Iflyet kæmpede jeg for at bevare roen. Jeg er stolt af natur, og jeg ville ikke lade Pierre se, hvor bange jeg var. Vi ankom til Malaysia, hvor vi fik at vide, at vores fly til Paris var forsinket. Flyselskabet sagde, at vi ville blive indlogeret på et hotel.
For at komme ud af lufthavnen i Kuala Lumpur skulle man benytte en rullende trappe, og det nægtede jeg pure. Ikke ti vilde heste kunne få mig til at træde ud på denne rullende metalslange. Pierre var rasende – han blev nødt til at slæbe mig op på den. På gaderne så jeg huse, der var højere end de højeste træer i skoven. Pierre sagde, at det var skyskrabere, og jeg troede, at han mente det bogstaveligt. Alt overraskede mig – det var alt sammen så moderne.
Vores hotelværelse lå på 28. etage, og for at komme derop måtte vi tage elevatoren. Da dørene lukkede sig, føltes det ligesom at være i en kiste, lukket inde og panikslagen. Oppe fra vores hotelværelse så folk nede på gaden bittesmå ud, som insekter. Jeg var rædselsslagen. Pierre gik ud i badeværelset og fyldte badekarret med bobler. Han sagde, at jeg ville synes om det, og at jeg skulle hoppe i, men jeg ville ikke. Jeg havde aldrig før taget karbad eller vasket mig i varmt vand, og jeg var bange for boblerne.
Så kom den næste flyvetur. Nu tog jeg det mere roligt at flyve, skønt turen var længere, og vi mellemlandede i Dubai. I Dubai lufthavn så jeg, hvordan muslimer lever – ikke cham’er ligesom bedstefar, men de rigtige, hvor kvinderne er helt dækket til og i sort ligesom spøgelser, gemt væk inden i deres eget tøj, så tillukket og varmt i så varmt et land. Jeg havde ondt af dem.
Da vi ankom til Frankrig, tog vi direkte hen til Pierres tante Jeanine i en af Paris’ forstæder. Da vi kom udenfor i den klare majluft troede jeg, at de havde installeret klimaanlæg udendørs. Tante Jeanine havde besluttet at lave ris til ære for mig. I Cambodja koger vi risen i en time eller mere over kul, og den simrer sagte. Da jeg så hende putte små plastikpakker i kogende vand, tænkte jeg, at hun var gal, og yderligere da hun tog dem op efter et par minutter og kom smør på. Det så rædsomt ud, halvt kogt, halvt rå – opsvulmede og meget tykkere end vores ris, som er nøddeagtige og vellugtende. Af respekt for risplanterne spiste jeg det hele. Men skinken elskede jeg og brødet – brødet var fantastisk.
Så tog Pierre afsted i et par dage. Han sagde, at han var nødt til at besøge nogle venner og forsvandt. Jeanine var ude det meste af dagen, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tage mig til. Jeg var alt for usikker på mine få franske gloser til at gå ud, og jeg var bange for at fare vild. Jeg tænkte, at mine venner måske havde haft ret – Pierre havde faktisk tænkt sig at sælge mig. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle være stærk; jeg ville vise Pierre, hvilket stof jeg var gjort af.
Da Pierre kom tilbage, foreslog han, at vi skulle se Paris. Vi boede langt ude i en forstad og skulle først med toget og derefter med metroen. Alt dette var nyt for mig, uforståeligt og foruroligende. I Cambodja kører togene med samme hastighed, som en mand kan gå. Dette tog susede af sted med svimlende fart på to smalle skinner og så ud, som om det kunne smutte af, hvad øjeblik det skulle være. Metroen var under jorden og susede gennem mørket med lynets hast.
Jeg havde hørt, at Paris var den smukkeste by i hele verden, men det syntes jeg ikke. Der var næsten intet grønt, og byen virkede kvælende og livløs med bygninger, der stod pakket meget tæt sammen. Der var ingen plads nogen steder. Selv ikke det berømte Eiffeltårn begejstrede mig – det lignede en hoben gammelt jern og kunne slet ikke mønstre sig med Angkor Wats pragt eller kraft. Det, der forbavsede mig mest, var at se, hvordan folk opførte sig sammen med deres hunde. Der var hunde inde i restauranter og lejligheder. Cambodjanske hunde lever udendørs – for os er de snavsede dyr.
