da selvfølgelig ikke lov til!” fnisede hun. ”Vasja, bliv hos mig!”

Hun greb efter ham igen, men han veg tilbage, turde ikke tage fat i hende.

Natasja kom løbende. ”Jeg fandt ham. Han lå bag et telt, slået i hovedet.”

”Død?”

”Nej, jeg hældte vand over ham. Han kommer her.”

En dryppende våd og stønnende Fedja kom ind i teltet.

”Vasja! Hvad …?”

”De har drukket hende fuld for at få planerne ud af hende. Jeg tror ikke, hun har sagt noget.”

Fedja faldt forskrækket på knæ og trak Lisa op til sig. ”Lisa, kæreste, hvad har de gjort? Åh, lille ven!”

”Hold op!” hvæsede Lisa og skubbede ham fra sig. ”Jeg er træt. Jeg vil sove.”

”Nej,” sagde Vasja. ”Her skal ingen sove! Natasja, hent en kop krudtstærk, tyrkisk kaffe, det er der sikkert et eller andet sted. Og tag en citron med eller noget andet surt. Vi må have hende ædru igen, ellers vil hun få et helvede. Og du, unge dame, kommer med mig!”

Ublidt trak han hende med sig ud til det sted, hvor hestene plejede at drikke vand. Lisa orkede næppe at stå på benene, men Vasja afviste Fedjas tilbud om hjælp.

”Du venter i teltet. Det her klarer jeg alene. Det er ikke værd at udsætte hende for mere skamfølelse end nødvendigt.”

Han dyppede hendes hoved ned i truget. Lisa gispede efter luft, da han gned hende tør med sin skjorte.

Endelig var hun så ædru, at benene noget skælvende kunne bære hende. Men hun var ikke i stand til at stå selv, instinktivt famlede hun efter noget at støtte sig til, og Vasjas stærke hånd var der øjeblikkeligt. Hun lænede panden mod hans bryst og ønskede, hun kunne være sunket i jorden.

”Vasja, jeg skammer mig så forfærdeligt. Jeg kan aldrig se dig i øjnene mere.”

”Du har vel ikke noget at skamme dig over!”

”Jo, det har jeg,” mumlede hun utydeligt. ”Jeg opførte mig som en luder. Da jeg sagde det dér til dig … om at jeg var voksen nu … så mente jeg det. Jeg ville havde, at du …”

”Det var rusen, der gjorde det,” sagde han heftigt. ”Jeg tog mig ikke af din snak. Folk siger så meget, de ikke mener, når de er fulde. Det burde jeg vel vide.”

Hans tonefald røbede dyb selvforagt. ”Det du sagde, er ikke noget at gå og huske på,” fortsatte han mildere. ”Du tænker ikke på den måde nu, det ved jeg.”

Lisa lo skælvende og lettet. ”Nej, naturligvis ikke. Den sære følelse er væk nu. Du har ret, jeg var ikke mig selv.”

Vasilij tav. Han holdt meget forsigtigt om hende, som om han til trods for, at omstændighederne tvang dem ind på hinanden, ville holde sit løfte om ikke at besvære hende med sit nærvær. Hun mærkede, at han fraværende strøg hende over skulderen.

”Men de andre, Fedja og den ukendte, afviste du?”

Hun så hurtigt op. ”Ja, er du tosset?”

Han så underligt på hende.

Da det gik op for hende, hvad hun havde afsløret, rev hun sig heftigt løs og lænede sig skælvende mod vandtruget.

Hun hørte hans lave stemme fuld af dyb fortvivlelse.

”Åh, Lisa, Lisa …”

En tid var stilheden så anspændt, at hun ikke turde røre sig. Så mærkede hun hans hånd over sin.

”Kom nu, Lisa, så skal vi finde ud af, hvem der gjorde det her imod dig,” sagde han i helt hverdagsagtigt tonefald. ”Og her kommer Natasja med kaffe. Nu bliver alt godt.”

Vasja samlede alle i teltet og forklarede dem situationen.

”Forstår I, hvad det betyder?” sagde han vredt. ”Det, der skete med Lisas hest, kan have været et ulykkestilfælde. Det kan også være en udenforstående her i kosaklejren, der betalte de to mænd, og som siden kom for at liste planerne ud af Lisa. Men hvis det ikke var det, er det en af os. Og det er det mest sandsynlige.”

Der hvilede en trykkende stilhed over dem, der sad der. I lejren hørtes ikke en lyd. Bortset fra i deres lille telt var der ro overalt. Det var tidligt om morgenen.

Natasja kastede et hurtigt blik på Volodja, men trak det hurtigt til sig igen. Djima sad og fingererede ved sit instrument. Men han vovede ikke at prøve at få en eneste lille lyd ud af det.

”Det kan ikke have været hvem som helst,” sagde Lisa roligt. ”Det var en mand, det er jeg sikker på.”

”Nej, Natasja er det ikke,” sagde Vasja tørt. ”Og det er jo altid en trøst for mig.”

Han fortsatte med undertrykt raseri: ”Ved I egentlig, hvem Lisa er? Hvordan hendes liv har været? Hvor mange venner hun har haft? Ingen! For hun har været en fremmed fugl over alt, hvor hun er kommet. Og at sådan nogle altid bliver hakket på, er en naturlov. I skal også vide, at når jeg er sikker på, hvem den skyldige er, så vil jeg dræbe ham – uden nåde!”