7. KAPITEL
”Jeg synes, du sagde, at Lisa ikke havde nogen venner?” sagde Natasja lavt. ”Lige nu hørte jeg da …”
”Mig?” afbrød Vasja. ”Det venskab tror jeg godt, Lisa kan undvære.”
Lisa så opgivende på ham og rystede langsomt på hovedet. Vasja sænkede øjenlågene og så ned.
Han måtte tage sig sammen for at kunne fortsætte.
”Jeg skal forsøge at forklare, hvad jeg mener med at trække Lisas tidligere liv frem. Hun er svensk og kommer fra en ø i Østersøen. Hendes familie døde under den lange rejse hertil, og hendes plejefamilie havde nok i sit eget.”
Vasja havde svært ved at tale nu.
”Hun var fuldstændigt udstødt. Da hun var femten år gammel, mødte hun en samvittighedsløs mand, der udnyttede hendes renhjertede hengivenhed og opofrelse. I ham så hun sin allerførste ven her i livet, en kammerat, hun kunne betro sig til og øse al sin indestængte kærlighed ud over. Men manden var et hensynsløst bæst. Han følte nok en stærk ømhed for dette lille, troskyldige pigebarn, men ømheden var ikke stærk nok til at kvæle andre følelser.”
”Tak, det dér har vi hørt,” sagde Natasha hurtigt. ”Og ved du, hvad jeg tror, kære bror? Jeg tror, din ømhed for hende var meget større, end du anede. Jeg tror, at du …”
”Åh, hold mund!” udbrød Vasja forpint. ”Søskende burde ikke findes. De ligner en selv alt for meget. Nå, I ved, at Lisa blev holdt fanget hos de tyrkiske tatarer i fire lange år.”
”Mens du hærgede som en gal, hvor du kom,” indskød den umulige Natasja. ”Der var ikke den ting, du ikke var med på. Brutale ting, vel at mærke. Der er altså alligevel system i galskaben. I den ihærdige udslettelse af dit eget liv.”
”Kan du så holde mund!” skreg Vasja desperat. ”Det er ikke mig, vi snakker om nu, men Lisa. Forstår I ikke, at hun nu skulle have haft lov til at føle sig velkommen? I stedet bliver hun udsat for det her og ved ikke, hvem der er ven eller fjende. Men jeg skal nok få rede på det! Jeg vil vide, hvad I lavede i nat alle sammen, Fjodor?”
”Ja, jeg er vel undskyldt.” Fedja smilede skævt og gned sit ømme baghoved.
”Det ved jeg, men du skal selv fortælle.”
Fedja sad sammenkrøbet lidt for sig selv. Hans bløde fingre legede nervøst med båndet på Djimas strengeinstrument.
”Ja, først kom Natasja ud og bad mig holde ekstra udkig, mens hun var ude i et nødvendigt ærinde …”
”Natasja, vidste du ikke, at Lisa altid skal have to af jer i nærheden?”
Natasja så skyldbetynget ud. ”Jo, men …”
”Fortsæt, Fedja!”
Den unge dreng var rystet nu. Vasja skånede ingen.
”Der kom en anden mand hen til mig og begyndte at snakke.”
”Så du ham tydeligt?”
”Nej, det var mørkt. Han lugtede i hvert fald af sprit. Og der må have været en til i nærheden, for pludselig fik jeg et slag, som var så hårdt, at det sang i hovedet, og så ved jeg ikke mere, før Natasja hældte vand i hovedet på mig.”
”Sikke et vagthold,” mumlede Vasja. ”Nå, Natasja, du skulle altså ud og have fat i Volodja?”
”Det er vist ikke kun mig, der er indiskret,” hvæsede Natasja.”
”Fandt du ham?”
”Nej, det gjorde jeg ikke. Men han er i hvert fald ikke den skyldige.”
”Tak skal du have,” sagde Djima og så surt på hende.
Volodja, som var meget mørk og kraftig, tungsindig og firkantet, så tankefuldt på Vasja. Hans gyldne øjne lyste.
”Hvordan er det for resten med dig selv, hvor var du?”
Fedja indskød spydigt: ”Hos et eller andet kvindfolk som sædvanligt, går jeg ud fra!”