Jeg så også, hvordan folk fik penge ud af en stor kasse i muren. Nå, det er sådan, de gør, tænkte jeg ved mig selv. Når folk har brug for det, går de bare hen og henter penge fra kassen – sikke en god idé. Jeg foldede et stykke papir og stak det ind i sprækken. Der skete ingenting. Pierre lo og forklarede mig om hævekort og om hele systemet, som virker mærkværdigt for mig selv i dag.
Vi gik i tøjforretninger og så masser af spidse sko. Mit cambodjanske tøj så bedrøveligt ud i sammenligning med dem.
Vi var inviteret til middag hos Pierres onkel Jean. Pierre havde advaret mig om, at hans familie var temmelig konservativ. Jean kom og hentede mig i en dejlig bil – Pierre var et andet sted – og spændte sin sikkerhedssele. Han gjorde tegn til, at jeg skulle gøre det samme, men jeg rystede på hovedet for at vise, at jeg ikke forstod. Jeg trak i selen, da han viste mig hvordan, men han måtte spænde den for mig. Da vi ankom til huset, stod Jean ud og lukkede bildøren. Jeg sad stadig i bilen og havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle løsne selen. Han mimede, hvordan jeg skulle gøre, men jeg forstod ham ikke, så han måtte selv løsne den for mig. Jeg havde det, som om jeg netop var dumpet til en prøve, men jeg vidste ikke en gang, hvori prøven bestod. Middagsmaden var et mysterium. Noget af den var ganske enkelt afskyelig. Fisk i flødesovs, som jeg måtte tvinge mig til at synke. Jeg syntes, at ostene lugtede forfærdeligt. Det lod til, at franskmændene spiste store mængder af alting, især kød. Jeg havde svært ved at forstå de store mængder, som de satte til livs hver dag.
Jeg var overvældet af det hele: Retterne, der blev ved med at komme, de rigelige mængder af mad, og det faktum, at folk lod mad ligge tilbage på deres tallerkner. De skar fedtet af og lod det ligge; de skar ikke kødet af inde ved benet og suttede ikke en gang benene; derefter smed de muntert det hele ud sammen med det tykke fiskeskind. Vi kunne have brødfødt hele familier i Cambodja bare med disse rester. I Thlok Chhrov spiste vi kun kød én eller to gange om året på særlige helligdage. Min mor plejede at købe et halvt pund flæskekød til tyve personer og skære det i meget små stykker som en slags krydderi. Vi var taknemmelige for hvert eneste riskorn, vi fik.
Den middag varede meget længe. Da klokken blev omkring 1 eller 2 om morgenen, talte de alle endnu. Pierre oversatte ikke noget for mig. Jeg følte mig fortabt, havde jetlag og var sulten, fordi jeg ikke kunne spise maden. Alle smilede til mig, men der var overhovedet ingen kontakt. Jeg var Pierres lille udenlandske barbar, som sad for bordenden uden at sige et eneste ord.
Vi tog til Nice for at besøge Pierres mor. Hun havde en lille bjæffende hund, Tatou, som gøede hele tiden og spiste af en tallerken på bordet, hvilket jeg fandt virkelig afskyeligt. Det var planen, at vi skulle bo hos Pierres mor i et stykke tid, indtil Pierre fandt et job, men jeg kunne mærke, at hun ikke brød sig om mig. For hende var jeg en lykkejæger, som havde forført hendes søn, og jeg prøvede at holde mig langt væk fra hende. Pierre var for det meste ude, og jeg sad bare i vores værelse uden nogen at tale med eller noget at tage mig til.
Jeg havde hårdt brug for et franskkursus, men vi havde ikke ret mange penge. Jeg havde taget en fransk-khmer ordbog med mig fra Cambodja, og jeg bad Pierre om at anbefale en børnebog, som jeg kunne læse. Pierre sagde, at jeg aldrig ville klare det, men han købte Joseph Kessels Le Lion til mig. Han havde ret – det var alt for svært for mig, men jeg sagde til mig selv, at jeg ville lære det, og hver aften skrev jeg ord ned, som jeg skulle lære.
