“Byen” betød, at vi skulle til Cambodjas hovedstad. På den tid var Phnom Penh slet ikke den blomstrende og larmende by, som den er i dag. Der fandtes næsten ingen elektricitet. Der var færre hjemløse på gaderne. Husene var skæve og faldefærdige, der var ingen ruder i vinduerne, og vejene var et virvar af sten, mudder og affald. Ti år efter, at Khmer Rouge havde lagt byen øde og sendt alle dens indbyggere i arbejdslejre, var gaderne og den offentlige forsyning endnu ikke blevet repareret.
Men jeg blev fortumlet over al den støj – af alle gaderne og husene. Jeg havde aldrig været noget sted, der var så velhavende og så overfyldt. Landet var stadig kommunistisk, men alligevel var der allerede natklubber med lokal musik, barer og masser af mennesker.
Der var enorme, larmende markeder, hvor man kunne købe alt lige fra gryder til reservedele til biler, med vældige udstillinger af mad – frugt og grøntsager, som jeg ikke en gang kendte, og hvad der så ud som flere kilometer med fisk. Der var også mange motorcykler – flere motorcykler, end jeg kunne forestille mig, der fandtes – og sorte russiske cykler, nye og skinnende.
Selv piger kørte på cykel her. Nogle mennesker så ud, som om de boede i himlen, men jeg troede nu ikke, der var noget godt i vente for mig, når bedstefar tog mig med til byen. Jeg vidste, at der aldrig kom noget godt fra den mand.
Vi ankom om aftenen i tusmørket. Tante Nop boede i en lille, snavset lejlighed i en af de gamle smalle gader, der lå rundt om det store marked. Vi gik op ad trappen i mørket til anden sal, for der var ingen elektricitet i huset. Hun tog mig skarpt i øjesyn gennem den halvt åbne dør.
Tante Nop var ca. 35 år, tror jeg. Hun var muslimsk cham, ligesom bedstefar, men hun gik i vestligt tøj og med håret sat i bølger. Hun havde et fedladent ansigt, og hun gik med alt for megen makeup, med udtværet sminke og øjenbryn, der var tegnet højt op i panden. Jeg syntes, at hun så skrækkelig ud, som en dæmon eller en slags ond ånd. Hendes ansigt var udtryksløst – jeg så hende aldrig smile.
Mens hun og bedstefar talte sammen, fik jeg besked på at vaske mig. Jeg gik ind i et buldermørkt badeværelse. I dagslys var der møgbeskidt, og om natten virkede det så lille, at man følte, at man befandt sig i en kiste. Jeg måtte tit vaske mig der, i det lille rum.
Den første aften så bedstefar og tante Nop på mig og talte mere sammen. De sendte mig ind i soveværelset, hvor der var en anden pige, som var lidt ældre end jeg var – måske 17 eller 18 år. Hun havde mandelformede øjne som en kineser, men var mørk i huden. Hun sagde ikke noget, og det gjorde jeg heller ikke.
Jeg så tante Nop give bedstefar penge. Han vendte sig om mod mig og sagde: “Gør, hvad tante siger. Jeg kommer tilbage.” Derefter gik han.
Tante Nop boede sammen med en anden kvinde og denne kvindes datter, som var pigen på sengen. Hun hed Mom. Da bedstefar var gået, bad kvinden mig om at sidde stille, mens Mom gav mig makeup på. Så gav de mig en kjole og sko og sagde, at vi alle skulle ud.
Da vi forlod lejligheden, var det allerede mørkt, og jeg snublede over murbrokkerne på gaden. De førte mig hen til en lang, snavset, kulsort smøge mellem to butiksfacader. Den førte ind til en mørk gård og et virvar af andre smøger. Vi gik ind ad en dør og op ad en forsømt trappe. Der var ikke længere noget gelænder på trappen – jeg gætter på, at nogen havde stjålet det.
På første sal var der en slags lejlighed. Der var ingen vægge eller gulve, der adskilte dette sted fra trappegangen – det var kun et nøgent betongulv, og man kunne se sengene og det sodede ildsted, når man kom op ad trappen. Der var mange senge – rådnende madrasser af flettet græs. Der var ubeskriveligt snavset.
Kvinden, der stod for dette sted, hed “tante Peuve”. Hun var en lille kvinde, temmelig buttet – i hvert fald efter den tids målestok – med en skønhedsplet på underlæben og håret sat op i en knold.
