Rowan går i sneen og drømmer sig til Goa. Techno, fisse og en uendelig strøm af stoffer. Tropesol, endeløse strande, og lidt flere stoffer. Jo mere han tænker over det, jo mere tiltalende virker tanken. Goa. Bare smagen af det ord. Goa.
Men Goa er langt væk.
Og virkeligheden er så nær, at den ikke kan fortrænges. Ikke når kulden bider i hans sorte røv.
På aftener som denne tirsdag har Rowan frygteligt svært ved at huske, hvordan i al verden han havnede i København. Af alle steder. Han er ikke skabt til sne og is. Han er sort og stolt af det. Han burde være et sted, hvor temperaturen aldrig kom under 25 grader.
Men her er han altså. Midt i Fælledparken med tæer som istapper i sine gummisko og næsen fuld af dybfrosne bussemænd.
Han går forbi pavillonen med hænderne dybt begravet i lommerne og kraven slået op. Mørket er tæt herinde i parken, selvom sneen lyser en smule op. Det ville egentlig være smukt, hvis det ikke var så forbandet koldt. En smule til venstre for ham gløder Rigshospitalets vinduer højt oppe, og han kan høre trafikken ude i byen som en fjern rumlen, der af og til bryder ind i den monotone lyd af hans skridt i sneen.
Han finder en sti, som han følger ind mellem nogle træer, og kommer snart efter til et lille toilethus. Hans mod synker endnu et par grader, da det går op for ham, at der ikke står en eneste sammenbidt trækkerdreng udenfor og venter på kunder.
Han har fået solgt for lidt dope i dag. Det er de nådesløse facts. Han har ikke penge nok til at dække sit eget forbrug, og så bliver han nødt til selv at tage noget af det, han skulle have solgt, og så håbe, at han vil sælge nok i morgen til at betale det også. Det er cool nok, hvis man bare ser bort fra, at det i virkeligheden er noget lort.
Toilethuset er ellers normalt et af de steder, hvor trækkerdrengene holder til om vinteren, når kulden tvinger dem bort fra parkernes buskadser. Lidt besynderligt, at der tilsyneladende ingen er. Men det er flere timer siden, at det gik op for ham, at dette er en af den slags dage, hvor verden bare ikke er til at have med at gøre.
Rowan åbner døren til herretoilettet og træder indenfor for at få lidt varme i kroppen.
Og får til sin lettelse øje på Tue henne ved håndvasken. Tue er en fjorten-årig trækkerdreng, som i løbet af det sidste år er blevet en fast del af miljøet. Rowan ved ikke ret meget om Tue, hvor han kommer fra, hvordan han er havnet her, han kender ikke engang hans efternavn. Hvorfor skulle han også det? Han ved, at Tue er junkie på fuld tid, og det er alt, han behøver vide.
“Tue, my mahrn!” siger han og lukker døren efter sig.
“Yo, Rowan!” svarer drengen med et skævt smil, der aldrig finder vej op til øjnene. “For helvede, mand, hvor er det fedt at se dig. Du er en gud, mand, ved du det? En gud fra Jamaica, det skider jeg på. Har du noget?”
“Cool it, mahrn,” siger Rowan og føler sig ovenpå igen. En gud fra Jamaica? Han smiler ved tanken. Selvom han kommer fra Londons slum og aldrig har været bare i nærheden af Jamaica, kunne han ikke drømme om at fortælle det til nogen. Danskerne lader til at synes, at det er vildt sejt at komme fra Jamaica, og det har han det o.k. med. “Cool it!”
“Jeg er cool, Rowan, helt cool. Har du noget?”
“Måske. Fortæl mig først, hvor alle er henne?” siger han og gnider varme i sine hænder. Nu er det tid til at være kostbar. Det er hans evne til at være kold nu, der kommer til at bestemme, hvor meget han kan få Tue til at betale for dopen.
“Jeg ved det ikk’, mand. Jeg’ lige kommet, ikk’? Her’ bare ikke et øje, vel? Har du noget?” Tues kinder er blå af kulde, og der sidder stadig snefnug i hans hår. Øjnene er desperate, hungeren emmer fra ham. Der er ingen grund til at trække det ud. Tue har tabt på forhånd.
