Da tømmerlastbilen satte os af, fortsatte vi i en militærlastbil med soldater. Senere rejste vi også med hestevogne. Der var mennesker overalt. En skæbnesvanger begivenhed havde fået så godt som alle i Cambodja ud på vejene. Omkring et år tidligere, i 1979, efter fire år med Khmer Rouge-angreb, havde Vietnams kommunistiske regering invaderet Cambodja. Efter at vietnameserne havde besejret Khmer Rouge, nedsatte de en ny regering, og udhungrede, skrækslagne mennesker fra alle landets egne drog tilbage til deres landsbyer. Da min rejse fandt sted, myldrede landet stadig af menneskestrømme.
Alt dette vidste jeg naturligvis ikke noget om på det tidspunkt, men jeg var tryllebundet af menneskemængden. Vejene. Motorcyklerne. Al støjen. Menneskene var smukke med deres lyse hud og fine tøj. Der var markeder med gafler, flasker, snor, sko, tændstikker, cigaretter, medicin, kosmetik, radioer og våben – alt sammen ting, som jeg aldrig før havde set. Der var så meget metal og så mange farver.
Vi rejste mod sydøst over grænsen og ind i Vietnam, selv om begrebet “Vietnam” – eller endog “Cambodja” – ikke gav nogen mening for mig på det tidspunkt. Bedstefar skulle levere en ladning sandeltræ fra skoven til en købmand i Da Lat i højlandet i det sydlige Vietnam, og jeg hjalp ham med at bære det. Efter Da Lat drog vi mod syd mod Saigon og begyndte så vandringen tilbage igen.
En dag fik jeg øje på en flok vietnamesiske piger i hvide tunikaer og bukser, som lignede en stor flok hvide fugle. Jeg var helt hypnotiseret. Jeg går ud fra, at de var på vej fra skole, men jeg havde ingen anelse om, hvad en skole var, og tænkte heller ikke på, at jeg måske selv kunne gå i sådan en. Jeg kunne se, at det var piger, men for mig lignede de snarere engle.
Overalt, hvor jeg kom, blev jeg rædselsslagen over den måde, folk råbte ad hinanden på. Især i Vietnam skældte de mig meget ud – en snavset mørkhudet pige, som ikke havde mere hjerne end en træstub. De skubbede til mig, råbte af mig, hånede mig.
Jeg vidste ingenting og spurgte ikke om noget. Jeg forholdt mig bare tavs. Alt var ukendt og farligt. Når bedstefar købte vietnamesisk nudelsuppe, forsøgte jeg at spise de lange, glatte tingester med hænderne, selvom suppen var kogende.
Da vi begav os tilbage nordpå mod Mekong-floden, lignede landskabet ikke noget, jeg før havde set. Det var oversået med rismarker overalt. Jeg syntes, at det virkede forladt, lige så forladt som jeg følte mig. Jeg havde et ærinde i dette fjendtligtsindede lavland – at finde mine forældre – men jeg var ikke længere sikker på, at det ville lykkes.
Til sidst forsvandt vejen i Mekong-flodens brusende vand. Regntiden var på vej. Vi kom om bord på en stor toetagers færge, der var fuld af mennesker og dyr. Vi ankom til en cambodjansk landsby på flodbredden. Der var træhuse på pæle, omkring 40 stykker, og røde jordveje, der førte rundt om markerne og ind i skoven. Det var Thlok Chhrov, “Det dybe hul”, der havde fået dette navn, fordi Mekongflodens bredder var særligt stejle her.
Bedstefar havde et hus i Thlok Chhrov i nogen afstand af floden. Det var lavet af flettede palmeblade og palmestammer og med et gulv af bambus. Han kom ikke fra denne landsby, og jeg ved ikke, hvornår eller hvorfor han slog sig ned der. Han havde hverken kone eller familie. Han talte cham, khmer, vietnamesisk og en form for kinesisk, men ingen vidste, hvor han kom fra. Måske havde han også lidt i de frygtelige år under Khmer Rouges styre.
Bedstefars hus var lille og faldefærdigt og halvvejs væltet med ét værelse, en halmmadras i hjørnet og et trækulsfyrfad udenfor. Det var mit arbejde at gøre rent, lave mad, hente vand fra floden og vaske tøj. Han bankede et par cham-gloser ind i mig – nok til, at jeg kunne forstå hans ordrer.
Jeg var hans tjenestepige. Det er almindeligt i Cambodja. Det var lige meget, om bedstefar havde købt mig af Taman eller ej. Nu, hvor jeg var der, og han gav mig mad og husly, måtte jeg tjene ham. Jeg skyldte at adlyde ham.