Jeg skriver om dette sted nu, fordi jeg aldrig vil tale om det igen. Jeg ønsker aldrig mere at skulle huske det. Det får mig til at kaste op.
Der kom en mand, og jeg så til, mens han talte med tante Peuve. Hun gjorde tegn til Mom, og inden Mom rejste sig, sagde hun til mig: “Du må hellere få at vide, hvad det her er. Det er et bordel. Gør, hvad de siger, ellers slår de dig.” Så gik hun. Der kom endnu en mand, og tante Peuve sagde til ham: “Her er en ny kylling, helt frisk fra landet.”
I hjørnet nærmest væggen stod der en seng, der var afskærmet af et forhæng af saronger. Der gik manden ind. Tante Peuve kom for at hente mig, og da jeg sagde nej, slog hun mig i hovedet og sagde: “Ja eller nej, du har bare at gøre det.”
Hendes mand, Li, var der ikke på det tidspunkt, men der var vagter.
Jeg gik ind i rummet lige så bange, som hvis jeg var blevet låst inde sammen med et sultent, vildt dyr. Manden var høj og havde skjorte på. Han var i 30erne – måske var han politibetjent, eller arbejdede på kontor. Han sagde: “Tag dit tøj af og lad være med at gøre modstand, for jeg har ikke lyst til at skulle bruge vold mod dig.”
Jeg var fra landet – i Thlok Chhrov var der aldrig nogen, der tog alt deres tøj af på en gang. Vi badede med tøjet på og skiftede tøj under en sarong. Sådan noget kunne jeg ikke og slet ikke for øjnene af en fremmed. Jeg kæmpede med ham, og han voldtog mig, men det var ikke nemt, for jeg gjorde modstand.
Så han gjorde det en gang til bare for at give mig en lærestreg. Jeg blødte fra næse og mund, da han var færdig, og følte mig snavset – der var blod og sæd overalt. Det var blevet morgen, og da han gik, sagde han: “Vi ses i aften.”
Vi gik tilbage til tante Nops lejlighed, hvor jeg vaskede mig og faldt i søvn. Jeg følte en stærk, mørk vrede mod bedstefar og mod det, han havde gjort mod mig. Om aftenen var det igen tid til at lægge makeup og tage af sted. Da vi kom hen til tante Peuve, sagde hun: “Det skal du ikke gøre igen. Jeg gav dig til den mand, fordi han er så rar, og jeg vidste, at han ikke ville gøre dig fortræd, ligesom nogle af de andre ville havde gjort.”
Jeg kan huske, at den næste mand var tante Peuves mand, Li. Han var fed og stærk, og da jeg afviste ham, slog han mig med sit bæltespænde. Som soldat havde han fået sin ene fod sprængt væk, så han gik med en krykke, og han havde skæg. Han slog mig med krykken og voldtog mig den nat, og det samme gjorde hans to vagter. Det var en khmer-vagt med et oppustet ansigt ligesom en alkoholiker og en kineser med hårde ansigtstræk og en afskyelig krop, tynd og knudret af muskler.
Cambodjanere er voldelige – de kan tæve en til døde. Man skal ikke tro på myterne om det blide khmer-smil. Mænd i Cambodja kan virke milde, men når de er vrede, kan de slå én ihjel med de bare næver.
Bagefter tog de mig med ned i kælderen, hvor de holdt dyr, slanger og skorpioner. Det var ikke meningen, at dyrene skulle dræbe os – de holdt dem for at skræmme os. Det var et lille rum, fuldstændig mørkt, og det stank af kloak. De bandt mig, og inden de gik, hældte de slangerne ud over mig.
Det var afstraffelsesrummet. Der kom jeg tit ned, fordi jeg var så vanskelig. Kunderne sagde ofte, at jeg var grim, eller at jeg så vredt på dem – de klagede tit over mig. De andre piger sagde, at folk var døde nede i kælderrummet, og de var rædselsslagne for bare at blive taget med ned ad trappen på grund af ånderne. Men jeg var ikke bange for spøgelser. De døde skræmmer mig ikke. Jeg græd, men det var, fordi jeg ikke havde nogen forældre, fordi jeg var hjælpeløs, fordi jeg var blevet voldtaget og tævet, og fordi jeg var sulten og udmattet. Jeg græd af sindsbevægelse, ikke af smerte. Jeg græd af frustration, fordi jeg ikke kunne slå dem ihjel. Bedstefar, vagterne – selv mine forældre, som havde efterladt mig til dette her. Jeg savnede at have min rigtige mor til at holde af mig, og jeg hadede hende, fordi hun ikke havde været der for mig. Der var ingen kærlighed i mit liv.
