Leonid Matejka er på vej ud af Mikail Prokhorovs lejlighed, da mobiltelefonen i hans frakkelomme begynder at ringe. Han træder tilbage, ind i entreen igen og lukker stille døren, før han tager telefonen op ad lommen, slår den lille klap ned og mumler: “Da!”
Det er Aleksander Gretjko med gode nyheder.
Modsat hvad mange i vesten lader til at tro, er den russiske mafia ikke et nyt fænomen, der opstod efter kommunismens fald. Dens rødder går langt tilbage i Sovjetunionens velmagtsdage. Den er lige så gammel som fødevaremanglen, de endeløse køer og korruptionen i det enorme bureaukrati-apparat. Det er en bundsolid organisation, der i årtier er blevet beskyttet af folk højt på strå i det sovjetiske samfund. Det siges endda, at selveste generalsekretær Bresjnev var på lønningslisten, men den slags rygter vil der altid være.
Folk snakker, og Leonid Matejka ved bedre end at tage det for mere end det. Sandheden er, at man kun kender sin direkte overordnede og en håndfuld underordnede. Og netop det er en af mafiaens styrker - den er næsten umulig at optrævle.
Den del af organisationen, der opererer i Danmark, ledes af Nikita Dubrowski, og selvom Leonid Matejka var hans højre hånd, allerede før de kom til landet, har han ingen ide om, hvem der er Dubrowskis chef. Han er også ligeglad. Han tjener omtrent ti gange det, han i sin tid fik i KGB, og han får ikke sine penge for at stille spørgsmål.
Hans job er en slags stødpudefunktion, der gør det muligt for Dubrowski at lede aktiviteterne i Danmark gennem ham, så ingen ved, hvorfra ordrerne kommer. Kun Matejka og Dubrowskis livvagt kender sandheden, og livvagten er Dubrowskis nevø.
Til at starte med smuglede de stjålne luksusbiler til Moskva og Skt. Petersborg, hvor de blev solgt på det sorte marked eller brugt til bestikkelse.
Siden da blev aktivitetsområderne hastigt flere og flere, over indsmugling af anabolske steroider og andre væksthormoner fra de sovjetiske sportslaboratorier, cigaretter og spiritus gennem et par østeuropæiske ambassader og endelig hårde stoffer, som hurtigt blev den mest indbringende del af deres lille forretning.
“Jeg har fundet bilen,” siger Aleksander Gretjkos dybe stemme i telefonen. “Den holder ud for nummer 22 på Prags Boulevard.”
“I hvilken del af byen er det?” spørger Leonid skarpt.
“Det er på Amager.”
“Fint. Vent på mig der,” beordrer han kort for hovedet, klapper telefonen sammen og stopper den tilbage i lommen.
Bilen er Mikail Prokhorovs hvide Golf GTI.
Leonid går ind i den lille stue, stiller sig ved vinduet og kaster et langt blik ud i sneen, der langsomt daler ned i gadelampernes skær.
Det er ikke til at se, at han har tilbragt den sidste time med at gennemsøge lejligheden fra ende til anden. Alt står nøjagtigt, som da han begyndte. En af mange nyttige evner fra tiden i KGB. Han smiler tilfreds med sig selv og haler en lille notesbog op ad lommen. Bogen sad fæstnet med klisterbånd på bagsiden af toilettet. Ikke verdens mest opfindsomme gemmested, men lige i denne situation er Leonid taknemmelig for sin underordnedes sjusk. Det sparede ham for at skulle sprætte møblerne op.
For ti dage siden ankom den hidtil største samlede sending heroin, de har haft med at gøre. Lige i underkanten af otte kilo. Fortyndet, ville det indtjene langt over ti millioner. Samme aften var det blevet fordelt mellem fire russere, heriblandt Bjørnen, og hver især havde fået besked på at gemme det af vejen i mindre portioner, ganske som de plejede at gøre i den slags situationer. Det var for farligt selv at opbevare stoffet, hvis politiet kom på sporet af dem. Ingen russer måtte blive taget med stof på sig.
