8. KAPITEL
De troede, de ville nå Kherson inden aften, men da de kom til en landsby, de aldrig havde hørt navnet på, måtte de give op for mørket.
Vasilij gav de to unge mænd besked på at gå hen og finde et overnatningssted til dem.
Lisa krympede sig ved tanken om at måtte vente alene sammen med Vasilij. Hendes Vasilij, som havde spøgt i hendes tanker, lige siden dengang hun så ham hænge over tatarbålet forladt og tortureret halvt ihjel. Han var en simpel røver, drabsmand, drukkenbolt, gudsbespotter og en hel del andet, hun ikke engang ville nævne. Åh, det var så grænseløst ondt at tænke på!
De stod i en snæver smøge uden for stalden. Natteluften var mild, men ikke direkte varm. Det var endnu tidligt forår.
Hun følte, hun måtte sige noget: ”Det skal blive dejligt med en seng,” sagde hun gysende.
”Sådan en luksus tror jeg næppe, vi kan regne med. Herbergerne er nok overfyldte her i krigstid. Fryser du?”
”Lidt. Jeg er også træt.”
”Her – kom ind under min kappe, mens vi venter …”
Lisa tøvede, men nåede frem til, at det var småligt at sige nej til sådan en venlighed.
Han slog den vide kosakkappe om hende, og hun trykkede sig forsigtigt og reserveret ind imod ham.
”Vasja, har du egentlig noget efternavn?”
”Jeg heder Vasilij Stepanovitj Kirillov.”
”Åh,” udbrød Lisa imponeret. ”Jeg hedder bare Koppers Lisa. Hvor gammel er du?”
”Det ved jeg ikke.”
”Over 25?”
”Ja, det er længe siden.”
”Åh, så frygteligt længe siden kan det da ikke være. For fire år siden var du bare en ung knægt.”
”Der er gået tyve år siden dengang …”
Lisa forsøgte at le hans sørgmodighed væk. ”Hvordan regner du egentlig?”
Trætheden sløvede hende. Hun lænede sig mod hans skulder med lukkede øjne.
”Åh, det var skønt,” sukkede hun fornøjet. ”Hvor er du varm!”
Hun stak hænderne på hans ryg og mærkede hans varme hud gennem rubasjkaen. Hans hjerte slog hårdt og hurtigt.
”Nu kunne jeg falde i søvn,” hviskede hun lykkeligt. ”Jeg hviler nu. Nu svæver jeg helt væk …”
Vasilij sagde ingenting. Hun blev pludselig bevidst om, hvor tæt de stod. Hun mærkede hans hænder, der varsomt gled hen over hendes ryg, mærkede hans ansigt, der hvilede mod hendes hår, og som søgte hendes øre og hendes kind. Hans ånde var skælvende, bange og behersket.
Lisa rev sig heftigt løs. ”Det var ikke nødvendigt med nogen rutinerede elskovskunster nu!” udbrød hun såret. ”Hver gang jeg synes, vi begynder at finde tilbage til den gamle samhørighed mellem os, ødelægger du det hele. Hvor billig er du egentlig? Jeg vil ikke bare være et nummer i rækken!”
Vasja stirrede et øjeblik ulykkeligt og uforstående på hende. Så skjulte han ansigtet i hænderne og hulkede.
Lisa blev bestyrtet. ”Vasja, hvad er der?”
Uden at tage hænderne væk udbrød han: ”Jeg har fortjent det! Den eneste gang i mit liv, jeg har opført mig ærligt og med ægte inderlighed, bliver jeg misforstået. Stødt bort.”
”Men Vasja …?” begyndte hun skælvende.
”Tror du nogen sinde, jeg har vist sådan en ømhed for nogen af disse kvinder? Tror du, jeg har givet mig tid til at varme dem under min kappe? Jeg har altid været for fuld til at huske, hvordan de så ud, og jeg har aldrig spurgt, hvad de hed, Lisa, for jeg har ikke villet det. Næste dag glemte jeg dem. Åh, kan vi ikke begynde forfra?” sagde han bedende. ”Vi er jo nødt til at være sammen, til du kommer til kommandanten. Kan vi ikke holde fred, i det mindste opføre os som to upersonlige venner?”
”Jo, gerne. Der er kun én ting, jeg må vide først.”