Jeg er ikke klar over, hvornår de slap mig ud denne første gang – det var langt senere – men jeg var der måske hele den næste dag. Da Mom tog mig med ud, kunne jeg ikke få mine ben til at fungere ordentligt. Tante Nop var så vred på mig, at hun sagde: “Du får ingen mad”, men jeg havde alligevel ikke lyst til at spise noget. Det var Moms mor, som forhindrede tante Nop i at give mig klø, fordi jeg havde fået nok, sagde hun. Det var rigtigt: Jeg så dobbelt. Hun lod mig gøre rent hele dagen, og jeg fik ikke lov til at sove, fordi jeg ikke havde tjent penge. Mom forbarmede sig over mig og duppede mine sår med brintoverilte. Hun vidste, hvordan det føltes.
Derefter fandt jeg mig i kunderne. Jeg havde ikke noget valg.
Om dagen opholdt vi os i tante Nops lejlighed. Et stykke tid efter ankom en tredje pige. Tante Nop specialiserede sig i nyankomne, piger, som lige var kommet ind fra landet. Hun havde forbindelserne, men hun lejede værelser ud til respektable mennesker, og hun ville ikke have kunder i sin lejlighed, så om aftenen tog tante Nop os med til tante Peuves bordel.
Det var tante Nop, som ejede os, men tante Peuve tog sig af alle forretningerne. Jeg går ud fra, at tante Nop gav hende en del af kagen. Tante Nop og tante Peuve var meebon’er, kvinder, som sælger prostituerede. De passede på os, de gav os mad, de gav os tøj – skønt det som regel var en udgift, som vi skulle betale tilbage – og de boede sammen med os. Om natten lejede de os ud.
Nogle prostituerede bliver solgt til en meebon af deres forældre eller slægtninge eller af deres mænd. Prisen afhænger af, hvor livlige og kønne de er, og af, hvor smart sælgeren er, samt af hans forbindelser. I dag bliver nogle piger bortført til prostitution, men jeg tror ikke, at det skete så tit, da jeg var ung. De fleste af pigerne hos tante Peuve var der som en form for afbetaling på en gæld. Det var meningen, at de skulle arbejde, indtil de havde betalt de penge tilbage, som deres familie skyldte – medmindre familien stiftede ny gæld, der forlængede deres datters slaveri.
Der er ingen, der vil have én, efter at man har arbejdet i et bordel. Det cambodjanske ord for prostitueret er srey kouc, “knækket kvinde” – knækket på en måde, så man ikke kan blive hel igen. Man er ødelagt for altid, og ens eksistens bringer skam over familien. Ingen ønsker, at andre skal vide, at de har en prostitueret i deres familie.
Kunderne var afskyelige. For dem var vi kun kød. De sagde tit: “Jeg har betalt en formue, og så er du ikke en gang køn,” og bang, så kylede de én ind i væggen. Nogle af dem nød at gøre os fortræd og gjorde det for sjov. De var snavsede. De stank. Når jeg tænker tilbage, var deres urenhed det mest frastødende. Den og så lugten.
Soldaterne og de tidligere soldater var de mest voldelige. De besad en særlig form for vrede og grusomhed. Man kunne mærke, at de var helt uden for kontrol, og at de kunne slå os ihjel når som helst. Jeg kan huske en mand, som havde været soldat sammen med Li, og hvis ben var blevet sprængt bort, så han kun havde to korte stumper tilbage. Han var syg i hovedet. Jeg har stadig mareridt om ham.
Jeg forsøgte at lade være med at se kunderne i øjnene. Jeg lod ikke, som om jeg kunne lide dem. Jeg lukkede øjnene, og jeg græd ofte, men det var der aldrig nogen, som bekymrede sig om. Kunderne var politibetjente, butiksindehavere, soldater, håndværkere. Unge og gamle. Somme tider var det lastbilchauffører eller langdistancetaxachauffører, som lejede senge på fortovene langs det store marked. Det var kun senge, træforhøjninger med moskitonet omkring, som folk satte ud på fortovene om natten – man kunne leje en for omkring 25 amerikanske cent. Det var ydmygende på en anden måde at være sammen med en kunde i en af disse senge.
