På Gustavs skole var eleverne i salen begyndt at kede sig og blive rastløse. Børnene sad uroligt på deres stole, hviskede og fnisede, mens en række alvorligt udseende deltagere forsøgte at fange deres opmærksomhed. Men der var ingen, der var så irriteret og rastløs, som Krybet, der sad på første række med inspektøren og de andre dommere.
"Så sid dog stille, Rybel. For himlens skyld!" hvæsede inspektøren ud ad mundvigen. Han var meget irriteret over, at Rybel opførte sig så dårligt, mens der var lærere og inspektører til stede fra de andre skoler. Indtil videre havde han tydeligvis ikke hørt efter til nogen af foredragene og havde ikke stillet et eneste spørgsmål. Han havde kun siddet og stirret ned i programmet og næsten drejet halsen af led for at se sig tilbage i salen.
"Jeg går lige ud og sikrer mig, at Gustav har styr på sit foredrag," hviskede Krybet til inspektøren.
"Nej du gør ikke!" spruttede inspektøren arrigt. "Gustav klarer sig udmærket uden din hjælp. Måske skulle du i stedet prøve at vise lidt interesse! For skolens skyld!"
Drengen på scenen sluttede sin tale af om spor efter dinosaurer.
"Og det er derfor," konkluderede han friskt til sit trætte publikum, "at vi ved, at dinosaurerne satte de første spor for to hundrede og tredive millioner år siden."
Lærerne klappede venligt, mens drengen gik ned fra scenen og hen til sin skolegruppe.
Inspektøren rejste sig op.
"Og nu," sagde han og kiggede ned i sine papirer, "skal vi høre den sidste deltager, vores egen Gustav Greenby, fra denne skole! Skal vi give Gustav en varm velkomst, inden han holder sit foredrag om ..." Inspektøren holdt inde og kiggede ned i sine papirer igen.
"Ja, ja, det er rigtig nok," sagde Rybel hurtigt og rejste sig op." Gustav vil holde et foredrag om Cosmos, verdens mest fantastiske computer, og hvordan man bruger den. Hurra for Gustav!" hujede han, men ingen stemte i. Så fulgte der en lang pause, hvor alle sad og ventede på, at Gustav skulle komme op til scenen. Og da han ikke kom, begyndte lydniveauet i salen at stige markant, fordi børnene troede, at skoledagen ville blive kortere end forventet.
Inspektøren kiggede på uret. "Vi venter på ham i yderligere to minutter," sagde han til de andre dommere. "Hvis ikke han dukker op inden da, bliver han diskvalificeret, og så kan vi gå videre med prisoverrækkelsen."
Ligesom eleverne mente inspektøren også, at det ville være rart at komme tidligt hjem for en gangs skyld, så han kunne få sig en kop te og et stykke kage og smække benene op uden en masse larmende børn omkring sig.
Uret tikkede, men der var stadig ikke nogen Gustav at se. Da der kun var nogle sekunder tilbage, vendte inspektøren sig om mod de andre dommere og skulle lige til at sige, at konkurrencen hermed var slut, da en masse aktivitet nede bag i salen fangede hans opmærksomhed. En lille gruppe af folk var trådt ind. To voksne, den ene med en computer under armen, en lyshåret pige og en dreng.
Drengen løb op igennem salen og sagde:
"Kan jeg stadig nå det?"
"Ja, Gustav," sagde inspektøren, lettet over at han alligevel var dukket op. "Op på scenen med dig. Held og lykke! Vi krydser fingre for dig!"
Gustav gik op på den store scene og stod lige midt på den.
"Hej, alle sammen," sagde han spagt. Forsamlingen ignorerede ham og blev ved med at skubbe, nive og hive i hinanden. "Hallo," forsøgte Gustav. Et kort øjeblik blev han overmandet af nervøsitet og følte sig pludselig dum, sådan som han stod der alene på scenen. Men så huskede han på det, Erik havde sagt til ham i bilen på vej herhen, og han rettede ryggen og følte sig mere sikker. Han rakte armene ud til siden og råbte: "Goddag, alle sammen!"
Alle børnene i salen blev stumme af overraskelse.
"Jeg sagde" råbte Gustav igen, "goddag, alle sammen!"
"Goddag, Gustav!" råbte salen tilbage.
"Kan I høre mig helt nede bagi?" spurgte han med høj stemme. Erik stod lænet op ad væggen nede bagi og pegede tommelfingeren opad.
"Mit navn er," fortsatte Gustav, "Gustav Greenby. Og jeg skal holde et foredrag for jer. Titlen på mit foredrag er Min hemmelige vej til universet."
"Neeeeeej!" råbte Krybet og sprang op fra sin stol. "Det er forkert!"
"Stille!" sagde inspektøren surt.
"Nu går jeg," sagde Krybet arrigt. Han skulle lige til at storme ud af salen, men nåede kun halvvejs ned mellem stolerækkerne, da han opdagede Erik nede bagi. Erik vinkede diskret, smilede og klappede Cosmos, som han bar under armen. Krybet blev nærmest grøn i hovedet og gik tilbage til sin plads oppe foran, hvor han satte sig stille ned.
"Ser I," fortsatte Gustav. "Jeg har været rigtig heldig. Jeg har fundet en hemmelig vej, der har vist mig universet. Og takket være denne hemmelige vej, har jeg fundet ud af en masse ting om universet omkring os. Så jeg tænkte, at jeg ville fortælle lidt om de ting jeg har lært. For det handler alt sammen om, hvor vi kommer fra, hvad der har skabt os, hvad der skabte vores planeter, vores solsystem, vores galakse og vores univers. Og det handler om vores fremtid. Hvor er vi på vej hen? Og hvad skal vi gøre for at overleve flere århundreder ud i fremtiden?
Jeg vil fortælle jer om det, fordi videnskab er vigtig. Uden videnskab forstår vi ingenting - og hvis vi ingenting forstår, hvordan skal vi så gøre tingene rigtigt og tage de rigtige beslutninger? Nogle folk synes, at videnskab er kedelig, nogle mener, at den er farlig - og hvis vi ikke interesserer os for videnskaben eller lærer at bruge den ordentligt, så kan den meget vel være både kedelig og farlig. Men hvis man prøver at forstå den, er den fascinerende, og den vedkommer os og vores planets fremtid."
Alle lyttede til Gustav nu. Da han holdt inde, var der helt stille.
Han fortsatte:
"For milliarder af år siden, var der skyer af støv og gas, der svævede omkring i det ydre rum. I starten var disse skyer meget tynde og spredte, men med tiden og tyngdekraftens hjælp, begyndte de at skrumpe og blev fastere og fastere ..."