Fingeren er kort, men bred. Knappen på dørtelefonen en lille, sort firkant. Trykket langt og påtrængende.
Leonid Matejka står i den dalende sne i Ungarnsgade og ser udtryksløst til, mens Aleksander Gretjko ringer på i mørket ved opgangsdøren. Leonid har denne besynderlige fornemmelse i nakken, en svag prikken krydret med en let dunken af blod. Han kender den fornemmelse ganske godt fra sin tid i KGB, men lige nu forvirrer den ham.
Den plejede at fortælle ham, at noget var galt, som når en god politimand taler om sit instinkt. Men hvad vil den fortælle ham nu? Han ved, at Mikail Prokhorov er væk - og at det er mærkværdigt, behøver han ingen sære fornemmelser for at forstå. Men hvad betyder det så?
Aleksander har sagt noget til ham, bliver han pludselig klar over. “Undskyld? Jeg stod i mine egne tanker.”
Der går lige præcis længe nok, før Aleksander Gretjko gentager det, han havde sagt, til at han får vist Leonid sin forbløffelse. Det ligner ikke Leonid at fortabe sig i tanker, og det ved de begge.
“Jeg sagde: ’Der lader ikke til at være nogen hjemme’.”
“Prøv igen!”
Men lige idet Aleksander nok en gang sætter fingeren på den lille, sorte knap, bliver han afbrudt af en pinagtigt skinger udgave af De Fire Årstider. Han smiler et flygtigt, undskyldende smil til Leonid og griber i jakkelommen efter sin mobiltelefon.
“Vivaldi,” mumler han med et skuldertræk uden at møde Leonids spørgende blik. “Jeg kan godt lide god musik.“
“Hvorfor kan en telefon ikke bare sige dinge-ling?” spørger Leonid sig selv, mens han for en ordens skyld tjekker, at det er det rigtige sted, de ringer på. Adressen fra Mikails notesbog.
Da han er sikker, trykker han selv på dørtelefonens knap og giver sig til at vente. Han hører Aleksander brumme et ’hallo’ ned i sin telefon. Han hører en ambulance et stykke borte, dens klagende sirene vræler gennem sneens fredsommelighed. Han hører et fly rumle gennem de tykke skyer højt oppe i den sorte himmel på vej mod lufthavnen. Og endelig hører han en knasen fra dørtelefonen:
“’A, hallo! Det’ Laila.”
Han rømmer sig kort og læner sig ind mod dørtelefonen: “Goddag,” siger han på korrekt dansk med en svag nordsjællandsk dialekt, resultatet af et længere ophold på KGBS spionskole i starten af firserne. “Træffer jeg Mikail Prokhorov? “
“Hvem?” En anelse for hurtigt?
“Mikail Prokhorov. Han skulle være hos dig netop nu.”
“Ham har jeg sgu aldrig hørt om. Tror du ikk’, du ringer på det forkerte sted?”
“Du er da Laila, Ungarnsgade 20, 4. sal til venstre, ikke sandt?” spørger Leonid, men får intet svar. Kællingen har lagt på.
Aleksander Gretjko lægger en hånd på hans skulder, idet Leonid skal til at ringe på igen.
“Vent lidt,” siger han og peger på sin mobiltelefon.
Leonid rynker panden, men lader hånden falde fra dørtelefonen og tænder sig i stedet en Camel, mens Aleksander taler færdig i telefonen.
Han når kun at tage et par dybe hiv, før Aleksander slår telefonen fra og siger: “Bjørnen er fundet. Død. Tilsyneladende en overdosis. Politiet er ikke dukket op endnu.“
“Hvor?”
“På et toilet i Fælledparken.”
“Aha,” siger Leonid Matejka koldt. “Vi må derhen. Med det samme.”
Aleksander nikker kort og vender sig mod den mørke Mercedes.
“Hvem fandt ham?” spørger Leonid og smider cigaretten fra sig, mens Aleksander låser vognen op.
“En pusher fra Jamaica. Har solgt noget dope for mig et par gange. Genkendte Mikail, fordi jeg jo havde ham på slæb de første uger.”
“Aha,” siger Leonid, sætter sig til rette på forsædet og skæver til Aleksander, der glider ind bag rattet og starter motoren. “Lyder den overdosis sandsynlig i dine ører?” spørger han Aleksander, selvom de begge ved, at Nikita Dubrowski har en meget enkel metode til at holde sine folk fra de stoffer, de sælger. En metode, der blandt andet indeholder en grav i en mørk skov.
“Nej,” svarer Aleksander tonløst, tænder lyset på vognen og svinger ud på gaden. “Han kan have sniffet en smule cola, men aldrig andet. “
“Godt. “
En stund er de tavse, mens den store Mercedes summer blidt ned ad den snedækkede gade, hvor gadelamper kaster deres gullige lys på sværmene af store snefnug.
“For resten,” siger Leonid, “den mobiltelefon der. Kan man få sådan en med balalajka-musik?”