“Det’ Mickey!”
“Slimy, her! Hva’ så?”
“Det’ okay!”
“Fedt, hvornår?”
“I morgen aften. Klokken 19.”
“Går ikk’. Det’ ska’ vær’ i aften.”
“Nåda. Hvorfor så travlt?”
“Mig om det. Hva’ så? I aften, okay?”
“Øjeblik.”
“Skynd dig, ikk’? Jeg fryser for vildt, fuck mand.”
Men Mickey har lagt på for en stund. Kun en knasen og den irriterende bippen, som altid når man ringer til en telefonboks.
Philip stamper i jorden og gnider sine kolde hænder.
“Slimy?”
“Si.”
“Klokken et i nat. Mileparken, den røde lagerbygning. Kom ikke tomhændet.”