Nogle gange kan stilheden være som en mur. Stor, tung og urokkelig. Stilheden kan være lige så modbydelig og uigennemtrængelig som den mur, der engang skar Berlin over i to. Stilhed kan være kvælende. Men stilheden kan også være det eneste, man har. Det eneste, der holder den nådesløse verden lidt på afstand. Nogle gange er verden blot blevet tavs.
Philip stirrer ud på de tunge snefnug, der uden den mindste lyd lægger sig til hvile uden for vinduet. Det er, som om alle lyde er forsvundet, og han sidder fortabt og ubevægelig, låst fast i tavsheden, og er ikke sikker på, om hans hjerte stadig slår.
Han ved, at han ikke er alene i stuen, der føles kold og fremmed, selvom han har boet her længe. Han ved, at hvis han drejer hovedet væk fra vinduet, vil han kunne se Laila, der på en eller anden måde er hans kæreste, sidde på gulvet, lige så hvid i ansigtet som han selv. Han vil kunne se sin lillebror, Poul, frosset fast på knæ ved siden af russeren, Mikail, Bjørnen, hvis øjne glor tomt, dødt op i loftet.
Alt er sat i stå, stilheden har taget over. Den tumult, som for få minutter siden fyldte lejligheden, er nu kun et ekko i stivnede celler, sener og knogler.
Philip drejer endelig hovedet og ser, hvad han vidste, han ville se. Lige præcis, som han havde forudsagt det.
Der har ikke været den mindste bevægelse, siden Poul med pegefingeren presset mod russerens hals mere gispede end sagde: “Jeg kan ikke finde pulsen. Jeg tror, han er død, jeg tror, han er død.”
Philip ser på Laila, møder hendes blik, ser et øjeblik frygten som små isblomster i hendes øjne, så bryder hun blikket, rejser sig og går ind i soveværelset uden at sige et ord. Han følger hende tavst med øjnene, mens han føler stilheden miste sit greb, lammelsen i den lille stue give efter, og muren ud til verden smuldre.
“Vi må vel ringe efter politiet,” siger Poul kun en anelse højere end en hvisken, men det er nok til at feje den sidste rest af ro bort en gang for alle.
“Går sgu ikk’, mand,” siger Philip med en tynd stemme, han ikke kan kende som sin egen. Han begynder at ryste. “Fuck, altså! Er du sikker på, at han er død?”
“Ja.”
“Fuck!”
“Vi må ringe til politiet,” gentager Poul nu med lidt mere styrke i stemmen. “Det er ene det, vi kan gøre, ikk’årh?”
“Og ende med at sidde i spjældet til vi får grå hår, nice du!” siger Philip tungt og flytter uroligt på fødderne, så de kommer til at ramme baseballbattet, der er endt der efter at have knust et par af russerens nakkehvirvler. Det ruller skramlende hen ad gulvet, til det støder ind i en væltet ølflaske og stopper. “Vi er alle medskyldige, husk det, lillebror.“
“Vi kommer da vel ikk’ i fængsel, Philip. Det var jo selvforsvar, ikk’årh? Han skød jo på os.”
“Gu’ var det selvforsvar,” konstaterer Laila, der i det samme kommer ind i stuen igen. Hun stiller sig med hænderne i siderne og ser først på liget af russeren og derefter på Philip, som sidder foroverbøjet med albuerne på sine knæ og de lange dreadlocks hængende ned foran ansigtet.
“Gå ind i soveværelset, Philip, der ligger noget til dig inde på sengen. “
Philip ser op. Hun sender ham af sted med et kort nik i retning af soveværelsesdøren. “Af sted med dig.” Og han rejser sig mut og går derind.
“Det var sgu et held, jeg ikke gik rigtig ud, da jeg besvimede. Så havde han nok fået ram på mig med det andet skud, mand,” siger Laila med et tørt smil og puffer til liget med en ikke særlig venlig fod. En lille sø af blod har samlet sig på gulvet under russerens mund.
Poul slæber sig hen til en stol og sætter sig med et suk. “Jeg ringer til politiet,” siger han træt.
“Nej, du gør ej,” siger Laila og lægger en bestemt hånd på telefonføret, før han når at tage det. “Vi er nødt til at tænke os godt og grundigt om her, ikk’? Det er ikke hvem som helst, vi har nakket, vel? Det’ du godt klar over, ikk’? Måske ka’ vi få politiet til at æde den med selvforsvar, men hva’ hjælper det, spø’r jeg bare?”