Jeg lærte ret hurtigt khmer nok til at forstå de skældsord, som landsbyboerne slyngede efter mig, der var den eneste phnong i landsbyen. Jeg var faderløs, sort og grim. Som de fleste khmerer så folk i Thlok Chhrov os phnonger som barbarer, som er ustyrligt voldelige – nogle siger endda, at vi er kannibaler. Det er naturligvis slet ikke sandt. Phnongerne er ærlige mennesker, pålidelige og fredelige – medmindre de provokeres af khmer-angreb selvfølgelig. De slår heller ikke deres børn eller behandler dem dårligt, hvilket det så ud til, at alle beboere i Thlok Chhrov gjorde. Det chokerede mig.
Det kan godt være, at khmererne beskylder os for at være kannibaler, men vi phnonger anser dem for at være forræderiske slanger, som aldrig er til at stole på, og som vil skade én.
Skønt han var muslim, spillede bedstefar ofte. Han tog altid sit lille skakspil af træ med sig pakket ind i et klæde, uanset hvor han gik hen. Han røg cerutter af rullede tobaksblade og drak risspiritus hver aften. Når han ikke havde penge nok til alkohol, blev hans øjne hårde. Så tvang han mig til at lægge mig på knæ og slog mig med en lang, hård bambuspind, der skar sig ind i mit kød og fik mig til at bløde ved hvert slag.
Jeg lærte at frygte og at være lydig. Bedstefar lod mig arbejde for andre, så jeg kunne tjene penge til ham. Hver morgen skulle jeg hente vand fra floden til flere af landsbyboerne. I begyndelsen var det næsten umuligt for mig at klatre op ad de stejle flodbredder med de tunge spande balancerende på en stok over mine skuldre. Jeg gled og faldt, og zinkspandene skar i mine lægge. Somme tider blev sårene så inficerede, at jeg næsten ikke kunne gå.
Om aftenen skulle jeg male riskorn til mel med sten, inden jeg kunne lave nudler af dem til middag. Sådan var det på den tid. Hvis man havde ris nok at spise, var man rig. Det havde vi ofte ikke. Når det var tilfældet, rodede bedstefar og jeg den mad igennem, som de andre beboere smed ud til deres grise.
Bedstefar lejede ofte min arbejdskraft ud i løbet af dagen. Jeg arbejdede i rismarkerne i nærheden af floden. På den tørre årstid genopbyggede vi de lave lermure, der holdt vandet inde, og når floden begyndte at stige, plantede vi frøspirer.
Somme tider kom mænd og drenge ud af skoven og hjalp os med at høste risen. Det var Khmer Rouge-folk. På den tid var der stadig store grupper af soldater på landet. En ny regering støttet af Vietnam var kommet til magten, men Khmer Rouge forsvandt ikke op i den blå luft. I stedet trak Pol Pots hær sig tilbage til sine skjulesteder.
I lang tid var der en masse spredte kampe på egnen mellem den vietnamesisk støttede regerings hær og Khmer Rouge. I Thlok Chhrov hørte vi ofte artilleriild og landminer, der eksploderede, og så soldater eller Khmer Rougefolk, som løb gennem landsbyen. Når det skete, løb landsbyboerne altid indendørs. De var rædselsslagne.
Engang gik en dreng, som jeg ofte arbejdede sammen med i markerne, og som ikke var helt rigtig i hovedet, ud for at lede efter en bøffel ved mørkets frembrud, selv om der havde været en masse skyderi. Næste morgen fandt vi ham død. Hans hoved var blevet hugget af, og det var rullet ind i buskadset, der voksede langs stien.
Jeg ved ikke, hvem der var ansvarlig – Khmer Rouge eller den vietnamesisk støttede regering – og jeg forstod ikke rigtigt forskellen. På den tid var der ingen, der talte i Cambodja. Ingen havde lyst til at tale om mordene og sulten og dødslejrene i de fire år, de netop havde gennemlevet under Khmer Rouge, eller om, hvordan vi nu havde det under den vietnamesiske besættelse. De talte aldrig om tiden under Pol Pot, årene med sult og mord. Det var som om, de havde fortrængt det hele.
I de år lærte folk, at de ikke kunne stole på nogen – hverken venner, naboer eller for den sags skyld deres egen familie. Jo mere man lader andre vide om sig selv – desto mere udsætter man sig for fare. Det var vigtigt ikke at se, ikke at høre, ikke at vide noget om, hvad der skete. Det er en meget cambodjansk indstilling til livet.
Jeg hørte aldrig forældre forklare deres børn noget. De fortalte dem, hvilket arbejde de skulle udføre, og de slog dem. Mange børn blev slået hver dag ligesom jeg, og nogle af dem var meget yngre end jeg. Det er for det meste kvinder, som slår i sådanne tilfælde. Mænd slår ikke så tit, men når de gør, er det farligere, fordi de er så meget stærkere.