Det var almindeligt, at en mand, ofte en kineser, lejede en af os og tog os med til et rum, hvor der var en 10-20 mand. Når de samme mænd kom tilbage, var vi nødt til at gå med, selv om vi vidste, hvad der ventede os. Hvis vi ikke gik med, blev vi straffet.
Vi brugte en tyk, hvid makeup, ligesom geishaer – en slags pasta, som vi lavede af hvidt pudder fra Thailand blandet med kokosnøddeolie. Det fik vores hud til at se hvidere ud, hvilket var, hvad kunderne ønskede, og det skjulte de blå mærker.
Det værste var, at jeg følte mig så snavset hele tiden. Tante Peuves bordel var beskidt, sengene var beskidte. Jeg syntes, at jeg stank af sæd. Jeg hader den lugt. Somme tider, selv nu, overvældes jeg af den stank, især efter at jeg har talt med en pige om hendes oplevelser som prostitueret. Aldrig mens jeg taler med hende – det er vigtigt for hende, at jeg kan beherske mig, og at jeg lytter til hende. Men bagefter vælter det ind over mig. Jeg bliver dårlig, jeg synes, at jeg stinker – jeg har det som om, jeg aldrig bliver ren. Jeg har et skab fyldt med parfumerede cremer, men der er intet, der kan fjerne lugten.
I bordellet forsøgte jeg altid at holde mig ren. I Chup havde jeg lært at koge tamarindblade i vand sammen med salt og vaske sårene i det. Det gjorde jeg så tit, jeg kunne. Det virkede ikke, som om de andre piger bekymrede sig så meget om renlighed. Vi talte heller ikke meget sammen. Når man er i et bordel, findes der kun én virkelighed, og det er kunderne, og ingen har lyst til at tale om det. Desuden brød tante Nop og tante Peuve sig ikke om, at vi talte sammen indbyrdes.
Bedstefar kom nu og da til lejligheden. Tante Nop gav ham altid penge. I begyndelsen sagde jeg ingenting til ham – jeg var bange, tror jeg. Men endelig – jeg tror, det var tredje gang, han kom, spurgte jeg ham, hvorfor han havde gjort dette mod mig. Han sagde, at det ikke kom mig ved. Det var, som om jeg ikke havde ret til at spørge ham – og sådan følte jeg det også. Jeg havde ikke ret til at spørge ham eller til at protestere. Jeg tilhørte ham, og sådan var det bare.
Af og til kom tante Nops mand til lejligheden efter penge. Han brød sig ikke om det, hun gjorde for at tjene dem, men han gjorde intet for at sætte en stopper for det, og han var der ikke særlig tit – han havde endnu en kone, som han havde to børn med, og han spillede også tit. Så døde han. Jeg tror, det var i en motorcykelulykke omkring et halvt år efter, at jeg var kommet til Phnom Penh. Tante Nop måtte sælge sin lejlighed for at betale hans gæld.
En eftermiddag tog hun os med hen til tante Peuve og efterlod os der. Ejendomsretten til os var blevet overdraget. Fra nu af skulle vi ikke blot arbejde i tante Peuves bordel, vi skulle også sove der på snavsede græsmadrasser, som blev lagt i to rækker på gulvet fuldt synlige fra trappen. Det var et forfærdeligt sted, og jeg får gåsehud, når jeg tænker på det. Tante Peuve sov i et hjørne. Hun havde lavet et lille værelse ved at bygge vægge op af blokke af gasbeton, og hun låste af for det, så jeg var aldrig derinde. Tante Peuves yngre søster sov i det “rum”, hvor jeg var blevet voldtaget første gang, i en stor seng bag en skillevæg af træ. Vi sov ofte dér alle sammen om dagen. Der var et badeværelse bag et forhæng, hvor vi vaskede os med en øse og et fad snavset vand.
Jeg kan ikke huske, om der var vinduer. Husene i gyderne bag ved markedet lå så tæt, at der alligevel ikke trængte meget dagslys ind. Vi brugte olielamper og meget senere, da der kom mere elektricitet i byen, en nøgen pære.
