Der blev mørkere og mørkere i rummet. "Kom herover og sæt dig, Gustav," råbte Annie, der allerede havde sat sig til rette i en stor, behagelig sofa. Gustav satte sig ned ved siden af hende, og et øjeblik efter så han en lille søjle af meget klart, hvidt lys. Den kom direkte fra Cosmos skærm. Lyset skød ud i rummet, hvor det stod et øjeblik, før det langsomt formede en figur i luften. Den bevægede sig fra venstre mod højre i en lige linje, før den bevægede sig ned mod gulvet. Den efterlod et skinnende spor bag sig, da den lavede endnu et hjørne og dermed havde tegnet tre sider af et kvadrat. Og så endnu et hjørne, og til sidst kom lyssøjlen tilbage til udgangspunktet. Et øjeblik lignede det en flad form, der svævede i luften, men så forvandlede det sig pludselig til noget virkeligt og meget kendt.
"Jamen, det ligner jo ..." sagde Gustav, der pludselig kunne se, hvad det var.
"Et vindue," sagde Erik stolt. "Cosmos har lavet et vindue ud mod universet. Se nu godt efter."
Lyssøjlen forsvandt og lod det svævende vindue blive. Og selvom rammen lyste lidt i kanten, lignede det et rigtigt vindue. Det havde en stor rude indrammet af en metalkarm. Og gennem ruden var der en udsigt. Det var ikke en udsigt fra Eriks hus, eller et andet hus, som Gustav kendte til.
I stedet kunne Gustav se et uendeligt mørke gennem vinduet med noget, der lignede stjerner strøet ud over det. Han prøvede at tælle dem.
"Gustav," sagde Cosmos med sin mekaniske stemme, "der er milliarder af stjerner i universet. Du skal være mindst lige så klog som mig, for at kunne tælle dem alle."
"Hvorfor er der så mange, Cosmos?" spurgte Gustav undrende.
"Der bliver skabt nye stjerner hele tiden," svarede den kraftfulde computer. "De bliver født i enorme skyer af støv og gas. Lige om lidt viser jeg dig, hvordan det sker."
"Hvor lang tid tager det en stjerner at blive født?" spurgte Gustav.
"Flere millioner år," svarede Cosmos. "Så jeg håber, at du har god tid."
"Så, så," sagde Erik, der sad i skrædderstilling på gulvet. Hans lange, tynde ben fik ham til at ligne en rar kæmpeedderkop. "Du behøver ikke at bekymre dig, Gustav, programmet kører på høj hastighed, så du skal nok nå hjem til aftensmad. Annie, er du sød at lade chipsene gå rundt. Jeg ved ikke med dig, Gustav, men universet gør mig altid rigtig sulten."
"Åh-åh," sagde Annie og lød pinligt berørt. Chips-posen i hendes skød raslede, da hun rodede rundt i den. "Jeg må hellere hente nogle flere." Hun sprang ned fra sofaen og ud i køkkenet igen.
Da Annie forlod rummet, lagde Gustav mærke til noget ved udsigten til det ydre rum: det var ikke alt sammen dækket af stjerner. Nede i det ene hjørne af vinduet kunne han se en plet med total mørke, hvor der ikke var en eneste stjerne.
"Hvad sker der der?" Han pegede.
"Skal vi se efter?" sagde Erik. Han trykkede på en fjernbetjening og udsigten blev zoomet ind mod den mørke plet. Da de kom nærmere, kunne Gustav se en enorm sky inde i pletten. Vinduet zoomede helt ind i selve skyen, og Gustav kunne se, at den var lavet af gas og støv, som Cosmos havde sagt.
"Hvad er det?" spurgte han. "Og hvor er det?"
"Det er en enorm sky ude i rummet. Den er meget større end dem, vi har på himlen," svarede Erik, "og består af bitte, bitte små partikler, der svæver rundt inde i den. Skyen er enorm, fordi der er så mange af disse små partikler. Den er faktisk så stor, at Jorden kunne være inde i den flere millioner gange. Der vil blive født mange stjerner i denne sky."
Inde i skyen kunne Gustav se partiklerne bevæge sig omkring, nogle af dem samlede sig og udgjorde en stor klump af stof. Disse store klumper snurrede rundt og rundt og indfangede dermed flere partikler. Men hver gang partiklerne samlede sig, blev klumperne ikke større - de så derimod ud til at blive mindre, som om noget klemte dem sammen. Det så ud, som om en eller anden var i gang med at lave kæmpe dejkugler i det ydre rum. Og en af de kæmpe kugler kom så tæt på vinduet, at Gustav kunne se den dreje rundt og blive mindre og mindre hele tiden. Mens den skrumpede ind, blev den varmere og varmere - så varm, at Gustav kunne mærke varmen fra den henne i sofaen. Og så begyndte den at lyse med et svagt, men skræmmende lys.
