Tre politibiler holder i sneen og oplyser i lange, cirklende, blå glimt det lille toilethus’ hvide mure, de mørke træer og den håndfuld betjente, der bevæger sig rundt henne omkring døren ind til dametoilettet.
Rowan fryser som bare fanden, idet han glider ind på bagsædet af den store, mørke Mercedes, som næsten lydløst er kørt ind til siden et godt stykke fra toilethuset og politibilerne.
“Yo, mahrn,” siger han med klaprende tænder og ryster sne ud af sine tykke, sorte dreadlocks. Hans ører skriger af kulde.
“Godaften, Rowan,” brummer manden bag rattet og iagttager ham i bakspejlet. Stemmen er dyb og ikke til at tage fejl af med sin hæse glød. Det er den russer, han ringede efter for et lille kvarter siden, Aleksander Noget-Rowan-aldrig-ville-være-i-stand-til-at-stave-eller-udtale. “Lortevejr!“ gisper Rowan, mens han forgæves forsøger at gnide lidt varme ind i sine hænder. “Shit, mahrn!”
“Jeg forstod, at politiet ikke skulle være kommet endnu?” Det er først nu, Rowan bliver opmærksom på den tredje mand i bilens dunkle indre. En stor, mørkhåret russer med et lidt uhyggeligt ar, der bugter sig ned over venstre side af ansigtet. Hans stemme er uden nogen som helst tegn på følelser, hans øjne måske endnu koldere, idet han vender sig og ser om på Rowan med let løftede øjenbryn.
“De er osse lige kommet,” men det er Aleksander, Rowan retter sit svar til. Det har ikke taget ham meget mere end to sekunder at beslutte, at han bestemt ikke bryder sig om den anden. Der er noget i hans blik, som minder Rowan om de skinheads, der gennembankede ham med køller og andet godt en nat i London, da han var 13 og på vej hjem fra en af sine første fester.
Russeren med arret spørger Aleksander om noget på russisk, Aleksander trækker blot på skulderen til svar og vender sig så om mod Rowan.
“Fortæl os, hvad som er sket, jah?” siger han blot med sin dybe stemme, der er helt anderledes rar at lytte til.
“Fuck, mahrn,” siger Rowan, “jeg aner ikke, hvor jeg skal begynde.”
“Kør os en lille tur, Aleksander,” siger den anden russer. Som han sidder der i halvmørket, giver de blå glimt fra politibilernes lygter hans ansigt et sygeligt skær. “Der er ikke mere at se her.”
Mercedesen brummer hyggeligt, idet den sætter i gang og stille ruller ned ad Borgmester Jensens Allé, forbi toilethuset og den lille håndfuld betjente, der ser ud til at have al tid i hele verden til deres rådighed. Og det har de vel også. Liget løber ingen vegne, og døde junkier er der nok af. Næppe en af den slags sager man kan redde sig en forfremmelse på.
“Mens Aleksander kører os lidt omkring, kan du sætte os ind i, hvad det er, der er så vigtigt, at vi må smide, hvad vi har i vore hænder, og komme ilende i huj og hast?”
“Han sad inde på - hvad hedder det? - the ladies’ room, mahrn, med nålen i armen and everything,” siger Rowan, stadig henvendt til Aleksander, selvom denne blot stirrer tomt frem for sig, som om han må bruge hele sin opmærksomhed på at styre vognen.
“Hvem?” Den anden.
“Russeren, jeres ven, mahrn,” svarer Rowan, mens en dråbe sved løber ned ad hans side. “Ham, du havde med, dengang vi gjorde den deal med det dope, Aleksander, my mahrn.”
“Hør her, nigger, det er mig, du taler med,” siger den anden. “Så du ser på mig, når du svarer. Er vi enige?”
“Fuck dig, mahrn. Jeg gør jer sgu en fucking tjeneste her, så sæt lidt pris på det eller rend mig i røven!”
“Jeg vil gerne vide, om du forstod, hvad jeg lige sagde, mr. Jamaica, for jeg bryder mig ikke om at gentage mig selv, er du med?”
“Rend mig, motherfucker!” hvæser Rowan og retter en lang, sort pegefinger mod russerens arrede ansigt. “Jeg har i hvert fald forstået så meget, at jeg ikke gider spilde min tid på dig, er du med? Hey, Aleksander, sæt mig lige af, hva’?”
Men Aleksander lader ikke til at høre ham, for vognen fortsætter i samme tempo.
“Aleksander, jeg vil gerne af! Stop, for helvede!”
“Jeg vil foreslå, at du tager det lidt mere med ro, mr. Jamaica,” siger den anden. “Her er det mig, der bestemmer, hvornår vi standser, eller hvornår vi ikke gør det, kun mig. Det vil gøre alt så meget lettere for os alle sammen, hvis du lader være med at bilde dig noget andet ind.”