“Siden det’ dig, mahrn. Men det’ koster kassen. Der’ ikk’ meget at få fat i for tiden.”
“Årh, fuck dig, mand. Der’ sgu da masser. “
“Så skaf det selv!” Og mere overtalelse skal der ikke til.
“Okay-okay. Jeg har pengene, ikk’? Har du noget brun?”
“Kun cola,” lyver Rowan med et undskyldende smil. Det har været en lortedag, og nu må Tue æde lidt af det lort, Rowan er sunket ned i. “Sorry, mahrn.”
“Coke? Fuck, mand. Hva’ ska’ jeg med det?”
“Dit problem.”
“Nå, men så stik mig et gram, for helvede!”
“Cool,” siger Rowan blot og trækker en lille gennemsigtig pose op af sin ene strømpe. Tue stikker ham pengene og tager mod posen. Rowan giver ham et klap på skulderen og forlader toilettet.
Men kun for at gå om til dametoilettet.
Det er måske nok lidt vel optimistisk, og Rowan ved det. Selvom trækkerdrengene bestemt ikke har for vane at begrænse deres forretningsområde til herretoilettet, er det næsten utænkeligt, at han skulle have mere held inde på dametoilettet. Men han er desperat nok til at vove forsøget.
Under alle omstændigheder burde de være her i toilethuset, det plejer de på dette tidspunkt.
Det er først, da han står inde på det tomme dametoilet og med åben mund og hamrende hjerte stirrer på liget, der sidder med en sprøjte i armen i det ene aflukke, det går op for ham, at han burde have sagt sig selv, at noget var galt.
Liget læner sig op af den ene skillevæg. Det ene øje er åbent og kigger tomt op i loftet, munden er gledet op og tungen faldet en smule ud mellem de tykke læber. Hovedet er lænet bagover og drejet en anelse om på siden, så det hviler på den ene brede skulder. Jakken står åben, som om nogen har lettet liget for tegnebogen.
Rowan træder et skridt tilbage. Hans fødder og ben føles, som kunne de give efter, hvornår det skulle være. Et iskoldt pust glider ned over hans nakke. Stille mumler han: “Shit!” og kniber øjnene i. Men liget er der stadig, da han åbner dem igen. “Fucking shit!” hvæser han, men uden kraft.
På gulvet foran Rowans fødder ligger en rød gummislange, en lighter og en sodet teske, der sammen med kanylen i ligets arm fortæller deres lille historie om, hvordan denne enorme mand er død. Overdosis. O.D. Ikke den første af sin slags på dette toilet og næppe heller den sidste.
Nu forstår Rowan endelig, hvorfor alle trækkerdrengene i dag har valgt at søge andre græsgange. Et lig er altid ligmed politi, og politi er dårligt for forretningen. Det er de hårde facts.
Rowan selv ville normalt have gjort som dem. Tjekket ligets lommer for penge og så set at komme væk. Og det er lige, hvad han burde gøre nu. Hellere for et øjeblik siden end om lidt.
Men han er i tvivl. Det er ikke godt det her, det er det ikke, tænker han og vender sig brat fra liget, mens en gysen suser gennem hans krop. Det kunne faktisk ikke være meget værre.
Det er ikke det, at liget konfronterer ham med den død, han sælger, der piner ham. Det har han set ofte nok til at have fået hård hud på sjælen. Hvad folk gør ved dem selv, er ikke hans ansvar. Kan de ikke styre deres laster, må det være deres eget problem. Og hvem tager sig i øvrigt af, at en skide junkie dør? Der står altid fem nye parat til at købe ens dope. So who gives a flying fuck anyway?
Det, han ikke kan lide, er, at han genkender liget, og det er ikke endnu en eller anden ligegyldig junkie.
Han kaster et blik på den enorme mand, der virker malplaceret der på det offentlige toilet i sit brune jakkesæt, som Satan i Disneyland eller sådan noget.
Sekundet efter styrter han ud fra toilettet uden at sanse sne eller kulde og løber over på Rigshospitalet for at finde en mønttelefon, mens han febrilsk leder i sin pung efter russerens nummer.