”Bare spørg løs.”
”Har du … nogen børn?”
”Nej, bevar mig vel!”
”Det var godt. Så er det ikke noget uigenkaldeligt brud.”
Nu smilede Vasja. ”Ja, du er sandelig ulogisk, lille ven!” sagde han ømt. ”Dit spørgsmål tyder ikke ligefrem på upersonligt venskab.”
Han faldt i tanker. Hans øjne, som mødte hendes, var langt borte, og han strøg hende fraværende bag øret med en finger.
”Hold op med det!” sagde Lisa heftigt.
Vasilij vågnede op. Det forstående glimt i hans øjne gjorde Lisa rasende. Men om det var ham eller sig selv, hun var vred på, vidste hun ikke.
”Nu kommer drengene,” sagde Vasilij let.
Lykkelig over at have fastslået er venligt, uengageret forhold til Vasja gik Lisa ved siden af ham gennem den lille by.
Herberget var virkelig stopfuldt. Vasilij trak Lisa ind til sig og førte hende forsigtigt gennem den stinkende sal, hvor der var mennesker overalt,
”Vi må dele os,” sagde han til de unge mænd. ”For en sikkerheds skyld må I holde jer langt væk fra Lisa. Og I kan tage det helt roligt begge to. Jeg kommer ikke til at røre hende.”
Fedja så tvivlende ud. ”Hvordan kan vi for resten vide, at det ikke er dig, der er tatarernes mand?”
Vasilij blev hård i ansigtet.
”Jeg blev engang taget til fange af tatarerne. Min krop har stadig ar, der aldrig vil forsvinde. Tror du virkelig, at jeg er i deres tjeneste efter det?”
Han vinkede dem væk og fortsatte gennem salen med armen om Lisas skulder.
En slidt kvinde, der tydeligt nok ejede hele elendigheden, viste Vasilij vej hen til en briks, hvor de kunne skimte et tomrum mellem to kosakker.
”Skal vi ligge dér?” hviskede Lisa blegt. ”Der er jo så mange i forvejen.”
”Vi har ikke noget valg. Jeg ville ikke have, at du skulle ligge på det beskidte gulv, så jeg betalte konen for, at du skulle kunne ligge her. Den rene luksus, ser du nok. Ikke fordi hun har nogen moralske skrupler, men for din skyld sagde jeg, at du var min hustru. Det håber jeg ikke, du har noget imod?”
Lisa så opgivende, næsten desperat på ham og svarede ikke.
Uden et ord hjalp han hende op på den hårde, nøgne briks, hvor det var tydeligt, at ”overklassen” holdt til. Svineriet på gulvet var ubeskriveligt.
Hun rullede sin kappe sammen som pude, og som tæppe brugte de hans kappe. Lisa lå stiv som en pind. Det her havde hun ikke ventet.
Varsomt strøg Vasja hende over kinden.
”Du skal ikke være bange,” hviskede han. ”Mændene her sover, og jeg skal ikke gøre dig noget, det lover jeg.”
Han vendte ryggen mod hende, men hun blev liggende i samme stilling og stirrede op i taget. Manden på den anden side af hende var stor som et bjerg, han snorkede og lugtede af vodka.
Lisas tyndslidte nerver kunne snart ikke klare mere. Tårerne løb hende ned over kinderne, og hun forsøgte ikke at tørre dem væk. Kroppen skælvede i uhørlig, ensom gråd.
Øjeblikkeligt vendte Vasja sig, trak hende ind til sig og trøstede hende, som om hun var et barn. Han hviskede beroligende ord og kærtegnede hendes hår med varsomme hænder.
”Hvad er der, min kæreste lille pige?” hviskede han ind i hendes øre. ”Længes du hjem?”
”Hjem?” græd Lisa. ”Hvad er det? Mener du landsbyen?”
”Ja.”
”Nej, det gør jeg ikke.”
”Skræmmer alt det her dig? Eller er du bange for tatarernes hævn?”
”Nej nej.”
For ikke at vække dem, der sov måtte de tale meget sagte ind i øret på hinanden.
”Så kender jeg kun én grund til, at du græder,” sagde Vasja. ”Over mig …”
Lisa nikkede flere gange, mens hun krampagtigt forsøgte at standse gråden.
”Så betyder jeg alligevel en hel del for dig?” spurgte han blidt.