Vasja fór op og kastede sig over Fedja og pressede ham ned mod jorden.
”Nej!” skreg Vasilij rasende. ”Nej, nej, nej! Lejrpigerne frister mig overhovedet ikke. Jeg vil ikke se dem.”
”Det var noget nyt,” mumlede Volodja stille, men han hjalp Natasja med at skille de to.
Vasja lukkede øjnene og forsøgte at dæmpe sit hivende åndedræt. Uden at bryde sig om de andres nærvær sagde han dystert til Lisa: ”Forstår du nu, hvor beskidt alting er? Forstår du, at jeg aldrig kan tillade mig at tænke på dig?”
Lisa vendte sig bort. Hun kunne ikke svare.
”Skal vi vende tilbage til det, vi talte om?” sagde Natasja nøgternt.
Vasilij trak vejret dybt. ”Ja, jeg sov, for jeg havde våget uden for Lisas værelse i zaporoglejren. Jeg vågnede ved, at Volodja kom ind i teltet, og så gik jeg ud for at se til Lisa. På vejen traf jeg min kære søster, som slet ikke burde være der. Volodja?”
Volodja sukkede. ”Jeg gik en tur.”
”Hvorfor det?”
”Nej … Det ved jeg ikke. Gik bare lidt omkring.”
”Og du mødte ikke Natasja?”
”Øh … jo, jeg så hende.”
”Og gik væk. Ja, Natasja, det ser ud til, at alle i vores familie lider den samme skæbne: Vi kan få mange, men den ene, vi vil have, får vi ikke.”
Natasja så trist ud. Lisa trykkede hendes hånd, og straks lyste den impulsive pige op.
”Nu er det kun dig, der ikke har svaret, Dmitrij,” sagde Vasja.
Djima vågnede op og lagde sit instrument fra sig. ”Hvad jeg lavede i nat? Jeg gik tilbage til lejrpladsen, spillede og sang lidt … så drak jeg måske lidt … og jeg lå vist og sov et eller andet sted. Husker ikke hvor.”
”Det dér var lidt svævende,” mumlede Vasja. ”Men nu må vi prøve at sove en stund, før vi drager videre. Det har været en lang nat.”
Han forsøgte at sige nogle ord til Lisa, før han forlod teltet, men det lykkedes ham ikke at fange hendes blik. Hun orkede ikke at se ham i øjnene nu.
En ufattelig skuffelse og noget så menneskeligt som vild, ustyrlig jalousi gnavede i hende.
* *
Da de red bort fra lejren tidligt om morgenen, indtraf et kort, pinligt intermezzo, som rystede Lisa yderligere.
En gruppe kosakker betragtede dem, da de passerede. ”Der rider den onde Kasjtjej med den lyshårede engel i sit følge,” sagde en af dem. ”Nu er han gået for vidt. At begynde med uskyldigheder – og ædru er han vist også!”
”Du tror da ikke, den engel er uskyldig, hvis hun holder sammen med sådan en som Vasilij?” hånlo den anden.
Vasja løsnede pisken fra sit bælte, sporde hesten og gav manden et sviende slag, da han red forbi. Hylende af smerte bandede de efter ham.
Lisa følte sig syg af skam. Nu ville hun ikke høre mere om Vasilij!
Mens solen steg på forårshimlen, fortsatte de deres færd over tør, fattig jord, og horisonten omkring dem var uendelig.
Lisa havde overhovedet ikke snakket med Vasilij – ikke set på ham en eneste gang den morgen. Til sidst tog han tyren ved hornene og tvang hendes hest med sig et stykke foran de andre.
Længe red de i tavshed; hun med sænket hoved, han uden at slippe hende med blikket.
”Kan du ikke holde dig langt foran os, som du gjorde i går?” fik hun snøftet frem.
”Nej, ikke efter det, der skete i nat. For det første er du i stor fare, og desuden er der alt for meget, som er usagt imellem os.”
”Er det ikke bedst at lade det forblive usagt? Det mente du i hvert fald i går.”
Hans udtryksfulde mund var trukket sammen til en bitter streg. ”Du har hørt for meget nu.”