Jeg drømte om at slå bedstefar ihjel, men det faldt mig aldrig ind at løbe bort og forsøge at finde tilbage til skoven. Den del af mit liv var ovre for altid – på en eller anden måde virkede det umuligt for mig at komme tilbage. Jeg havde opdaget hans sande natur, og jeg hadede ham. Men jeg var denne mand skyldig – også selv om han sultede mig og slog mig. Jeg tilhørte ham. Han beskyldte mig for at bringe ham uheld. Han sagde, at alt var gået galt med hans forretning, siden jeg var kommet til ham, og at det var min skyld.
Somme tider tog bedstefar af sted på lange rejser, og jeg fik et pusterum. Men det meste af tiden arbejdede han ikke – han sad bare hjemme eller spillede og overlod det til mig at bringe penge til huse. Hvis jeg vaskede op, inden jeg gik efter vand, slog han mig, fordi der ikke var vand at drikke, og hvis jeg hentede vand, inden jeg vaskede op, slog han mig, fordi der ikke var rene tallerkner. Somme tider græd jeg, men jeg vænnede mig til at undertrykke mine følelser. Hvem kunne jeg regne med? Det virkede, som om folk mente, at det var normalt, at jeg fik klø, når jeg nu var denne lille, sorte barbar, den usleste person i landsbyen.
De fleste af de mennesker, jeg hentede vand til, havde aldrig et venligt ord tilovers for mig. De var bare vrede, når jeg kom sent, eller hvis jeg havde spildt lidt af vandet. Men en ældre kvinde, der boede alene, var god mod mig. Hun tog sig tit af mine forrevne fødder. En dag gav hun mig et par blå gummiklipklappere – mine første sko. De gnavede ubehageligt mellem tæerne, og de var meget slidte: Der var to store huller i sålerne, og de var så tynde, at torne stak lige igennem dem op i mine fødder. Men det var sko, og for mig var det noget helt specielt.
Af og til snakkede jeg med hende. Jeg spurgte hende, hvorfor cambodjanere var så modbydelige over for de “sorte barbarer”, hvorfor de beskyldte os for at være kannibaler. Da jeg boede i min landsby med disse såkaldte barbarer, var der aldrig nogen, der slog mig, men i Thlok Chhrov slog landsbyboerne deres børn for den mindste ting. Så hvem var det, der var barbarer?
Jeg kan huske, hvor fortvivlet jeg var under den første tørre årstid i Thlok Chhrov. Enorme mængder af risstængler var blevet dynget sammen i stakke, og jeg begyndte at grave huler i dem, hvor jeg kunne gemme mig for bedstefar. Somme tider sov jeg der. Det var mørkt og godt gemt, og jeg følte mig sikker.
Efter et par måneder fandt jeg endnu et sted, hvor jeg kunne søge tilflugt. En mindre dreng, som jeg arbejdede sammen med i rismarkerne, plejede at gå hen til skolelæreren for at spise, og han tog mig med. Mam Khon, landsbyens skolelærer, var fattig, men han og hans kone passede børn. De havde selv seks børn, men de brødfødte også et antal børn, som gik i skole, men som boede for langt væk til, at de kunne vende hjem hver dag. Der var ofte 20 eller flere børn i huset. Det var et lille hus på pæle bygget af flettet bambus og med blot et enkelt rum. Alle sov på gulvet, og på den tørre årstid sov drengene nedenunder på den bare jord i senge, der var stillet op under huset.
Mam Khons kone, Pen Navy, bagte kager, som hun solgte, og somme tider gav hun mig en. Jeg begyndte at hjælpe hende med at lave mad, og jeg spiste somme tider med. Hun gav os alle mad, selv om familien var så fattig, at den tit ikke engang havde ris, kun rissuppe.
Pen Navy var rar, men streng, en barsk autoritær person. Hun var halvt kineser og havde en meget lys hud. Jeg syntes, at hun var smuk. En eftermiddag, da vi var midt i arbejdet, spurgte hun mig, hvorfor jeg ikke gik i skole.
Landsbyskolen var et udendørs klasseværelse med tag af strå, der gav ly for regnen. Mam Khon og en anden lærer havde startet skolen igen, efter at Khmer Rouge-styret var blevet væltet. Der var en trængsel af leende børn, alle i uniform – mørkeblå nederdel eller bukser og hvid skjorte. Jeg længtes selvfølgelig efter at gå der, men jeg troede ikke, at bedstefar nogen sinde ville give mig lov, og det sagde jeg til Pen Navy. Jeg kaldte hende “tante”, et tegn på respekt. Vi lod det ligge i et stykke tid. Det stod os begge klart, at bedstefar havde ret til at forhindre mig i at gå i skole, hvis han ønskede det.
