Sochenda, Mam Khons ældste datter, var blevet 17 år og skulle op til afsluttende eksamen i skolen, hvilket var noget af en bedrift i vores landsby (jeg var 14 og endnu ikke helt færdig med grundskolen). Det var forbundet med stor spænding i familien, fordi Sochenda kunne læse videre og få en uddannelse, hvis hun bestod, og det skete ikke tit for en landsbypige.
Det var en national eksamen, som fandt sted i Kampong Cham, provinshovedstaden, som lå omkring tre timer på cykel fra Thlok Chhrov. Det blev besluttet, at vi skulle tage af sted sammen med mor og tilbringe natten hos en af mors tanter på vejen.
Om natten, da vi var i denne “bedstemors” hus, vækkede Phanna mig, så vi kunne lytte, for nedenunder kunne vi høre den gamle kvinde og vores mor tale sammen. De talte om, hvor heldig mor havde været med at finde en god mand. Vi hørte, at da vores mor var ung, havde hendes stedmor taget hende med til en anden by og solgt hende til et bordel. Det havde været meget hårdt for hende. Far var en fattig ung mand, men han elskede hende. Da han havde bestået sin eksamen, opsøgte han hende i bordellet og købte hende fri.
Alt dette var sket længe før Khmer Rouge på den længst svundne tid, da far og mor var unge. Jeg antager, at det må have været i 1950erne. Phanna og jeg var overvældede over denne afsløring, og vi græd begge. Vores mor havde aldrig fortalt os noget om sin fortid. Det kunne hun ganske enkelt ikke, og det kan hun stadig ikke. Indtil nu har vi aldrig talt om det.
Jeg tror, at kvinder altid er blevet solgt til prostitution i Cambodja. Folk stifter gæld – det er ikke svært, når renten er ti procent eller mere om måneden. En datter kan fungere som kaution og betale af på lånet ved at arbejde i et bordel, som lånehajerne har en aftale med. Udgifter til mad, tøj, medicin og makeup trækkes naturligvis fra på hendes konto, og stifter forældrene mere gæld, forhøjes det beløb, som hun skal tjene.
I andre tilfælde sælger forældre deres døtre direkte til bordellet, hvilket betyder, at de overdrager deres ejendomsret til hende. En 12-årig pige kan indbringe familien 50 eller 100 USD, måske mere, hvis hun har snu forældre og meget lys hud. Andre familier befaler bare pigerne at gøre det, og de adlyder. Familien besøger bordellet ca. hver måned for at hente hendes fortjeneste. Døtre har pligt til at adlyde deres forældre og at sørge for dem.
Jeg forstår godt, at det er svært at forestille sig. Men efter alle disse år kan jeg oprigtigt sige, at jeg ikke tror, at der er følelser med i spillet for mange forældre. Deres børn er omvandrende penge, et aktiv, at sammenligne med en kvægbesætning.
Omkring en måned efter, at vi var vendt tilbage fra Kampong Cham, greb bedstefar mig en morgen i armen, da jeg kom for at aflevere hans penge, og sagde: “Pak dine ting og kom herhen i aften.” Jeg gjorde, som han sagde – det faldt mig aldrig ind ikke at adlyde ham. Om aftenen, da jeg kom tilbage til hans hus, var der en mand, og bedstefar sagde: “Her er din mand.”
Jeg følte ingenting. Jeg havde gjort mig selv følelsesløs længe forinden. Piger respekterer dem, der er ældre end dem selv, og jeg skyldte bedstefar lydighed. Det her var blot endnu en oplevelse i mit liv efter en lang række andre. Muligvis følte jeg mig en smule lettet: Måske kunne jeg slippe væk fra bedstefar. Men jeg havde ikke lyst til gå med denne mand. Jeg vidste, at jeg blot byttede den ene herre ud med den anden.
Vi gik hen til templet – det var en træhytte, som landsbyboerne havde bygget op på det sted, hvor den gamle buddhistiske pagode, som Khmer Rouge havde ødelagt, havde ligget. Der var en præst til stede, men der var ikke rigtig nogen højtidelighed. Normalt finder der en bryllupsceremoni sted og en stor fest, men bedstefar ville ikke bruge penge på mig. Jeg havde nederdelen fra min skoleuniform på. Vi ofrede til guderne i templet for at bede dem om venligst at lade os være i fred; i Cambodja skal man hele tiden formilde de dødes ånder, for ellers kommer de ind i ens hus og gør én fortræd. Præsten sagde: “I er gift”, og det var så det.