”Ja!” sagde hun heftigt og anklagende. ”Jeg prøvede at tro godt om dig og kun have høje tanker om dig, fordi jeg ønskede det, men de giver mig ikke noget pusterum. Alle elsker at påpege, hvilket forfærdeligt menneske du er. De vil fortælle i detaljer om dine groteske bedrifter. Hver gang har jeg dysset dem ned, for jeg vil ikke høre noget grimt om dig, men det kommer frem alligevel, bobler op som råddent slam!”
Vasja slog hænderne for ansigtet og lod hesten gå, som den ville.
”Jeg har ikke noget at sige til mit forsvar. Ikke andet end at jeg troede, du var død, og det er et dårligt forsvar.”
”At jeg var død?” sagde Lisa hedt. ”Hvad har jeg med dit liv at gøre?”
”Har du ikke forstået det? Hørte du ikke, hvad Natasja sagde i nat?”
Lisa rynkede øjenbrynene. Hun prøvede at huske, men kunne kun tænke på det modbydelige, der blev sagt om Vasja og de løse kvinder, som fulgte med kosakkerne på deres rejser.
”Jeg husker kun én ting, der blev sagt i nat, og den fylder mig med dyb afsmag. Jeg ville have været glad, hvis du lod være med at minde mig om min bitre skuffelse.”
I det samme råbte Natasja nede bag fra følget: ”Hallo, Vasilissa! Kom her lidt!”
Vasilij så undrende på Lisa. ”Hvad var det, hun kaldte dig?”
”Åh, det er en slags eventyrfigur. Jeg ved ikke, hvad det er.”
”Den skønne Vasilissa …”
”Jeg kan ikke lide, hun bruger det navn.”
Han så på hende fra siden. ”Er det sammenblandingen af vores navne, du ikke bryder dig om?”
”Måske,” sagde Lisa lavt og vendte hesten. ”Hvad vil du, Natasja?”
Pigen lo. ”Ved du, hvorfor Djima drak sig fuld i nat?”
”Hold mund!” hylede Djima.
”Fordi du aldrig ser på ham,” fortsatte Natasja. ”Han og Fedja sloges om dig i morges. Om dig!”
Ufrivilligt kastede Lisa et rådvildt blik på Vasja. Han var stram om munden.
”Æv, hvor du snakker, Natasja,” sagde hun nervøst.
Men Lisa ville ikke have været kvinde, hvis hun ikke havde set på Djima med nye øjne efter det.
Fedja var rasende. Lisa havde været hans, lige siden han fandt den forkomne, udsultede skikkelse i tatarklæder ude på steppen. Han regnede ikke Vasilij for en rival; sådan en mand kunne ikke være noget for den smukke, yndige Lisa. Men Dmitrij med hans forbaskede sang!
De holdt rast ved et tørt, kroget skovdrag i et af de pludselige forrevne klippelandskaber, der brød steppens ensformighed.
Da de havde spist, satte Djima sig hos Lisa og spillede for hende.
Lisa slappede af med ryggen mod en sten og forsøgte, så godt hun kunne, at give sin trætte krop lidt hvile. Djima sang noget om et hjerte, som langsomt forblødte.
Han lagde sig på ryggen med hovedet i hendes skød. Lisa halvsov og tog sig ikke af det. Domraen klang sprødt og længselsfuldt.
”Tak for sangen i går for resten,” sagde Djima pludselig. ”Det er noget af det bedste, jeg har hørt.”
”Åh, det var ingenting,” mumlede Lisa. Så fortsatte hun tøvende: ”Djima, de sagde, at Vasja drak. Gør han det? Er han så ond, som alle siger?”
Djima opfattede den stille bøn i hendes stemme, men han kunne ikke trøste hende.
”Vasilij har kun haft et eneste mål, Lisa. At tage livet af sig selv. Men det virker, som om han har en slags trolddom over sig, så han ikke kan dø. Jeg har reddet ham fra en mængde selvmordsforsøg, og han har ikke ligefrem været overvældende taknemmelig for det. Så prøvede han andre metoder. At drikke sig ihjel eller blive dræbt i kamp. I kamp er han nærmest usårlig, og selv om de fleste kosakker drikker meget, så er det ingenting i forhold til Vasilij. Men også det ser det ud til, at han overlever.”
”Djima,” sagde hun stille. ”Natasja sagde, at Vasja ikke kan gifte sig. Hvad mente hun med det?”
