Slagstiften farer frem, rammer kaliber 7,63 mm patronen bagi og skaber den eksplosion, der sender projektilet af sted. Men der kommer intet brag, lyddæmperen sluger lyden og lader kun et lille plaff fortælle om skuddet. Samtidig driver rekylen en del af pistolen bagud, så det brugte patronhylster udstødes og en ny patron føres op i kammeret.
Projektilet har for længst forladt løbet og er begyndt sin hvæsende vej gennem stuens stillestående luft. Det er næsten, som om det kuglerunde hul midt i panden opstår, sekundet før pistolen rykker i Bjørnens hånd, og patronhylsteret raslende rammer bordet for derefter at trille ud over kanten og ned på gulvet. Selv Lailas næsten tavse gisp, før hun synker sammen, synes at komme før.
Men det kan være, at det blot er stilheden i det lange, vantro minut, der følger efter, som får det til at føles sådan.
Der kommer intet blod fra skudsåret. Ikke den mindste dråbe. Der er bare et rundt, sort hul midt i Iggy Pops pande. Han står med bar overkrop og skuler ondt ud til verden, som han har gjort, siden Philip hængte plakaten op på væggen for snart fem år siden. En lille fane af røg siver ud fra hullet, men det er også alt.
Mikail bander på russisk. Han er den sidste til at opdage sin fejl. Pigen besvimede bare, hun blev ikke ramt. Der er gået for lang tid, siden han sidst affyrede sin fars gamle Tokarev. Han havde glemt, at den trak en smule til venstre.
Og han er for sen til at reagere, da stilstanden i den indelukkede stue pludselig forvandles til kaos.