Gustav røg ind gennem døren og landede på gulvet med et ordentligt bump. Denne gang havde turen fra det ydre rum og tilbage til Eriks arbejdsværelse næsten suget al luften ud af ham, og han var nødt til at blive liggende på gulvet et øjeblik, gispende, før han kunne rejse sig op. Han kom rystende på benene og håbede, at Erik ville komme flyvende ind ad døråbningen bag ham. Men i stedet begyndte omridset af døren at blive svagt og ujævnt. Det så ud, som om den var ved at forsvinde. "Erik!" råbte han, men fik intet svar. Et nanosekund senere forsvandt døren helt.
"Cosmos!" råbte Gustav og hev sin glashjelm af. "Hurtig! Cosmos vi skal ..."
Men da han vendte sig om mod den kraftfulde computer, fik han endnu et stort chok. Der, hvor Cosmos skulle have stået, var der kun et virvar af farverige ledninger og en tom plads. Gustav kiggede sig panisk omkring og så, at døren til arbejdsværelset stod på vid gab. Han løb ud på gangen og så, at hoveddøren stod på vid gab, og at den kolde aftenvind blæste lige ind. Uden at bruge tid på at tage sin rumdragt af, løb Gustav ud på gaden, hvor han akkurat lige kunne se omridset af fire drenge, der løb ned ad vejen. En af dem havde en stor bulet rygsæk på, hvor der stak lidt ledninger ud fra toppen af den. Gustav løb efter dem, så hurtigt han kunne i sin tunge dragt. Mens han knoklede af sted, kunne han høre lyden af velkendte stemmer.
"Hey, pas lige på den," kunne Gustav høre Karl råbe.
"Biiip! Biiip!" lød det nede fra rygsækken. "Lovovertrædelse! Ikke autoriseret kommando!"
"Hvornår holder den kæft?" råbte Tromlen, der bar på rygsækken. "Hvordan kan den tale uden strøm?"
"Hjælp! Hjælp!" lød den mekaniske stemme fra rygsækken. "Jeg bliver kidnappet! Jeg er verdens mest fantastiske computer. Jeg kan ikke tillade dette! Stop! Stop!"
"Den løber snart tør for batterier," sagde Snogen.
"Slip mig, I skurke!" sagde stemmen i rygsækken. "Denne ublide transport er ikke god for mine kredsløb."
"Jeg vil ikke bære den længere!" sagde Tromlen og stoppede pludselig op. Gustav stoppede også.
"Nu er der en anden, der må bære den," kunne han høre Tromlen sige.
"Okay," sagde Karl med truende stemme. "Kom her med den. Nå, lille computer. Nu holder du kæft resten af turen, ellers vil jeg personligt skille dig ad, stykke for stykke, så der ikke er andet tilbage af dig, end en bunke mikrochips."
"Uha!" sagde computeren.
"Forstår du det?" sagde Karl surt.
"Selvfølgelig forstår jeg det," sagde computeren fornærmet. "Jeg er Cosmos, verdens mest fantastiske computer. Jeg er programmeret til at forstå sammenhænge, der er så indviklede, at din hjerne ville eksplodere, hvis du skulle finde på..."
"Jeg sagde," snerrede Karl og åbnede rygsækken og talte ned i den, "hold kæft! Hvad for et af de to ord kan du ikke forstå, din idiot?"
"Jeg er en fredeligt anlagt computer," svarede Cosmos med lille stemme. "Jeg er ikke vant til trusler eller vold."
"Så ti stille," svarede Karl, "så skal vi nok lade være med at true dig."
"Hvor fører I mig hen?" hviskede Cosmos.
"Til dit nye hjem," sagde Karl og tog rygsækken over skuldrene. "Kom så, gutter, lad os så komme derhen." Drengene satte i løb igen.
Gustav halsede efter dem, så hurtigt han kunne, men han kunne ikke følge med dem. Og kort efter var de forsvundet i den tågede, mørke aften. Der var ikke nogen ide i at løbe længere, for han anede ikke, hvor de var blevet af. Men han havde en ret god fornemmelse af, hvem der havde bedt Karl og hans bande om at bryde ind og stjæle Cosmos. Og med den viden var han allerede godt på vej til at finde computeren igen.