Mam Khon selv gik stille rundt i huset som et genfærd – han var en blid, god mand, men han sagde sjældent noget. En dag fandt han mig opløst i gråd, fordi de andre børn havde hånet mig. Han bøjede sig ned – han var en høj mand med stærke træk og klare, mørke øjne – og tog mit ansigt mellem sine hænder. “Du er ingen barbar,” sagde han. “Du er min brors datter. Min bror tog til Mondulkiri sammen med en kvinde og fik et barn der, og nu har jeg fundet dette barn – det er dig.”
Jeg vidste ikke, om jeg skulle tro ham. Men Mam Khon sagde til mig, at han ville melde mig ind i skolen, og at han ville ordne det med bedstefar. Bedstefar gik til sidst med til, at jeg kunne gå i skole, så længe det ikke kostede ham noget. Det kostede ikke noget at gå i skole på det tidspunkt, fordi vi levede under kommunismen, og han mente, at jeg stadig skulle arbejde for ham og tjene penge til ham.
Der var undervisning var fra kl. 7 til kl. 11 om formiddagen. Så længe jeg stod op inden daggry og hentede vand og tjente penge til ham, kunne jeg vaske mig og klæde mig på tids nok til at nå i skole. Da jeg ankom, sagde Mam Khons kollega, Hr. Chai, der var en mørkhudet mand, hærget og tør, at jeg ikke kunne komme i første klasse – jeg var allerede fyldt ti år og alt for gammel.
Mam Khon fortalte ham en historie for at formilde ham. “Hun er min datter,” sagde han. “Jeg mistede hende under urolighederne, men nu har jeg fundet hende igen. Hun er min.” Sådan gik det til, at jeg fik mit navn: Mam Somaly. Mam efter ham og Somaly, som han havde valgt til mig. Jeg kunne godt lide det.
Jeg var så stolt af min skoleuniform og var altid meget omhyggelig med at vaske og passe på den. Nederdelen og skjorten havde jeg arvet fra Mam Khons døtre, men jeg syntes, de var fine. Endelig følte jeg, at jeg var ligesom alle andre. Men de andre havde det ikke på samme måde. Landsbybørnene kaldte mig khmao, som nærmest betyder “nigger”.
Jo mørkere man var i Thlok Chhrov, jo dummere var man – det var almindelig kendt. Men jeg syntes ikke, at det var rigtigt. Jeg læste og lærte hurtigt. Snart havde jeg lært at regne og læse og skrive khmer.
Der var ingen undervisning om eftermiddagen, men ofte var der arbejde, som vi skulle udføre på skolen: Alle skoler skulle have en eller anden form for produktion – en køkkenhave eller en rismark. Vi plantede jackfruit-træer og kokospalmer. Jeg kan også huske, at vi skulle grave et stort hul i skolegården til en andedam. Det var hårdt arbejde, og vi blev snavsede, men det var sjovt.
Somme tider havde vi militærtræning om eftermiddagen på marken ved siden af skolen, fordi der stadig var kampe på egnen. Soldaterne lærte os at rense og håndtere et gevær, at skyde og at kaste håndgranater. Vi lærte at grave en dyb faldgrube til at fange mænd i – med spidse spyd, der stak up i bunden af den – og at dække den til med store, tørre blade.
Der skete også ulykker. Somme tider blev børn sårede under militærtræningen. Engang sprængte en håndgranat en drengs fod af. De tog ham med, men han døde. Det var trist, men det lod ikke til at påvirke folk i særlig grad. Døden var tilfældig, normal – det var en alt for dagligdags begivenhed til, at de bekymrede sig meget om et enkelt barn.
Jeg mindes den gang, da læreren bad os om at skrive en liste over alle de slemme ting, der var hændt os under Khmer Rouge. Jeg havde boet i skoven sammen med phnongerne – der var ikke sket mig noget slemt under Pol Pot, så jeg afleverede et blankt stykke papir. Læreren var Mam Khons kollega, Hr. Chai. Som straf skulle jeg ligge på knæ i en time i solen på tornede, hårde skaller af tørret jackfruit. Mine knæ blødte.
Men bortset fra det var der ingen rigtig afstraffelse i skolen. Jeg blev aldrig bundet og pisket, som bedstefar plejede at gøre, når han var fuld eller manglede penge.
Når vi havde militærtræning, spillede jeg altid rollen som Khmer Rouge, fordi jeg ville have, at de alle sammen skulle være bange for mig. Jeg hadede alle – ikke blot børnene i min klasse, men alle khmerer. Men jeg hadede ikke Khmer Rouge-folkene, som somme tider kom ud af skoven for at hjælpe os med høsten, og jeg hadede heller ikke regeringssoldaterne, som trænede os. Nu og da gav soldaterne os noget at spise – de fik mælk og sukker i deres rationer. Der var øjeblikke, hvor jeg ville have solgt min sjæl for et glas mælk.