Pierre tog til Paris for at søge arbejde, mens jeg blev tilbage i Nice sammen med hans mor. En dag fandt jeg den lokale avis, Nice-Matin. Da jeg kiggede i den, fik jeg øje på rubrikannoncerne. Jeg så ordet Emploi og slog det op i ordbogen – det betød “stillinger”. Jeg oversatte et par af annoncerne ved hjælp af min ordbog, og jeg fandt ud af, at folk søgte rengøringshjælp og husassistenter. Jeg indså, at jeg selv med mit ringe fransk måske kunne få arbejde.
Jeg spurgte min svigermor, hvordan man fik et job, og hun tog mig med til et vikarbureau og satte mig af. Hun var ikke interesseret i at hjælpe mig, så jeg gik selv derind. Der var udlændinge af alle slags indenfor. Jeg forklarede lederen, at jeg ville arbejde. Jeg sagde til ham: “Je veux travailler” med høj stemme, og han forstod meningen, for han smilede bredt og sagde, at jeg kunne begynde næste morgen. Jeg skulle gøre rent på Hôtel Hibiscus på Promenade des Anglais.
Da Pierre ringede fra Paris samme aften, fortalte jeg ham, at jeg havde fået arbejde. Han havde svært ved at tro det – at jeg havde fået arbejde før ham uden overhovedet at kunne tale ordentligt fransk. Jeg var virkelig glad for lønnen. Med 2.500 franc om måneden kunne jeg begynde at sende penge hjem til mine forældre.
Næste morgen kørte min svigermor mig til hotellet, og jeg lagde omhyggeligt mærke til vejen ind til byens centrum. Da jeg ankom, tog Madame Josiane imod mig og satte mig til at gøre rent i omkring et dusin værelser. Hun viste mig ikke, hvordan jeg skulle gøre, og jeg havde ingen anelse om, hvordan man redte en seng ordentligt. Jeg vidste heller ikke, hvordan man skulle bruge støvsugeren. Den lignede en lang slange, og den brølede ad mig – jeg var altid bange for, at den skulle sluge mine fødder eller kravle op ad min krop. Jeg måtte tage mig gevaldigt sammen for at få styr på min frygt for den. Jeg blev også helt forvirret over det store udvalg af rengøringsmidler.
Den første dag forsøgte jeg end ikke at bruge støvsugeren, og jeg redte sengene helt forkert. Da Madame Josiane kom tilbage, sagde hun: “Oh la la” og lo. Derefter viste hun mig med tegn og fagter, hvordan jeg skulle gøre. Sidst på dagen kunne jeg se, at hun var tilfreds med mit arbejde. Jeg gjorde rent bag ved og under møblerne uden at få besked på det, og jeg holdt ingen frokostpause, som de andre rengøringsassistenter gjorde – jeg holdt end ikke pause for at få noget at drikke, og jeg havde aldrig noget imod at arbejde i weekenden.
I slutningen af måneden fik jeg min første løncheck. Jeg havde kun været i Frankrig i to måneder, og jeg havde allerede tjent 2.500 franc, et kæmpestort beløb. I Cambodja ville det være en formue, måske et helt års løn. Men hvad skulle jeg stille op med dette stykke papir, en check? Pierre forklarede, at han ville åbne en fælles bankkonto til os, og at jeg skulle sætte pengene ind der. Det gjorde mig nervøs. Hvad nu, hvis vi blev skilt? Pierre kunne tage alle mine penge. Jeg sagde til ham, at jeg ville åbne en konto i mit eget navn, og han svarede: “Du er en rigtig kineser.”
Jeg er ikke vant til at stole på mænd, og jeg havde aldrig rigtig tillid til Pierre. Kort tid efter, at vi var kommet til Nice, tog han hen for at besøge sin ekskone og kom ikke tilbage før kl. 5 om morgenen.