Min mands navn var Than, men jeg kaldte ham altid “Pou”, som betyder “onkel”, som tegn på underdanighed og ærbødighed. Min nye mand var ældre end jeg. Jeg var omkring fjorten, og han må have været midt i tyverne. Han var soldat. Høj og mørkhudet med krøllet hår og hvide tænder. Han så rigtig tiltalende ud og var meget voldelig. Jeg bryder mig ikke om at tænke på ham. Bedstefar skyldte ham penge – det fortalte han mig senere. Den første nat i mit ægteskab sov jeg i bedstefars hus, og min mand sov et andet sted. Næste dag rejste vi sammen med bedstefar til Chup, hvor min mand var stationeret. Det var ca. 125 km væk, og det tog fra daggry til sent om aftenen at nå dertil – først med båd til Kampong Cham og derefter med lastbil.
Inden vi tog af sted, gik jeg hen til Mam Khon. Jeg fortalte mor, at bedstefar havde giftet mig bort til en mand. Hun sagde: “Måske er det det bedste. Du må tage med ham, og måske får du det bedre med ham end med din bedstefar.” Hun og far må have haft mistanke om, hvor tit jeg fik klø, skønt vi aldrig talte om det.
Min mands hus var et lille skur, som hæren havde bygget midt i gummiplantagerne. Der var kun et bart rum, plettet af rød jord og helt tomt bortset fra et ildsted og en bambusforhøjning til at sove på.
Jeg hader ægteskabet. Det sætter kvinder i fængsel. På sin bryllupsdag adlyder pigen sine forældre, og når ceremonien er forbi, bliver hun voldtaget. Hvad ved en ung pige i Cambodja om sex? Ingenting. Jeg havde allerede haft sex, men jeg vidste intet om det. Jeg vidste ikke, hvad det var, den kinesiske købmand havde puttet ind i mig – kun at det havde gjort ondt – og jeg havde ingen anelse om, at det var det, der skete i et ægteskab.
Jeg tror nu ikke, at det var mig, der var specielt uvidende. Engang, da vi var midt i militærtræningen i skolen, trådte en dreng hen over ryggen på en pige, og hun græd, fordi hun troede, at hun var blevet gravid. Sådan var vi alle. Folk fortalte deres døtre, at de ville blive gravide, hvis de rørte en drengs hånd.
Den første nat voldtog min mand mig på forhøjningen adskillige gange, og da jeg vægrede mig, slog han mig. Han greb fat i mit hår og knaldede mit hoved ind i væggen, hvorefter han gav mig en lussing, der var så kraftig, at jeg væltede om på sengen.
Da det blev morgen, måtte jeg stå op og lave mad. Der var ingen forklaring – ingen barmhjertighed eller skam. Vi talte sjældent til hinanden.
Jeg så kun andre mennesker, når jeg gik ind til landsbyen for at købe mad. Jeg stegte græshopper, grøntsager, tørret fisk, og han spiste alt, hvad jeg satte foran ham. Hvis han ikke kunne lide det, slog han mig.
Den mand – min ægtemand – slog mig tit, somme tider med kolben på sin riffel på min ryg og somme tider med hænderne. Han flængede en dyb rift i min kind med neglene, som var lange og spidse. Det gjorde han, fordi jeg ikke smilede, fordi jeg ikke var imødekommende, fordi jeg var grim, og fordi jeg var et dødningehoved – det kaldte han mig.
Han var meget voldelig. Det var mange af soldaterne. Når han var vred, forsøgte jeg at trække vejret så lydløst som muligt, for at han ikke skulle lægge mærke til mig, fordi alt kunne få ham til at fare i flint. Han skød somme tider mod mig med sin militærriffel for at gøre mig bange. I begyndelsen virkede det, men jeg blev vant til det. Jeg følte mig fuldstændig tom indeni. Når han voldtog mig, forsøgte jeg bare at forsvinde ind i mig selv.
Sådan var mit liv – en anden form for slaveri. Jeg talte aldrig med andre om det. Der lå huse rundt omkring os med andre soldater og andre soldaters koner, men man kan ikke tale om den slags. Cambodjanerne har et ordsprog, der lyder: Man må ikke lade ilden, som er udenfor, komme ind i sit hus, og ilden fra ildstedet må ikke slippe ud. Man taler ikke om det, der sker inden for hjemmets fire vægge.
Min mand var ofte væk for at kæmpe mod Khmer Rouge. Regeringen kunne ikke risikere at miste kontrollen med gummiplantagerne, så det vrimlede med soldater i området. Når han var borte, løb jeg hurtigt tør for penge til mad, og jeg havde aldrig nogen idé om, hvornår han kom tilbage. Jeg kunne ikke bare tage tilbage til Thlok Chhrov – bedstefar ville bare slå mig, og jeg vidste, at min mand ville gøre det samme, når han kom tilbage.