”Jeg ønsker det ikke, men du har altid været min helt.”
”Sikke noget at kalde mig!”
Lisa slugte gråden. ”Ja. Hvordan kan man afsky sin helt? Jeg forstår det ikke. Vasja, hvorfor gør du alt det grusomme? Behøver du det? Jeg bliver lige skuffet, hver gang jeg hører om det. Jeg orker ikke mere!”
Han lagde sig om på ryggen med armen under hendes hoved. Lisa mærkede hans armmuskler spille, og hans krop var stærk under rubasjkaen. Og hun hadede sig selv, fordi hun følte sig tiltrukket af ham.
Luften i rummet var tung. Oven i købet havde de tændt op i den store russiske ovn, der fyldte en stor del af lokalet. Oppe på den karakteristiske hylde under taget lå der en del gæster, og Lisa kunne ikke forstå, hvordan de kunne udholde varmen.
Vasilijs hviskende stemme nåede hende: ”Lisa, kan du huske, da vi mødtes første gang?”
Hun lukkede resten af verden ude og drejede hovedet lidt, så hendes kind hvilede mod hans skulder.
”Ja …”
”Jeg havde aldrig oplevet varme. Vort folk måtte plyndre og stjæle for at overleve. Tatarerne gjorde livet bittert og usikkert for os, Tsarrusland havde taget alt, hvad vi ejede. Allerede da var jeg hærdet og kynisk, næsten rå – det ved du jo. Den eneste glæde, vi havde, var at drikke os fulde og danse, til vi segnede.”
Vasja tav. Hans ansigt var tæt ved hendes, hun kunne se hans profil; de stærke linjer. Øjenvipperne over de åbne øjne, munden og struben, der bevægede sig, når han talte. Han var så levende og nær.
”Så oplevede jeg noget sart og smukt, Lisa. Jeg mødte dig. Først var jeg lige så grov og hånlig, som jeg havde lært mig selv at være, og jeg syntes, du var et tåbeligt, naivt barn. Men efter som dagene gik, og jeg lå dér i min ensomhed, begyndte jeg at længes efter dig. En underlig, sammensat længsel. Du var lyset i mit liv, Lisa, du var det reneste og fineste, jeg kendte til, og du havde kun godhed at give. Jeg … jeg havde aldrig kendt den slags mennesker, og jeg turde ikke tro på dem. For den anden side af mig var ond. Jeg ville såre og knække denne godhed, jeg ikke troede på.”
”Du bekæmpede den følelse, Vasja, det husker jeg. Du bad mig gå, du ville ikke udsætte mig for fare. Vasja, du var ikke ond helt igennem!”
”Åh, Lisa, du ved ikke, hvilken virkning din nærhed havde på mig,” stønnede han.
”Nej,” sagde Lisa stille. ”Jeg forstår det ikke. Jeg var jo kun fjorten-femten år, et barn!”
”Men du så aldrig dig selv,” hviskede han heftigt. ”Ved du, at dine øjne trækker én til sig? Ved du, at du allerede da havde en mund, som var ved at gøre mig gal?”
”Du er vel ret hed af natur ligesom Natasja.”
”Det er ikke nogen undskyldning. Jeg ville have dig, Lisa … Og det lykkedes mig at ødelægge alt det skære og fine mellem os. Jeg ødelagde dit liv i mange år fremover.”
Vasja tav længe, tydeligt plaget af erindringen.
”Jeg angrede bittert. Ville gøre alt godt igen, men du kom ikke den næste aften. Den nat var den værste, jeg havde haft i mange år. Om morgenen krøb jeg af sted over steppen, til en af mine kammerater fandt mig. Han havde været ude at lede efter mig. Da jeg kom hjem til Propastnaja Balka begyndte jeg med feberagtig hast at samle alt det fineste, jeg ejede, for at give dig det. Jeg havde kun én tanke i hovedet, og det var at se dig glad igen, se dig le som et barn. Se beundringen for mig lyse i dine vidunderlige øjne. De ting, jeg havde samlet, sendte jeg med gedehyrden Kindrat til jeres landsby.”
Vasjas hånd kærtegnede hendes pande, strøg håret bort og rørte ved hendes tindinger.