Somme tider fik jeg drikkepenge af hotellets gæster. Jeg kan huske en ældre kvinde, som, efter at jeg havde hjulpet hende med at hænge tøjet op, tog mit ansigt mellem sine hænder og sagde: “Mignonne”. Jeg kendte ikke det ord og bad hende om at skrive det ned, så jeg kunne slå det op i min ordbog. Hun syntes, at jeg var kær! Jeg så mig i spejlet og tænkte, at hun gjorde grin med mig.
Da jeg havde arbejdet et par måneder på Hotel Hibiscus, fandt jeg ud af, at jeg kunne tjene mere på et andet hotel. Hibiscus betalte dårligt, og jeg skulle arbejde syv dage om ugen. Desuden generede nogle af de mandlige hotelgæster mig. Jeg tænkte, at de så mig som en lille asiatisk pige, som ikke ville lave vrøvl. Jeg ville ikke længere finde mig i sådan noget, og nu vidste jeg, at jeg heller ikke behøvede at gøre det.
Jeg fik arbejde på det andet hotel. Gæsterne dér var hovedsageligt pensionister, som boede der i flere uger ad gangen. Det gav mig en chance for at lære dem lidt at kende, og det var disse ældre mennesker, som faktisk lærte mig fransk. Nogle af dem var meget venlige: De kaldte mig deres “lille kinesiske prinsesse”. Jeg indså, at alle franskmænd slår alle asiater sammen, men det gjorde mig ikke noget – cambodjanerne gør det samme med udlændinge; for os er de alle barang.
Jeg kan godt lide gamle mennesker. De fortjener, at man behandler dem med respekt. Somme tider gned jeg deres ben og masserede deres ankler, hvis de havde ondt i leddene. Det satte de pris på. De begyndte at spøge med hotelledelsen om, at den kønne, tiltalende pige gjorde rent på værelserne, mens alle de ubehagelige medarbejdere serverede i restauranten, så jeg fik besked på kun at gøre rent om formiddagen; til frokost skulle jeg servere.
Jeg fik rigtig mange drikkepenge, men det gjorde de andre ansatte misundelige. De kaldte mig “Skævøje”. Mine bestillinger til køkkenet var aldrig parat til tiden. Efter et par uger havde jeg fået nok. Jeg greb en kniv i køkkenet og råbte til en af pigerne: “Hvis du bliver ved, stikker jeg denne her i maven på dig.” Jeg var selv forbavset over, at jeg kunne få det sagt på fransk. Jeg fik ingen venner af det, men jeg fik fred, og bagefter lod de mig være.
Min svigermor var stadig fjendtlig. Jeg gjorde rent for hende, og nu og da tilbød jeg at lave mad, men hun kunne ikke lide min mad og talte aldrig ret meget med mig. Det fremgik altid tydeligt, at hun foretrak at være alene med sin søn – hun forsøgte konstant at så splid mellem os. Når jeg kom hjem fra arbejde om eftermiddagen, turde jeg ikke lave frokost, selv om jeg altid var sulten.
Jeg tabte mig meget. Engang gav hun Pierre og mig æg og spinat og sin hund kød. Jeg fandt mig i det hele, for ifølge cambodjansk skik skal man finde sig i alt, hvad ens svigermor gør og ikke beklage sig til sin mand. En khmermand vil altid tage sin mors parti imod sin kone, så det er bedst at lide i stilhed.
Men da vi havde boet i Pierres mors lejlighed i fire måneder, kom nogle af hendes venner på besøg. De havde børn med – den slags, der hopper på alt og ødelægger ting. Jeg sagde til en af de små: “Hold op med at hoppe sådan rundt. Når den gamle dame kommer tilbage, bliver hun vred.” For mig var det ikke en fornærmelse, for i Cambodja siger vi yeh om alle ældre kvinder – det er et ord, der viser respekt. Men i Europa er der ingen, der vil se sandheden i øjnene; man skal lade, som om de ikke er gamle, selv om de er ældre. Da min svigermor kom hjem, fortalte moren til de små uhyrer, at jeg havde kaldt hende for “den gamle dame”, og min svigermor blev rasende. Hun gav mig en lussing og låste mig inde i mit værelse.
