Lyset fra bilens lygter rammer ruderne som en eksplosion af hvidt i det korte sekund, hvor bilen svinger ind foran tankstationen og standser ved stander 5.
Manden bag disken ser op fra det pornoblad, han har i hænderne, og kigger ud på bilen. Det er en stor, sort BMW. Der sidder beskidte kager af sne omkring stænklapperne. Skyen af hvid udstødning bag vognen stopper brat, da motoren standser. Lidt efter går bildøren op. Men der kommer ikke nogen ud. Bilen bliver bare holdende der ved stander 5 med døren på vid gab.
Ude i mørket på gaden kører en sneplov forbi med sin fane af orange lys sejlende gennem det tætte snefald.
Manden bag disken lægger bladet fra sig og strækker ryggen med et træt grynt. Han har mørke poser under øjne, der væsker en del. Hans kinder er magre og dækket af en grålig skygge af skægstubbe. Han tager en kuglepen fra disken og giver sig til at klikke med den, mens han igen skæver ud i kulden på vognen derude.
Radioen kører dæmpet et sted inde i baglokalet. En lav, uforståelig mumlen af nyhedsoplæserens tørre stemme.
Nu er døren i BMW’en lukket igen. En ung mand er ved at fylde benzin på. Der er noget galt med ham. Han har lyst hår, skulderlangt, og det er klumpet sammen i pølser, ligesom Bob Marleys. Hvad hedder det? Rasta? Men det er ikke det, der er galt med ham. Ikke kun det i hvert fald.
Tankpasseren træder helt hen til vinduet for bedre at kunne se. Der har ikke været mange kunder i nattens løb, det har sneet for voldsomt.
Nej, det er ikke håret.
Det er mere den måde, han hele tiden ser sig omkring på, som om han tror, nogen er efter ham. Og den måde han støtter sig til vognen på, nærmest klynger sig til den.
Tankpasseren kaster et blik hen på telefonen, lader så øjnene løbe videre op til fjernsynsskærmen, der viser et grumset sort/hvidt billede af den tomme vaskehal, for endelig at vende tilbage til bilen udenfor. Fyren skutter sig i kulden, mens han løfter slangen op af bilens tank og sætter den på plads på standeren. Bilen er også forkert. De eneste, der kører rundt i store BMW’er er direktører og unge indvandrere - hvordan de sidste har råd til det, er ikke noget, man spørger om. Og fyren derude er tydeligvis hverken direktør eller indvandrer.
Tankpasseren tøver med tungen presset mod kinden, tager så kuglepennen igen og skriver bilens nummer på sin hånd.
Fyren støtter sig til bilen, så langt det kan lade sig gøre, ser sig så om endnu en gang, før han mander sig op til at sætte kurs mod tankens forretning med den ene hånd presset mod sin side. Han trækker på det venstre ben, og han har noget, der ligner en flænge over det ene øjenbryn. Alt i alt er han ikke noget kønt syn. Der løber blod ud mellem fingrene på den hånd, han trykker mod siden. Blodet drypper ned på fliserne og efterlader et nydeligt spor efter ham, som Hans og Gretes brødkrummer.
Dørklokken siger muntert: “Ding-dong!”, idet han skubber døren op og slæber sig indenfor.
Tankpasseren ånder dybt ind med lukkede øjne. Han har ikke brug for det her, det er helt sikkert. Hvorfor kunne den skid ikke bare være kørt ind på en anden tank?
Eller et hospital for den sags skyld?
Fyren står lige foran ham og støtter sig til disken, da tankpasseren åbner sine øjne. Der er dryp af blod på gulvet fra døren og hen til disken. Tankpasseren tøver nok en stund med øjnene rettet mod blodet, der siver ud mellem fyrens fingre. Kun lyden fra radioen og fyrens gispende åndedræt fylder rummet. Så går køleskabet i gang med en anstrengt brummen, og det sætter på en eller anden måde tankpasseren i sving.
“Jeg kan godt ringe efter en ambulance for dig,” siger han træt. “Men du bliver nødt til at vente på den ude i din bil. Jeg får et fandens mas med at gøre rent efter dig, allerede som det er nu. Du bløder ad helvede til.”
“Blevet skudt ... “ stønner fyren ud gennem sammenbidte tænder. En klump af hans hår falder ned foran ansigtet og får lov til at blive hængende der.
“Jeg skal bare ikke blandes ind i en skid, du. Hører du? Jeg vil ikke have noget med det at gøre. Jeg har mit eget at se til. Jeg har ikke brug for det her. Hvorfor kørte du ikke bare ind på hospitalet selv?”
Fyren grynter af smerte og vakler let. Hans øjne er lyse og ser ikke ud til at fokusere på noget.