”Han kom tilbage med det hele, Lisa. Du var væk – alle sagde, at du var død. Hvordan blev du egentlig taget til fange af tatarerne?”
”Jeg kom ikke den første nat, for da var jeg rasende på dig, så skuffet som nogen kan blive. Men jeg havde fået dig i blodet, Vasilij. Du havde tændt noget i mig, noget, som for et barn var ækelt og modbydeligt, men det fandtes der alligevel. Og jeg var jo ikke kun et barn, ved du nok, jeg var på grænsen til at blive kvinde.”
”Du var strengt opdraget?”
”Det er vi i vort folk: En kvinde bør styre sig og være tilbageholdende, til hun dør.”
Han smilede. ”Det var næppe den rette opskrift for dig!”
”Hvad mener du?”
”Du giver indtryk af at være en isjomfru, Lisa. Men selv Natasjas varmblodighed blegner i sammenligning med dig.”
Hun løftede forbavset hovedet.
”Hvad ved du om det?” spurgte hun hidsigt.
”Åh, det er der tusind små ting, som fortæller mig. Måden, du dirrer på, når du kommer for tæt på mig – den dunkle glød i dine øjne, dit hamrende hjerte lige nu – og ikke mindst da du var beruset i går nat, og du glemte hele din opdragelse …”
Lisa trak sig lidt væk fra ham.
”Vi er kommet bort fra det, vi snakkede om,” sagde hun køligt. ”Natten efter gik jeg ud til dig bevæbnet til tænderne for det tilfælde, at du skulle prøve på noget, men du var der ikke. Jeg blev ude af mig selv af fortvivlelse, Vasja. Jeg mistede besindelsen, og al fornuft var som blæst væk. Jeg fór af sted langs flodbredden og skreg og råbte på dig. Og så var tatarerne der.”
”Åh, Lisa,” sukkede han. ”Jeg vidste ikke, at det var min fejl!”
Vasja vendte sig imod hende igen og krøb sammen, som om det var ham, der trængte til beskyttelse hos hende.
”Det lille lysglimt, jeg havde fået i mit fattige liv, havde jeg selv ødelagt, til og med dræbt. Det var, som om jeg havde dræbt …”
”Var det derfor, du blev så vild?”
”Ja. Jeg begyndte at drikke uforsvarligt meget. Hver gang jeg tænkte på dig – og det var ofte – og så dine troskyldige og venlige øjne for mig og vidste, at du var borte … nu reagerer folk forskelligt på alkohol – du blev bare glad og kærlig, men jeg blev brutal og rå.”
”Men når du var ædru?”
”Tja, så var jeg næsten menneskelig.”
”Du kan være meget menneskelig ind imellem, Vasja,” sagde Lisa langsomt og varmt.
Han klemte hende fast ind til sig i taknemmelighed. Så lagde han sig om på ryggen igen.
”De kvinder, du bekymrer dig sådan for … dem skal du ikke bryde dig om.”
”Det er lettere sagt end gjort,” mumlede Lisa og trak sig væk fra ham.
”Havde det været bedre, om jeg havde brugt de unge, uskyldige piger, synes du?”
”Åh nej, det havde jeg aldrig tilgivet!”
”Heller ikke jeg. Forstår du, for mig er renheden ukrænkelig. Det har den været siden den gang, jeg sårede dig sådan.”
Lisa nikkede. Hun huskede, hvad Djima havde fortalt om en renhed, der ikke måtte tilsmudses. Hun følte, at Vasilij talte sandt nu.
”Hvad havde jeg egentlig at leve for?” sagde han sørgmodigt. ”Hver gang jeg havde drukket, følte jeg længslen endnu stærkere, og det var jo netop det, jeg ville undgå. Da græd jeg altid bittert, og hvis der så var en kvinde i nærheden, så …”
”Ti stille!” bad Lisa fortvivlet.
”Så prøvede jeg at bilde mig ind, at det var dig. Men det kunne jeg aldrig.”
Hun vendte sig bort med kvalme af afsky.
”Lisa!” hviskede han forskrækket.
”Lad mig være.”
”Tag dig ikke af det. Det skulle jeg ikke have sagt – tilgiv mig, Lisa.”
”Der er en grænse for, hvad du kan få mig til at tro på,” sagde hun vredt. ”Jeg kan gå med til, at tanken om at have såret et barn gjorde ondt. Men at påstå, at du længtes efter mig fysisk dengang … og i fire år! Nej, Vasilij, den hopper jeg ikke på!”