Efter et års tid blev det bedre. Jeg havde fået en ven, Pana, en dreng, som også arbejdede i markerne og boede i en landsby i nærheden. Vi plejede at følges ad hjem, selv om han havde længere at gå. En dag var jeg netop nået til Mam Khons hus, da vi hørte en vældig eksplosion fra den retning, Pana var gået i. Mam Khon sagde, at jeg skulle tage hans cykel, og jeg cyklede til Panas hjem, stadig for lille til at nå op til saddelen. Pana var blevet sprængt i luften. Han var blevet ramt af en raketstyret granat. Tilsyneladende havde en soldat et stykke borte smidt sit raketstyr på jorden, og det var gået af. Panas hånd hang i et træ, hans arm et helt andet sted – der var ikke noget tilbage af hans krop, men jeg hjalp med at finde alle delene. Bagefter havde jeg mareridt om det. Nogle dage gik jeg til pagoden for at bede for ham. Der gik lang tid, før mareridtene hørte op. Pana var min første ven, og han var død. Jeg tænkte, at jeg måske virkelig bragte ulykke, ligesom bedstefar sagde. Andet år jeg gik i skole, var jeg blevet den bedste i klassen. På den tid, under kommunismen, fik de bedste elever altid anvendelige præmier – stykker af stof, mælk og ris. Det år fik jeg to stykker bomuldsstof, et blåt og et rosa. Jeg tog dem med over til Mam Khons hus, og hans kone hjalp mig med at klippe og sy en rosa skjorte med en lomme formet som et hjerte og en blå nederdel. Det var det første nye tøj, jeg nogen sinde havde fået, og det var mit kæreste eje. Jeg havde blusen, indtil jeg var i tyverne, og den gik op i røg sammen med Mam Khons hus i en brand.
Lidt genert begyndte jeg at kalde Mam Khon for “far” et par måneder efter, at han første gang bragte mig til skolen. Det lyder ikke så usædvanligt på khmer. Det er et ord, der står for nærhed og respekt, og andre børn kaldte ham også “Pok”. Han var en rigtig rar mand. Han tog mig ofte med ud at fiske. Han kunne aldrig have klaret sig med den ubetydelige løn, han fik som skolelærer, men han havde en lille, lav robåd, som vi plejede at sejle med op ad Mekongfloden om aftenen, mens vi trak nettene efter os på bambusstokke i forskellige dybder for at fange forskellige slags fisk.
Omkring klokken tre om morgenen ankrede vi op midt i floden sammen med andre fiskerbåde – når man var borte fra landsbyen, var det alt for farligt at sove på flodbredden. Ved daggry begav vi os så på vej tilbage for at sælge fiskene i land. Vi gav resten af fangsten til hans kone og døtre, som satte fiskene til at gære, så de kunne lave prahoc-sauce, eller bare tørre dem. På den måde kunne vi altid bytte tørret fisk til ris, når regntiden kom, og det blev vanskeligt at fiske. Der var ikke mange penge på den tid, og vi byttede os til alt.
Vi talte aldrig ret meget sammen – far var ikke særlig snakkesalig. Men vi blev tættere knyttet til hinanden ved at tilbringe tid alene sammen på floden. Han lærte mig at bøde garn og at kaste dem ud fladt og bredt. Jeg elskede at være ude på Mekong-floden, langt fra andre mennesker, selv om jeg godt var klar over, at det ikke var særlig normalt for en pige at udføre den slags arbejde. Fars døtre brød sig ikke om at fiske. Måske syntes de, at det var ækelt, eller måske var det vigtigt for dem ikke at udsætte deres lyse hud for sol og vind.
Jeg forsøgte at arbejde hårdt for fars familie, så de ville lade mig være der så meget som muligt. Far havde seks børn, og de to ældste var piger. Sochenda var den ældste, omkring 14 år, og Phanna var to år ældre end jeg, men jeg syntes, at de var langt foran mig – i skolen, i livet, i alt. De var lyse i huden og smukke, og om dagen lavede de mad og vaskede og læste lektier i huset sammen med deres mor. De havde tid til at læse og fik lov til at bruge en olielampe til at læse ved. Det var mirakuløst – når jeg læste, var det i skæret fra månen.
Sochenda og Phanna og de mindre børn var ikke alt for begejstrede for at få mig som deres nye søster – jeg kaldte dem straks “søster” og Pen Navy for “mor”. Men de tog det pænt. Selv Phanna, den lille prinsesse – den kønneste og lyseste af dem alle – kunne være meget sød.
Mam Khons familie var en traditionel cambodjansk familie, hvormed jeg mener, at de aldrig talte om personlige anliggender. Ikke alene var det upassende, det ville også give andre mennesker noget på én. Børn fik at vide, at de aldrig måtte afsløre noget om sig selv, hverken offentligt eller privat. En person, som forstår én, kan bruge ens ord til at håne eller forråde én. At betro sig til nogen betyder, at man er svag. Alt, hvad man siger, kan en skønne dag bruges imod én, så det er bedre at skjule, hvad man tænker og føler.