“Nu dratter du ikke om herinde, du. Det kan jeg godt sige dig. Nå, skal jeg så ringe efter den ambulance, eller hva’?” siger tankpasseren og lader begge hænder hvile på disken for at skjule, at de ryster. Han kan ikke lide det her, han kan bestemt ikke lide det her.
“Arj, mand,” gisper fyren. En dråbe sved løber ned langs hans næse. “Ingen ambulance.” Han snapper efter vejret. “Har du noget plaster eller ... noget gaze-halløj?”
“Nu skal du ikke komme for godt i gang, du. Det er ikke noget skide hospital, det her. Det er en tankstation, hvis du ikke har fattet det. Hvis du ikke vil have, jeg skal ringe efter en ambulance, er det sgu dit eget problem, men du skal ikke stå og bløde herinde. Desuden skylder du 267 kroner og 75 øre for benzinen. Så slip nogle kugler og lad en anden en passe sit job.”
Fyren ser længe på ham med sit diffuse blik. “Kugler, si’r du kugler?” spørger han sort og graver en pistol op af jakkelommen. Hans hånd dirrer temmelig kraftigt, idet han peger med løbet mod tankpasserens mave. “Jeg har ikke helt tjek på, hvor mange kugler jeg har tilbage. Men jeg tror, der’ nok til at betale for din lortebenzin.” Spyt og savl sprøjter fra fyrens fortrukne mund, som han hvæser ordene. Stemmen skurrer grødet i hans hals, men hans øjne er pludselig klare og gnistrende arrige.
Tankpasseren synker en klump og nikker langsomt, mens han forsigtigt løfter hænderne fra disken. “Jeg vil ikke blandes ind i noget, “ gentager han.
Fyren vifter med pistolen og hiver efter vejret. Raseriet forlader hans øjne, men de bliver ved med at være klare. “Hva’ har du gang i, mand? Har du aldrig hørt om medmenneskelighed? Jeg er ved at bløde ihjel her, og så står du bare der og ævler om, at du ikke vil blandes ind i noget.” Han bider tænderne sammen, da et jag af smerte lyner gennem hans indre. “Hva’ er du for et menneske, mand?”
“Jeg siger bare, at jeg ikke vil have noget med noget at gøre, ikk’? Jeg har stået her og passet mit arbejde hele natten og ikke haft noget med en skid at gøre. Det er ikke min skyld, at folk render rundt og bliver skudt på, vel?”
Fyren stirrer forbløffet fra sin pistol og hen på tankpasseren. “Hva’ ævler du om?”
“Jeg har også mit eget at se til, ikk’? Jeg skal sørge for, at tanken her er pæn og i orden til de betalende kunder. Jeg synes ikke, at det er skide fedt at skulle rende rundt og gøre rent efter folk, der ikke kan kende forskel på en tank og en skadestue. Jeg har mit eget liv at tænke på. Almindelige mennesker har også problemer, ikk’? Nu skal jeg fortælle dig noget, du. Da jeg skulle på arbejde i aftes, kom min fjortenårige datter hjem med sin kæreste, ikk’? ’Hej, far, sig goddag til Achmed.’ Hvad gi’r du? En skide perker! Jeg smed ham selvfølgelig ud, og nu vil hun ikke tale til mig. Hun har sgu fået alt det, hun pegede på. Men en perker til svigersøn, der sætter jeg fandeme grænsen ...“
Braget fra skuddet sætter alt i stå. Sekunderne er lange og lammende, mens ekkoet ruller gennem lokalet. En stikkende lugt af krudt breder sig. Tankpasserens mund åbner og lukker sig uden en lyd. Det ryger svagt fra pistolens munding. Dankortterminalen et en osende klump plastic.
“Din familie er ikke det, der interesserer mig mest lige nu,” siger fyren. “Forstår vi hinanden?”
Tankpasseren blinker blot med øjnene. Det hyler for hans ører.
“Få så fingeren ud og find den nødhjælpskasse. Jeg’ ved at bløde ihjel her, mand,” siger fyren og tager forsigtigt hånden væk fra såret i siden og ser på blodet, der driver ned ad håndfladen, som om det var levende. Trøjen under hans jakke er gennemblødt. Tankpasseren bevæger sig ikke. Han gisper stille ved synet af alt det blod. Han synker med et klik fra struben. Selv fyrens bukser er gennemvædede. Så meget blod.
Fyren løfter med en hånd, der ryster stadig mere, pistolen op mod tankpasserens hoved. “Nu, narrøv!”
“Den er under disken,” siger tankpasseren. “Jeg tager den frem nu. Gør ikke noget dumt, vel?”
“Lang ... somt.”
Tankpasseren nikker stille og haler førstehjælpskassen frem og sætter den på disken.
“Det var ikke så slemt, vel?” spørger fyren og tørrer sved af panden med ærmet. Han griner let, men smilet stivner og forvrænges, da smerterne på ny skyder gennem ham. “Nu kommer du herom med noget gazebind og forbinder såret.”