Han vendte hende mod sig og pressede hovedet mod hendes bryst.
”Men det er sandt! For mig har der aldrig været nogen anden end dig. Kan du ikke forstå det? Du sagde jo selv, at du aldrig har tænkt på andre end mig.”
Lisa forsøgte at skubbe ham væk fra sig. ”Det bliver ikke det samme. Jeg levede isoleret og var så ung.”
Den kraftige kosak ved siden af hende rørte på sig. De vovede ikke at røre en finger og blev liggende og holdt vejret; Lisa med Vasja halvt over sig, og hans hænder holdt hende smertefuldt fast om livet.
De lå ubevægelige en lang stund. Så kunne Lisa pludselig se det komiske i situationen og begyndte at le lydløst.
Vasja løftede hovedet og så på hende. Så begyndte også han at le og lagde sig om på ryggen igen.
”Skal vi da altid skændes?” undrede Lisa sig.
Han blev alvorlig: ”Indtil alt er afklaret mellem os.”
”Og hvornår bliver det det?”
”Det kommer an på dig. Du kan hjælpe mig.”
”Sig mig hvordan! Jeg vil så gerne hjælpe dig.”
Han rejste sig op på albuen. ”Bliv hos mig! Du har jo set, at jeg ikke drikker, og jeg forsøger i det mindste at opføre mig anstændigt. Jeg kunne gøre hvad som helst for dig …”
Lisa mækede, hvordan hun langsomt blev kold indeni.
”Og hvis jeg siger nej?” sagde hun med iskold ro. ”Hvis jeg ikke vil være hos dig, hvis jeg forsvinder igen … begynder du så at drikke igen og opføre dig som et dyr?”
”Det ved jeg ikke,” sagde han forvirret. ”Måske. Hvorfor det?”
”Du er fej, Vasja,” hviskede hun hidsigt. ”Du presser mig jo til at blive hos dig! Du lægger hele ansvaret på mig for det, du gør …”
Han rystede på hovedet. Olielampens svage lys kastede flakkende skygger over hans kraftige skuldre.
Lisa prøvede igen: ”Nå ja, så havde du en drøm. Jeg havde også en drøm. Nu har vi mødt hinanden igen, og det gik slet ikke. Virkeligheden indfriede ikke forventningerne fra drømmen.”
Han vendte sig brat mod hende og trykkede hende ned.
”Hvad er det, du siger?” hviskede han hidsigt. Hans mørke øjne glimtede i halvmørket. Hans ansigt var lige ved hendes.
”Svarer virkeligheden ikke til det. vi drømte om? Lisa, fatter du ikke, at vi må kæmpe, før vi finder tilbage til hinanden? Jeg ved, du drømte om en helt og fandt en dæmon, men jeg fandt … Lisa, jeg vover ikke at fortælle dig, hvad jeg føler for dig lige nu, for så skræmmer jeg dig. Men da jeg mistede dig, var du en rosenknop, som var i færd med at springe ud. Nu er du en fuldt udvokset kvinde: dobbelt så smuk, dobbelt så varm, dobbelt så attråværdig som dengang. Hvis du bare anede, hvor jeg må beherske mig, når jeg er i nærheden af dig. så forstod du måske, at følelserne er oprigtige!”
Det dunkede i Lisas hoved. Hun følte sig svimmel.
Hun så, at hans øjne søgte hendes mund. Vasja trak hende ind til sig. Luften var med ét blevet ubehageligt varm.
”Nej,” hviskede hun og skubbede ham væk.
”Hvorfor ikke?” sagde han hæst. ”Jeg ved, at du ønsker det.”
”Jeg har ingen erfaring med den slags …”
Han stønnede fortvivlet og blev liggende med ansigtet skjult. Hans kind var fugtig af sved mod hendes.
For at præcisere, hvad hun mente, sagde hun ubarmhjertigt: ”Og jeg vil så gerne beholde venskabet mellem os to. Jeg ønsker ikke at blive til vraggods.”
Hans brede skuldre skælvede.
”Det dér havde du ikke behøvet at sige. Det var grimt af dig!”