"Hvorfor skinner den?" spurgte Gustav.
"Jo mere den skrumper ind," sagde Erik, "desto varmere bliver den. Og jo varmere den bliver, desto mere skinner den. Om ikke så længe bliver den for varm." Han fandt to par mærkelige solbriller i rodet på gulvet.
"Tag de her på," sagde han til Gustav og tog selv et par på. "Om lidt skinner den så meget, at du ikke kan se på den uden brillerne."
I samme sekund Gustav tog brillerne på, eksploderede kuglen indefra, så dens ydre lag af brændende gas blev kastet ud til alle sider. Efter eksplosionen skinnede kuglen som Solen.
"Wauv!" sagde Gustav. "Er det Solen?"
"Det kunne det være," svarede Erik. "Det er sådan stjerner fødes, og Solen er en stjerne. Når enorme mænger gas og støv kombineres og skrumper ind og bliver tæt og varmt, som du lige har set, er partiklerne i midten af kuglen så sammenpressede, at de begynder at fusionere, eller samle sig, og afgiver en enorm mængde energi. Det kalder man en fusions reaktion. Den er så kraftfuld, at når den begynder, smider den de ydre lag af kuglen, og resten af den bliver omdannet til en stjerne. Ligesom du lige så det her."
Stjernen skinnede nu med et stabilt lys i det fjerne. Det var et smukt syn. Uden de særlige solbriller havde de ikke kunnet se meget, fordi stjernen skinnede så voldsomt.
Gustav stirrede betaget på den kraftfulde stjerne. Nu og da afgav dens overflade enorme søjler af kraftigt skinnende gasser, som blev smidt tusindvis af kilometer væk med fantastisk høj fart.
"Skinner stjernen sådan for evigt?" spurgte han.
"Der er ikke noget, der varer evigt, Gustav," sagde Erik. "Hvis stjerner skinnede for evigt, ville vi ikke være her. Inde i dem omdanner stjernen små partikler til større. Det er det, en fusion gør: den sammensmelter små partikler og bygger større atomer ud af dem. Energien, der bliver frigivet ved sådan en fusion, er enorm, og det er det, der får stjernen til at skinne. Næsten alle de elementer du og jeg er lavet af, blev dannet inde i stjerner, der eksisterede længe før Jorden gjorde. Så man kan faktisk godt sige, at vi er børn af stjernerne! Da de eksploderede for længe siden, sendte disse stjerner alle de store atomer, de havde skabt, ud i det ydre rum. Det samme vil ske for den stjerne, som du sidder og kigger på nu i vinduet. Den vil eksplodere, når dens liv er færdigt, når der ikke er flere små ledige partikler, den kan fusionere til større. Eksplosionen vil sende alle de store atomer, som stjernen har skabt indeni, ud i det ydre rum."
På den anden side af vinduet så stjernen vred ud. Dens lyse gule farve var blev rødlig, i takt med at den voksede og voksede, indtil den var så stor, at den fyldte hele vinduet. Gustav havde en mistanke om, at den kunne eksplodere, hvad øjeblik det skulle være. Erik trykkede på fjernkontrollen igen, og vinduet bevægede sig straks væk fra stjernen, der blev rødere og større hele tiden.
"Er det ikke fantastisk!" udbrød Erik. "Først krymper kuglen og en stjerne fødes, og så bliver stjernen større og større! Og nu eksploderer den lige om lidt! Du må endelig ikke tage dine briller af nu."
Gustav kiggede fascineret på stjernen. Og pludselig, længe efter at den havde nået en størrelse, som ingen kunne have forestillet sig, kom den største eksplosion, Gustav nogen sinde havde set lige for øjnene af ham. Hele stjernen eksploderede og sendte enorme mængder lys og rødglødende gas ud i det ydre rum, inklusive alle de nye atomer, som den havde skabt. Efter eksplosionen kunne Gustav se, at det eneste, der var tilbage af stjernen, var en smuk ny sky i fantastiske farver og nye materialer.
"Hold da op!" sagde han. Det var ligesom at se et fantastisk fyrværkeri.