Dmitrij så op på hende. Hans stemme var forunderligt stille.
”Stakkels Lisa. Jeg ved, du blev dybt såret over Fedjas snak i nat. Og til trods for det … Arme pige!”
Hun ventede.
”Vasilij er udstødt af kirken,” sagde Djima langsomt. ”Han trak sin røverbande ind i kirken og vandaliserede og drev gudsbespottelse – alt sammen i en rus af brændevin.”
Lisa pustede skælvende ud. ”Åh, Djima!” hviskede hun heftigt.
”I går, da vi holdt hvil oppe ved kanten af en kløft, stod Vasilij og jeg og så ned i dybet.”
”Ja, det ved jeg. Jeg så jer.”
”Jeg spurgte Vasja: ’Kan du huske en anden gang? En anden afgrund? Jeg fik fat i dig i sidste øjeblik, før du kastede dig ud. Er du ked af eller glad for, at jeg var der?’ ”
”Hvad svarede han på det, Djima?”
”Han svarede: ’Du ved, at der ikke findes noget håb for mig i denne verden. Jeg har ødelagt mit liv, det er udbrændt til sidste gnist. Men alligevel er jeg taknemmelig over, at jeg har fået lov til at opleve dette. Over at jeg har fået lov til at se!’”
Vasja kom forbi og kiggede ned på ham. ”Er steppen for lille til dig?” spurgte han bidsk og koldt.
Dmitrij flyttede sig straks fra Lisas skød. Vasja gik videre.
”Djima, hvordan er eventyret om Vasilissa?”
”Åh, der er mange eventyr om hende. Den skønne Vasilissa, Vasilissa den vise og så videre.”
”Havde hun nogen forbindelse med den hjerteløse troldmand Kasjtjej?” spurgte Lisa og missede med øjnene mod solen, hvor Vasjas silhuet tegnede sig.
”Det havde hun nok. Han forekommer i de fleste eventyr. Han er djævelens genganger. Fordi han ikke har noget hjerte, kan han heller ikke dræbes. Han stjal Vasilissa og holdt hende som fange i sin mørke borg.”
Lisa fulgte Vasja med øjnene.
”Så er eventyret ulogisk. For så må han have elsket hende, og så havde han et hjerte …”
Solen var hed over steppen, da de red videre, og Lisas fine hud, som så omsorgsfuldt var blevet plejet af tatarkvinden, fik varme og glød.
De red samlet nu. Vasilij gjorde ikke mere forsøg på at holde sig væk fra Lisa. Hun var så fuld af afsky for ham, at han lige så godt kunne have været flere mile borte.
””Volodja,” sagde Lisa. ”Hvor er egentlig den kommandant? Hvor skal vi hen?”
”Til Kherson.”
Lisa vendte sig mod Vasilij og stirrede på ham. ”Det har du aldrig sagt noget om! Det er jo ikke ret langt fra svenskerlandsbyen!”
Han smilede lidt usikkert. ”Jeg havde tænkt at sørge for, at du kom dertil, så snart vi havde talt med kommandanten.”
”Jeg er ikke så sikker på, om jeg vil tilbage til landsbyen,” sagde hun udtryksløst. ”Jeg er næsten bange for at møde dem nu efter så mange år.”
Vasilij blev forskrækket over det intetsigende, fraværende udtryk i hendes øjne. Hvad er der med hende? tænkte han ængsteligt. Jeg kan ikke nå hende. Er det det slør, den mur, hun talte om? Gud hjælpe mig, så har hun lukket mig ude nu!
Så råbte Volodja til ham og pegede mod horisonten i vest. Alle standsede.
En gruppe sorte prikker blev hurtigt større og blev til otte ryttere på små, groft byggede heste.
”Tatarer?” sagde Natasja. Hvad laver de her?”
Vasilijs blik gled hurtigt hen på Lisa. De andre tænkte det samme.
”Vi er kun seks. Flygt!”
De drev på hestene og rasede af sted over steppen. Lisa havde problemer med at holde sig fast, utrænet som hun var. Hun turde ikke se sig tilbage af frygt for at falde af.
Volodja skyndte på dem. ”Davaj! Davaj! Videre! Skynd jer!”