Han tog forsigtigt hendes ansigt mellem sine hænder og så ned på hende. ”Lisa … Vasilissa! Hvordan skal jeg kunne overbevise dig om, at jeg taler sandt?” hviskede han opgivende. ”Du er vel klar over, at jeg kan tage dig, når jeg vil, og guderne skal vide, at det har været tæt på mange gange i disse dage og ikke mindst nu i nat. Men det er din kærlighed, jeg vil have, og den vinder jeg ikke ved hjælp af vold. Forstår du ikke, at det er mit alvor; at det er første gang, jeg føler respekt for en kvinde?”
Han trykkede munden blidt mod hendes kind, og hans hænder strøg hende utålmodigt over håret.
”Jeg kunne let forgribe mig på dig her og nu og kvæle dit skrig med et kys af den slags, du virkelig kan mærke.”
Lisa blev vred, så det gnistrede.
”Tror du, jeg er et lam?” snerrede hun ind i hans øre. ”Der skal nok mere end et kys til for at stilne den opstandelse, der ville blive. Og hvad med mine kosakbukser, hvad ville du gøre med dem?”
Men da lo Vasja så befriende, at al snorken omkring dem pludselig holdt op. Begge blev liggende og rystede af undertrykt latter, og Vasjas hånd lå advarende over hendes mund.
”Skal vi prøve at sove nu, mens vi stadig er venner?”
Lisa nikkede og krøb tæt, tæt ind mod hans ryg med armen rundt om ham.
”Åh, Lisa, mojá dorógaja, min kære,” hviskede han.
Efter en lang stilhed kom hendes svar, stille som et vindpust.
”Moj ljubímoj.” Min elskede.
Vasilij glemte at trække vejret.
”Hvad sagde du?” hviskede han endelig.
”Ingenting,” mumlede Lisa.
Han vendte sig om på maven.
”Sig det en gang til!” hviskede han heftigt. ”For Guds skyld, sig det en gang til!”
”Jeg sagde bare miloj moj, min kære,” sagde hun irriteret.
”Nej, det gjorde du ikke! Du sagde noget andet.”
Hendes læber dirrede.
”Jeg er så bange for dig, Vasja. Bange for at blive såret.”
Han trak vejret dybt.
”Tilgiv mig, at jeg bad dig blive hos mig, lille Lisa. Jeg har ikke ret til at bede dig om sådan noget. Det var bare længslen, der blev udtrykt gennem min mund, og det blev ikke styret af min vilje.”
Vasilij lå med hovedet i armene. Lisa trykkede sin kind mod hans arm.
Det gav et sæt i ham. ”Lisa, jeg ved ikke, om jeg burde sige det,” sagde han utydeligt. ”Jeg er så tilsmudset, som nogen kan blive, jeg har faret frem som en vildmand uden hensyn til menneskeliv eller menneskelige følelser. Jeg har forspildt min chance for at leve. Jeg har været sammen med masser af kvinder. Og alligevel, min kære … det ville føles som en helligdom at få lov til at være sammen med dig.”
Tårerne steg op i øjnene på Lisa. Hun rakte hånden ud og kærtegnede forsigtigt hans hår og ansigt. Hun var lidt bange og rystede på hånden, for sådan noget havde hun aldrig gjort før. Hun blev forbavset over, hvor varm og ru huden var under hendes dirrende fingerspidser.
En halvkvalt lyd undslap ham, og han greb heftigt efter hendes hånd og pressede læberne imod den. Med et blødt smil lukkede hun hans mund med hånden.
Hun lagde hovedet ned på den sammenrullede kappe og lukkede øjnene, og Vasja dækkede hendes håndflade med kys, der varede stadig længere og længere og blev mere intense. Det var helt tydeligt, hvilken vej det ville gå.
”Vasilij …” bad hun stille.
Han trak vejret dybt. Forsigtigt lagde han hendes hånd tæt ind til sit bryst og sørgede for, at hun havde kappen over sig.
I morgendæmringen stod Djima og hun uden for stalden. Lisa gøs. ”Hvor bliver de af?” klagede hun. ”Først forsvandt Fedja, og så gik Vasja ud for at lede efter ham.”
Djima så sig forvirret omkring.
”Ikke fordi der er tatarer inde i byerne, men kan du ikke gå ind i den kirke og vente, til vi kommer – for en sikkerheds skyld, Lisa? Jeg må se efter, hvad der er blevet af dem.”