“Gu’ fanden gør jeg! Jeg kan gå med til, at du bløder på mit gulv og skyder min Dankortterminal i småstykker, du, men jeg skal fandeme ikke i nærheden af det sår. Jeg har set nålemærkerne på dine hænder. I junkier er fulde af AIDS hele bundtet, mand. Jeg skal ikke nyde noget. Så kan du ellers blæse hjernen ud på mig. Jeg rører ikke det sår. Basta!”
Fyren sukker tungt. “Jeg tror bare ikke på det her, mand,” mumler han stille med en hovedrysten. “Jeg tror det bare ikke.”
Tankpasseren knuger sine hænder bag ryggen. Hans håndflader driver af sved, men de føles kolde.
“Jeg står altså med en pistol i hånden, “ siger fyren lettere paf og vinker med den foran hans ansigt. “Du vil ikke blive den første, jeg nakker i nat.”
“Nak løs.”
“Sikker? “
“Hm.”
“Okay.”
Fyren kaster et frygtsomt blik ud på gaden, løfter så igen pistolen op mod tankpasserens ansigt, men lader den så synke igen. “Helt sikker?”
“Ja, for helvede. Få det overstået, jeg har ikke hele natten, vel?”
“Stik mig en pakke smøger.”
“Hva’?”
“Smøger!” hvæser fyren. “Er du nu osse døv, mand? Det’ for meget, det her.”
“Hva’ for nogen?”
“Stik mig nu bare nogen smøger, ikk’!”
Tankpasseren griber en pakke uden at se hvilke og smider den på disken ved siden af førstehjælpskassen. Fyren stopper den i lommen sammen med pistolen og snupper et par ruller gaze fra kassen. Så vender han sig og vakler ud. Blodet drypper fra ham hele vejen.
Tankpasseren kan høre sit eget hjerte slå. Det er den eneste muskel i hele hans krop, der ikke er stivnet. Han ser fyren forlade forretningen og slæbe sig ud mellem benzinstanderne på ben, der giver efter. “Ding-dong,” siger dørklokken. Det hyler stadig i hans ene øre. Det venstre. Han fryser.
Fyren falder om halvvejs henne ved BMW’en, synker lige så stille sammen. Han rejser sig ikke igen. Men han prøver. Hans arme og ben presses mod asfalten, men det lykkes ham ikke engang at løfte overkroppen. Til sidst ligger han helt stille.
Og først da kan tankpasseren bevæge sig. Han kører en hånd gennem håret og rundt i ansigtet.
“Hvorfor kunne han ikke bare være kørt ind på Q8?” mumler han og tager telefonen og trykker 112. Hans stemme lyder forpustet, idet han beder om en ambulance. Bagefter trisser han hvileløst rundt bag disken en håndfuld levende sekunder, så bander han stille og sparker til en dunk sprinklervæske. “Medmenneskelighed,” sukker han sort. “Mig i røven.”
Men han går alligevel ud til fyren og knæler ned ved siden af ham. Det er bidende koldt udenfor. Sne vælter ned fra himlen ude i mørket, hvor tankens halvtag ikke giver læ.
“Er du levende? “ spørger han og rusk er fyren i skulderen.
“ ... a ... “ grynter fyren.
“Der kommer en ambulance efter dig om lidt,” siger tankpasseren og vender fyren om på siden. Det mener han at have hørt noget om, at man skal gøre i sådan en situation. Der har allerede samlet sig en pæn sø af blod under fyren, men han er underligt nok ved bevidsthed, selvom hans øjne har fået det der slørede udtryk igen. Fjerne.
“Det kan ikke vare længe nu,” siger tankpasseren. “Du skal nok klare den.”
“Fuck dig,” stønner fyren og bliver stille så længe, at tankpasseren begynder at tro, han har mistet bevidstheden, men så åbner han igen øjnene. “Fuck dig,” gentager han sløvt.
“Jaja, fuck dig selv. Fuck hele verden. Det klarer du jo smukt, fister.”
“Nemlig.“
“Nu kan det ikke vare længe.”
“Kan du ikke bare ... holde din kæft. Jeg er ... ved at ... dø her. Fuck, det gør ondt, mand.”
“Du skal nok klare den.”
“Årh, for helvede, lad mig være i fred.”
Men tankpasseren bliver siddende på hug ved siden af junkien og venter på ambulancen, mens han fryser sin røv i laser. Han tænker på at hente noget, et tæppe eller et eller andet, til fyren, som nu er begyndt at ryste, men han vil ikke have blod på det, så han lader være.
Da ambulancens sirene endelig dukker op i det fjerne, ser fyren på ham. “Nå, du er der stadig,” gisper han.
“Ja, jeg er her. Hør du, tak fordi du ikke skød mig lige før. Jeg troede sgu ... “
“Jeg havde ... ikke flere kugler! Er du så færdig ... med det ævleri ... mand?”