Sekundviseren på instrumentbrættets ur tikker upåagtet forbi klokken 20:20 i sit eget uforanderlige tempo, selvom tiden inde i bilen ellers synes at være gået i stå.
Rowans mund glider op, og hans tungespids titter frem mellem de brede læber, mens tandhjulene i hans hjerne skurrer mod hinanden.
Aleksanders tykke nakke er lige så ubarmhjertig som det stirrende blik i den andens øjne. Rowan er fucked helt ad helvede til, og det behøver han ikke overanstrenge sine blodskudte, brune øjne for at se. Her er kun et at gøre.
Han smider sig sidelæns hen bag Aleksander og flår i dørhåndtaget, fast besluttet på at få sin sorte røv ud af denne forbandede vogn i en allerhelvedes fart.
Men døren vil ikke op. Den vil ikke gå op, lige meget hvor hårdt han river i håndtaget. Fuck, fuck, fuck. Han griber fat i låsen og fumler forgæves for at låse døren op. Men det hjælper ikke. Det hjælper ikke. Oh God, help me! klynker han indvendig til den Gud, han aldrig har troet på. Dear Jesus! Men der kommer ingen hjælp fra oven eller nogen som helst andre steder fra.
Døren er urokkelig.
Præcis som den hånd, der i det samme griber fat i hans hår og trækker ham baglæns hen ad bagsædet og væk fra døren. Han skriger, kan ikke lade være, lige meget hvor ucool det så er. Senerne i hans nakke knager, og et tordenvejr af smerte slippes løs ned langs hans rygrad.
“Beklager, mr. Jamaica,” lyder den andens stemme midt blandt lyn og torden, “men bagdørene er børnesikrede.“
Rowan gisper efter luft, mens han forgæves prøver at vriste sig fri af grebet i sit hår. Hans øjne glider op, selvom han ikke var klar over, han havde lukket dem, og han når lige at se en knytnæve komme susende uden at forstå det, før den rammer ham og rammer ham igen.
Og grebet i hans nakke slippes. Og han synker sammen på bagsædet i en klump af lammende smerter. Hele hans ansigt føles forkert. Han fornemmer blod sive fra mund og næse som en fjern, varm strøm uden på den snurrende hud.
“Jeg håber, vi nu forstår hinanden lidt bedre, mr. Jamaica, “ kommer den andens stemme til ham som en røst fra oven. “Jeg er ked af, at det blev nødvendigt at anvende vold, men der er ikke tid til fine fornemmelser her. Jeg er under et vist pres for at finde ud af, hvad der foregår. Det håber jeg, du forstår. Gør du det?”
Rowan nikker forsigtigt, men alligevel slår hele hans hoved gnister ved bevægelsen.
“Se på mig.”
Rowan åbner øjnene. Den anden sidder afslappet på forsædet med overkroppen drejet om mod ham. Aleksander er fast som en klippe bag rattet og virker ikke til at have lagt mærke til, hvad der lige er sket.
“Forstår vi hinanden?”
Rowan siger: “Ja!” og den anden rækker ham et lommetørklæde.
“Tak,” mumler Rowan og trykker det mod sit blødende ansigt.
“Lad mig forklare dig noget, “ siger den anden i en tone, som om de sad og fiskede sammen en stille morgen.
“For et par timer siden forsvandt en af vore mænd. Min chef er ikke glad, når hans folk forsvinder i den blå luft. Så vil han vide, hvor de er blevet af, han vil vide, hvad der er sket. Min chef tager den slags meget personligt, og når han gør det, gør jeg det også. Vi føler en voldsom trang til at vide besked. Er han stukket af? Har nogen gjort ham fortræd? Hvad er det, som er hændt? Vi må vide det. Man kan ikke have, at ens folk forsvinder, uden at nogen ved hvorhen. Især ikke, når de har to kilo af ens heroin. Det siger sig selv, ikke sandt?”
“Shit,” mumler Rowan. “Oh, shit!” Han føler sig pludselig alene og fortabt. To kilo. I de to ord ligger al den rædsel, Rowan kan forestille sig, gemt. “Jeg har ikke noget med det at gøre, mahrn. Tro mig. Jeg kender ikke til nogen to kilo noget som helst.”
“Så tal til mig! Fortæl mig, hvad der skete? Du var ude og gå en tur i parken, og så skulle du pisse, og som den bøsserøv, du er, gik du ind på dametoilettet, ikke sandt?”