“Ikk’ en skid, mand,” konstaterer Philip koldt, idet han træder hen ved siden af Laila og ser ned på liget. Frygten, der indtil for lidt siden var stærk nok til at få ham til at ryste, lader til at have forladt ham. Nu er han cool, helt cool. Næsten.
“Du har altså noget hvidt pulverværk under næsen,” siger Poul.
Philip smiler usikkert og gnubber sin næsen. “Nå, ja, ikk’? Det’ nok bare noget mel. Jeg var lige et smut ude i køk’net, ikk’?”
“Er du cool nu?” afbryder Laila hans tågesnak.
“Gu’ jeg så!”
“Okay, så få gang i hjernen, mand. Hva’ stiller vi op med kadaveret der?”
“Jeg forstår altså ikk’, hvordan det kan vær’, at vi ikk’ kan ring’ til politiet, når det nu var selvforsvar, ikk’årh?”
“Du’ kraftedeme for dum til at være min lillebror!”
“Slap nu af, Slimy, ikk’? Vi må være cool her, ikk’? Okay?” Philip nikker uden at møde hendes blik. Som altid, når der er problemer, er det Laila, der finder en løsning. Philip ved det, selvom han gør, hvad han kan for at skjule det. Det er ikke særlig sejt for en fyr, der har fået sit tilnavn, fordi politiet aldrig har kunnet knalde ham, gang på gang at blive reddet i land af en junkie-luder.
“Fedt nok,“ fortsætter hun og vender sig mod Poul.
“Vi ka’ ikke ringe efter politiet, det’ bare udelukket. Selvforsvar eller ej. Det skider jeg på. Vi har nakket et medlem af den russiske mafia, og de giver ikk’ en dyt for selvforsvar, ka’ jeg godt fortælle dig. At ringe til politiet nu, er det samme som selvmord. Ikke mindst når man lige husker, at der mangler to kilo hero-dero, ikk’?”
“Jeg sagde jo, det var for farligt, ikk’?” sukker Philip smerteligt. “Årh, fuck, mand!”
“Og hva’ ka’ vi bruge det til nu? Ikk’ en skid, vel? Så tag lige og luk et øjeblik, hva’?”
“Poul,” siger Philip og retter sig lidt op. “Du har ikk’ rigtig noget med det her at gøre, mand. Såeh, hvis du smutter nu, er det o.k. med mig, lissom ikk’?”
“Hva’ har du nu gang i? Nogen gange, mand, nogen gange!” stønner Laila. “Hvordan havde du så tænkt dig, at vi sku’ slippe af med liget, hvis han bare daffer hjem til Jylland? Vi to ka’ fandeme ikk’ bære det lig, at du ved det!”
“Jeg skal da nok blive, “ siger Poul med eftertryk. “Som du selv sagde lige før, Philip, så er vi alle medskyldige, ikk’årh? Jeg ku’ da ikk’ find’ på at løbe fra mit ansvar.”
Philip ser et kort øjeblik vantro ud, så accepterer han det med et kast med hovedet, der slynger et par dreadlocks væk fra ansigtet. “Så stik mig en smøg, hva’?”
Poul stikker en hånd i lommen, men tøver så.
“Jeg ska’ nok smutte ned og købe nogen om lidt, ikk’? Lige nu har jeg lissom bare ikk’ tid, vel?”
Poul sukker og giver ham lidt modstræbende en cigaret, som han skynder sig at få ild i, inden han vender sig mod Laila. “Hva’ gør vi?”
“Vi ska’ ha’ ordnet lejligheden her, så det ikk’ ka’ ses, hva’ der’ foregået her,” siger Laila forretningsmæssigt i samme kølige tonefald, radioavisen bliver oplæst i. “Hvis der skulle dukke nogen op og spørge efter russerbøven der, så har vi aldrig set ham, vi har sgu aldrig hørt om ham. Det må være en stor misforståelse. Er I med eller hva’?”
“Du kører bare for vildt med klatten, mand,” sukker Philip. “Men det går sgu ikk’.”
“Hvorfor dog ikk’.”
“Fordi, “ siger han og lader cigaretten falde ned i en tom flaske. “Fordi russerne ikk’ er den slags mennesker, der bare lige siger farvel til to kilo dope, mand, derfor. Vi ka’ sgu ikk’ bare lade, som om det aldrig er sket, de kommer efter os, vi’ så fucked, at du drømmer ikk’ om det.”
“Overlad det til mig i første omgang, okay Slimy? Jeg har tjek på det. Det har jeg jo sagt før, jeg har tjek på det. Om mindre end en uge sidder vi alle tre under en palme og slikker solskin. Stol på mig, hva’?”