I landsbyen var der en spåkone, en gammel kvinde, som boede nær ved flodbredden i en hytte, der var endnu mere faldefærdig end bedstefars. Alle respekterede hende og gik til hende for at få råd. Jeg må have været omkring tolv år gammel, da Pen Navy tog os alle med derned en dag. Jeg tror, at hun i virkeligheden havde i sinde at spørge spåkonen om sine døtres udsigter til at blive gift, hvilke vi alle gik ud fra var gode – de var begge så kønne og lyse – men spåkonen sagde, at Phanna ville få et ulykkeligt liv med mange ulykker. Derefter så hun på mig og sagde: “Men hende den sorte – hun vil bære de tre faner” – magt, ære og penge. “Hun kommer til at rejse med fly, og hun bliver familiens overhoved. Hun vil hjælpe jer.”
De andre børn brølede af latter. Phanna lo allerhøjest. “Du får børn, der er så mørke, at du ikke kan se dem om natten,” sagde hun til mig. Det var ikke ondt ment, og jeg lo med de andre. Det virkede helt usandsynligt, at min skæbne ville blive sådan.
Phanna troede ikke på, at jeg virkelig var hendes biologiske søster eller endog hendes halvsøster, og når sandt skal siges, gjorde jeg det heller ikke. Jeg var heller ikke sikker på, at de var mine fætre og kusiner. En gang, da far så, at jeg græd, spurgte jeg ham om det, og han sagde, at han virkelig var min fars ældre bror. Han sagde, at hans bror havde forladt landsbyen og havde giftet sig med en phnong-kvinde og fik et barn, og at denne mand – hans bror, min far – var hidsig ligesom jeg. Han holdt et spejl op og pegede på sine øjne og mine, på sin pande og på min og sagde: “Vi ligner hinanden.”
En anden gang sagde han til mig: “Din onkel, din far, det er lige meget – det vigtigste er, at vi er sammen.” Jeg har mistanke om, at han godt ved, hvad der i virkeligheden skete med mine rigtige forældre, men han har aldrig fortalt mig om det. Nu har jeg endelig fulgt hans råd: Jeg spørger ikke længere.
Mine bryster voksede, og bedstefar begyndte at røre ved dem. Om natten rullede han tungt over madrassen, og jeg kunne mærke hans hænder på min krop. Når han gjorde det, løb jeg. Jeg var hurtig – selv i dag kan folk i landsbyen huske, når jeg løb. Jeg løb ned til floden i mørket og sov der på bredden, hvor vi havde fiskerbådene. Måneskinnet på vandet beroligede mig, og jeg rullede mig sammen mellem rødderne på et træ eller kravlede op i fars båd og sov på fiskenettene. Jeg blev ved med at hente vand og give bedstefar de penge, jeg tjente, men jeg forlod hytten så hurtigt som muligt om morgenen, og om dagen prøvede jeg altid på at være enten i skole eller i fars hus.
En aften nogle måneder efter, at vi havde været hos spåkonen, bad bedstefar mig hente olie til lampen hos den kinesiske købmand, hvor vi købte vores varer. Det lød helt tilforladeligt – der var ingen elektricitet, så vi brugte en olielampe, og jeg købte ofte varer hos den kinesiske købmand. Han handlede med ris og lånte folk penge til høje renter. Han og hans kone var respekterede i landsbyen. Somme tider gav de mig slik eller kager.
Men denne gang var købmandens kone der ikke. Han fik mig til at følge med ud i lagerrummet og gav mig en kage. Så væltede han mig om på en bunke rissække og holdt mig fast. Han slog mig hårdt, og derefter voldtog han mig. Jeg var ikke klar over, hvad han havde gjort, men det føltes, som om han havde skåret mig mellem benene.
Derefter truede han mig: “Hvis du siger det til nogen, skærer jeg halsen over på dig. Din bedstefar skylder mig mange penge. Hvis du siger det til ham, slår han dig. Så hold din mund.” Han rakte mig nogle stribede bolsjer.
Jeg tog dem ikke. Jeg nægtede og løb. Jeg blødte og følte en skrækkelig skam, selv om jeg ikke var klar over, hvad der var sket. Jeg løb ned til flodbredden og fortalte træet om min smerte og min lede ved disse onde mennesker, især kineseren, som havde krænket mig og gjort mig ondt.
Jeg prøvede at kaste mig i Mekong-floden den aften et sted, hvor flodbredden var meget stejl. Jeg sank til bunds, men kunne ikke lade være med at svømme – jeg var åbenbart ikke parat til at dø. Jeg blev skyllet op på den mudrede bred lidt længere nede ad floden.
