“A-hva’ gjor’ du?” Selvom Laila ikke er særlig høj, tårner hun alligevel over Philip og Poul som en vred engel. En tot af hendes lange, lyse hår løsner sig fra sin plads bag øret og falder ned foran ansigtet. Hun skubber det hidsigt tilbage.
“Satte ham i et af toilethusene i Fælledparken, pumpet fuld af heroin, mand! Med mixer-grejet spredt om ham. Hallo, altså, det syn’s jeg sgu er en fed løsning. O.D. ikk’?”
Philip og Poul ligger på knæ og er ved at glatte det ægte tæppe, de lige er kommet tilbage med. Halvsmeltet sne drypper fra Philips dreadlocks ned på gulvet. Han skjuler sit blik for Laila ved at foregive at være optaget af tæppet.
“Der var ikk’ et øje, der så os. Bare rolig, jeg kører med klatten. Tjek lige tæppet, hva’? Ka’ det ses, det’ lige er blevet brugt til at transportere et lig i? Spø’r jeg bare! Gu’ ka’ det ej!”
“Tæppet? Fuck tæppet! Hvis mixer-grej brugte du?”
“Mit eget, men jeg ka’ sgu altid få noget nyt. Ikk’ noget problem!”
“Dit eget, hva’ har du gang i?”
Philip sukker dybt, rejser sig, men møder stadig ikke Lailas hårdt stirrende øjne. I stedet går han hen til vinduet og ser ud på de oplyste ruder nede ad gaden. Varme gløder i en kold snevejrs-aften. Aftensmad på bordet. “La’ vær’ og kør på mig, Laila,” grynter han. “Jeg tørrede fingeraftrykkene af, ikk’?”
“Fingeraftryk? Men hva’ med skeen?”
“Hva’ med den? Klap nu lige hesten, det gik jo, gjorde det ikk’, Poul?”
“Det vil jeg tro, jo,” mumler Poul, der har fundet sig til rette i en stol med et gammelt ugeblad.
“Skeen, Slimy,” vedbliver Laila, “vågn dog op, mand! Det’ jo din dåbsske, med navn og hele molevitten indgraveret, hva’ tænker du på?”
Philip stivner foran vinduet. En svag hovedrysten, et mumlet ’fuck’ og ellers intet.
Laila har en næsten ustyrlig trang til at gøre Philip ondt, til at smadre ham fuldstændig, men hun giver ikke efter. Spillet er i gang, og hun kan ikke klare det alene. Det er de rådne facts. Så kan hun altid dumpe ham sidenhen, men lige nu har hun brug for ham.
“Hør her,” siger hun i et helt andet tonefald. Nu er hun igen tøsen med tjek på det hele. “Vi har travlt nu. Klokken er øh næsten seks. Vi ska’ ha’ flybilletter, og vi ska’ ha’ pakket. Det styrer jeg. Vi forlader det her hul i morgen, okay?”
“Whatever! “
“Fedt. I to ta’r ud og finder Mickey, han plejer ikk’ og vær’ bange for en hurtig handel. Husk, vi har ikk’ tid til at presse prisen op, 200.000, okay?”
“Ska’ vi ikk’ bare forære det væk? 200.000, mand, det’ for latterligt.”
“Sa’e du noget?”
“Det’ bare ... Laila, ikk’ ... altså, det’ lissom meget mere værd, ikk’?”
“Hva’ så? Får vi det ikk’ solgt i aften, kommer vi meget snart til at se en krematorieovn indefra. Husk det. Og la’ vær’ og fuck det, Philip!”
“Jeg vil ha’ russerens pistol.”
“Til hva’?”
“Bare ... for helvede, russerne vil være derude, efter os, ikk’? Jeg ska’ sgu ikk’ risikere noget, vel?”
Laila sætter sig tungt ved bordet. “Du ender sgu bare med at skyde dig selv i foden, men okay, tag den bare, den er ude bag køleskabet. I kommer her tilbage, lige så snart I har fået arrangeret en deal. Nøglen bliver her!”
“Hva’ det for en bil? Fuck, jeg tror sgu, det’ russerne!” gisper Philip med næsen presset mod vinduesglasset. “Shit, mand. Nu’ vi fucked!”
“Styr din ’noia, hva’?” siger Laila koldt uden at kaste så meget som et blik ud af ruden.