Lisa gik ind i den lille kirke. Forundret indsugede hun den fremmede atmosfære. Et eller andet sted fra lød der monoton sang fra et kor.
Lisa ville ikke forstyrre. Hun sneg sig hen til en sidebænk, og der faldt hun på knæ som de andre og håbede, at både hendes og denne kirkes gud ville være storsindede nok til at forstå hendes dilemma.
Der var så fredeligt og stille i kirken, at hun mærkede, hvordan kroppen slappede af og faldt til ro. Lisa var næsten ved at falde i søvn, da et dæmpet udråb og nogle forskrækkede bevægelser vækkede hende.
Præsten var stivnet foran alteret, og sangen var forstummet. De to kvinder hastede forskræmt ud.
Alle stirrede mod kirkedøren. Dér stod Vasja lænet mod den uskårne dørkarm.
Præsten gjorde korsets tegn mod ham.
”Vig bort, du Satans sendebud!” råbte han med en stemme, der dirrede af rædsel.
Vasja trådte et par skridt frem.
”Jeg kommer ikke for at tigge eller bede,” råbte han, så det gjaldede. ”Jeg har ikke tænkt mig at krybe på knæ. Alt, hvad jeg ønsker, er at blive optaget i kirken igen, for jeg trænger til det!”
”For dig, Vasilij Stepanovitj, findes der ingen plads i Guds hus!”
Lisa sneg sig stille ud af sidedøren. Det her ville hun ikke se på. Hun ville ikke være vidne til, at Vasilij hånede kirkens mænd, eller at han selv blev ydmyget. Hun havde kun en lille anelse om, hvad dette måtte have kostet ham.
Hun knyttede hænderne så hårdt, at de var hvide, da hun gik tilbage til stalden, hvor Fedja og Djima ventede.
”Den torsk gik på kro for at skylle mindet om herberget væk,” sagde Djima opgivende. ”Jeg fandt ham til sidst. Men nu er Vasja væk.”
”Jeg ved, hvor han er,” sagde Lisa fraværende. ”Han kommer snart.”
De gjorde hestene i stand, og så kom Vasja. Han tog sin hest uden at kaste så meget som et blik på Lisa. Hun havde aldrig set ham så bleg.
Morgensolen skinnede lovende over dem, da de red gennem byen. Der var stille omkring dem, hestehovenes klapren gav en tom genlyd i de snævre gader. Lisa følte sig utilpas, som hun red ved siden af Fedja.
Fedja var morgengnaven: ”Jeg forstår ikke, hvorfor Vasja ikke lod mig blive ved med at beskytte dig? Jeg syntes, det gik fint, men han skal altid have det bedste selv. Han ville ikke have dig, da du så ud som en gammel kælling – men så snart han så, at du var ung og smuk, tog han dig fra mig.
”Han kendte mig fra tidligere, det er det hele.”
”At du finder dig i hans behandling!”
”Hvilken behandling?”
”Tror du, jeg er komplet idiot? Ikke røre dig, sagde han. Jo tak! Jeg kan da se, du har grædt. Det kan kun betyde én ting. Og jeg kan se på dig, at du har det skidt. For ikke at tale om, at jeg hørte jer hviske i flere timer i nat!”
Lisas ansigt blev stift af vrede.
”Der kan være mange grunde til, at man græder, Fedja. Og hvis min hud og mine muskler gør ondt efter to dages uafbrudt rejse på hesteryg, så må du virkelig undskylde! Husk på, at jeg aldrig har redet før. Men hvis du hørte, vi hviskede, så hørte du sikkert også, hvad vi sagde, og så burde du vide bedre end at spørge så uforskammet dumt!”
Fedja lyste lidt op. ”Tilgiv mig, men det er så svært at forstå, at Vasja kan være menneskelig.”
”Du tager fuldstændigt fejl, når det gælder ham. Jeg synes, han er betænksom og venlig. Og ulykkelig.”
”Nej, nu er du for naiv!” lo Fedja nedladende.
Det lykkedes Lisa at opvise en ro, hun ikke følte. ”Det er slut med hans brutaliteter nu. Han vil hverken drikke eller dræbe mere.”
”Og det tror du på? Stakkels pigebarn. Han må have forhekset dig totalt.”