Vi lavede mad over et fyrfad i det store rum med madrasserne. Folk, som gik op og ned ad trappen, plejede at standse op og spørge, hvad vi var ved at lave. Der boede mennesker deroppe – jeg tror, at det var motodup-chauffører, folk, man betalte for at køre én gennem byen eller udføre ærinder på motorcykel. Jeg gik aldrig op for at se efter.
Om dagen sov vagterne i samme værelse som os, og om natten arbejdede vi. Tante Peuve var ikke ubehagelig mod os, så længe vi gjorde, som vi fik besked på, og hun talte somme tider til os. Hun var ganske køn, omkring 30 eller 40 år gammel, vil jeg tro, og havde to små børn, som også boede sammen med os. Hun havde nu heller ikke noget let liv. Li, hendes mand, slog hende, og han gik i seng med os andre hele tiden.
Vi blev naturligvis smittede med alskens sygdomme, men vi var heldige – der var ingen AIDS på den tid. Hvis jeg blev syg, vidste jeg, hvad jeg skulle gøre, fordi jeg havde arbejdet som sygeplejerske i Chup. Jeg købte medicin og vaskede mig med tamarind – jeg tror faktisk, at det beskyttede mig.
Hvis en pige blev gravid, blev hun sendt til tante Peuves veninde, som foretog aborter. Hun kom tilbage hvid som et lagen og blødende. Når først blødningen var holdt op, var der ingen kære mor; det var direkte tilbage til kunderne, så snart man kunne stå på benene igen.
Somme tider kom kunderne direkte til tante Peuve bordel, og somme tider stod vi ude på gaderne rundt om det store marked lige rundt om hjørnet. Ligesom landsbyboerne havde gjort i Thlok Chhrov, kaldte de fleste kunder mig for khmao. Jeg tjente ikke mange penge, jeg var bare en gadeluder. Jeg havde ingen stamkunder ligesom nogle af de andre piger. Måske var det, fordi jeg ikke smilede, og jeg var mørk i huden.
Men en gang var der en mand, som virkede interesseret i mig. Han kom flere gange, og vi blev næsten venner. Han sagde, at han elskede mig og ville giftes med mig. En del af mig ville gerne tro ham – tro, at der var en udvej.
Jeg tror, at tante Peuve havde fået nys om, hvad der foregik, for hun sagde til mig, at hun ville få mig slået ihjel, hvis jeg forsøgte at slippe væk, inden jeg havde betalt de penge tilbage, som hun havde til gode. Men vagterne havde vænnet sig til os, og de var ikke længere så agtpågivende. En nat, da jeg skulle vende tilbage fra en kunde, kom jeg ikke. Jeg gik hen for at møde denne mand.
Jeg antager, at han var omkring 30 år og han var grim, men han kunne snakke. Og jeg ville gerne tro ham. Næste morgen tog han mig med til lastbilernes holdeplads. Han sagde, at vi skulle til Poipet ved den thailandske grænse. Han satte mig op på ladet af en lastbil, der skulle til Battambang og lovede at slutte sig til mig der senere. Der var også en anden pige i lastbilen. Da vi kom til Battambang om aftenen, voldtog chaufføren og de andre mænd i lastbilen os. Min kunde havde solgt os til lastbilchaufføren.
Jeg var syg. Syg og led ved det hele. Alt frastødte mig, og jeg kastede op. Næste dag, da lastbilen standsede i Svay Sisophon, hoppede jeg af. Jeg kunne huske, at min adoptivmor havde nogle slægtninge der, som kom fra Kina. Jeg spurgte alle, jeg mødte, og til sidst lykkedes det mig at finde dem.
Min fætter og hans kone gik med til at lade mig bo hos dem. Jeg passede deres børn og begyndte at lave mad og vaske for dem. Jeg troede, at jeg havde fundet et sted at være. Men en uges tid efter rejste konen – hun solgte guld på markedet, så hun var nødt til at være hjemmefra. Da hun havde været væk et par dage, truede min fætter mig med den syre, han brugte til at rense guldet med. Han voldtog mig og truede med at dræbe mig, hvis jeg sagde noget om det til hans kone.
