Sneen har samlet sig i lange guirlander på rækkerne af pigtråd over det to meter høje hegn. Granadaen ruller så stille ind gennem porten i hegnet, at man kan høre dækkene mase sne og fjedrene give sig i små klagende knirk.
Der er hjulspor fra flere biler i sneen omkring lagerbygningens indgang, som bliver oplyst af en enlig lampe, hvis svage lys næsten drukner i det tætte mørke og den hvirvlende sne. Trods hjulsporene holder der kun en stor, sort BMW, hvis fire døre går op, netop da Granadaen stopper et stykke borte.
“Nu sker det,” siger Philip, dirrende i vognens mørke indre, mens fem utydelige silhuetter træder ud af BMW’en og kommer hen imod dem. “Lad mig føre ordet, okay?”
Poul nikker let.
“Kom!” Philip åbner døren og lukker et pust af iskold luft ind, idet han kryber ud med en gammel, slidt indkøbspose under armen. Poul ånder dybt ind og følger efter.
“Slimy!” siger en af silhuetterne.
“Mickey!” snapper Philip.
“Er alt i orden?”
“Si. Alt i orden.” Et klap på indkøbsposen under hans arm.
“Hmm, aha,” siger Mickey og retter på huen, der dækker hans glatragede hovedskal. “Vi går ind.”
Mickey og en anden rocker, som Philip tænker må være Sardinen, fører an. De tre andre går bag Philip og Poul. Philips hjerte begynder at flimre, han føler sig spærret inde. Sved triller ned ad hans sider. Luften er tung i lungerne. Mavesækken en sammenknuget kaktus.
De bliver ledt ind i en stor lagerhal med høje stakke af paller med hvide papkasser, der tårner sig højt over deres hoveder, ført ad gange mellem disse, til de endelig når et bord og en håndfuld klapstole. Der står en vægt og en sportstaske på bordet.
“Værsgo og tag plads,” smiler Mickey galant og slår nydeligt ud med en tatoveret hånd.
“Jeg vil se pengene! “ konstaterer Philip lidt for heftigt.
“De er i tasken,” siger ham, der må være Sardinen.
Han har kort, kulsort hår, gedebukkeskæg og en brystkasse så bred som en gadedør. “Bare rolig. Sæt jer ned, så ser vi på det.”
Philip magter ikke kulden fra hans gennemborende grønne øjne, så i stedet ser han rundt på de andre. Poul har lukket af og vendt blikket mod noget i en anden verden.
Mickey smiler skævt. Og videre rundt. To langhårede mænd med de traditionelle læderveste og et mylder af tatoveringer, revolvere stukket ned i bukserne. Og endelig lidt borte, en dreng midt i puberteten, vatarme og døde øjne. Philip dvæler lidt ved ham, undrer sig, men kan ikke overkomme at tænke på noget som helst. Han vil bare have handlen overstået i en allerhelvedes fart. Og så vil han væk. Væk. Bare væk.
Med en trodsig mine lader han sig endelig dumpe ned i en af klapstolene. Poul følger hans eksempel. Og først da sætter de andre sig.
“Hvor mange snigskytter har mig på kornet lige nu?” vrisser Philip. Sved er begyndt at løbe ned ad hans pande.
Russerens pistol gnaver mod hans maveskind.
Sardinen glor på ham. “Hva’ tror du, det her er? Bosnien? Der’ sgu da ikke nogen snigskytter, din nar, hva’ kører du på?”
“Hvorfor kropsvisiterede I os så ikk’? Jeg ku’ ha’ haft en Uzi under jakken, og der ville ikk’ vær’ en skid I ku’ gør’ ved det!”
“Du kører med klatten, hva’?” En tør, hæs latter. “Har du en Uzi under jakken?”
“Nej.”
“Nå, ska’ vi så ikk’ se og komme videre. Jeg har desværre ikk’ tid til at pleje din ’noia, okay? Dopen, la’ mig se den!”
“Pengene først!”
Et suk af utålmodighed, en gnistren i øjenkrogene, og en stilhed så dyb, at tiden begynder at føles som isflager, der skruer mod hinanden.
“Pengene, jeg vil se pengene!“ piber Philips stemme, mens hans rystende hænder tørrer sved af panden.
Sardinen løfter stille en hånd og siger tungt: “Ged!”
En af de langhårede træder frem, lyner sportstasken op og holder den, så Philip kan se seddelbundterne.
“Tilfreds? To hundrede bundter med ti hunde i hver?” spørger Sardinen.
Philip nikker med lange øjne, mens Ged lukker tasken igen.
“Dopen, tak. Hvis der ikke er andet, du har på hjerte?”
Modstræbende lægger Philip indkøbsposen foran sig på bordet. Sardinen løfter et enkelt øjenbryn og tager posen.
Med langsomme, beherskede bevægelser trækker han en brun pakke ombundet med tape op. En kniv bliver rakt til ham, og han stikker den forsigtigt ind i pakken, vipper den lidt frem og tilbage og trækker den så ud igen. Smager på det hvide drys af pulver som klæber til knivsbladet. Kører tungen rundt på tandkødet. Og nikker tilfreds. “Du har ikke noget imod, jeg tester det, vel?” spørger han venligt, men venter ikke på svar. “Tue! Så er det din tur.”
Den unge dreng kommer hen til ham og får en smule af det hvide pulver, som Sardinen graver ud af den brune pakke. Så går han et stykke bort og sætter sig på gulvet, hvor han gør sig klar til at fixe.
Philip har vanskeligt ved at sidde stille. Dopen er o.k., det ved han. Men han kan ikke lide det alligevel. Han kan slet ikke lide det. Der er noget, der ikke er, som det skal være. Han kan bare ikke sætte fingeren på hvad.
“Gi’r du en smøg?” spørger Philip Sardinen, der i stedet for at svare kaster en pakke Prince hen til ham. Han fumler en ud og får ild på den, suger hidsigt røgen ned i lungerne, mens hans øjne danser nervøst rundt i lokalet.
Hans fødder er kolde.