Hun kunne godt have tænkt på, hvor lidt fransk jeg kunne; hun kunne have prøvet at forstå. Jeg var frygteligt oprevet. Jeg forklarede Pierre det hele, da han kom hjem. Til min store overraskelse forstod han straks og sagde, at det var på tide, at vi fandt et andet sted at bo.
Pierre havde netop fået et midlertidigt job som laboratorietekniker, hvilket gjorde det lettere for os at betale en husleje. Vi lejede en etværelses lejlighed i stueetagen i et lejlighedskompleks med en lille have til. Den første nat havde jeg mareridt: Haven myldrede af snegle, ligesom de maddiker, som tante Peuves vagter plejede at kaste over mig. Jeg skreg som en vild. Pierre var forfærdet, men jeg tilbragte resten af natten iført sokker, flere pyjamasbukser, handsker og en hue. Jeg ville ikke have, at nogle af de snegle skulle røre ved mig.
Men der blev længere og længere mellem disse mareridt. Det store marked i Phnom Penh var langt borte, og jeg begyndte at vænne mig til et nyt liv. En eftermiddag gik jeg tidligt fra arbejde og besluttede mig til at udforske Nice, som jeg dårligt nok kendte. Jeg tog bussen. Jeg stod af ved et tilfældigt stoppested og gik rundt i et område, jeg ikke kendte. Jeg for vild og ringede til Pierre, men han sagde, at jeg selv skulle finde ud af det, som en stor pige – hvis jeg kunne finde derhen, kunne jeg også finde tilbage.
Da stedet, hvor vi boede, lå tæt på havet, sagde jeg til mig selv, at hvis jeg gik langs med kysten, ville jeg kunne finde hjem. Jeg gik, indtil mine fødder smertede, og da jeg kikkede op, så jeg et skilt skrevet på khmer. Ku tieu Phnom Penh – nudelsuppe à la Phnom Penh. Jeg troede, at jeg drømte. Jeg gik ind og begyndte at tale til folkene derinde på khmer. De svarede, og jeg blev helt overvældet og fik tårer i øjnene. Jeg satte mig ned og drak to skåle god, stærk suppe. Så fik jeg kaffe med kondenseret mælk hældt over isterninger, sådan som vi drikker den i Cambodja.
Sådan gik det til, at jeg fik kontakt med khmer-samfundet i Nice. Ejerne af restauranten sagde, at de havde en khmer-gruppe, og at de planlagde en lille fest med cambodjanske Apsara-danse for at fejre nytåret i april. Jeg havde lært disse danse som barn i Thlok Chhrov, og de bad mig være med i forestillingen.
Så udløb Pierres kontrakt som laboratorietekniker – den var tidsbegrænset, og den blev ikke forlænget. Jeg tjente omkring 3.000 franc om måneden på hotellet, men vores etværelses lejlighed kostede os alene 2.500 franc. Pierre havde mødt en, som ville starte et medicinsk analyselaboratorium i Cambodja, men forhandlingerne trak ud. Jeg måtte finde arbejde, og jeg vidste nu, at der var masser af asiatiske restauranter langs kysten.
Jeg bankede på alle mulige døre. En kineser fra Cambodja gik med til at give mig et job i sin restaurant som opvasker. Han sagde oven i købet, at jeg kunne spise ris der, inden jeg begyndte på arbejdet. Officielt arbejdede jeg der ikke – han ville ikke betale medarbejderomkostninger til staten – men jeg var bare glad for at få pengene.
Somme tider fik jeg løn og andre gange ikke. Jeg plejede at forlade lejligheden kl. 6 om morgenen, gå de ca. 9,5 km til hotellet og arbejde der til kl. 15, være hjemme kl. 16 og så gå igen kl. 18 for at tage hen til restauranten. Pierre plejede at komme og hente mig kl. 1 eller 2 om natten. Han brokkede sig altid over, at jeg lugtede af mad, og til sidst sagde jeg til ham, at jeg selv ville gå hjem.
Pierre var ikke den, der trøstede – han var aldrig omsorgsfuld. Han var lige ud ad landevejen, og han havde skarpe hjørner, som man somme tider skar sig på. Det havde også sine fordele. Pierre lærte mig at klare mig selv, og han fik mig til at åbne munden – han hadede, når jeg var tavs.