”Op på bakketoppen derhenne!” skreg Vasja, da han så, at Lisa ikke kunne holde tempoet.
De red op på toppen af bakken og kunne til deres glæde konstatere, at det var en af disse gravhøje, der var gennemhullet af underjordiske, halvt sammenstyrtede gange. Lisa blev beordret ned, men Natasja ville ikke. Hun ville slås.
”Så vil jeg også,” sagde Lisa dødsensangst.
”Nej, dit fjollehoved – det er jo dig, de vil have fat i!” sagde Vasja utålmodigt og førte hende hårdhændet ind i en mørk gang. ”Bliv her. Du gør os en tjeneste, hvis du holder dig væk.”
”Men I kan blive såret eller dræbt!”
”Så bliver det din sag at prøve at slippe væk på egen hånd.”
”Det var ikke det, jeg tænkte på. Jeg vil bare ikke have, at du … at I … skal dø.”
Vasja blev helt tavs. Han holdt stadig hendes arm i et ublidt greb.
”Havde det ikke været det bedste for os begge to?” sagde han lavt.
Han gav hende sin kniv, og så forsvandt han hurtigt ud.
Det var en enorm belastning at sidde uvirksom og høre på huggene og slagene deroppe.
Lisas hjerte bankede som hos en fugl, der var blevet taget til fange. Hun knugede kniven i hånden, men vidste, at hun aldrig ville bruge den, selv om det skulle lykkes tatarerne at trænge ind i gravgangene.
Der var en, der jamrede sig højlydt deroppe. Hvem? Lisa holdt vejret. Men midt i jammeren hørte hun en inderlig banden, der ikke kunne tilskrives andre end Natasja.
”Åh, Natasja,” hviskede Lisa uroligt. Hun var blevet meget knyttet til Vasilijs vilde søster.
Så hørte hun en anden stemme, grødet af raseri og ængstelse.
”Djævle!” skreg den. ”Skal I nu gå løs på Natasja? Et lille, forsvarsløst pigebarn?”
Og så Natasjas stemme, forundret og henrykt: ”Volodja!”
Hun var vist ikke i nogen overhængende fare.
Langsomt stilnede det af deroppe. Det dundrede i jorden af heste, der løb bort.
Lisa stirrede med store øjne ud i mørket. Ikke en lyd hørtes deroppe fra.
Så hørte hun listende skridt i gangene. Nogen kom imod hende og standsede.
”Lisa?”
Djimas stemme. Hun styrtede i favnen på ham og klemte ham hårdt.
”Åh, Djima, jeg var så bange! Jeg kunne ikke høre noget og troede, at I alle sammen …”
”Natasja fik en pil i låret. Ellers gik det godt. De tatarer, der overlevede, red deres vej, vi var for trygt forskanset her.”
”Er hun alvorligt såret?”
”Hun kan ikke fortsætte. Og Volodja insisterer på at følge hende tilbage.”
Lisa smilede. ”Har Natasja noget imod det?”
”Det tror jeg ikke.” Djima smilede tilbage.
Natasja tog højtideligt afsked med dem.
”Nu kender du opskriften, Vaska,” sagde hun glat. ”Sørg for, at du bliver såret, så falder din elskede med et brag!”
Vasilij så på sin søster med mord i blikket. ”Så enkelt er det vist ikke. Og vær sød ikke at kalde mig Vaska. Jeg er ikke nogen hest eller kat!”
Lisa vidste, at Vaska – endnu et kælenavn for Vasilij – også blev brugt, når man skulle lokke dyr, og hun forstod, at Natasja med vilje havde brugt det navn for at vise, hvad hun mente om den måde, hendes bror levede på.
”Farvel, Lisa,” sagde Natasja fra hesteryggen. ”Jeg ville gerne have haft dig ind i familien, men det har min bror jo sat en ganske eftertrykkelig stopper for.”
Vasja hvæsede som en slange. ”Kom så af sted med jer!” sagde han skarpt. ”Pas godt på hende, Volodja.”
Så var de kun fire.
”Nu ved tatarerne, hvor vi er,” sagde Vasja. ”Så kommer de mangefold igen.”
Lisa ville ikke tænke på mere elendighed nu. Hun savnede den livsglade Natasjas selskab.