Hvor de så valgte at gemme det, var deres eget problem, når blot de kunne fremskaffe det igen i løbet af få timer.
Det mest almindelige var at betale pushere, ludere eller hvem som helst for at opbevare det, indtil det blev fortyndet og solgt via deres netværk af småpushere. Men den ene vidste ikke, hvad den anden gjorde. Det var en del af planen.
Leonid Matejka havde ved middagstid ringet til Mikail Prokhorov og bedt ham være på en aftalt adresse klokken 16:30 medbringende sine to kilo. Bjørnen var den af Dubrowskis russiske håndlangere, der sidst var kommet til landet, og den han havde mindst tillid til, selvom Prokhorov havde tjent organisationen godt i Moskva. Derfor var det blevet besluttet, at heroinen i hans varetægt skulle være det første til at glide videre i systemet.
Men Mikail var ikke dukket op.
Der blev ikke svaret på hans mobiltelefon. Han var ikke i sin lejlighed, eller på det værtshus, hvor han plejede at stille sin tørst efter vodka.
Det var bestemt ikke godt.
Var han forduftet med heroinen? Det var svært at forestille sig, at han ville turde. Han havde set i Moskva, hvad der skete med folk, der forsøgte at snyde dem. Men måske havde han tænkt, at de ikke ville vove at gøre det af med ham her i Danmark?
Eller var han faldet i hænderne på en af de rivaliserende pakistanske bander? Eller afrikanerne? Jugoslaverne?
Leonid havde informeret Dubrowski, og derefter sendt sine fire nærmeste mænd ud hver for sig for at lede efter Bjørnens Golf.
Selv var han taget hen til Mikails lejlighed for at se efter noget, der kunne give en ide om, hvor han var forsvundet hen, og mere vigtigt: Hvor han havde gemt de to kilo heroin.
Notesbogen er næsten helt ny. De første fem sider er fyldt med Mikails utydelige kragetæer. Navne og tal. Adresser og telefonnumre. Det er en liste over de småpushere, der har opereret under Bjørnen, og over hans tilgodehavender hos dem. Det ser ganske fornuftigt ud, tænker Leonid, selvom han ikke bryder sig om, at listen er så let at gennemskue.
Resten af siderne er blanke. Der er intet, der antyder, hvor Mikail har gjort af de to kilo.
Og dog, på den bageste side finder han et navn, Laila, og en adresse samt et telefonnummer. Adressen er på Amager - og hvis han husker rigtigt - i gåafstand fra det sted, hvor Aleksander i dette øjeblik venter på ham ved Mikails Golf.
Kan det virkelig tænkes, at han har gemt det hele på samme sted?
Leonid har vanskeligt ved at forestille sig det. Sjusk af den slags accepteres ikke i organisationen. Og Mikail har tjent dem i Moskva længe nok til at vide det.
Men hvad ellers?
I Moskvas gader havde Prokhorov nydt en ærefrygt, efter at det blev hvisket i porte og gyder, at han havde udført en række likvideringer for mafiaen. Han havde fået tilnavnet Bjørnen, som et tegn på respekt. Russerne har altid elsket en stærk mand, og som den russiske bjørn var Mikail ikke en mand, man skulle stille sig i vejen for. Han var blevet så kendt i underverdenen, at han ikke engang behøvede at låse sin bil.
Dubrowski havde bedt om at få ham til København, da rockerkrigen brød ud. Han manglede en pålidelig dræber, hvis den krig skulle brede sig til andre dele af narkomiljøet.
Moskva havde sendt ham til Danmark øjeblikkelig, han var alligevel blevet for iøjnefaldende derovre.
Kan det tænkes, at han er blevet så vant til at være frygtet, at det har gjort ham skødesløs?
Leonid Matejka får pludselig en meget dårlig fornemmelse. Han stopper notesbogen i lommen, slukker lyset efter sig og haster ned på gaden til sin bil.