En sommerdag besvimede jeg på hotellet. Lægen sagde, at det var overanstrengelse, og at jeg skulle holde pause i to uger. Men jeg kan ikke finde ud af ikke at lave noget, og to dage senere var jeg tilbage. Når sandheden skal frem, nød jeg at arbejde på hotellet. Jeg kunne godt lide at tage mig af de ældre mennesker – det virkede, som om de bekymrede sig om mig.
Da sommerhøjsæsonen var ovre, meddelte hotellet mig, at det var min tur til at holde ferie. Jeg havde arbejdet i et år, og ifølge mine lønudbetalinger havde jeg optjent fire ugers ferie. Jeg havde aldrig været på “ferie” før – jeg anede ikke, at man havde ret til sådan noget, og jeg kunne ikke forestille mig at gøre det samme, som franskmændene i Nice gjorde. Det forekom mig, at de for det meste spadserede rundt i spraglet tøj og brugte penge. Dem havde vi ingen af, så det var helt udelukket.
En af min svigermors fætre foreslog, at vi kunne tage midlertidigt arbejde med la vendange – druehøsten. Han sagde, at han kendte en mand, som kunne give os arbejde i Villefranche med at høste Beaujolais-druer i en måned. Pierre mente, at det ville give os frisk luft og lidt forandring, så vi tog af sted.
Monsieur Marcel var imødekommende nok, men da han så mig, sagde han: “Det klarer hun aldrig.” Jeg var kun et lille nips – jeg vejede omkring 45 kg, og han vejede mindst det dobbelte, men jeg sagde til Pierre: “Jeg skal vise ham.” Jeg var vant til fysisk arbejde.
Pierre kunne ikke klare kulden, fugtigheden, jorden, der klæbede til hans fødder. Han kunne ikke holde arbejdet ud, men jeg elskede det. Det var herligt at være udendørs og lugte jorden, føle druerne i min hånd, og jeg syntes, at det var meget lettere at skære druer end at høste ris. Pierre var stolt af mig, og det var Monsieur Marcel også. Han plejede at kalde mig “vores lille Skævøje”, men det var meget venligt ment.
På bestemte tidspunkter holdt vi alle sammen pause for at spise. Det var der, jeg lærte at spise ost og kold pølse – med andre ord at blive helt igennem fransk. Jeg stiftede bekendtskab med det virkelig gode landkøkken, suppe og velsmagende retter, der var langt bedre end de plastikposer med ris, som jeg havde fået i Paris. Monsieur Marcel og hans familie var rigtig gode mennesker. Da vi var færdige med høsten der, ville jeg gerne fortsætte, så vi tog til Gevrey-Chambertin i Bourgogne. Lederen var så tilfreds med mit arbejde, at han gav mig en flaske vin til at tage med hjem.
Men til trods for dette gode arbejde havde vi besluttet at forlade Frankrig og vende tilbage til Cambodja. Pierre havde fået et andet job hos en anden humanitær organisation. Denne gang skulle han arbejde for Médecins Sans Frontières, Læger uden Grænser. Pierre havde besluttet, at han ikke var skabt til livet i Frankrig – det passede bare ikke til ham. Han ville have spændende oplevelser, noget der var mindre stabilt end et lille medicinsk analyselaboratorium i Nice.
Jeg var stolt over at skulle hjem igen. Jeg vidste, at jeg havde ændret mig meget i det halvandet år, vi havde boet i Frankrig. Jeg havde haft hæderligt arbejde. Jeg havde lært at se folk i øjnene og at kommunikere direkte med dem, som en ligemand. Jeg vidste, at når jeg tog tilbage til Cambodja, ville folk ikke længere se ned på mig for at være en hvid mands luder. De ville se mig som en hvid mands kone. Jeg var ligesom de mennesker, som vi kalder Khmers de France – cambodjanere, som bor i Frankrig og kommer tilbage på ferie med penge og magt og med de hvides selvsikkerhed. Jeg havde måske nok mørk hud, og jeg lignede måske stadig en barbar, men jeg havde bevist, at jeg ikke var dum, og jeg følte mig ikke længere værdiløs.