Birger er ved at Børste Sine Tænder. Det skal man gøre Med Runde Bevægelser. Og Grundig skal man være, for ellers Får Man Huller Og Skal Bores. Birger Børster Sine Tænder både om Morgenen og om Aftenen. Hans Tandbørste er Blå og Tandpastaen har flotte striber.
Birger kan se i Spejlet Over Vasken, at han Rynker Sin Pande. Det er fordi, han har Meget At Tænke På.
Han har næsten Lyst Til At Græde, men han græder ikke mere. Ikke siden han blev 30, så var han nemlig En Voksen Mand, sagde hans Søde Mor, og En Voksen Mand Græder Ikke. Det ved Birger, for det sagde hans Far til ham, dengang hans Far stadig Var Levende og sammen med Birger og Hans Søde Mor. Nu er han Hos Gud i Himlen, hvor han vinker til alle Flyvemaskinerne.
Birger er Færdig Med At Børste Sine Tænder, så han Skyller Munden og går ud fra badeværelset og ind i Stuen Til Sin Søde Mor.
Hun Sidder Og Sover i sin yndlings Stol foran Fjernsynet. Han står lidt og ser på hende. Hun Er Syg. Det har hun lige fortalt ham. Da han kom hjem fra Arbejde. Uden sin Knallert, som var Punkteret.
Han Havde Husket at Stampe Sneen af Sine Støvler, inden Han Kom Ind. Han blev glad for At Se Hende. Som han Altid Gør. Hun er Hans Søde Mor, og han vil gøre Hvad Som Helst for hende. Hvis hun vil have det. Han må Passe Godt på Hende, som han Lovede sin Far, før han flyttede op til Gud I Himlen.
“Goddag, Søde Mor,” sagde Birger og Smilede Til Hende. Han kunne mærke Hemmeligheden boble i sig, og Kunne Næsten Ikke Holde På Den. “Godt, det snart er Jul, hva’ Søde Mor? Man kan Aldrig Vide, hvad man får i Julegave. Måske noget til At Holde Varmen med. Det er Ikke Til At Vide.”
Og så var det, hun Begyndte At Græde. Det må Voksne Damer nemlig godt.
“Hvad skal der dog blive af dig, Birger,” snøftede hun.
Og Birger forstod ikke rigtig, Hvad Hun Mente med Det. Han boede jo her hos hende og Havde Det Rigtig Godt. “Hvad er der galt? Er du sulten?”
Men hun Rystede bare På Hovedet og sagde Nej På Den Måde.
Birger kunne ikke finde på andet at gøre, så han blev stående og så på hende. Hun så meget lille ud, som hun sad der og så Lykkehjulet med Bengt Burg og Maria Hirse, som Birger Godt Kan Lide.
Og så fortalte hun det til ham. Hun sagde, at hun havde holdt det For Sig Selv, for at Han Ikke Skulle Bekymre Sig. Men i dag havde Lægen sagt, at hun var Syg.
Meget Syg.
Birger forstod det ikke. Ikke Rigtig. Kun Lidt. Det var, som dengang Fars Blå Opel Kadett var Blevet For Gammel og ikke kunne køre mere. Men Hans Søde Mor er ikke For Gammel. Hun er, som hun altid har været. Den Aller-Aller smukkeste. Og Far købte bare en ny Opel Kadett. Hvor skal Birger få en ny Mor? Alligevel sagde hun, at hun Var Blevet Gammel. Hendes Hjerte Duede Ikke Mere. Blodet ville Ikke Løbe Ordentligt Rundt. Det var derfor hun Frøs Så Meget.
Det gjorde Birger Ked Af Det, for så var det måske Ikke Nogen God Idé at give hende et tæppe i Julegave. Men Mest blev han Ked Af Det, for måske skulle hun Op Til Far Og Gud I Himlen. Og hvem skulle Birger så Passe På?
På Hospitalet, fortalte Hans Søde Mor, kan de Operere et stykke Slange ind i hendes Hjerte, så Blodet Bedre Kan Komme Rundt. Det Hedder en Bej-Pars-Operation. Men der er Rigtig Mange, der Gerne Vil Have sådan en. Og der er ikke tid til dem alle. Så Doktorerne vil helst Operere de Unge, fordi de kan Leve Længere og har Et Arbejde Og Passe. Ligesom Birger har. Men Hans Søde Mor er Pensionist og Skal Ikke Arbejde Mere.
Birger lægger stille en hånd på Sin Søde Mors tynde skulder. “Mor?” siger han. “Det er Senge Tid.”
Hun Vågner stille, tager hans hånd og løfter Billedet af hende og far, da de lige var Blevet Gift og Havde Bryllup, fordi de var Så Glade For Hinanden. “Var jeg ikke smuk dengang, Birger?”
“Jo,” svarer Birger. “Du var den Aller-Aller Smukkeste.“
“Du er så sød ved mig, Birger,” siger hun og rejser sig op og går ind på sit Soveværelse. Birger går ind På Sit Eget Værelse og sætter sig i mørket og bare sidder. Han har ikke lyst til at sove, han har ikke lyst til Noget Som Helst. Birger ved godt, at der er Hospitaler til De Rige Mennesker, som ikke vil vente på, at Det Bliver Deres Tur. Eller Ikke Har Store Nok Bryster. Men det er vist mest Damer.
Det har Mogens på Birgers Gode Arbejde Fortalt. Men Hans Søde Mor så bare meget træt ud, da han sagde, at han havde 7.976 kroner i Banken og Godt Ville Betale For en Bej-Pars-Operation, så hun Kunne Blive Rask Igen. Det var Slet Ikke Penge Nok, sagde hun. Og så Græd hun igen. Og sagde, at han Var En God Dreng. Man skulle bruge Flere Penge End Birger Kunne Forestille Sig, sagde hun. De Hospitaler var nok for De Meget Rige Mennesker.
Birger tænker på sin Far, mens han sidder i Mørket. Han tænker på dengang, da Far skulle Op Til Gud. Begravelsen. De var der Alle Sammen, og Alle Damerne græd. Birger var Også Lige Ved Det. Der var også En Præst. Han havde Kjole På, men var Meget Sød Alligevel. Det var Præsten, der fortalte Birger om Gud I Himlen, som Far skulle Op Til.
“Du kan altid sige til Gud, hvis Der Er Noget, Du Er Ked Af,” sagde Præsten. “Gud Vil Altid Hjælpe Dig. For Ham Er Intet Umuligt. Husk Det.” Og selvom Onkel Niels sagde, at Det Bare Var Noget Jesus-Flipperi, har Birger ikke glemt det. Måske fordi han godt Kunne Lide Præsten. Måske har han bare glemt at glemme det, som Onkel Niels sagde, han skulle.
“Kære Gud,” mumler Birger stille, og selvom han Kommer Til At Græde, fortsætter han: “Min Søde Mor Er Syg. Vi Skal Bruge Flere Penge End Jeg Kan Forestille Mig til en Bej-Pars-Operation. Hvis du har Tid, må du godt sige til Far, at jeg Savner ham.”
Mere er der ikke at sige, så Birger tager tøjet af og kryber ned under Dynen. Man skal Passe Sin Sengetid, når man har Et Godt Arbejde At Passe.