Chup var delt i to dele – selve landsbyen og så klinikken og militærområdet i nærheden af gummiplantagerne, hvor jeg boede. Klinikken var altid fuld af sårede soldater og landsbyboere, som blev bragt dertil, når landminer eksploderede, mens de arbejdede på markerne, og sprængte deres ben eller hænder af. Der var landminer overalt. Khmer Rouge lagde miner ud, og regeringssoldaterne lagde dem ud for at forhindre Khmer Rouge i at bevæge sig rundt i plantagerne – måske var der endog ueksploderet materiel fra amerikanernes bombardement af Cambodja hen mod slutningen af Vietnam-krigen.
Der var ingen, der havde lyst til at arbejde på klinikken, navnlig ikke om natten, selv om man fik næsten 30 pund ris i løn om måneden. Der var ingen, der havde lyst til at beskæftige sig med legemsdele og døde mennesker. Men jeg ville bare arbejde – jeg var ikke bange for de døde. En død krop var ligesom min egen krop, der var overhovedet ingen forskel. Et par gange kom jeg i mørket til at træde på amputerede ben eller arme – og jeg må tilstå, at det var rædselsfuldt.
Af og til, når ofrene for landminerne blev bragt ind, var alt, hvad vi kunne stille op, at amputere. Hvis vi ikke havde bedøvelse – og det havde vi ofte ikke – bandt vi patienten. Der var læger på klinikken, men de var ikke rigtige læger – de var kun sygehjælpere, som var blevet oplært under Khmer Rouge. Hvis de ikke var til stede, måtte vi sygeplejersker selv udføre operationerne. Der var kun én af os, der overhovedet havde en uddannelse: Vores oversygeplejerske havde taget ét kursus i Phnom Penh på et par måneder.
Vi lærte ved at prøve os frem og af vores fejl – mest af vores fejl. Når vi ikke havde ret meget medicin tilbage, fortyndede vi den. Folk døde af koldbrand, malaria og blodtab. Men det værste for mig var kvinderne, der døde under fødslen. Der følte jeg virkelig medlidenhed. En kvinde, som ventede tvillinger, led i timevis. Vi vidste ikke, hvordan man foretog et kejsersnit. Jeg var så træt, at jeg faldt i søvn på stedet, efter hun døde, på gulvet lige ved siden af hendes lig.
Når de unge mødre havde indre blødninger, blev de syge og fik høj feber. I vesten kaldes det barselsfeber. Vi tolker det på en anden måde. For os betyder det, at en død har benyttet fødselen til at trænge ind i kvindens krop og opføre en dans. Rigtig mange unge mødre døde af feber. De, som overlevede fødslen, tog hjem for at drikke et glas drengeurin, som skik og brug påbød. Der blev tændt kul under deres seng. De skulle spise en masse peber for at få energien tilbage og for at gøre deres hud lysere. Der blev serveret glaseret svinekød krydret med rigtig meget peber sammen med et par glas alkohol. Vi brugte traditionelle opskrifter, men der fandtes ikke rigtig nogen traditionel ekspert i medicin i nærheden.
Det var ikke kutyme at vaske hænder på klinikken, og vi løb under alle omstændigheder ofte tør for sæbe. Så mange mennesker gik til grunde i smerte. Naturligvis kan jeg alle disse år senere se, at det, vi gjorde mod patienterne, var forfærdeligt. Men vi var fattige og uvidende. Det var en frygtelig situation, og vi gjorde vores bedste.
Cirka et halvt år efter, at jeg var blevet gift, fik jeg min første menstruation. Jeg var 15 år gammel, og jeg troede, at det måske var en igle fra søen, der havde bidt mig. Jeg havde ingen anelse om, hvorfor jeg var begyndt at bløde, og jeg blev hjemme hele dagen. Min mand var borte, ude at kæmpe. Da jeg kom tilbage til klinikken, spurgte jeg min kollega, Pov, der også var sygeplejerske, hvad der var sket. Så kom oversygeplejersken, og hun var vred på mig, fordi jeg ikke havde været på arbejde. Hun bad om en forklaring, og da jeg fortalte hende, at mit hemmelige sted blødte – sådan kalder vi det – var hun stadig vred, men hun forklarede det for mig. Hun sagde, at det var det, der skete med kvinder, og hun tog mig med hen til skabet, hvor hun opbevarede rene klude til bandager.
Pov havde heller ikke haft menstruation endnu. Hun var mørk i huden, og havde et kønt ansigt. Ingen af de andre sygeplejersker brød sig om hende, men det gjorde jeg. Hun var også omkring 15 år gammel. Pov var forældreløs ligesom mig. Hun boede hos sin onkel, som slog hende. Hun fortalte, at han også voldtog hende. Jeg havde aldrig fortalt hende om min mand, men jeg indså da, at jeg ikke var alene. Når min mand gjorde mig ondt mellem benene, skete det også for andre kvinder.
Der var ingen fred for mænd, selv ikke på klinikken. Lægerne jagtede os, navnlig de kønne lyshudede og de forældreløse, som ikke havde nogen til at beskytte sig. Vi kunne ikke gøre andet end at underkaste os. I begyndelsen blev jeg skånet, fordi jeg var grim og gift. Men det varede ikke ved.
