Motoren i den blå Granada eftertænder i en række halvkvalte host, før den endelig går ud. Lidt efter slukker lygterne, og vognen holder mørk og tavs i rækken af biler langs kantstenen i Ungarnsgade. Hjulene stikker dybt i sneen, der bag udstødningsrøret er farvet sort af sodet røg.
“Her’ alt for stille, mand!“ gisper Philip. “Jeg ka’ sgu ikk’ li’ det!” Hans lyse øjne er alle vegne, kroppen anspændt, foroverbøjet.
“Ved du hvad, Philip,” siger Poul tungt og trækker nøglen ud af tændingen. “Jeg tror, du har forfølgelsesvanvid, ikk’årh?”
Philip snapper hidsigt efter vejret. “Fuck dig!” snerrer han, langer ud efter de hvide plysterninger, der hænger fra bakspejlet, og vælter ud af vognen.
Poul ser ham glide og nær snuble i sneen midt ude på gaden, idet Poul selv rækker over sædet og trykker låsen ned.
Philip står sammenbidt med nyfalden sne i håret og venter på ham ved gadedøren, da han lidt efter har krydset gaden.
“Nu ska’ jeg sige dig noget!“ fnyser han, idet de træder ind i opgangen. “Det ka’ godt vær’, jeg’ paranoid, ikk’? Men det sgu ikk’ uden grund! Vi har hele den russiske mafia i hælene, ikk’?”
“Jo, Philip,” sukker Poul, børster sne af sin læderjakke og følger efter sin bror op ad trappen.
“Bare fordi jeg er lidt småparanoid, behøver det vel ikk’ betyde, at der ikk’ er nogen efter mig!”
“Nej, Philip.”
“Hold op med at se på mig på den måde. Hvad er du ude på? Syn’s du, jeg’ rablende vanvittig, er det det? Jeg ka’ godt se, hva’ du tænker!”
Poul gemmer sit blik, ser ned på rækken af trappetrin, der glider af sted under hans fødder, og siger intet.
“Nå, du si’r ikk’ noget, hva’? Fuck dig! Hvorfor i al verden sku’ du lige dukke op i dag?”
“Mor og mig syntes, det ville være vældig, hvis du kom over til os i Julen,” svarer Poul mat.
“I Julen? Fuck altså! Det’ bare for meget,” ryster Philip på hovedet, idet de når op til hans entredør, og han graver nøglen frem og låser op. “I Julen, mand, hva’ gi’r du?”
“LAILA!”råber han og træder indenfor. “Hallo! Vi gjor’ det sgu! Sardinen sagde ’Ja!’.”
Men der kommer intet svar, kun en rugende, endeløs stilhed.
“Laila?” mumler han mere forbløffet end bange, men det ændrer sig hurtigt, da han træder ind i stuen med Poul kun et skridt bagude. Lammelsen er øjeblikkelig. Efter den følger rædslen, krybende som en edderkop på lange behårede ben. Der er ikke plads til vantro.
Laila sidder bundet på hænder og fødder på en af spisebordsstolene. Nøgen overkrop. Hovedet hængende slapt forover. Det lange, lyse hår farvet rødt af blodet fra de lemlæstede bryster, der mest af alt ser ud til at være eksploderet. Blod ned ad kroppen, bukserne gennemblødt, en dybrød pøl på gulvet under stolen. Store, beskidte aftryk af sko, trådt i en blanding af sjap og blod.
“Nej!” gisper Philip, idet den sødligt kvalmende, nådesløst gennemtrængende stank af blod slår om ham, som en svampet, rådden sump, og Poul stønnende forsvinder ud på toilettet for at give los for kramperne i sit indre.
Philip bliver. Mærker sin ramponerede sjæls sidste krampetrækninger, før den lukker sig sammen om sig selv, og bliver hård. Hånden for hans næse magter ikke at holde stanken af blod borte. Hans øjne kan ikke se væk.