Mens Karl og de andre drenge løb væk, gik Gustav tilbage til Eriks hus, hvor hoveddøren stadig stod åben. Han løb direkte ind i Eriks arbejdsværelse. Erik havde sagt, at han skulle finde bogen. Men hvad for en? Hylderne var fyldt med bøger, der gik fra gulv til loft. Gustav tog et stort bind ud og kiggede på omslaget. Euklidsk kvantegravitation stod der på forsiden. Han bladrede igennem siderne. Så prøvede han at læse en smule:
... fordi den retarderede tidskoordinat går med uendeligt på begivenhedshorisonten, vil overfladerne med konstant fase af løsningen hobe sig op i nærheden af begivenhedshorisonten.
Det var håbløst. Han havde ikke den fjerneste ide om, hvad det betød. Han forsøgte sig med en anden bog, der hed Forenede strengteorier Han læste en linje fra den: Ligningen for en konform ...
Hans hjerne gjorde helt ondt, da han prøvede at forstå det. Og til sidst besluttede han, at det betød, at han ikke havde fundet den rigtige bog endnu. Han blev ved med at kigge sig omkring på hylderne. Find bogen, havde Erik sagt. Find min nye bog. Gustav stod foran alle bøgerne og tænkte, så det knagede. Uden Cosmos, Erik eller Annie virkede huset frygtelig tomt. Den eneste forbindelse Gustav havde til dem nu, var en lyserød rumdragt, nogle sammenfiltrede ledninger og en masse videnskabelige bøger.
Pludselig savnede han dem alle sammen så meget, at det næsten gjorde ondt i hjertet. Han indså, at hvis han ikke gjorde noget, ville han måske aldrig mere se nogen af dem. Cosmos var blevet stjålet, Erik kæmpede mod et sort hul og Annie ville sikkert aldrig tale med ham igen, hvis hun fandt ud af, at Gustav havde noget at gøre med, at hendes far var fanget i rummet for evigt. Han var nødt til at finde på noget.
Han koncentrerede sig. Han tænkte på Erik og prøvede at forestille sig ham, med sin nye bog i hånden og bogens omslag, så han måske kunne huske, hvad bogen hed. Hvor kunne han have gjort af den? Og pludselig vidste Gustav det.
Han løb ud i køkkenet og hen til tepotten. Og ganske rigtigt. Der lå en helt ny bog, der var dækket af tepletter og ringe fra kopper, der havde stået på den. Den hed Sorte huller, og nu gik det op for Gustav, at den var skrevet af Erik! Der var klæbet en lille seddel fast på den, hvor der med barnlig skrift, som måtte være Annies, stod: Grisen Freddys yndlingsbogl Og ved siden af var der tegnet en lille gris. Det er den! tænkte Gustav. Det må være den nye bog, som Erik var så glad for at finde, da Freddy løb gennem huset. Det må være den.
Nu manglede han kun at få en enkelt ting mere med fra Eriks hus - endnu en bog, en stor en med virkelig mange sider. Han fandt den ved siden af telefonen, tog Annies lyserøde rumdragt af, stoppede de to bøger ned i sin skoletaske og løb så hjem, efter at han omhyggeligt havde sørget for at lukke hoveddøren til Eriks hus.
Gustav spiste lynhurtigt sin aftensmad og løb så op på sit værelse med den undskyldning, at han havde enormt mange lektier for. Først hev han den store bog ud af sin taske. På omslaget stod der TELEFONBOG. Da hans forældre ikke ejede en telefon, var det heller ikke sandsynligt, at de ejede en telefonbog, hvorfor Gustav havde lånt Eriks. Han bladrede i siderne med 'R' og kørte fingeren ned over de mange navne. Endelig fandt han RYBEL, K., SKOVVEJEN 42. Gustav kendte godt Skovvejen. Det var den vej, man kørte, når man ville fra byen og ud i skoven, og hvor hans forældre plejede at tage ham med ud om efteråret, når de skulle samle svampe og bær. Han kunne ikke tage derud i aften, det var for sent, og hans forældre ville aldrig lade ham gå ud på det her tidspunkt. Han skulle desuden også læse i bogen om Sorte huller. Men som noget af det første i morgen tidlig, ville han tage ud til Krybets hus på vej til skole. Og så håbede han bare, at han havde fundet på en plan til den tid.