Da jeg kom tilbage til bedstefar, slog han mig. Han sagde, at det var, fordi jeg kom for sent. Han spurgte ikke en gang om, hvad der var sket med den olie, som jeg skulle have hentet. Jeg indså, at han vidste, hvad der var sket mig den aften, og at han havde sendt mig til købmanden med vilje.
Jeg gik tilbage til spåkonen og råbte af hende. Jeg sagde, at det var noget sludder, hun sagde, og at hun var en gammel skør kone, som løj.
Nu forstår jeg, at bedstefar skyldte kineseren penge og solgte min jomfrudom for at betale sin gæld. I Cambodja tror mange mænd på, at en jomfru gør dem stærke og giver dem nye kræfter – i dag tror man mange steder på, at en jomfru også kan kurere én for AIDS. Jeg ved nu, at det, kineseren gjorde mod mig, hedder voldtægt, men dengang havde jeg ikke noget ord for det – jeg vidste ikke, hvad en penis var. Jeg troede, at han brugte en kniv.
Jeg vidste også, at jeg ikke måtte sige noget, at dette her var noget, jeg aldrig kunne tale om. Ikke blot på grund af den frygt, som kineseren havde indgydt i mig, men også fordi det havde noget at gøre med ting, som man ikke talte om i en khmer-familie. Indtil i dag har jeg aldrig fortalt min adoptivfar om voldtægten. Jeg følte mig godt tilpas i den familie, og jeg vidste, at hvis jeg åbnede munden, ville jeg blive banket, fordi cambodjanerne ikke taler om sådan noget. Det ville kun bringe skam over mig og de mennesker, som hørte på mig.
Jeg lærte at lukke af for alle mine følelser, så det hele var ligegyldigt – så intet af det nogensinde var sket. Smerte er forbigående. Den forsvinder, hvis man lader sin hjerne blive følelsesløs.
Efter den aften havde jeg ikke længere lyst til at tale. Jeg ville ikke længere forstå khmer. Jeg omgav mig med tavshed og levede som stum. Næste gang bedstefar bad mig om at gå hen og hente lampeolie, nægtede jeg, og han slog mig. Derefter gik han ud og hentede nogle af de røde myrer, som bider så voldsomt, at det gør ondt i ugevis. Jeg ønsker ikke at huske denne mand.
Efter den aften prøvede jeg at undgå at sove i bedstefars hus, men jeg var altid nødt til at gå tilbage morgen og aften for at aflevere pengene og lave mad til ham. I dag ville jeg naturligvis have forladt ham. I dag ville jeg sandsynligvis have slået ham ihjel – men dengang, da jeg var barn, overvejede jeg aldrig at gå. Måske var jeg dum, men der var ikke rigtig nogen steder, jeg kunne tage hen. Jeg kunne ikke bare sådan slå mig ned som en del af fars familie – det ville have skabt konflikter mellem min adoptivfar og bedstefar, og far hadede konflikter af enhver art og ønskede ikke at lægge sig ud med nogen.
Så jeg fortsatte med at arbejde for andre familier efter skole og bringe pengene til bedstefar. En dag, da jeg var ved at vaske op for en gammel kvinde, blev jeg forskrækket og tabte et glas, som gik i stykker. Den gamle kvinde tog en stok og begyndte at slå mig som en furie, indtil min ryg var helt blodig. I skolen kunne jeg ikke sidde ned, så medtaget var jeg. Jeg fik høj feber. Mine adoptivforældre tog sig af mig. De gned mig med moxa – en traditionel masse af urter, som svier. Det gjorde så ondt, at jeg græd. Far forklarede mig, at her i livet må man kunne udholde lidelse. Lige meget hvor ondt det gør, er det bedst at tie stille.
Han plejede altid at sige: “Hvis man vil holde sig i live, skal man dyrke et dam kor-træ uden for sit hus.” Dam kor er et silkebomuldstræ, men det samme ord, kor, betyder også stum. Hvis man vil overleve, må man være tavs.
Da regntiden var forbi, begyndte far at lade mig og en af hans yngre sønner, Sothear, tage ud med fiskerbåden alene. Sothear var omkring fire eller fem år gammel, et stille barn med hår, der stod lige ud fra hovedet og store øjne. Jeg var omkring tolv år, men jeg kunne godt lide at have ham med. Somme tider tog vi ud om aftenen og sov sammen med fiskerfamilierne på den røde jord nede ved bådene. Sothear hjalp mig med at bygge et læskur af palmeblade og bambus på flodbredden, hvor jeg kunne sove – det var bare fire bambuspinde og tørrede palmeblade til tag. Jeg lavede et gulv af tørrede risstængler fra markerne og sov der.