Iskold, men svedende.
På ben, der føles som upålidelige proteser, nærmer han sig det frygtelige lig, fattet og nærværende, selvom han er så rædselsslagen, at han knap fornemmer bevægelsen i sin krop.
Han bøjer sig let, skubber forsigtigt håret bort fra Lailas livløse ansigt, og føler nytteløst efter puls på halsen.
Finder ingen. Ser på hende gennem øjnenes forfrosne tåger. Ser striberne af mascara i tårernes baner ned ad hendes kinder. Dybe bidsår i læberne. Flere stiksår fra en kniv øverst på brystet, over det højre brysts modbydelige landskab af kød og blod. Udført af en, der nød sit arbejde.
“Jeg sagde det jo,” mumler han så lavt, at han måske kun har tænkt det.
Lyden fra Poul, der ofrer til toilettets guder, trænger ind på ham, og med den kommer panikken bankende som et F-16 uden pilot. Hans verden snævrer sig ind, og han fokuserer på den eneste redning, han kan finde. Styrter ud i køkkenet. Sparker noget væk som ligger og flyder på gulvet sammen med en masse andet. Flår køleskabet op. Griber pakken med smør. Smider den i vasken og åbner for det varme vand.
“Soveværelset er splittet ad,” siger Poul, der pludselig står ved siden af ham. “Ligesom stuen og herude.”
Philip ser på Poul. Måbende, uden at genkende, uden at ane, hvad han taler om.
“Philip, jeg er så ked af det, ikk’årh? Jeg ved slet ikke ret, hvad jeg skal sige. Det er forfærdeligt!”
“Nåja?” mumler Philip skælvende.
“Hvad er det, du laver?”
“Øh, smelter smørret. Nøglen. Vi må ha’ nøglen.”
Poul glipper med øjnene. “Hvilken nøgle? Philip, du må tage dig sammen nu, ikk’årh? Vi må tænke. Hvad gør vi nu? Hvordan klarer vi den? Hvordan slipper vi fra russern’?“
“Jam ... ?”
“Her! Den lå på gulvet inde i soveværelset. Jeg tror, du har brug for det.” En fremstrakt hånd med en Gajol-æske.
Philip glor bare på den.
Lussingen er hård. Varm. Skarp. Sviende. Fra en anden verden.
Philip stønner, fornemmer en boblen i sit indre, idet hans synsfelt udvider sig, og han gennem en mørk, grå tågedis bliver nærværende nok til at genkende Poul.
“Var du ude og ørle?” spørger han grødet.
“Hva’? Her, tag det nu!” Stadig den fremrakte Gajolæske. Lailas cola.
“Nej, det må vente,” mumler han. Er det virkelig hans egen stemme? Og er det hans egen hånd, der med gule klumper af smør skubber æsken væk? “Jeg må have nøglen. Russernes heroin er ikke her i lejligheden.” Smørret bliver blødt i hans hænder. Falder fra hinanden i tunge klumper. Vandet brænder mod hans hud, men smerten trænger ikke rigtig ind. Fingrene søger ind efter nøglen. Og der er den. Han holder den op foran Poul. “Det er i en boks, og dette er nøglen til boksen. “
“Aha,” siger Poul og nikker kort. Philip ser på hans blege, næsten kridhvide ansigt.
“Kom! Vi må videre!”
“Philip!” En hånd på hans overarm holder ham tilbage.
“Si?”
“Synes du ikke, det ville være ret, hvis vi dækkede hende til?”
“Hva’?”
Men Poul er allerede på vej ind i soveværelset. Philip vender sig mod vasken og skyller smør af nøglen og sine hænder. Tørrer så begge dele i et viskestykke, mens han hører Poul gå ind i stuen.
Da han kikker ind efter ham, ser han, at Lailas lig nu er dækket af en dyne med skjoldet betræk.
“Nu kan vi forlade hende, ikk’årh?”
Philip har ingen ord.