"Forstår du," sagde Erik. "Med tiden vil den farverige sky, du nu kan se, blande sig med andre skyer, som kommer fra fjerne stjerner, der også er eksploderet. Efterhånden som de køler ned, vil gasserne fra disse skyer blande sig og blive en endnu større sky, hvor der igen vil blive født stjerner. I nærheden af de nye stjerner, der bliver skabt, vil der være overskydende elementer, som vil samles og danne genstande af forskellige størrelser, men ingen af dem vil være store nok til at blive stjerner i sig selv. Nogle af disse genstande vil blive til kugler, og med tiden vil disse kugler blive planeter. I virkeligheden tager den slags her meget lang tid - flere millioner år!"
"Wauv!" Gustav var fascineret.
"Men så lang tid har vi ikke, og du skal også hjem til aftensmad," sagde Erik. Han gik over til Cosmos og trykkede på et par taster. "Så nu sætter vi farten lidt op."
I løbet af et øjeblik var de millioner af år, som Erik havde talt om, gået. Gasserne fra et dusin andre eksploderede stjerner var samlet i én stor sky. Inde i denne sky dukkede der nye stjerner op overalt, indtil en af dem blev skabt lige foran vinduet. Denne stjernes skinnende lys gjorde det svært at se de andre stjerner. Et stykke væk fra den nye stjerne, var den tiloversblevne gas fra skyen blevet meget kold og var begyndt at samle sig i større frosne stenstykker. Gustav kunne se, at en af disse sten havde kurs lige mod vinduet. Han åbnede munden for at advare Erik, men stenen havde for meget fart på. Før Gustav nåede at sige noget, smadrede stenen ind i ruden med et øredøvende, klirrende brag, der virkede, som om det rystede hele huset.
Gustav hoppede forskrækket op og faldt ned fra sofaen.
"Hvad var det?" råbte han til Erik.
"Ups!" sagde Erik, der stod og tastede løs på Cosmos. "Det må du undskylde. Jeg troede ikke, den ville ramme."
"Du burde virkelig være mere forsigtig," sagde Cosmos surt. "Det er ikke første gang."
"Hvad var det?" spurgte Gustav, der nu så, at han sad og krammede en lille bamse, som Annie måtte have glemt i sofaen. Han følte sig ret rundtosset.
"Vi blev ramt af en lille komet," indrømmede Erik og så lidt fåret ud. "Det må I undskylde. Det var ikke meningen."
"En lille hvad?" spurgte Gustav og følte, at rummet drejede rundt.
Erik tastede nogle flere kommandoer ind i Cosmos.
"Det må være nok for i dag," sagde han. "Er du okay, Gustav?" Han tog sine briller af og kiggede på Gustav. "Du ser lidt bleg ud." Han lød bekymret. "Ih du godeste. Jeg troede vi skulle have det sjovt. Annie!" råbte han ud i køkkenet. "Er du sød at komme med et glas vand til Gustav? Åh nej, åh nej."
Annie valsede ind på tåspidserne. Hun holdt forsigtigt om en meget fyldt kop vand, som skvulpede ud over siderne. Grisen Freddy gik klistret op ad hende og kiggede beundrende på hende med sine griseøjne. Hun holdt koppen frem mod Gustav.
"Bare rolig," sagde hun venligt. "Jeg følte mig også ret rundtosset første gang. Far!" sagde hun irettesættende, "nu er det på tide at lade Gustav gå hjem. Han har fået rigeligt af Universet."
"Ja, ja selvfølgelig, du har ret," sagde Erik og så stadig bekymret ud.
"Men det var lige så spændende!" protesterede Gustav. "Må jeg ikke se lidt mere?"
"Nej, nu tror jeg, det er nok," sagde Erik skyndsomt og tog en frakke på. "Nu følger jeg dig hjem. Cosmos, du passer på Annie et øjeblik. Kom, Gustav, og tag din gris med."
"Må jeg komme igen?" spurgte Gustav ivrigt.
Erik holdt op med at rode med frakker, nøgler og støvler og smilede. "Ja, det vil jeg mene," sagde han.
"Men du må love, at du ikke siger noget om Cosmos," tilføjede Annie.
"Er det en hemmelighed?" spurgte Gustav spændt.
"Ja," sagde Annie. "Det er en stor enorm kæmpe fantastisk hemmelighed, som er en trillion fillion gange mere hemmelig, end andre hemmeligheder du har haft."
"Så, Annie," sagde Erik bestemt. "Jeg har jo sagt, at der ikke er noget, der hedder en fillion. Sig nu farvel til Gustav og hans gris."
Annie vinkede og smilede til Gustav.
"Farvel, Gustav," sagde Cosmos. "Tak, fordi du gjorde brug af min ualmindelige kraftfulde kapacitet."
"Tak, Cosmos," sagde Gustav høfligt.
Og så puffede Erik ham og Freddy ud i gangen og ud ad hoveddøren og tilbage til den virkelige verden på planeten Jorden.