”Tænk, om alle kunne have været som Natasja,” sagde hun spontant og irriteret til Vasilij. ”Når det gælder humøret, mener jeg. Jeg er træt af denne dysterhed, men det er der vel ikke noget at gøre ved, så længe jeg føler, som jeg gør.”
Vasilij lukkede øjnene og drog et langt, lettelsens suk.
”Tak, gode Gud!”
”Hvad mener du?”
”For at du taler med mig igen. For at du ikke har det forfærdelige, dræbende slør for dine øjne. Hvis det var sådan, du opførte dig over for beboerne i svenskerlandsbyen, siger jeg ikke noget til, at de lukkede dig ude!”
”Det er mit værn mod en hård virkelighed,” sagde hun reserveret. Så kom hun i tanker om, at hun ikke skulle være så dyster. ”Du har en herlig søster.”
”Nå ja, hun bør vel næppe være noget eksempel for andre.”
”Måske ikke, men det gør ligesom ikke så meget, når det gælder Natasja.”
”Men når det gælder mig, derimod …”
”Ja,” indrømmede Lisa. ”Der er forskel. Måske det er indstillingen til livet.”
Vasja pressede læberne hårdt sammen. Det værste, hun vidste, var at se ham nedtrykt, så hun tog mod til sig og sagde: ”Men jeg kan ikke bedømme det klart, for jeg er subjektiv i den sag.”
Et ømt smil lyste op i hans hærgede ansigt.
Ingen af dem sagde noget en tid.
”Tror du, vi stadig har forræderen iblandt os?”
Han tænkte længe, før han sagde noget. ”Ja, det tror jeg. Og jeg er begyndt at få mine mistanker.”
Lisa kastede et blik bagud. Fedja og Djima var langt bagefter dem.
”Hvem, Vasja?”
”Nej, det kan du aldrig tænke dig. Og jeg er jo ikke sikker. Men jeg syntes, at tatarerne undgik at angribe en af dem.”
”Åh,” sagde Lisa chokeret.
Nogle fugle skød forbi dem som pile. Som et endeløst hav bølgede steppen omkring dem.
”Lisa, har du …?” Han begyndte forfra. ”Har du noget imod, at jeg overtager hele hovedansvaret for dig? Så må vi være meget sammen, ved du nok.”
Hun mærkede, at hun blev ildrød. ”Nej,” sagde hun så roligt, hun kunne. ”Det har jeg ikke noget imod. Jeg føler mig mest tryg hos dig.”
Vasja mødte hendes blik. ”Tak, Lisa,” sagde han varmt.
”Åh, Vasja – jeg ville ønske, du lod være med at betragte mig som en helgen og dig selv som verdens usleste kryb. Jeg ved så lidt om dig, og hvad du har gjort, men jeg er ikke fejlfri, heller ikke jeg, selv om jeg tager afstand fra det, jeg hidtil har hørt om dig. Har du glemt, hvordan jeg blev afsløret i nat? Og i morges opdagede jeg selv, at jeg er blevet en helt normal, voksen kvinde.”
”Hvordan det?” spurgte Vasja.
”Uf – det er ikke så let at fortælle, men det skylder jeg dig. Forstår du, jeg følte mig så ædel og storsindet, jeg havde bestemt mig til at prøve at forstå dig og tilgive alt – både røvertogter og plyndring og mord …”
”Ja?”
”Og så brast min ædelmodighed – og det var noget så primitivt som jal … Nej, jeg kan ikke sige det!”
”Jo! Du ved, hvor meget det betyder for mig at få det at vide.” Han greb fat i hendes hest og tvang hendes ansigt opad.
”Som du vil da!” sagde Lisa trodsigt med tårer i øjnene. ”Jeg kan ikke have overbærenhed med dig. Jeg kan ikke klare tanken om, at du har haft andre kvinder. Jeg er meget jaloux, for kvinder er nu en gang så ulogiske, at de også vil eje en mands fortid. Slip nu hesten, og lad være med at le ad mig, for det kan jeg ikke klare!”
Hun drev hesten fremad, mens hun kæmpede med gråden.
Vasilij lod hende være. Han viste, hun havde det svært, men der var ikke noget, han kunne gøre ved det.