Jeg drog den konklusion, at det var det samme overalt, at alle mænd var ens. Efter en uge på den måde, tiggede jeg ham om at lade mig gå, og til sidst gik han med til det. Han gav mig endda lidt penge og en halskæde af gulddublé. Da jeg spurgte ham, hvor jeg skulle tage hen, sagde han, at jeg skulle tage med en lastbil til Battambang og blive der natten over, inden jeg fik et lift videre til Phnom Penh.
Jeg var allerede nået til Battambang, da jeg opdagede, at hans kone ledte efter mig. Hun greb fat i mit hår midt på gaden og beskyldte mig for at have stjålet hendes halskæde. Hun trak mig med på politistationen, hvor hendes mand bekræftede hendes historie. De satte mig i fængsel – det var klart, at jeg var skyldig, for de fandt jo halskæden i min taske.
Der var tre eller fire betjente, og de sagde: “Hvis du vil ud, må du betale”, men jeg havde ingen penge – de havde taget dem. De skiftedes til at tæve mig og voldtage mig hele natten. De sagde, at det var en måde at betale på, og de spøgte med også at hente alle deres venner. Det nyttede ikke at gøre modstand. Så slog de blot hårdere, som om de forventede det. Om morgenen lod de mig bare gå.
Men jeg havde ingen steder at tage hen. Jeg kunne ikke tage tilbage til Thlok Chhrov. Den eneste, der ventede på mig der, var bedstefar. Og lige meget, hvor meget jeg kaldte ham far, havde Mam Khon aldrig sagt, at han kunne beskytte mig mod bedstefar. Der var kun hovedstaden, Phnom Penh – det var alt, hvad jeg vidste.
Jeg havde ingen penge og ingen halskæde, men jeg overtalte en taxachauffør til at give mig et lift til byen. Jeg var kun 16 år, og der stod TIL SALG i panden på mig. Nu ved jeg, hvor nært samarbejde taxachauffører har med bordellerne – de leverer både pigerne og kunderne. Jeg går ud fra, at taxachaufføren havde genkendt mig eller havde hørt, at jeg var forsvundet – en mørk pige med langt hår, en vild phnong med et ar i ansigtet. Han kørte mig direkte til det store marked i Phnom Penh. Da han standsede bilen, ventede Li sammen med vagterne.
Det virkede, som om jeg ikke kunne gøre noget som helst rigtigt – jeg kunne ikke slippe væk. Jeg følte, at jeg på en eller anden måde bar denne skæbne med mig, som om der var en djævel, der havde forbandet mit liv.
Li bankede mig med sin stok og bandt mig nøgen til en seng. Alle, der kom, fik fornøjelsen af at kigge på mig. På trods af alt det, jeg havde været igennem, var jeg inderst inde blufærdig, og denne oplevelse var forfærdelig. Den nat skiftedes hans bror og alle deres venner til at forlyste sig med mig, mens jeg stadig var bundet. Sådan blev det ved i en uge. Jeg var syg og rystede af feber.
Det var den gang, Li opdagede, at der var noget, jeg var virkelig bange for. Han var meget metodisk i sin afstraffelse: Han ville kue os fuldstændigt. Han må have indset, at jeg ikke lod mig skræmme at kælderrummet, for når jeg kom der ned, skreg jeg ikke hjælpeløst ligesom de andre piger. Jeg gloede bare på vagterne og tænkte på, hvordan jeg en skønne dag ville slå dem ihjel. Jeg forsøgte altid at lade være med at vise smerte, for jeg ville ikke give dem den tilfredsstillelse.
Men en nat kastede Li en spand levende maddiker over mig. Hæslige maddiker, ligesom dem på kød. Da han opdagede, hvor bange de gjorde mig, begyndte han at hælde dem ind i min mund og over min krop, når jeg sov. Jeg troede, at de ville kravle ind i mig, ind i min krop. Det er det, jeg har mareridt om den dag i dag.
Efter Battambang sagde jeg til mig selv, at jeg havde forsøgt at flygte én gang, og jeg ville ikke prøve igen. Det ville være det samme, uanset hvor jeg tog hen. Og selv om tante Peuve ikke var fejlfri, var hun ikke modbydelig mod os, så længe vi samarbejdede, skønt jeg nu er klar over, at dette er en slaves tankegang.
Så jeg sagde til de andre piger: “Det er værre udenfor. I det mindste er vi beskyttet mod politiet her.” Og fra da af kapitulerede jeg.