Det var ikke farligt. Der boede mange mennesker ved floden. Når jeg tog ud at fiske om natten, plejede jeg at give en håndfuld ris til en eller anden, der boede på bredden, og når jeg kom tilbage fra floden, var min ris tilberedt, og vi delte en fisk. Hver morgen afleverede jeg min fangst til far, og vi solgte noget af den, og hvis jeg havde penge nok at give til bedstefar, kunne jeg gå i skole den dag.
I regntiden, når Mekong-floden svulmede op og oversvømmede bredderne, flød der en masse træ ned ad floden. Vi sejlede ud i bådene og fik fat i det og slæbte det i land, så vi kunne tørre det og bruge det som brændsel. Somme tider solgte vi det eller byttede det bort for ris, men for det meste beholdt vi det til fars familie.
I skolen begyndte hr. Chai at udvælge børn, der skulle undervises i traditionel cambodjansk dans til et show. Alle var forbavsede, da han valgte mig. Han forklarede, at makeup ville se bedre ud på min hud om aftenen end på de lysere piger. Desuden havde jeg i modsætning til de fleste af de andre piger meget langt hår; under Khmer Rouge skulle alle have kort hår.
Hr. Chai underviste os i Apsaras nøjagtige håndbevægelser, at bøje fingerspidserne og holde halsen stiv ligesom traner. Jeg brød mig hverken særlig meget om musikken eller dansen, men folk syntes, at jeg var køn, og jeg kunne godt lide deres overraskede beundring.
Vi levede meget kollektivt på den tid. Det var ikke ligesom i dag, hvor de enkelte familier holder sig mere for sig selv, navnlig i byerne. Cambodja var et kommunistisk land. Alle landsbyer var opdelt i grupper kaldet krom samak – otte eller ti familier, som plantede ris sammen og deltes om landsbyens få bøfler til arbejdet. Efter høsten fordelte gruppelederen den; hver familie fik måske 50 kilo ris til hele året.
Når jeg ser tilbage på den tid, tror jeg, at det var det system, der var bedst for Cambodja. Skolerne var gratis, og det gav børnene mulighed for at komme ud af fattigdommen – ikke som i dag, hvor forældre må betale kæmpesummer for uddannelse, og man kan betale sig fra at få et hvilket som helst eksamensbevis. Der var kun få hospitaler, og de var dårligt udstyret, men de var næsten gratis. Nu til dags kan man være døende, men hvis man ikke kan betale, kan man ikke blive behandlet.
Livet under kommunismen var ikke det samme som under Khmer Rouge. Folk var ikke længere bange. De skulle ikke længere adlyde befalinger fra morderiske børn, som var blevet indoktrinerede af regeringen, så nu genoptog de deres gamle levevis. De ældre hundsede rundt med de yngre og ikke omvendt. Kvinder kaldte ikke længere deres mænd “kammerat”, som de havde gjort under Khmer Rouge, men “ældre bror” eller “onkel”, og nu skulle de opføre sig med den passende underdanighed og respekt.
Som alle pigerne i fars hus, skulle jeg lære at messe chbap srey, en kodeks for ugifte cambodjanske pigers gode opførsel. Det var en del af skolens pensum – som et led i regeringens ønske om at udviske alt, hvad Khmer Rouge havde gjort, og vende tilbage til den gamle kultur. Alle pigerne i skolen skulle lære at messe den, men Mam Khon ville have, at vi skulle lære den til fuldkommenhed.
I Cambodja skal en kvinde helst gå så stille, at man ikke kan høre hendes fodtrin. Hun skal smile, uden at vise sine tænder og le dæmpet. Hun ser aldrig en mand direkte i øjnene. En kvinde må ikke svare sin mand igen. Hun må ikke vende ham ryggen i sengen. Hun skal bøje sig, inden hun rører ved hans hoved, og hvis hun træder over hans ben, bliver hun syg. I Cambodja skal man respektere og tage sig af sine forældre, og ens mand er ens herre – næstefter ens far.
Jeg var lydig, men jeg var ikke blid. Jeg sydede. Jeg kan huske en eftermiddag, da jeg var ude at fiske sammen med Sothear. Vi befandt os begge ved flodbredden, da vi fik øje på nogle rige mennesker – folk fra hovedstaden Phnom Penh. Jeg syntes, at de lignede guder, især kvinden – slank og bleg med tøj, der så nyt ud og sko med spidse snuder. Hun talte lavmælt og nærmest svævede. Hun var så køn, at jeg var helt benovet af beundring.
Jeg sagde til Sothear: “Måske bliver vi en skønne dag lige så rige som dem.” Han rejste sig op og viftede med armene, så ophidset var han. Sothear sagde: “Det skal vi virkelig tro på – vi vil blive rige ligesom dem. Vi skal arbejde hårdt i skolen, så kan vi klare det!” Han fortalte mig, at han ville være en rig handelsmand, og jeg sagde: “Hvis jeg bliver gift en dag, skal det være med en rig mand – en soldat, så han kan slå min bedstefar ihjel.”