”Jeg vil ikke høre et ord mere,” sagde Lisa kort.
De var kommet ud af byen nu. Lisa havde mærket lugten af havet aftenen før, men hun havde ikke anet, at de var så nær ved kysten. Sortehavet blændede dem i solen.
Lisa red det korte stykke ned til stranden. Der lugtede så rent og frisk dernede. Det kolde vand føltes forfriskende mod hendes hud. Hun forsøgte at rede det filtrede hår ud. Hun måtte skynde sig, så de slap for at vente.
Skulle hun vove at klæde sig af? Det ville have været dejligt, med et ordentligt, svalende bad. Men det var vist ikke forsvarligt?
Lisa stivnede. Ud af øjenkrogen havde hun opdaget noget, der ikke skulle have været der.
Fra et stort krat kom tre tatarer imod hende.
Før de nåede at lægge hånden over hendes mund, skreg Lisa advarende og rædselsslagent: ”Vasja! Va-sja!”
”Hold mund, eller du får en kniv i dig!” hvæsede en af tatarerne på et sprog, hun var blevet tvunget til at bruge i fire år.
Så godt hun kunne, prøvede hun at trække tiden ud, så de ikke skulle nå at komme til hest. Hendes hårde ridestøvler ramte hurtigt og nøjagtigt, og hendes negle flængede dem, som havde det været en kats klør.
Med de var tre mod én, og hendes modstand blev langsomt svagere. Da hørte hun heste, som nærmede sig i rasende fart, og tatarerne vendte sig mod angriberne.
”Løb, Lisa!” skreg Vasja. ”Op på din hest!”
Lisa sparkede og vred sig for at komme løs, men først da Djima havde grebet fat i hendes fangevogter, lykkedes det hende at undslippe. Uden at se sig om løb hun op ad den stejle skråning. Hun kunne alligevel ikke gøre noget for at hjælpe sine venner, og sådan nogle nærkampe ville hun ikke se på.
Lige før hun nåede toppen, hørte hun en af tatarerne skrige til sine kammerater: ”Det er den udødelige! Af sted med jer!”
Så Vasilij var også kendt blandt tatarerne? Ja, Djima havde jo sagt, at han kastede sig ud i stridigheder, hvor han end kom, i forsøg på at gøre en ende på sit ulykkelige liv.
Hendes hest stod, hvor hun var gået fra den. Men hun kunne ikke få sig selv til at ride væk.
Lisa ventede. Åh, hvor ventede hun længe! Minutterne var så lange som timer, som tiår.
Der kom nogen bag hende. Hun brød sig ikke om at se, hvem det var. Var det en tatar, så var der ikke noget at gøre ved det. Hendes nerver var så hærdede, at hun ikke reagerede på noget mere. Ligegyldigheden var hendes panser.
Et par varsomme hænder blev lagt på hendes arme.
”Det er overstået nu,” lød Djimas lyse stemme.
Hun vendte sig og forsøgte at føle noget, glæde eller befrielse, men hun mærkede ingenting. Hun havde ikke længere evnen til at føle.
”Ingen sårede?”
Hans øjne var bedrøvede. ”Nej, Lisa. Men der står en vanskelighed tilbage …”
Lisa så på ham med store øjne. ”Du er jo bleg, næsten hvid! Hvad er der?”
Djima svarede ikke.
Endelig begyndte hendes hjerne at fungere igen. Rædslen drev al farve væk fra hendes ansigt.
”Åh nej!” hviskede hun.
”Du forstår det, ikke sandt?”
”Jo …” Hendes læber føltes så stive, og det var vanskeligt at få ordene frem. ”Jo, det må være sådan. Jeg har bare ikke fattet det.”
”Heller ikke vi.”
Han vendte sig, og det gav et sæt i ham. ”Se væk, Lisa!” skreg han.
Men Lisa kunne ikke rive blikket væk fra det, hun så.
Fedja kom løbende over en bakketop, og en vanvittig rædsel afspejlede sig i hans øjne. Hans hjælpeløse halten var forgæves i forsøg på at slippe væk fra den rytter, der stormede efter ham med løftet sabel.
”Vasilij! Nej!” skreg Lisa fortvivlet. ”Vasja, du må ikke! Han kan jo ikke forsvare sig!”