Overlægen ledte efter mig en nat, hvor jeg havde nattevagt. Han havde allerede forsøgt at komme i seng med mig adskillige gange, men den nat brugte han vold. Bagefter sagde han: “Du er så grim, at du burde være glad for, at jeg gør det her.” Voldtægten gjorde ikke ligeså ondt som ordene. En anden læge, som jeg syntes godt om og kom godt ud af det med, benyttede sig også af situationen. Valget var ganske enkelt: At lade det ske eller at blive fyret og ikke have noget at spise.
Jeg følte mig som affald, som om jeg ingenting var. Jeg var også bange for, at min mand skulle få det at vide. I Cambodja må en kvinde ikke have sex med andre mænd, og hvis det sker, mener mange, at hun bør begå selvmord.
Det forsøgte jeg. Jeg tog en masse russiske sovedråber fra klinikken. Den næste dag vågnede jeg fortumlet og sløv. Da jeg kom tilbage på arbejde dagen efter, skældte oversygeplejersken mig ud.
Bedstefar dukkede op igen fra Thlok Chhrov. Han manglede penge, og han havde et brev med til mig – et brev! Phanna skulle giftes, og hun bad mig om at komme og være hendes brudepige. Efter at bedstefar var taget af sted igen, fik jeg fri fra klinikken til at rejse. Jeg betalte en mand for at tage mig med bag på sin cykel. Jeg ankom natten inden brylluppet, og da jeg kom til huset, var Phanna ved at gøre sig parat.
Jeg spurgte hende: “Hvem er din mand?” Det vidste hun ikke. Hun viftede med hånden mod en gruppe unge mænd, der stod uden for huset og betragtede forberedelserne. “Måske en af dem,” sagde hun. “Er du glad?”, spurgte jeg hende.
Der ville være en præst, flere kjoler at skifte imellem, makeup, kager, en højtidelighed, men hun så tomt på mig. Jeg var 15, så Phanna må have været omkring 17 på det tidspunkt. Jeg syntes, at hun var meget heldig, fordi hun havde fået lov til at vente så længe, selv om jeg vidste, at nogle landsbyboere kaldte min fars hjem for huset med de gamle jomfruer.
Far var lærer, intellektuel, og mor havde også en uddannelse. De havde ikke tvunget Phanna til at blive gift. Mor kom og spurgte hende: “Vil du giftes?” og Phanna svarede: “Hvis I ønsker det,” fordi sådan gør gode piger. Det var naturligt for hende og også for mig.
Hun spurgte mig ikke ud om sex, og jeg fortalte hende ikke noget. Man taler ikke om disse ting. Men jeg hørte mor sige: “Den første nat skal du sove med ansigtet mod din mand. Hvis du vender ryggen mod ham, betyder det, at du vil skilles. Og du lader ham gøre, hvad han vil.” Jeg indså, at dette altid skete i ægteskaber – at det var det, ægteskabet handlede om.
Bedstefar var ikke i landsbyen, og det blev besluttet, at jeg skulle blive i fars hjem den nat. Phanna havde syet en kjole til mig. Jeg var så stolt over at blive præsenteret som Phannas søster ved brylluppet; mandens familie antog bare, at det betød, at det var min rigtige far og mor, min rigtige familie. Manden var en dreng på omkring 18 år fra en nærliggende landsby. I Thlok Chhrov havde han gemt sig for regeringssoldaterne, som på det seneste var kommet for at indkalde alle drenge.
Efter brylluppet vendte jeg tilbage til Chup. Min mand kom hjem, og kort tid efter tog han igen af sted for at kæmpe, denne gang meget længere væk. Kampene tog til langs den cambodjanske grænse ind til Thailand. Khmer Rouges styrker voksede. De var nu blevet til en organiseret hær med base i Thailand. I slutningen af hvert år plejede de vietnamesiske styrker, som havde besat Cambodja, at gå til angreb og tilintetgøre guerrillabaserne der. Men efter den tørre årstid, når regnen tog til, plejede Khmer Rouge at komme tilbage ind i landet. Nu var regeringen ved at lægge et kæmpemæssigt bælte af landminer og faldgruber langs grænsen for at forhindre Khmer Rouge i at krydse den.
Min mand tog af sted med sit troppekontingent til grænsen. Ugerne gik, men han kom ikke tilbage.
En måned eller deromkring efter, at han var taget af sted, dukkede bedstefar op igen. Den første gang gav jeg ham penge, og han tog af sted igen. Anden gang havde jeg ingen penge at give ham, og han slog mig. Det var længe siden, han sidst havde gjort det. Så sagde han til mig: “Pak dine ting. Vi skal besøge en tante i byen.”