Han lagde telefonbogen fra sig og fandt så Eriks bog om Sorte huller i sin taske. Nu håbede han, at den havde de oplysninger, han havde brug for til at redde Erik. Hver gang han tænkte på Erik - dvs. cirka hvert tredje minut - fik han det dårligt. Han forestillede sig, hvor ensom og bange han måtte være i det ydre rum uden at vide, hvordan han skulle komme tilbage, samtidig med at der var et sort hul, der var ved at suge ham ind i sin mørke mave.
Gustav åbnede bogen og læste den første linje. Vi ligger alle i rendestenen, men nogle af os kigger mod stjernerne, stod der. Det var et citat fra den berømte irske forfatter Oscar Wilde. Gustav følte, at det var skrevet specielt til ham, for han lå nemlig i rendestenen, og han vidste, at der var folk, der kiggede mod stjernerne. Så han blev ved med at læse, men den første linje han lige havde læst, viste sig også at være den eneste, han forstod, for derefter stod der: I 1916 fandt Karl Schwarzschild frem til den første analytiske løsning på sorte huller ud fra Einsteins ligning ...
Aaaaarh! stønnede han. Endnu en bog der var skrevet i fremmedsprog! Hvorfor havde Erik sagt, at han skulle finde hans bog? Gustav forstod den overhovedet ikke. Og Erik havde skrevet den! Hver gang Erik havde fortalt ham om videnskab, havde han gjort det så enkelt, at det var let at forstå. Gustav kunne mærke tårerne presse på. Han havde svigtet dem: Cosmos, Annie og Erik. Han lagde sig ned på sengen med bogen i hånden og lod tårerne få frit løb. Der blev banket forsigtigt på hans dør, og hans mor kom ind.
"Gustav," sagde hun, "du ser så bleg ud, min skat. Er du syg?"
"Nej, mor," sagde han trist. "Jeg har bare svært ved at finde ud at mine lektier."
"Ja, det kan jeg da godt forstå!" Hans mor havde samlet bogen om Sorte huller op, som var faldet ud af hånden på Gustav og ned på gulvet. Hun stod og bladrede i den. "Det er en meget svær bog, som kun professionelle videnskabsfolk forstår! Jeg bliver vist nødt til at skrive til skolens bestyrelse og fortælle dem, at det er det rene vanvid." Mens hun talte, faldt der et par sider ud fra bagest i bogen.
"Åh nej," sagde Gustavs mor og samlede dem op, "nu røg dine noter ud."
"Det er ikke ..." Gustav skulle til at sige 'mine' men holdt inde. Øverst på en af siderne stod der: Min svære bog gjort let for Annie og Gustav.
"Tak, mor," sagde han hurtigt og snuppede papirerne fra hende. "Jeg tror lige, at du har fundet det, jeg skulle bruge. Nu skal det nok gå."
"Er du sikker?" spurgte hans mor og så noget overrasket ud.
"Ja, mor." Gustav nikkede som en rasende. "Du er er en stjerne. Tak."
"En stjerne?" sagde hans mor og smilede. "Det er da en sød ting at sige, Gustav."
"Nej, virkelig," sagde Gustav oprigtigt og tænkte på det, Erik havde fortalt ham om, at de alle var børn af stjernerne. "Det er du."
"Udmat nu ikke dig selv, min lille stjerne," sagde Gustavs mor og kyssede ham på panden. Nu smilede Gustav, så hun gik tilfreds nedenunder for at sætte lidt flere linsekager i ovnen.
Lige så snart hans mor var gået, hoppede Gustav ned fra sengen og samlede alle notaterne sammen, som var faldet ud fra bagest i bogen om Sorte huller. De var dækket af en spinkel håndskrift og små tegninger og var nummereret 1-7. Han begyndte at læse dem.