“Det sagde du osse for et par timer siden, og se nu hvordan det er gået. Jeg sagde, det var for farligt.”
“Jaja, men vi lever endnu, ikk’ Slimy-dreng? Så tag det roligt. Lige nu har vi travlt, så hold hovedet koldt. Der sker ikk’ en skid, hvis I bare er cool. Er I med?”
Philips øjne kan ikke finde ro, han flytter uroligt på sig, men nikker alligevel til sidst.
Poul nikker blot uden at noget som helst står at læse i hans brede ansigt. Han retter distræt på sit korte, mørke hår. “Jeg er med, Laila, men jeg skal ikke med ned til nogen palmestrand, jeg skal tilbage til Jylland og starte på min læreplads på mandag, ikk’årh?”
“Godt,” sukker Laila og kaster et hurtigt blik rundt for at overskue rodet i stuen. “Vi må ha’ liget af vejen som det første. Det står I for. Så ta’r jeg mig af lejligheden - og spiller snotdum, hvis der sku’ duk’ nogen russere op, mens I væk, okay?”
Philip ser igen ud på den dalende sne. Mørket er på vej. Det er da altid noget. “Hva’ har du tænkt dig, vi ska’ stille op med det rådne lig?”
“Dumpe det et eller andet sted, hvor ingen vil tænke på os. Foran et S-tog, eller hva’ ved jeg, find på noget, ikk’?”
“Det kan da vel gå an,” siger Poul, “men ene hvis vi kan få det lig uset ned i min bil, ikk’årh?”
“Bare rul ham ind i gulvtæppet.”
“Hey, hallo, hva’ har du gang i? Det’ sgu et ægte tæppe, mand, og jeg har fået det af min farmor, ikk’? Jeg mener, undskyld mig lige et øjeblik, hva’? Wau, siger jeg bare. Jeg’ lidt glad for det tæppe, ikk’?”
“Slimy, skatter,” spinder Laila, pludselig øm. “Det ved jeg godt, ikk’? Men der’ ikk’ rigtig andre muligheder, vel? Desuden ka’ vi ikk’ blive hængende her i byen ret længe, du kommer til at sige farvel til tæppet under alle omstændigheder.“
Tavshed, men denne gang er den ikke som en mur, der tjener til at holde verdens rædsler på afstand, denne gang er det stilheden, der er uudholdelig, stilheden, der anklager, stilheden, som åbner op for en strøm af kvalfulde tanker, der ikke er til at rumme. Det er i løbet af de få sekunder, stilheden får lov at vare, at Philip bliver klar over, at tavshed nu er gået hen og blevet hans fjende.
“Okay, okay,” skynder han sig at sige, “Så siger vi det, ikk’?”
“Skal vi så komme i gang?” spørger Laila og begynder at pakke druesukker og indpakningspapir af vejen, mens Philip og Poul løfter den døde russer over på tæppet og ruller det om ham, mens de småsnakker om håndboldpigernes sidste kamp for at holde den truende stilhed lidt på afstand.
Snart efter begynder de på den lange og hårde tur ned ad trapperne med liget af den enorme russer svajende i tæppet mellem dem.
“Hende Tanderup-tøsen der, hende kunne der blive en god kone ud af. Hun er ikk’ så værst,” siger Poul, idet de langt om længe kommer ud ad opgangsdøren og begynder at kæmpe sig gennem sneen hen til Pouls gamle Granada, der holder parkeret henne bag skolen. Sveden drypper fra hans hår.
“Hva’ vil du med en kone?” spørger Philip anstrengt. “Hold kæft, mand, den russer vejer sgu et ton.”
“Kærlighed. En at dele livet med. En at elske. Du ved, ægte kærlighed, ikk’årh?” De lægger forsigtigt tæppet med liget fra sig i sneen, mens Poul finder bilnøglerne i sin bukselomme og lukker bagagerummet op.
“Den findes sgu ikk’,” konstaterer Philip tørt, idet de løfter lig og tæppe op i bagagerummet, og Poul smækker bagklappen i. “Kærligheden er ikk’ en skid andet end en stor fucking løgn, mand!” Og som for at understrege sine ord for sig selv, mærker han hurtigt efter i lommen på den tynde jakke, han trak i, før de slæbte liget ned. Og der ligger hans værktøj og et par gram, han skyndte sig at holde for sig selv i går aftes, da det viste sig, at Laila havde skaffet stof nok til dem begge, og han ikke så nogen grund til at frådse med sine egne forsyninger.