“Jeg har ikke taget jeres dope. Så forstå det, mahrn. Tror I, jeg ville ringe efter jer, hvis jeg havde scoret for to millioner heroin fra jer? Bah, det ville være suicide, mahrn!“
“Præcis,” siger den anden. Det trækker i arret, når han taler. “Vi begynder at forstå hinanden, antager jeg. Cigaret?“
Pakken er halvfuld, en cigaret stikker indbydende frem mellem de andre, idet russeren rækker den hen mod Rowan, der med rystende fingre fisker den ud og får ild fra russerens lighter. Det svider ondskabsfuldt i hans flækkede læber, da han suger på cigaretten, og lommetørklædet, der er drivende vådt af blod, er ikke meget bevendt længere. Russeren smiler koldt, inden han selv tænder sig en smøg.
“Fortæl,“ siger han og puster langsomt mg ud af næsen.
Rowan inhalerer dybt og ser ud ad vinduet for at samle tankerne. Udenfor hvirvler Lyngbyvejen forbi i sit saltede snesjap. Det blinker gult fra tre sneplove side om side i den modsatte retning, på vej ind mod byen. Luften er fuld af nye fnug, der kastes rundt i trækvinden bag lastbilen foran, slår mod vognens forrude og viftes bort af vinduesviskerne.
“Jeg fandt ham bare, mahrn. Død. Jeg gik derind, fordi nogle af trækkerdrengene normally hænger ud der. Og der var han, ham russeren, der var med et par gange, da jeg købte dope af Aleksander. Og jeg tænkte, you know, shit, marhn, det’ ham russeren. Hvad gør jeg nu? Så jeg løber hen til the hospital og ringer til Aleksander og fortæller ham, at hans ven er død. Han siger, at jeg skal gå tilbage og holde everybody væk. Det gør jeg, men politiet var der allerede, marhn, så jeg ventede lidt væk, til I kom. That’s it, mahrn. That’s it. En fucking O.D. No shit!”
“Aha,” siger russeren venligt, men Rowan bryder sig ikke om udtrykket i hans ansigt. Efter et langsommeligt hiv i cigaretten, fortsætter han: “Jeg spørger mig selv, hvorfor skal jeg tro på dig? Mikail tog ikke stoffer, det er der ingen af mine folk, der gør. Junkier er upålidelige, min chef vil ikke have den slags.”
Aleksander ser for første gang i evigheder på Rowan, men kun for at understrege den andens ord ved at føre sin pegefinger hen over sin strube med et ironisk glimt i øjet.
Rowan ser bort.
“Desuden. Hvad i alverden skulle han foretage sig på et dametoilet? En russisk mand går ikke på dametoilet, det er udelukket, forstår du mig?”
Rowan trækker svagt på skuldrene. “Hey, marhn, hvis du siger det!”
“Og det vigtigste: Hvor er min dope?”
“Jeg ved det ikke.” Rowan slukker omhyggeligt sin cigaret i askebægeret i døren. “Jeg kender ikke noget til noget dope, mahrn. Hans lommer var allerede tomme, jeg var ikke den første, der fandt ham.”
“Hvem ringede efter politiet?”
“No idea, my mahrn.”
“Hvordan kan jeg vide, at han er død?”
“Fordi jeg siger det. Hvorfor skulle jeg lyve om det?”
“Hør, Leonid, der er i hvert fald sket et eller andet derinde, ellers ville politiet vel ikke være der,” bakker Aleksander pludselig Rowan op. “Måske fortæller han sandheden, jah? “
“Måske, ja. Men jeg vil vide besked,” siger Leonid, læner sig bagover og skodder sin cigaret på Rowans hånd. En ubehagelig lugt af brændt kød breder sig, mens Rowan skrigende forsøger at undslippe cigaretgløden.
“Stop! Lad mig være!” næsten græder Rowan. “Jeg kan bevise, at det var ham. Her. Tag den. Det er hans mixer-ske. Jeg tog den med mig uden at tænke over det. Fuck, mahrn, jeg havde glemt, jeg tog den med mig. Jeg vidste ikke engang, at jeg gjorde det. Den sad bare der i min hånd, da jeg stod ved the phone-box og skulle ringe. Her tag den! Der er graveret et navn ind i den! Okay?”
Leonid tager forundret imod skeen og betragter den længe. “Hm-hm,” brummer han. “Interessant.” Han rynker brynene, viser skeen til Aleksander, der nikker med hovedet på skrå i en forbløffet grimasse.
“Måske skal vi køre tilbage, jah?” spørger Aleksander.
“Da!” griner Leonid og vender sig om mod Rowan på bagsædet. “Tak for hjælpen, mr. Jamaica.” Han tager med en besynderlig melankolsk glæde om Rowans hoved.
“Måske har løsningen på gåden været lige foran min næse hele tiden, min ven.”
“Anything you say,” åbner Rowan munden for at sige, men det lykkes ham ikke at sige andet end et svagt grynt, for i det samme vrider russeren med let elegant hans hoved hårdt om og knækker samtidig nakke på ham.